Mit hjerte altid vanker

Når vi går om træet juleaften, vælger jeg altid Brorsons "Mit hjerte altid vanker". Det er egentlig ikke julens bedste salme, hvis jeg skal sige det. Højtidens hitliste kan man selvfølgelig altid diskutere, men Grundtvig havner som regel på første-, andenog tredjepladsen alligevel. Carl Nielsens smukke melodi fra 1914 gør naturligvis sit. Dens følelsesfulde tone er ikke særlig karakteristisk for salmekomponisten Nielsen, men så meget desto mere i pagt med teksten.

Salmedigteren understreger med sin hyppige brug af ordet  jeg", at der er tale om et personligt mellemværende mellem den, der synger salmen, og salmens lige så hyppigt forekommende "du", barnet i krybben, Jesus. Dette forhold bliver i Brorsons billedsprog meget intimt og sanseligt.

På en kølig nutid har Brorsons ublufærdige patos virket overvældende og endda ret påtrængende. Men den passer sært godt til juleaften, synes jeg. Det skyldes, at salmistens strenge er stemt med længsel og erindring. Han kunne nøjes med at fryde sig over det nyfødte barn, men melankolien er glædens gæst denne aften.

Julens melankoli er et velkendt fænomen. Den knytter sig til gentagelsen, altså at vi gør de samme ting i den samme rækkefølge hvert år. Vi kalder dem gerne traditioner, et fænomen, som vi hylder allermest på denne tid af året. Gentagelsen bemægtiger sig nemlig også dem, der ikke holder jul. Deres måde at bryde med julens traditioner på viser sig ved, at de demonstrativt gør det på præcis samme måde hvert år. De tager måske til Tenerife eller spiser skipperlabskovs, men de gør det igen og igen.

Julen pånøder os gentagende adfærd og binder os en ind i et sæt af mønstre, hvad enten man er med eller mod den. Det er der en tryghed i. Når mørket sænker sig i den mest solløse af årets uger, har man brug for at falde tilbage i en genkendelighed, en forvisning om, at det nok skal gå.

Vi sætter hvert år et træ op i stuen "med besked derudefra, at det lysner dag for dag". Men gentagelsen, mønstrene er naturligvis ikke bare trygge puder at hvile et mødigt hoved på. Julen vækker erindringer og giver mindelser. Barndommen kaldes til live, og hvis man er så heldig at have haft en lykkelig barndom, er det godt, men det er jo ikke alle forundt. Julen kan give jag i gamle ar. Jeg hører til de heldige, der har glade minder, men alligevel stemmes jeg i mol af julen.

Julens årlige tilbagevenden er endnu et punkt på den linje, der angiver, at tiden går. På samme måde som erindringen om en god barndom kan varme, må man savne dem, der ikke er mere. Det er jo bare en påmindelse om livets almindelige vilkår, men den virker så meget desto stærkere i julen. Forkrænkeligheden kaldte man det på Brorsons tid. Vi kan ikke længere glæde os, som om vi var børn. Glæden er middelbar, for den formidles af børnene iblandt os, af erindringen om barndommen eller af længslen efter glæden. Det er juleaftens stemning.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 14 dec. 2012)