Som man kunne læse i onsdagens avis er en historisk rapport, der udreder, hvorledes en snes grønlandske børn i 1951 blev bragt til Danmark, netop blevet offentliggjort. Rapportens offentliggørelse udløste straks et brev fra statsministeren til hver af de berørte, som stadig er i live, hvori hun beder om undskyldning for det skete. Det gør Mette Frederiksen på statsministeriets brevpapir og derfor på staten Danmarks vegne. Dermed opfyldes et længe næret ønske i Grønland, hvor ”forsøget”, som det blev kaldt, generelt opfattes som et overgreb begået af kolonimagten Danmark. Allerede dengang har den overordnede konklusion været, at forsøget ikke var vellykket, for det blev ikke gentaget eller omsat til gængs praksis.
Statsministerens brev gør målrettet brug af grammatisk passiv, der er et velegnet middel til at beskrive, at noget er hændt uden at man behøver at udpege, hvem der har gjort det. Rapporten har tilsvarende ingen retlig karakter, og det har ikke været dens formål at placere skyld. Den redegør for et kompliceret hændelsesforløb med en hel række aktører.
Efter krigen blev den danske offentligheds opmærksomhed rettet mod den omfattende sociale og sundhedsmæssige nød i Grønland. Landet var stærkt plaget af blandt andet tuberkulose, og middellevetiden for grønlandske mænd var på dette tidspunkt 32,2 år.
”Grønlandske politikere og debattører ønskede ligestilling og en modernisering af samfundet, så Grønland åndeligt, materielt og politisk kom på højde med vestlige europæiske industrisamfund. Den danske stat var principielt enig i de grønlandske ønsker, men var imod, at udviklingen gik for stærkt,” som det hedder i udredningen. Midlet til at opnå fremskridt skulle ikke mindst være uddannelse. Undervisningen i de grønlandske skoler foregik på grønlandsk, og manglende danskkundskaber blev set som en væsentlig hindring for, at grønlandske børn kunne fortsætte deres uddannelse ud over grundskoleniveau.
De første initiativer til at skaffe grønlandske børn ophold i Danmark med henblik på at højne deres danskkundskaber kom fra privat hold. De drivende kræfter i processen var private organisationer som Red Barnet og Røde Kors. Det havde også andre årsager. Udredningen peger på, at disse organisationer søgte nye opgaver efter at arbejdet med afhjælpning af den nød, der var forårsaget af 2. Verdenskrig i Europa, var under afvikling, og de øjnede Grønland som en ny arbejdsmark for deres aktiviteter.
Den danske stat repræsenteret af Grønlandsdepartementet under Statsministeriet tillod og overvågede forsøgets gennemførelse. Departementets kølige bureaukratiske og distancerede holdning til de berørte børn gengives med dokumentarisk ubarmhjertighed i udredningen. Forsøget blev også gennemført med tilslutning fra det øverste grønlandske politiske organ, landsrådene.
I alt 22 børn i 7-årsalderen blev anvendt som forsøgskaniner. Nogle var forældreløse. De fleste havde kun en forælder. Nogle af dem blev adopteret af deres danske plejefamilier. Resten blev efter et år sendt tilbage til Grønland til et nyopført børnehjem i Godthåb/Nuuk, hvor de skulle opdrages videre i overensstemmelse med forsøgets hensigt. Det var et meget brugt middel i datidens børne- og ungdomsforsorg. Ifølge Danmarks Statistik var 10.004 danske børn anbragt på opdragelseshjem, skolehjem, optagelseshjem, børnehjem og tilsvarende i 1951. Det vil sige, at også tusindvis af danskere, der i dag er over 70 år gamle, har tilbragt dele af deres barndom på en institution.
Den historiske udredning balancerer mellem to relationer. Den ene er forholdet mellem Danmark og Grønland. Den anden er forholdet mellem danske og grønlandske myndigheder på den ene side og de berørte mennesker på den anden. Det er den sidste relation, der fremstår som den afgørende. Børnene blev brugt som midler til et politisk formål, og derfor giver det også mening, at statsministerens brev er rettet til dem personligt og ikke til det grønlandske samfund som sådan.
(Kristeligt Dagblad 12. dec. 2020)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar