Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, Oprør fra midten, Gyldendal 1978
"Oprør fra midten" er en drøm om "det humane ligevægtssamfund" udformet som en utopi, en forestilling om, hvordan Danmark ville blive i det tidlige 21. århundrede. Bogen var imødeset med store forventninger, da den udkom i 1978. Villy Sørensen (1929-2001) var den beundrede skønlitterære forfatter og begavede essayist, der repræsenterede åndslivet, Niels I. Meyer (f. 1930) repræsenterede som professor i halvlederfysik på Danmarks Tekniske Højskole naturvidenskaben, mens Kristen Helveg Petersen (1909-1997) som tidligere minister og mangeårigt folketingsmedlem var repræsentant for den praktiske politiske erfaring. Det var på papiret et meget stærkt forfatterkollektiv. Mange også sympatisk indstillede læsere blev dog skuffet.
Den blev lanceret som "en tredje vej", et opgør med det bestående uden revolutionens radikalitet. Som udtryk for denne ambition er titlen genial. Forfatterne viede endda kritikken af marxismen-leninismen et helt afsnit. Men kritikken af liberalismen og kapitalismen, især storkapitalen og de multinationale selskaber, er endnu mere udpræget, og utopiens revolutionære karakter umiskendelig. Forfatternes vision for det fremtidige samfund, som man ville kunne kalde korporativt-kommunitaristisk, ville indebære en afskaffelse eller væsentlig omlægning af flere samfundsbærende institutioner: det repræsentative demokrati, den private ejendomsret, uafhængige domstole, den fri aftaleret på arbejdsmarkedet bare for at nævne et par stykke.
Når det kunne lade sig gøre at markedsføre denne politiske radikalitet som et "oprør fra midten", skyldes det, at midten lå et helt andet sted dengang. Samfundet var i dyb krise i form af arbejdsløshed, inflation, statsgæld og underskud på betalingsbalancen, og forfatterne nærede den opfattelse "at de store problemer ikke kan løses inden for dette systems rammer", altså en grundlæggende mistillid til, at det parlamentariske demokrati og markedsøkonomien kunne løse opgaven.
Idealet var økonomisk lighed i form af borgerløn. Hvis folk derudover ønskede at arbejde, skulle alle lønnes lige uanset kvalifikationer og jobfunktion. I det nye samfund skulle privatkapitalismen afskaffes til fordel for "fællesvirksomheder", kollektivt ejede virksomheder med udstrakt medarbejderindflydelse. Personlig berigelse ud over den statsligt fastsatte løn blev betragtet som illegitim. Det var fra forfatterne antagelig begrundet lige så meget i en filosofisk-litterær idealisering af det åndelige som i en politisk anti-kapitalisme. Lighed, ikke konkurrence, var midlet. En læge burde ikke tjene mere end en skraldemand, og strejkevåbenet måtte ikke kunne bruges som "pressionsmiddel mod samfundet", fordi den slags "gruppe-egoisme" var en væsentlig forhindring for at samfundet kunne styres og de økonomiske problemer løses. I fremtidens samfund skulle nødvendige samfundsopgaver ikke løses ved at give økonomisk incitament, men ved indførelse af "en solidarisk værnepligtsordning".
Utopien var bygget på en grundfæstet tro på, at mennesket er godt. Ethvert politisk system, der fjerner sig for meget fra borgeren, måtte blive abstrakt, upersonligt og fremmedgørende. Et nærdemokrati derimod ville være båret af den moralske forpligtelse, der kendetegner den personlige forbindelse. "Nærhed" er et gennemgående plusord i bogen. Forfatterne ønskede ikke staten afskaffet, men styreformen skulle laves om, således at Folketinget skulle suppleres af et korporativt andetkammet, Fagtinget, hvis medlemmer var repræsentanter for organisationer og foreninger, og folkeafstemninger skulle bringes i anvendelse "i væsentlige politiske spørgsmål".
Forfatterne havde ikke megen fidus til det europæiske samarbejde, som de spåede visnedøden. De afviste ikke værdien af international samhandel, men lagde vægt på, at produktion, handel og politik skulle varetages lokalt. I internationale relationer talte forfatterne for global afrustning, hævdede princippet om ikke-vold og profeterede en global bevidsthedsændring, der ville overflødiggøre våben.
Mens bogens forudsigelse af det 21. århundrede i økonomisk og politisk forstand forekommer at befinde sig et stykke fra det virkelige (markant er det dog, at det forudsagdes, at antallet af kommuner i det 21. århundrede ville være 100), er andre dele af utopien nærmere realiteterne. I 1978 har det antagelig været betragtet som en af bogens mest utopiske fantasterier, at størstedelen af energiforbruget i 2014 ville være dækket af alternative energikilder. Vi er ikke desto mindre tæt på. Følgende sætning er antagelig også af mange blevet afskrevet som endnu en af Niels I. Meyers vidtløftigheder:
"Vi ved […] at der ved forbrænding af fossilt brændstof (olie, kul, naturgas) dannes store mængder kuldioxyd, der kan forhindre varmeafgivning fra Jorden og føre til den såkaldte drivhuseffekt."
Men ellers er det ikke realitetssans, der præger bogen. Forfatternes tillid til det gode i mennesket gjorde, at de manglede sans for, at et system altid i sig skal rumme værn mod magtmisbrug. Man kan se det i synet på pressens rolle: "Forholdet mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde." Her kan man sige, at forfatterne har fået ret i deres forudsigelse, fordi politikerne og medierne samarbejder væsentlig mere og væsentlig mere professionelt i dag end for 40 år siden, men det er næppe, hvad forfatterne havde i tankerne. De havde tænkt sig, at medierne skulle spille en aktiv rolle i opbygningen af det nye samfund, men glemte, at pressens "mistillid" til politikerne er en nødvendig forudsætning for, at den kan fungere som kontrolinstans.
Man behøver ikke være udpræget borgerlig for at frygte det samfund, som forfatterne til "Oprør fra midten" ønskede at skabe. Det er meget sigende, at et gennemgående ideal i bogen er Tvind, hvor en tilsvarende kollektivisme og fællesskabsideologi dækker over almindelig inkompetence, ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed. Bogen fungerer i dag mest som et vidnesbyrd om alvoren i den krisestemning, der herskede i 1970erne, og derfor tjener den også indirekte som forklaring på, hvordan den politiske radikalitet dengang kunne præsenteres som midtsøgende.
(Kristeligt Dagblad 2. sep. 2014)
Niels I. Meyer svarede den 11. sep.:
Som medforfatter til debatbogen " Oprør fra midten" (Ofm) sammen med K. Helveg Petersen og Villy Sørensen i 1978 glædede det mig umiddelbart, at Kristeligt Dagblad har inkluderet vores bog i bladets gensynsserie. Glæden varede dog kun, indtil jeg havde læst Jes Fabricius Møllers lange anmeldelse af bogens indhold.
Mange af de oplysninger om bogen, som Møller præsenterer læserne for, er grebet ud af den blå luft og direkte forkerte. I det følgende skal jeg kort omtale de mest graverende fejl og belyse, hvad bogen virkelig handler om. Det sidste er faktisk relevant, da en række af bogens overvejelser er helt aktuelle i dagens politiske debat.
Fejlene begynder allerede i Møllers overskrift, hvor han påstår, at Tvind er idealet for vores bog. Det uddyber Møller i teksten med påstanden om, at Tvinds " ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed" skulle være et gennemgående ideal i Ofm. Det er i direkte modstrid med de grundlæggende principper i bogens humane ligevægtssamfund. Bogen omtaler i øvrigt kun Tvind i en enkelt linje.
Møllers beskrivelse må betegnes som grov vildledelse. Møller påstår også, at Ofm vil afskaffe det repræsentative demokrati, hvilket igen er forkert. Bogen gennemgår tværtimod, hvordan man kan udbygge befolkningens tillid netop til det repræsentative demokrati. Lige så forvrøvlet er påstanden om, at vi vil afskaffe de uafhængige domstole.
Møllers politiske ståsted skinner måske igennem i forbindelse med hans ironiske afstandstagen fra Ofms fremhævelse af betydningen af økonomisk og social lighed.
Det er ellers almindelig viden, at lande med stor lighed klarer sig bedst på alle vigtige samfundsparametre. Det er i øvrigt også en forudsætning for, at det økonomiske marked ikke virker stærkt diskriminerende over for lavtlønnede grupper i befolkningen, således som Ofm understreger.
Møller hævder også, at Ofm bygger på " en grundfæstet tro på, at mennesket er godt". Så simpelt er det jo ikke, som det fremgår af bogen. Mennesker har både gode samfundsegenskaber som omsorg, tolerance og solidaritet og mindre gode samfundsegenskaber som grådighed, aggressivitet, egoisme og så videre. I korthed kan forfatternes hovedsynspunkt i den forbindelse udtrykkes på den måde, at hvis samfundets spilleregler støtter de førstnævnte egenskaber, så vil de gøre sig bedst gældende - og vice versa.
I det følgende vil jeg fokusere på de forslag i Ofm, som i særlig grad er aktuelle i dagens politiske debat i Danmark, men helt er udeladt eller misforstået i Møllers anmeldelse. Et af de centrale problemer er, hvordan vi kan formindske og helst helt afskaffe den tvungne arbejdsløshed.
Det er Ofms hovedsynspunkt, at det ikke kan gøres ved lapperier på det nuværende system, men kræver markante ændringer, hvor den vigtigste er en solidarisk deling af lønarbejdet og en fleksibel arbejdstid, som justeres i forhold til antallet af jobs på markedet.
Ofm foreslår, at dette system kombineres med en generel borgerløn på et relativt beskedent niveau. Det forslag har Møller også helt misforstået, idet han skriver, at det er bogens hensigt at benytte borgerlønnen til at skaffe generel økonomisk lighed.
Det kan den naturligvis ikke, og det er heller ikke dens formål. Formålet er at give mere frihed for de enkelte mennesker til at tilpasse deres liv til deres specielle ønsker.
Et rigt samfund som det danske kan tillade sig denne generøsitet, hvor borgerlønnens niveau justeres politisk i afhængighed af den generelle økonomiske udvikling.
I 1978 var kapitalens frie bevægelighed ikke gennemført, som den er nu i EU. Allerede i 1930' erne gjorde den britiske økonom John Maynard Keynes opmærksom på, at en eventuel fri kapitalbevægelighed ville underminere en nationalstats muligheder for frie demokratiske beslutninger.
Hvis de planlagte beslutninger går imod de store kommercielle virksomheders særinteresser, kan de true med at flytte til et andet land.
På den baggrund skrev forfatterne af Ofm, at hvis EF skulle indføre fri bevægelighed for kapitalen, burde Danmark som konsekvens heraf forlade EF. Det er bemærkelsesværdigt, at K. Helveg Petersen som formand for Det Radikale Venstre var medunderskriver på den konklusion.
Partiets nuværende ledelse vil næppe godkende deres daværende formands synspunkt.
Et andet aktuelt og kontroversielt spørgsmål i dagens politiske debat handler om bankernes stilling.
Ofm's klare konklusion er, at banker ikke skal være aktieselskaber med fokus på at tjene penge til deres aktionærer blandt andet ved suspekte spekulationer. Bankerne skal ifølge Ofm være samfundsejede og fokusere på at betjene befolkningens naturlige lånebehov. Finansspekulationer er ikke til gavn for samfundsudviklingen, som vi har set mange eksempler på, men det kniber med at gøre noget ved det i praksis.
Alene i det første år udkom " Oprør fra midten" i et oplag på over hundrede tusinde. Bogen gav anledning til en hidsig mediedebat og en bred folkelig debat suppleret af mange studiekredse i flere år. Opfølgningsbogen " Røret om oprøret" fra 1982 har uddybet forslagene i Ofm og samlet referencer til ikke mindre end 1266 publicerede indlæg, der har rummet stillingtagen til Ofm. Det er besynderligt, at Jes Fabricius Møller øjensynligt ikke har kendt til eksistensen af " Røret om oprøret". Hvis han havde, kunne han have undgået mange af sine misforståelser og vildledninger.
Jeg svarede den 13, Sept.:
Professor Niels I. Meyer, der er medforfatter til debatbogen " Oprør fra Midten" fra 1978, har en række indvendinger imod min omtale af bogen. Det giver mig anledning til et par kommentarer.
Meyer hævder, at Tvind kun nævnes én gang. Tvind nævnes imidlertid som forbillede på tre afgørende punkter. På side 72 fremhæves Tvind for sine " overraskende præstationer" i det pædagogiske arbejde, på side 162 nævnes Tvind som forbillede for alternative produktionsstrukturer, og side 167 fremhæves Tvinds samlivsformer.
Det er ikke tilfældigt. Tvind var genstand for almindelig beundring helt frem til slutningen af 1970' erne, fordi det lykkedes Tvind at bilde offentligheden ind, at de havde virkeliggjort manges drømme om et alternativt samfund, økonomisk, socialt og moralsk.Dén illusion brast kort tid efter.
" Oprør fra midten" vil indføre planøkonomi, idet arbejdsmarkedets fri aftaleret afskaffes, aktieselskabsformen afløses af offentligt ejede eller kontrollerede virksomheder, og lønniveauet fastsættes centralt. Der stiles imod " at udligne økonomiske forskelle i indtægter og formuer", og protektionisme indføres, idet kapitaloverførsler til udlandet hindres.
Demokratiet skal omlægges radikalt. Halvdelen af Folketingets medlemmer skal vælges indirekte, og der skal indføres et korporativt valgt, rådgivende andetkammer og samtidig væsentlig mere direkte demokrati. Det repræsentative demokrati indskrænkes, for så vidt alle " vigtige nationale beslutninger sker på grundlag af en folkeafstemning".
