En rejse i tiden

Fornemmelsen af at være født i gamle dage er begyndt at dukke op med foruroligende hyppighed. Det begyndte for fem-syv år siden, da det gik op for mig, at flere og flere af mine studerende på universitetet ikke selv havde nogen erindring om Murens fald i 1989. De var blot små børn dengang, da jeg selv som ungt menneske på 23 år læste på Freie Universität i Berlin i vinteren 1989-90. Nu møder jeg også førsteårsstuderende, der ikke har nogen personlig erindring om 11. september 2001.

For nylig var min familie og jeg i Paris. Med sin rige fortid bød byen på mange kulturhistoriske oplevelser, men den stærkeste oplevelse af historiens gang kom fra den medbragte parlør, Berlitz' reviderede udgave af " Fransk til rejsebrug" fra 1983, som jeg oprindeligt anskaffede, da jeg i min ungdom første gang besøgte Frankrig for mere end 25 år siden.

Oplevelsen af forandring begynder allerede på bogens første opslag, hvor forlaget reklamerer for sine øvrige parlører og rejseguider. Man kan for eksempel lære at begå sig på serbo-kroatisk ( med tilhørende kassettebånd), hvis man vil rejse til Jugoslavien, et ikke længere eksisterende sprog fra et ikke længere eksisterende land.

Parlørens råd om, hvordan man skal forholde sig i paskontrollen, er for en dansk statsborger i dag helt over-flødige. Det samme kan man sige om anvisningerne på, hvordan man tilkalder en drager til sin bagage, hvordan man telegraferer eller tiltaler telefonisten på centralen, eller hvor man med fordel kan veksle til den lokale valuta.

Heldigvis er ikke alting forandret. Der tales stadig fransk i Paris, men ikke med den samme chauvinisme som før. Den berygtede parisiske arrogance så vi ikke meget til. Tålsomheden over for turistens malebariske skolefransk er høj, og hvis turisten har brug for supplerende at forklare sig på engelsk, møder man ingen modstand, men derimod venlig forståelse. Det var ingen selvfølge for 25 år siden.

En 20-årig på rejse i Paris i dag ville antagelig have en helt anden oplevelse. Han er opvokset med engelsk som selvfølgeligt, men eneste fremmedsprog. Han ville tage for givet, at man taler engelsk, når man er i udlandet, og måske endda undre sig over, at franskmænd alligevel ikke er bedre til det. At forklare et ungt menneske af i dag, at det kunne være taktfuldt eller endda nødvendigt at lære sig lidt fransk for at begå sig i Frankrig, er kun blevet vanskeligere.

Det er jo ikke, fordi jeg føler mig gammel. Det er blot fornemmelsen af at have været vidne til et epokeskift, at have en erfaring, som man kun deler med sine jævnaldrende og ældre, ikke med de yngre. Jeg kan for eksempel huske, dengang fremtiden tilhørte kassettebåndet.

Mens man selv kan opfatte denne erfaring som en rigdom, er den i realiteten udmøntet i en valuta under stærkt inflatorisk pres. Erfaring kan for eksempel i dag kun vanskeligt omsættes i myndighed. Få lytter til dem, der kender fortiden, mens flere søger råd hos dem, der hævder at kende fremtiden, de såkaldte " first movers".

De kaldtes før i tiden med et fransk udtryk avantgarden, de retningsgivende for fremskridtet. Forgæves peger historikeren på, at ingen kender fremtiden, ja, at al erfaring viser, at fremtiden er lige så vanskelig at forudsige, som den altid har været.

(klumme i Kristeligt Dagblad den 16. nov. 2012)