Francis Fukuyama, Historiens afslutning og det sidste menneske, Gyldendal 1993
I sommeren 1989 fik den dengang ukendte Francis Fukuyama (f. 1952) udgivet en artikel i det fremtrædende amerikanske tidsskrift The National Interest. Den bar den bemærkelsesværdige overskrift "The End of History?" og var på bare 18 sider. Artiklen vakte opmærksomhed, fordi den forudsagde, at verdenshistorien havde det vestlige, liberale demokrati som sit naturlige endemål. Langsomt ville alverdens diktaturer og despotier forkrøble, og markedsøkonomien og den demokratiske retsstat ville vinde frem overalt, fordi der ikke bestod noget troværdigt alternativ til den samfundsform. Opmærksomheden blev imidlertid i løbet af nogle få måneder til sensation, da Warzawapagten smuldrede, etpartidiktaturerne i det østlige og centrale Europa gik i opløsning og Sovjetunionen faldt fra hinanden. Processen var allerede i gang, da Fukuyama skrev sin artikel, men ingen havde endnu ved DDR’s 40 års jubilæum i oktober 1989 kunnet forudse, at jerntæppet ville være rustet bort blot en måned senere. Murens fald katapulterede den indtil da lovende og dristige tænker Fukuyama op til øjeblikkelig stjernestatus på det intellektuelle firmament, fordi han blev set som den, der havde forudset, hvad ingen andre havde kunnet forestille sig. Ret beset havde Fukuyama ikke forudset det konkrete begivenhedsforløb, men det gjorde ikke nævneværdigt indhug i hans berømmelse.
Artiklen blev i 1992 omarbejdet til en bog, der blev udgivet på dansk året efter med titlen "Historiens afslutning og det sidste menneske", altså uden spørgsmålstegnet.
Fukuyama bliver somme tider slået i hartkorn med den materialistiske økonomiske skole, der betragter markedsøkonomien som god i sig selv. Denne såkaldte "ultraliberalisme" har i virkeligheden ikke mange fortalere i sin rene form. Den er lige så meget et fantom, hvis væsentligste funktion er at fungere som retorisk figur blandt antiliberalister. Hvorom alting er, handler Murens fald fra et økonomisk synspunkt om forbrugerismens sejr over planøkonomien, altså om den ene materialismes sejr over den anden. Fukuyama står imidlertid i filosofisk forstand i en helt anden tradition, G.W.F. Hegels idealisme. Hegel var blandt meget andet historiefilosof og som sådan havde han allerede forudsagt historiens afslutning i 1806.
Det er nemt at gøre grin med Hegel, fordi han jo så indlysende tog fejl. Hegel blev i eftertiden afskrevet som en fantast, hvis virkelighedsopfattelse stammede fra studier i kaffegrums. Andres tilsvarende forsøg på at sammenfatte verdenshistorien på en formel – f.eks. Oswald Spenglers og Arnold Toynbees - led tilsvarende nederlag. Senest skete det for en af Hegels væsentligste efterfølgere og fortolkere, Karl Marx, hvis forestilling om historiens afslutning grundstødte på virkelighedens hårde klippe mange år før 1989.
Med en pointe overtaget fra den russisk-franske Hegel-fortolker Alexandre Kojéve identificerede Fukuyama en grundlæggende social mekanisme hos mennesket, ofte kaldet anerkendelsens dialektik. Den går ud fra den iagttagelse, at mennesket er kendetegnet ved begær ikke blot efter magt, sex og rigdom, men også efter ankerkendelse. Denne drift kaldte Fukuyama thymos med et ord lånt hos Platon. Det er thymos, der adskiller mennesket fra dyrene. For os er det ikke nok at æde, forplante sig og overleve. Vi vil anerkendes og det i en sådan grad, at vi somme tider er villige til at sætte livet på spil alene for at opnå prestige, henholdsvis undlade at miste den.
Denne anerkendelsestrang kan overdrives i det absurde og antage karakter af megalothymia, sådan som man finder det hos diktatorer, der ustandseligt afæsker deres omgivelser tilkendegivelser af hengivenhed og underdanighed. Men pointen er, at anerkendelsestrangen aldrig kan tilfredsstilles, så længe relationen er asymmetrisk. Mest berømt er eksemplet med slaverne og deres herre. Herren får tilsyneladende anerkendelse af slaverne, men så længe de er hans slaver, vil anerkendelsen altid være forloren, drevet af frygt og underdanighed. Hvis herren vil være sikker på, at anerkendelsen er ægte, må den være givet i frihed, og derfor må han sætte slaverne fri. Anerkendelsen anerkendes af den anerkendte kun som anerkendelse, hvis den anerkendte kan anerkende den anerkendende som ligemand, for nu at tale lidt hegelsk.
Overført på det store perspektiv vil menneskets lykke derfor kun tilvejebringes i et samfund, hvor alle er frie, og som regeres i overensstemmelse hermed. Magt kan altså kun indehaves af dem, der i udgangspunktet er vores ligemænd. Det vil i praksis sige, at for at beholde magten skal magthaverne have vores anerkendelse hvert fjerde år.
Fukuyama var den første til at indrømme, at dette ræsonnement er væsentlig bedre til at forklare den politiske liberalisme end den økonomiske. Der er kun lidt, der med logisk nødvendighed binder de to sammen. Fukuyama havde imidlertid ikke vanskeligt ved at vise, at de i praksis altid følges ad. Markedsøkonomiens evne til at tilfredsstille materielle behov er en tilsyneladende lige så uimodståelig kraft som demokratiets evne til at tilfredsstille anerkendelsesbehovet.
Problemet for Fukuyama var, at når engang de liberaldemokratiske principper havde sejret i hele verden, ville verdenshistorien ende i kedsomhed. Der ville ikke længere være noget at kæmpe for. De konflikter, der tidligere havde fremkaldt vovemod, forestillingsevne og skabertrang, ville være bilagt og erstattet af økonomiske kalkuler, praktiske løsninger på hverdagens problemer og forfinede teknikker til tilfredsstillelse af forbrugernes behov.
Selvfølgelig, havde man nær sagt, fik Fukuyama ikke ret. Vi er langt fra den tilstand af universel kedsomhed, der kun afføder blanke sider i historiebøgerne. Alene klimaspørgsmålet er nok til at gøre denne epoke til interessante tider at leve i. Hans gamle lærer fra Harvard, Samuel Huntington, lancerede allerede i 1992 den teori, at verden ikke var på vej til at konvergere til et stort system, men at den består af en række fundamentalt forskellige civilisationer, der indgår i en stadig kamp og konkurrence. Mange så den 11. september 2001 som den endelige bekræftelse af Huntingtons teori.
Fukuyamas teori blev i den anledning reduceret til en betragtning, der i hvert fald indtil videre ikke gælder hele verden, men kun den vestlige kulturkreds. Ikke desto mindre står den stadig stærkt, fordi den viser, at der er andet og mere end bare økonomi på spil, når vi taler om "vestlige værdier".
(Kristeligt Dagblad 30. september 2014)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar