Vi kan i disse dage fejre 100-året for grundlovsrevisionen i
1915, der var et afgørende skridt i demokratiseringen af det danske samfund.
Men det er interessant, at hverken junigrundloven fra 1849 eller nogen af de
senere revisioner anvender ordene demokrati eller demokratisk om styreformen i
Danmark. Statsomvæltningen i 1848 og grundloven året efter var i sin grund blot
en indskrænkning af kongens magt, idet kongen helt måtte opgive sin dømmende
magt. Den udøvende magt måtte overlades til de af ham udpegede ansvarlige
ministre, og den lovgivende magt måtte han dele med en repræsentativ
forsamling.
Valgretten til den repræsentative forsamling – indtil 1953
Rigsdagen og derefter Folketinget – er konstant blevet udvidet, og samtidig har
Folketinget fået stadig stigende betydning gennem det meste af det 20.
århundrede. Et afgørende gennembrud kom med indførelsen af parlamentarismen med
grundlovsrevisionen i 1953, en formalisering af den forfatningsskik, der i det
store hele havde hersket siden 1901, nemlig at regeringsmagten var afhængig af
ikke at have et parlamentarisk flertal imod sig.
I vurderingen af denne demokratiske forsamlings
sammensætning er to spørgsmål afgørende: hvem eller hvad skal repræsenteres og
hvordan tilvejebringes denne repræsentation bedst? Sædvanligvis stiller vi os
tilfredse med den direkte oversættelse af ordet demokrati til folkestyre. Det
vil sige, at Danmark ledes af folkets repræsentanter. Men det er langt fra en
udtømmende eller tilstrækkelig definition. Vi må tilbage til før begyndelsen
for at finde forklaringen.
Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 spredte der sig en
politisk vækkelse i store dele af Europa, også i Danmark. Man ønskede reformer
af styret, herunder indflydelse gennem en repræsentation. Hvem skulle man i
givet fald vælge? Det blev opfattet som et grundlæggende problem, at en meget
stor del af befolkningen simpelthen ikke egnede sig til opgaven. ”Hvad nytter
det heller at dølge for hinanden, hvad vi alle veed,” skrev Grundtvig i 1831 i
forsøget på at definere, hvem der var skikket til det politiske håndværk, ”at
der i alle Lande er et stort Antal, end ikke blot i de laveste Klasser, som vi
ei kan kalde andet end Fæ”. Man får ikke en sum af visdom ud af at skabe en
forsamling på et par hundrede vankundige, hvis man skal sammenfatte Grundtvigs
lidt kringlede prosa.
Selv om det fra et nutidigt standpunkt er vanskeligt at
ignorere arrogancen i Grundtvigs konstatering, er problemet helt grundlæggende
også for vore dages demokrati: hvordan får man skabt en repræsentativ forsamling
med et overskud af fornuft, når den sammensættes ved en kombination af
statistiske principper og vælgernes luner? Man forsøger at skabe en ligning,
hvor matematik + følelser helst skal være lig med fornuft.
Et af hovedkravene, som blev stillet blandt politisk aktive
borgere i første halvdel af 1800-tallet, var indsigt i og kontrol med statens
indtægter og udgifter. Statens regnskaber blev trykt og gjort offentligt
tilgængelige første gang i 1840, og i 1849 blev det grundlovsfæstet, at statens
regnskab skal vedtages som lov, det vil altså sige, at den repræsentative
forsamling opnåede fuld kontrol med skatteopkrævning og offentlige udgifter ved
hjælp af det, vi i dag kender som Finansloven.
Men man kunne bare lade hvem som helst varetage dette
økonomiske ansvar? Hvis man lod de uformuende få for stor indflydelse, ville de
jo bare vedtage at beskatte de rigeste og give pengene til de fattige, lød
argumentet. Det er motivationen bag den såkaldte husbondvalgret, altså at kun
overhovedet for en husstand fik valgret. Kun de, der havde ansvar for en
husholdning i forvejen, kunne komme i betragtning som ansvarlige for statens
husholdning. Selv om kvinder også i 1848 især som enker kunne fungere som
husbond, var det dog ikke på tale at inddrage dem. Undtagelsen er Island, hvor
kvinder, der stod i spidsen for en husholdning, fik valgret til Altinget i
1882.
Husbondvalgretten var allerede fra 1849 udvidet, fordi den
også omfattede arbejdere og husmænd, så længe de havde en selvstændig
husholdning. De udgjorde grænsetilfælde, fordi de også kunne betragtes som
stående i et afhængighedsforhold af en anden husbond – en arbejdsgiver eller en
godsejer. Den berømte remse af f’er, der ikke havde valgret – fallenter,
fattige, fruentimmere, fjolser, folkehold osv. – havde derimod det til fælles,
at de enten var umyndige, afhængige eller uværdige – kort sagt uansvarlige.
I det kommunale selvstyre, der blev udviklet samtidig med
den fri forfatning, blev valgretten ganske enkelt knyttet til skattebetaling.
Man kender princippet fra det berømte slagord under den amerikanske revolution
mod det britiske koloniherredømme: ”No taxation without representation.” De
amerikanske kolonier ville ikke betale skatter, så længe de ikke var
repræsenteret i parlamentet i London. Den, der betaler, vil også være med at
tage ansvaret for, hvordan pengene bruges. Det var den samme logik, som danske
godsejere anvendte for at retfærdiggøre, at de sad næsten uafbrudt på
regeringsmagten fra 1866 til 1901 med et stadig større flertal af vælgerne imod
sig. Det er interessant nok en tilsvarende logik, der endte med at give
kvinderne stemmeret.
Man var for 100 år siden stadig optaget af, at kvinders
psyke eller intelligens var en anden end mandens. Kvinder var mere
følelsesbetonede og mænd mere fornuftige, mente man. Men til denne
kønsdiskrimination hørte netop ikke, at kvinder var uansvarlige. De havde ansvaret
for familien og dens trivsel. Netop kommunernes
overtagelse af en række af de forsorgsopgaver, der normalt blev betragtet som
kvindens, var et argument for at give kvinder kommunal valgret i 1908, for
kommunernes ansvarsområde var jo det samme som kvindernes. Det samme kan
givetvis siges om kvinders valgret til menighedsråd, som de allerede fik i
1903.
Det banede vejen for kvinders valgret til Rigsdagen i 1915. Man
skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet
fik nemlig valgret samtidig. Den nye valglov var først og fremmest et opgør med
husbondvalgretten, og det indebar, at også alle de mænd, der indgik i en
husholdning i et tjenesteforhold, nu blev betragtet som værdige til at stemme
til rigsdagsvalgene. Parallelt med anerkendelsen af kvinders og tyendes
politiske myndighed fulgte også den juridiske og økonomiske. Kvinder fik f.eks.
i disse årtier stadig større råderet over eget bo, og husbonds ret til at revse
tyendet fysisk blev ophævet.
Det grundlæggende kriterium for valgret, nemlig kravet om
ansvarlighed, ændrede sig imidlertid ikke. Efter 1915 kunne man stadig fortabe
sin stemmeret, hvis man var på offentlig forsørgelse under særlige
omstændigheder eller straffet. Det har ændret sig siden. I dag kan både
indsatte i fængslerne og bistandsklienter stemme, men det er stadig således, at
den, der i kraft af Værgemålsloven er umyndiggjort, altså frataget sin retlige
handleevne, f.eks. på grund af økonomisk uansvarlighed, også mister sin
stemmeret. Og selv om valgretsalderen til Folketinget løbende er sat ned over
flere omgange til i dag 18 år, er det stadig således, at de, der i kraft af
deres unge alder juridisk og økonomisk betragtes som umyndige, altså de
ikke-voksne, ikke har stemmeret. Vælgerens hverv er stadig kun betroet dem, der
i øvrigt betragtes som ansvarlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar