Demokratismen

Henrik Dahl affejer i en anmeldelse den 2. august Søren Fonsbøls bog om demokratisme. Om bogen har fortjent denne affejning, kan jeg ikke bedømme, da jeg ikke har læst den, men Dahls argument for at gøre det fortjener en kommentar. Dahl mener ikke, at Grundlovens § 3 bør tages alvorligt. Det er den, der siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening, og at den udøvende magt er hos kongen. Dahl fortsætter - med et citat af Søren Mørch – at hævde, at Grundlovens paragraf 13 og 14, der blandt andet siger, at kongen er ansvarsfri og at ministrene er ansvarlige for regeringsførelsen, er ”designet til at ophæve paragraf 3”.

Dahl er hermed i god overensstemmelse med den opfattelse af forfatningens historie blandt både historikere og jurister, der dominerede helt frem til og med Claus Friisbergs disputats om parlamentarismens historie fra 2007. Problemet er, at denne tradition tager for givet, at den grundlovgivende rigsforsamling, der virkede i 1848-49, havde intentioner om at skabe et parlamentarisk demokrati netop som vi kender det i dag. Derfor kan repræsentanter for denne tradition også ganske frejdigt påstå, at man slet ikke skal tage det, som grundlovsfædrene skrev om f.eks. kongens lovgivende og udøvende magt, alvorligt.
Den nyere forskning i forfatningens og den politiske kulturs historie hælder imidlertid i stadig højere grad til den opfattelse, at grundlovsfædrene faktisk mente, hvad de skrev. Når kongen fik så megen magt og når der ikke stod en stavelse i junigrundloven om demokrati, var det højst sandsynligt med vilje. Noget andet er selvfølgelig, at tiden løb fra grundloven, og så måtte fortjenstfulde forfatningsjurister træde til med deres fortolkningskunst for at få lovens ordlyd til at rime med den nye politiske virkelighed. For at give disse nye tolkninger vægt er de blevet tilbageprojiceret og har fået lov til også at styre tolkningen af Grundlovens ophav, men dermed går man altså glip af, hvad meningen med Grundloven oprindelig var.
(Læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 9. august 2013)

1 kommentar:

  1. Det er en noget overraskende oplysning, Fabricius Møller kommer med, når han i et indlæg i Weekendavisen påstår, at danske historikere til og med min disputats fra 2007: "Ingen over og ingen ved siden af Folketinget" mente, at den danske grundlov var parlamentarisk. Det almindeligste har dog været, at de fra Niels Neergaard, over Vagn Dybdahl og Kristian Hvidt har ment, at den ikke var parlamentarisk, dvs. har taget Højres påstand under forfatningskampen for pålydende, at det var en kongelig kompetence at udnævne regeringen, og at kongen havde ret til at udnævne den regering, han ville. Det nye i min disputats var netop påvisningen af, at dette ikke var tilfældet. Dette synspunkt stemmer med Junigrundlovens ordlyd, for i § 19 står der: "Kongen udnævner og afskediger sine ministre. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en ministers underskrift. Den minister, der har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen." Det turde være evident, at kongens udnævnelse af en minister eller en hel regering er en sådan beslutning og derfor skal kontrasigneres af en minister. Sådan blev praksis da også: Den nytiltrådte førsteminister underskrev både beslutningen om afskedigelse af den gamle regering og beslutningen om udnævnelse af en ny. Og han skulle bære ansvaret derfor. Hvem skulle han være ansvarlig for? Naturligvis Rigsdagen. Der var ikke andre, der kunne stille ham til ansvar, med mindre han havde gjort noget kriminelt.
    Der er selvfølgelig mange andre grunde til, at allerede Junigrundloven lagde op til indførelsen af en parlamentarisk statsskik. Jeg har blot med dette ville gøre opmærksom på, at når man hævder, at grundlovsfædrene mente det, der stod i grundloven bogstaveligt, er det ikke udtryk for, at man dermed har bevist, at grundlovsfædrene ikke anså grundloven for at være parlamentarisk.
    Claus Friisberg

    SvarSlet