Spildtid

 I klummen ”seniorliv” skriver Ivar Brændgaard (KD  19. jan.) som et indlæg i debatten om beskæringen af danske universitetsuddannelser fra fem til fire års længde, at der snildt kunne være skåret et år af den normerede studietid, da han læste. Der var for meget spildtid, mener han.

Ivar Brændgaard tog sin kandidateksamen i 1980. På det teologiske Fakultet i København var der i 1980 indskrevet 600 studerende, men kun 20 af dem tog embedseksamen det år. Det måtte betyde en gennemsnitlig studietid på 30 år, som Kristeligt Dagblad sarkastisk bemærkede på lederplads, underforstået at sådan var det nu nok ikke helt.

Men en studietid på 10 år var slet ikke usædvanligt. Så det er klart, at de studerende dengang må have oplevet en masse tidsspilde. Så er spørgsmålet, om det er et godt argument for at skære ned på længden af universitetsuddannelserne i dag?

Nu kan man for det første konstatere, at Brændgaards ønske for længst er opfyldt. En kandidatgrad på universitetet fik man dengang efter 6 års studier, hvis man fulgte normeringen. I dag er det 5 år.

For det andet er en universitetsuddannelse i dag noget helt andet end den var dengang. Danske universiteter og universitetsstuderende er blevet meget effektive i de seneste 15-20 år. 82 % af de studerende gennemfører på den normerede tid + 1 år, altså netop de 6 år, der var normen i Brændgaards ungdom. Så det er ikke oplevelsen af spildtid, der præger universitetsstudierne i dag, snarere manglen på tid til fordybelse.

(Læserbrev 28. januar Kristeligt Dagblad)