Den 30. oktober er det 150 år siden Freden i Wien blev underskrevet. Det var den traktatlige besegling af det militære nederlag, som Danmark havde lidt i den korte krig, der havde udspillet sig fra februar til juli måned 1864, og som har ført til velsagtens den mest omfattende selvransagelse i dansk historie i almindelighed og dansk historieskrivning i særdeleshed.
Men hvordan ser spørgsmålet egentlig ud, hvis man hæver blikket og ser på krigen og fredsslutningen fra ikke alene et europæisk, men et globalt perspektiv? Hvad nu hvis man tænker dansk indenrigspolitik helt ud af ligningen? Det var udgangspunktet for en international konference i Friedrichsruh uden for Hamborg i midten af oktober. Friedrichsruh er et slot og en idyllisk stationsby på linjen mellem Hamborg og Berlin. Det ligger i det, der indtil 1864 var den sydligste ende af det oldenborgske monarki, det tidligere hertugdømme Lauenborg.
Stedet er i skandinavisk historie bedst kendt som hovedkvarter for De hvide Busser, den aktion, der i 2. Verdenskrigs sidste uger hjembragte danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre. Forbindelsen blev bragt i stand, fordi den lokale slotsfrue, var svensk af fødsel. Hendes mand hed Otto Christian Archibald, Fürst von Bismarck, der foruden at være fremtrædende diplomat og nazist også var ældste barnebarn af den Otto von Bismarck, den egentlige arkitekt bag krigen og freden i 1864.
Bismarck fik som belønning for sin indsats i preussisk tjeneste efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 skænket stedet, hvor familien stadig residerer. Den gamle fine stationsbygning fra 1847 huser nu Otto-von-Bismarck-Stiftung, der sammen med universitetet i Kiel stod som arrangører af den ambitiøse konference. Det var lykkedes at finde forskere fra Amerika, hele Europa og sågar også Japan, der hver især kunne kaste lys på det slesvig-holstenske problem.
Hovedkonklusionen fra et globalt perspektiv er ikke vanskelig at drage: konflikten i hertugdømmerne betød ikke meget. Der blev rapporteret om krigen i aviserne verden over, men andre konflikter dominerede mediebilledet og den politiske dagsorden. Den i omfang langt større amerikanske borgerkrig rasede samtidig og var en trussel mod stabiliteten på hele det nordamerikanske kontinent. I Sydamerika udbrød der i 1864 krig mellem Paraguay på den ene side og Brasilien, Uruguay og Argentina på den anden. Tabstallene i denne krig var helt uhyrlige. Man regner med, at den kostede fire femtedele af Paraguays mandlige befolkning livet
Fra dansk side er vi vant til at tænke på krigen som en krig med Tyskland. Tyskland fandtes ikke som egentlig statsdannelse, men var et løst forbund af en række små stater, en håndfuld mellemstore stater og to store, Østrig og Preussen. Også Holsten og Lauenborg var medlemmer af dette forbund. Fandtes der ikke nogen tysk stat, var der en så meget desto vigtigere tysk opinion, der var en af hovedforklaringerne på, at krigen overhovedet brød ud. Der var blandt tyskerne en stærk sympati for den slesvig-holstenske sag, og et krav om at stoppe det, der blev opfattet som danske overgreb mod tyske fæller
Krigen blev indledt på foranledning af Det tyske Forbund, der imidlertid ikke havde egne væbnede styrker. Det var først og fremmest Preussen og Østrig, der stillede kamptropper til rådighed, og den østrigske marine deltog også, dog uden succes mod den stærkere danske flåde. Man klukker i dag lidt over fænomenet en østrigsk flåde, men man må erindre sig, at det habsburgske monarki dengang også omfattede store dele af blandt andet Adriaterhavskysten.
Der herskede ingen udpræget enighed mellem de tyske stater om krigens mål og midler. Til småstaterne hørte f.eks. hansestæderne Hamborg og Lübeck, hvis velstand beroede på handel. Hamborg var også dengang en af Nordeuropas vigtigste havnebyer, og byens naturlige opland rakte – rækker – langt op på den jyske halvø. Krig er i den sammenhæng bare til ulejlighed. Købmændene ville først og fremmest bare have fred til at handle, og så var man mindre optaget af, hvem man handlede med.
Ved fredsforhandlingerne var der flere forskellige mulige modeller. For det første var der oprettelsen af status quo, altså bevarelsen af den dansk-slesvig-holstensk-lauenborgske helstat. Det var den løsning, der var resultatet af den 1. slesvigske krig 1848-1850, og som blev forhandlet på plads ved en fælleseuropæisk konference i London i 1852. Men eftersom danskerne ved grundlovsrevisionen i november 1863 havde forbrudt sig mod principperne fra Londonaftalen, var det overhovedet et spørgsmål, om den kunne lægges til grund for en ny løsning. Desuden var der med det klare danske nederlag i felten skabt en situation, hvor Danmark måtte gøre store indrømmelser til sejrherrerne.
En anden mulighed var dannelsen af en personalunion mellem en selvstændig slesvig-holstensk stat på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. Det ville imødekomme slesvig-holstenerne ønske om en selvstændig stat uden at skabe geopolitiske forskydninger. Denne løsning strandede på dansk modstand, men heller ikke slesvig-holstenerne var begejstrede ved tanken.
En tredje mulighed var udskillelsen af en selvstændig slesvig-holstensk stat med egen fyrste af det augustenborgske hus. Den var foretrukket af slesvig-holstenerne selv. Denne løsning var også attraktiv for de tyske mellemstater som Bayern, Hannover og Sachsen. Et samlet Slesvig-Holsten ville nemlig også udgøre en mellemstat, der ville have interesser til fælles med de øvrige mellemstater, som godt kunne føle sig klemte af de to store, Østrig og Preussen.
Den danske konge, Christian IX, tog personligt initiativ til en fjerde mulighed, nemlig den eksisterende helstats optagelse i det tyske forbund. Dette forslag er blevet afskrevet som fantasteri eller endog landsforræderi, men i virkeligheden var det ikke så skeløjet endda, for det var et forsøg på at skyde en kile ind imellem sejrsmagterne. Løsningen ville nemlig have passet østrigerne ganske godt, fordi den ville skabe en modvægt til Preussen, der naturligvis var imod.
Den femte mulighed var en deling af Slesvig. Den var på bordet i flere omgange, og nød opbakning i blandt andet Frankrig, der var den væsentligste fortaler for den løsning. Frankrig kunne da også lettere tillade sig denne luksus end de øvrige stormagter, især Østrig og Rusland, der var multinationale, monarkiske konglomeratstater og derfor nødig ville sponsorere grænsedragninger efter nationale principper. Zarens polske undersåtter havde f.eks. i 1863 gjort opstand. Heldigvis for zaren og for det russisk-preussiske forhold gav Bismarck sin støtte til opstandens nedkæmpelse.
Den sjette mulighed var sådan set ikke oppe at vende ved fredsforhandlingerne, men var blevet ihærdigt forfulgt af den danske regering i 1863, nemlig en skandinavisk union. Den ville i givet fald have betydet etableringen af en regional stormagt, som især Rusland ville modsætte sig. Rusland havde ingen interesse i at skabe et nyt Bosporus, som man sagde, altså at den russiske flådes adgang til verdenshavene blev kontrolleret af en stærk militær magt.
Endelig var der den syvende mulighed, hertugdømmernes optagelse i Preussen. Det ville være en entydig gevinst for Preussen på næsten alle de øvrige tyske staters bekostning, og det var en plan, som Bismarck allerede tidligt i konflikten anså for det bedste. Den blev virkeliggjort efter den preussisk-østrigske krig i 1866. Det er et vidnesbyrd om Bismarcks taktiske overlegenhed, at han fik gennemført sin løsning, der ikke nød udelt opbakning blandt de tyske stater, heller ikke hos Preussens hovedallierede i krigen i 1864, Østrig.
Det efterlader spørgsmålet om den femte og måske vigtigste stormagt, Storbritannien. Danskerne håbede meget på briternes indgriben, og et afgørende spørgsmål er, hvorfor de ikke greb ind over for den proces, der indebar Preussens ekspansion på den jyske halvø? Den britiske historiker Thomas Otte tegnede på konferencen i Friederichsruh en skitse af en forklaring. Den britiske udenrigsminister, lord John Russel, var i udgangspunktet sympatisk indstillet over for Danmark, og havde lovet støtte til danskernes sag, men han stod også over for indre modstand i sin egen regering. Briterne måtte prioritere kræfterne i et globalt imperium, der bandt tropper i Nordamerika og store dele af Asien. Briternes hovedprioritet var at bevare adgangen til de danske stræder, som de senest havde gjort brug af under Krimkrigen, og den var sikret, så længe Restdanmark, en småstat, kontrollerede Nørrejylland og øerne. En helt ottende løsning på konflikten, nemlig en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen, som også blev ventileret på et tidspunkt, havde derfor ingen gang på jord.
Afståelsen af Slesvig og Holsten var altså ikke briternes ønske, men udgjorde på den anden side heller ikke en ulempe så stor, at det kunne svare sig at investere i dens afværgelse. Desuden var der en generel tendens til at undervurdere Preussen og Bismarck. Dette var, må man erindre, Bismarcks første optræden på den internationale scene, så ingen havde erfaringer med ham. Briterne havde desuden som flådemagt intet at frygte fra Preussen. Preussen havde ingen simpelthen ingen orlogsflåde i 1860erne. Det var derfor det var nødvendigt at hidkalde den østrigske middelhavsflåde til krigen.
Den preussiske annektering af hertugdømmerne fik først stor betydning på længere sigt, for da Tyskland blev samlet i 1871, begyndte udbygningen af en kejserlig marine med væsentlige støttepunkter i Sønderborg og Kiel, og med åbningen af Kielerkanalen i 1895 vandt tyskerne den strategiske fordel, at de kunne sejle fra Østersøen til Nordsøen uafhængigt af de danske stræder, et væsentligt element i det rustningskapløb, der førte til 1. Verdenskrig. Men så langt havde ingen tænkt 50 år tidligere.
(Medforfatter er Steen Bo Frandsen. Trykt i en lettere forkortet og redigeret version i Weekendavisen 31. okt. 2014)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar