Over de seneste dage har der været en livlig diskussion om redaktionen af Danmarks Radios P3. En nyansat redaktør er også på lederplads her i avisen blevet kritiseret for at ville bedrive politisk aktivisme.
Historisk set er det ikke nyt, at Danmarks Radio udsætter
sig for kritik af denne karakter. I 1950erne skrev forfatteren Hans Scherfig
anmeldelser af Statsradiofoniens udsendelser i kommunisternes dagblad Land og
Folk. Han mente, at radioudsendelserne var udtryk for en ”almindelig
amerikanisering”, og det var fra kommunisten Scherfigs hånd ikke ment som en
ros.
Det var det heller ikke, da den konservative Hanne Budtz i
1967 klagede over den anti-amerikanske linje i Danmarks Radios dækningen af
Vietnamkrigen.
I februar 1968 blev tre ministre fra den nye borgerlige
VKR-regering interviewet i fjernsynet. Det var et for tiden ret kritisk
interview, og det fik forhenværende minister Jens Sønderup (V) til at skrive et
læserbrev til dagbladet Vestkysten, hvor han krævede journalisterne fyret:
”Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde
lejesvende”, som han skrev med en vending, der sidenhen er blevet anvendt mange
gange. Danmarks Radio har endda selv tematiseret spørgsmålet i en serie af
programmer med fællestitlen ”De røde lejesvende” på DR2 i 2010.
Fra og med 1968 stod kampen især om den nyoprettede Børne-
og Ungdomsafdelingen med programchef Mogens Vemmer i spidsen. Bl.a. Poul
Schlüter (K) beskyldte Vemmer for at bedrive politisk indoktrinering. Forfatteren
Ole Hyltoft mente derimod, at Børne- og Ungdomsafdeling var ”det kirkeborgerlig
Danmarks forlængede arm i Radiohuset.” Journalisten Eva Bendix, der selv havde
en fortid som speaker i fjernsynets barndom, mente ligeledes, at Danmarks
Radios børneudsendelser var udtryk for borgerlig indoktrinering.
Erhard Jakobsen, der brød ud fra Socialdemokratiet i 1973 og
stiftede Centrum-Demokraterne, blev både medlem af Radiorådet og formand for
interesseorganisationen Aktive Lyttere og Seere, og i begge egenskaber
kritiserede han Danmarks Radio for at være for venstreorienteret.
Kritikken af Danmarks Radio var fra begyndelsen af 1970erne tæt
forbundet med den såkaldte indoktrineringsdebat, der handlede om blandt andet daginstitutionerne
og folkeskolen. Den blev interessant nok udløst af en programmedarbejder i
Danmarks Radio, Kaj V. Andersen, der også var teolog og folketingsmedlem for
Venstre. Han kritiserede i 1971 den venstreorienterede indoktrinering, som han
mente fandt sted i børnehaverne, hvor pædagogerne angiveligt var imod at man
fejrede jul. Den kritik blev i 1973 fulgt op af en anden venstremand, folketingsmedlem
Lennart Larson, der ligeledes kritiserede venstreorienterede pædagoger. I
oktober måned året efter advarede tidligere landsformand for Det radikale
Venstre, undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen mod yderligtgående
marxistiske folkeskolelærere, men med en ret væsentlig tilføjelse: ”Der må
hverken være en marxistisk eller en religiøs indoktrinering,” udtalte han. Dermed
gjorde han med et retorisk judogreb kritikken af folkeskolens forkyndende
undervisning til en del af indoktrineringsdebatten.
Ved folkeskolereformen i 1975 blev de sidste bånd mellem
Folkekirken og Folkeskolen kappet, idet kristendomsundervisningen ikke længere
måtte være forkyndende. I modsætning hertil fastholdt Danmarks Radio transmissionen
af både morgenandagt fra Københavns Domkirke og søndagens højmesse i
Folkekirken helt frem til i dag.
(Kristeligt Dagblad 8. marts 2023. Avisen valgte en anden
rubrik.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar