Dansk Bibelskole

 

Dansk Bibelskole blev stiftet i 1912 som et kursus i bibelkundskab for lægmænd og -kvinder. Den var uden erklæret kirkeligt retningspræg. Dog tilhørte de væsentligste navne bag kredse med tilknytning til Københavns Indre Mission, der ved hjælp af opsøgende missionsvirksomhed, diakoni og filantropi søgte at drage de vildfarne københavnere op af verdslighedens søle.

Ved indvielsesfesten i KFUM’s lokaler den 10. januar 1912 talte stiftsprovst Henry Ussing om, at Bibelen som nådemiddel med tiden var kommet til at stå i skyggen af ”det stærke Lys over Daab og Nadver”. Det var et uforveksleligt hip til grundtvigianerne. Men hovedfjenden var den såkaldte liberale teologi, der gik historisk-kritisk til Bibelen og lagde vægt på en moralsk og etisk udlægning af evangelierne. Bibelskolen søgte derimod ”den opbyggelige Indtrængen i Guds Ord”. Om Bibelskolens oprettelse kan man læse i Carsten Bach-Nielsens bog om Bibelens historie i Danmark, udgivet af Bibelselskabet 2019.

Den væsentligste drivkraft bag skolen var Joachim Moltke (1857-1943). Han var en af flere velhavende adelige herrer og damer, der ivrigt støttede den københavnske kirkesag knyttet til Københavns Indre Mission og en kort overgang tillige hofmarskal for Frederik VIII. Han beklædte mange kirkelige tillidsposter. Han var blandt andet i flere år formand for Bibelselskabet og i næsten tredive år medlem af bestyrelsen for Bibelskolen.

Bibelskolen havde til huse i lejede lokaler, indtil man under Besættelsen iværksatte en indsamling med henblik på at erhverve en ejendom til brug for skolens aktiviteter. Indsamlingen blev dog indstillet, da Joachim Moltke døde ugift og barnløs i december 1943, og det kom for en dag, at Bibelskolen var indsat som hovedarving i testamentet. Det muliggjorde erhvervelsen af ejendommen beliggende på Frederiksberg Allé nr. 8-10, der siden har været centrum for et omfattende kristeligt, teologisk og religionspædagogisk oplysningsarbejde. Ejendommen husede fra 1956 tillige Materialecentralen, der var blevet til på privat initiativ af overlærer Kai Vardrup. Centralen udbød undervisningsmateriale til kristendomsundervisningen i Folkeskolen og blev siden suppleret med materiale til dåbsoplæring og konfirmationsforberedelse.

I maj måned 1989 fusionerede Materialecentralen og Dansk Bibelskole med forlaget Anis, der oprindeligt var et græsrodsforetagende baseret i det teologiske miljø i Aarhus. Fusionen fik navnet Religionspædagogisk Center. Dansk Bibelskole ændrede navn til Teologi Højskolen. I 2000 var økonomien så anstrengt, at et eksternt konsultentfirma blev indkaldt til at anbefale nogle nedskæringer, der førte til flere afskedigelser. I 2006, 2014 og 2016 solgte fonden lejligheder i ejendommen på Frederiksberg Allé for at dække et driftsunderskud. I 2016 blev KFUM og K’s forlag Unitas, forlagene Aros og Alfa samt Religionspædagogisk Forlag slået sammen med Anis under navnet Forlaget Eksistensen. Samtidig blev den bagvedliggende erhvervsdrivende fond Dansk Bibelskole omdøbt til Fonden Eksistensen, hvis formål ifølge den seneste årsberetning er ”at støtte arbejdet med at uddanne mennesker til arbejde i den kristne menigheds tjeneste, samt at hjælpe mennesker til et personligt og selvstændigt bibelsyn og indblik i Bibelens sammenhæng.”

(Kristeligt Dagblad 4. dec. 2020. Rubrikken og enkelte formuleringer er ændret)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar