Mindanao

Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 stod Danmark tilbage som en forkrøblet europæisk småstat. Det eneste, der var tilbage af fordums storhed, var de nordatlantiske besiddelser og de vestindiske øer. Færøerne var integreret i kongeriget som et amt. Island havde allerede på dette tidspunkt en vis grad af politisk selvstændighed, der blev udbygget i de følgende årtier. Grønland og de vestindiske øer derimod var kolonier. Der foregår en diskussion om den økonomiske værdi for Danmark af disse kolonier, som er for omfattende til at blive refereret her. Dette købmandsregnskab er heller ikke lige så afgørende som den omstændighed, at man dengang betragtede fjerne landområder og de ’vilde’ folk, der beboede dem, som gyldige handelsobjekter.

USA købte Alaska af Rusland i 1867, hvilket i øvrigt gør USA til en tættere nabo til Rusland end Danmark er. Beringstrædet er væsentligt smallere end afstanden fra Bornholm til Kaliningrad. Allerede fra 1850erne havde der været tale om et muligt salg af de danske kolonier i Caribien til amerikanerne. Det blev fremsat også i 1867, men det strandede i den amerikanske kongres. I 1902 var det lige ved at gå igennem igen, men denne gang mislykkedes det på grund af modstand i Landstinget, den danske rigsdags daværende andetkammer.

I 1907 blev Maurice Francis Egan af præsident Theodore Roosevelt udnævnt til amerikansk ambassadør i København. Egan skrev den 20. september 1910 et brev til det amerikanske udenrigsministerium med et forslag, der indebar amerikansk overtagelse af både Grønland og De dansk vestindiske øer til gengæld for den filippinske ø Mindanao. Det var et temmelig ugenerøst tilbud, eftersom Mindanao på dette tidspunkt var genstand for flere forskellige parters krav. Amerikanerne havde få år før erobret Filippinerne – og Cuba – fra Spanien, så der var tale om omstridt territorium.

Men det var heller ikke tanken fra Egans side, at Danmark skulle forblive fjernøstlig koloniherre, for Danmark skulle ifølge hans forslag have retten til at mageskifte Mindanao med Nordslesvig. Tyskland havde i forvejen en række kolonier i Fjernøsten.

Fra amerikansk side var der nok tale om, at man hellere så en udvidelse af tysk indflydelse i en i forvejen uregerlig del af Stillehavet end en tysk overtagelse af nogle øer i USA's egen baghave. De dansk vestindiske øer lå lige i sejlruten til og fra den nyligt åbnede Panamakanal. Amerikanerne måtte imidlertid nøjes med lidt mindre end Egan havde håbet på. Resultatet af hans bestræbelser blev, at den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing som en tillægsdeklaration til salget af de dansk vestindiske øer, underskrevet den 4. august 1916, ikke havde noget at indvende imod, at den danske regerings udstrakte sine politiske og økonomiske interesser til hele Grønland. Den erklæring er et væsentligt folkeretligt grundlag for det dansk-amerikanske mellemværende om Grønland – for så vidt amerikanerne stadig anerkender folkeretten. De vestindiske øers overdragelse til USA, kendt som ’transfer day’, fandt sted den 31. marts 1917. Mindre end en uge senere gik USA ind i 1. Verdenskrig. Godt halvandet år senere sluttede krigen med Tysklands nederlag, der muliggjorde Nordslesvigs forening med kongeriget, mens Grønland forblev under dansk overhøjhed.

(Kristeligt Dagblad 23. januar 2026. Redaktionen valgte en anden rubrik.)