Mediernes rolle som kritisk instans reduceres, idet forholdet " mellem massemedierne og politikerne må ændres fra gensidig mistillid til professionelt samarbejde." Radio-og tv-monopolet skal fastholdes, men med en afskaffelse af Radiorådet og en indførelse af " en lille effektiv styrelse for Danmarks Radio".
Retsplejen skal reformeres ud fra den opfattelse, at " kriminalitet er samfundsskabt". Kriminalitet bekæmpes ikke med " afskrækkende straffe", men med " samlivsformer". " Lokalsamfundene har deres eget politi", og domstolenes uafhængighed ophæves, idet " det er et udvalg under lokaltinget, der fungerer som domstol". Det vil sige, at den sammenblanding af udøvende og dømmende magt i første instans, der herskede før retsreformen af 1919, skal genindføres.
" Oprør fra midten" skal naturligvis forstås i sin kontekst. Den er skrevet midt i en dyb og langvarig økonomisk krise med inflation, stigende statsgæld, underskud på betalingsbalancen og ikke mindst en alvorlig arbejdsløshed. Mange havde opgivet troen på, at der var en vej ud af krisen uden store systemændringer. Men der var en vej, ved vi nu, og den bestod ikke i en undergravning af retsstaten eller indførelsen af planøkonomi, og det mener jeg, at vi i det store hele skal være glade for.
Niels I. Meyer replicerede den 22. sep.:
Det glæder mig, at Jes Fabricius Møller i sin kommentar til debatbogen " Oprør fra midten" (Ofm) den 13. september stort set fokuserer på de principielle forslag i bogen.
Til gengæld vil jeg gerne offentligt indrømme, at den gamle professors hukommelse om alle detaljer i den 36 år gamle bog kan være præget at tidens tand. Det afgørende for mig er således ikke, om Tvinds navn er nævnt en eller tre gange i bogen.
Det afgørende er, at Møllers henvisning til Tvinds " ubehagelige ledelsesformer og undertrykkelse af den individuelle frihed" intet har med Ofms humane ligevægtssamfund at gøre. Det må være nok om Tvind i denne omgang.
Til gengæld vil jeg fokusere på nogle af Møllers udpegede emner fra Ofm, som er aktuelle i dagens debat: økonomisk og social lighed, demokrati på arbejdspladsen, kontrol med kapitaloverførsler, et humant retssamfund, mediernes rolle samt genopretning af borgernes tillid til det politiske system.
Uden stor økonomisk og social lighed hænger et samfund ikke sammen - og det kan det dominerende neoliberalistiske (kapitalistiske) konkurrencesamfund ikke præstere. Og det kan slet ikke varetage begrebet " grænser for vækst" og bæredygtig udvikling. Så enkelt kan det siges.
Derfor giver Ofm er række alternative forslag, hvor Møller med en vis ret kan sammenligne nogle af dem med det upopulære begreb " planøkonomi". Men det må vel være formålet og indholdet og ikke betegnelsen, der er afgørende.
I samme negative toneart betegner Møller Ofms forslag om national kontrol med større kapitaloverførsler som " protektionisme" i stedet for at fokusere på, at den frie kapitalbevægelse er i fuld gang med at underminere det nationale demokrati. Er demokratiet ikke vigtigere end kommercielle økonomiske interessers spekulationsmuligheder? Og hvorfor skal demokratiet i øvrigt udelukkes fra en så væsentlig del af menneskers liv som arbejdslivet? Det er korrekt, at Ofm mener, at en stor del af den lokale kriminalitet er samfundsskabt.
Det foreslår bogen at tage hensyn til blandt andet ved at give større kompetence til afgørelser af kontroverser mellem borgere ved en " lokal domstol" uden at inddrage hele det overordnede statslige retssystem. Møllers konklusion om, at det skulle undergrave retsstaten, forekommer ude af proportion.
En overskrift i Ofm om, at det kan være en fordel med mindre mistillid mellem massemedier og politikere får Møller udlagt til, at så mister medierne deres kritiske rolle.
Det er da en unødvendig negativ fortolkning af bogens nærmere uddybede forslag? Det samme gælder Møllers syn på bogens forslag om et politisk system med mere nærdemokrati.
I modsætning til Møller mener jeg ikke, at vi kommer ud af de nuværende samfundsproblemer uden væsentlige systemændringer. Måske kan Møllers og min udveksling af synspunkter give anledning til en videre debat i Kristeligt Dagblad. Gerne med inddragelse af forslagene fra " Oprør fra midten".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar