Monarki og republik

Diskussionen om indførelsen af republik er taget op igen af Zenia Stampe. Spørgsmålet er, om republikken som statsform er bedre end monarkiet? Måler man på hovedkriterierne for et retfærdigt og godt samfund, har republikkerne ikke en særlig god statistik over de sidste 100 år. De stater, der har begået det 20. århundredes med afstand største forbrydelser mod menneskeheden, var alle republikker: Maos Kina, Nazityskland og Sovjetunionen. Desuden kan det seneste århundrede udvise en meget lang række af republikanske militærdiktaturer i Latinamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, som heller ikke pynter i den moralske statistik. Der findes også prominente eksempler på totalitære monarkier som Mussolinis Italien, Japan frem til 1945 eller nutidens Saudi-Arabien, men hovedindtrykket er, at republikken statistisk set ikke har noget at prale af.

Ser man på Europa inden for den seneste generation har vi været vidner til diktaturernes fald i Portugal, Spanien og Grækenland i 1970erne og til Warszawapagtens sammenbrud i 1989-91. Det har været en enestående demokratisk og fredelig udvikling, som vil blive stående som en verdenshistorisk landvinding. Det meste af Europa – med republikkerne Rusland og Hviderusland som væsentlige undtagelser – er i dag demokratiske retsstater. De lande, der i dag bedst lever op til kravene om demokratisk medbestemmelse, lighed for loven, velfærd og fravær af korruption er ofte monarkier. Syv ud af de ti højest rangerende på Transparency Internationals liste over de mindst korrupte lande er monarkier.

Det skyldes ikke, at den monarkiske statsform i sig selv skaber retfærdighed, velstand eller folkelig medbestemmelse, men det er en klar indikation af det forhold, at monarkiet som statsform ikke er nogen hindring for udviklingen af et retfærdigt, demokratisk og velstående samfund – snarere tværtimod. Så længe retsplejen er uafhængig, lovgivningen vedtages af en repræsentativ forsamling sammensat ved hjælp af frie og lige valg, og regeringsmagten udgår fra denne forsamling, er der tale om et parlamentarisk demokrati. Om valget af statsoverhoved foretages ved – typisk indirekte – afstemning eller ved genetisk lodtrækning, er underordnet i demokratisk henseende. Statsoverhovederne i moderne konstitutionelle monarkier og parlamentariske republikker har samme funktion.

Med hensyn til lighed for loven, adskiller det ikke Dronning Margrethe fra andre statsoverhoveder, monarkiske såvel som republikanske, at hun nyder retlig immunitet. Et fungerende statsoverhoved kan typisk ikke retsforfølges uanset statsformen.

Med hensyn til omkostningerne og dermed indirekte til velfærden, er det naturligvis ikke billigt at forsyne statsoverhovedet med det ceremoniel i form af militære musikkorps, sikkerhed, transport, tyende og bolig, der hører embedet til, men det adskiller ikke præsidenten fra monarken. Det for tiden dyreste statsoverhovedembede i Europa er det franske.

Med hensyn til den demokratiske legitimitet har monarkierne naturligvis et teoretisk problem, men i praksis nyder de europæiske monarker en væsentlig større folkelig opbakning end deres ikke-monarkiske kollegaer.

Når Zenia Stampe derfor ønsker at afskaffe monarkiet, er der tale om symbolpolitik. Så længe der ikke udgår nogen trussel fra monarkiet mod demokratiet, retssikkerheden eller velfærden, findes der ingen saglig grund til at afskaffe denne statsform.

(Kristeligt Dagblad 21. april 2015. Avisen havde valgt en lidt anden rubrik. En fejl i antallet af monarkier på TIs liste er rettet. Det er kun syv lande i top ti, der er monarkier. Det er dog otte i top 11.)