Det kan somme tider undre udenforstående, at filologer og historikere kan lægge meget stor vægt på endog meget små detaljer, når vi udlægger tekster. Vi er sådan en slags professionelle pindehuggere. Selv et komma kan vi gøre et stort nummer ud af.
Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.
Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:
"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"
Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.
Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.
Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:
"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."
Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.
De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.
Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.
Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."
Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?
Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:
"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"
Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:
"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."
Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.
(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar