De uanstændige

Frederik Stjernfelt langer på bagsiden af Bøger den 10. april ud efter nogle, han kalder ”De Anstændige”. Af konteksten kan man forstå, at det skal forstås ironisk. Det må læses således, at Stjernfelt finder ”de anstændige” uanstændige. Man kvalificerer sig tilsyneladende til dette prædikat, hvis man insisterer på at tale pænt til folk.

Hvorom alting er, ulejliger Stjernfelt sig ikke med at sætte navn på disse ”anstændige”, som han er så uenig med. Disse unavngivne har ifølge Stjernfelt gjort sig skyldig i provinsialisme, idet de ikke har forstået, at islamistisk terrorisme er et internationalt problem. Igen gad man gerne se dokumenteret, hvem i alverden der ikke er klar over det? Det kan i hvert fald ikke være Weekendavisens læsere, der ugentligt underrettes omhyggeligt om spørgsmålet.

Stjernfelt opremser en række episoder fra de seneste måneder verden over, som han kobler sammen med islamismen. Han har tidligere i Weekendavisen udredt islamismens idéhistorie, hvor han bl.a. har understreget ligheden med andre af det 20. århundredes totalitære ideologier: bolsjevisme, fascisme og nazisme. Den teori kan meget vel have noget for sig, men den har den svaghed, at der er tale om generelle betragtninger, der ikke er handlingsanvisende.

Hvad skal vi egentlig gøre, som ikke allerede er gjort af militær, diplomati, efterretningstjenester og politi? Hvem skal bombes, som ikke allerede er blevet bombet? Hvem skal aflyttes, som ikke allerede bliver aflyttet? Hvem skal anholdes, som ikke allerede er anholdt? Hvordan skal en anti-islamismestrategi i givet fald tænkes ind i sikkerhedspolitikken, forsyningspolitikken og folkeretten?

Han har jo helt ret i, at det ikke nytter noget at tale pænt til gerningsmændene, men hvad har Stjernfelt konkret tænkt sig, at vi skal stille op over for saudiarabisk straffelov, lynchninger i Kabul,
afrikanske militskrige og københavnske skudattentater?

(læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 17. april 2015)

Stjernfelt svarede den 24. april:

Jes Fabricius Møller erklærer sig i et læserbrev om islamisme (17/4) enig med undertegnede i, at »det ikke nytter noget at tale pænt til gerningsmændene«. Det er glædeligt, at han således forlader det anstændige synspunkt, at det i virkeligheden er »tonen i debatten«, der er den egentlige årsag til islamistisk terror. Hans nyvundne enighed giver sig dog udtryk i en noget overdreven tiltro til, hvad jeg formår - han vil gerne have mit svar på, hvordan en »anti-islamismestrategi i givet fald skal tænkes ind i sikkerhedspolitikken, forsyningspolitikken og folkeretten?« Det er et spørgsmål med mange facetter og en af disse års helt store udfordringer i international politik. Jeg har ikke noget simpelt svar på det. Jeg kender heller ikke til andre, der har det.

Aktuel islamisme som politisk vækkelse er ret omfattende, og som i tilfældet med de fleste vækkelser forsvinder den antagelig allertidligst, når dens første generation afgår ved en naturlig død - altså længe efter Jes' og min levetid.

Opgaven i mellemtiden må være at forhindre, at islamismens radikale had til oplysning, frihed og demokrati undergraver også de vestlige samfund. I den sammenhæng tror jeg, det er gavnligt at begynde med at forstå, at islamismen ikke er en hovsareaktion på nogle vestlige bøger og tegninger, som man derfor med fordel kan undgå eller forbyde. At gøre dette vil tværtimod være at bidrage til et centralt punkt i islamismens agenda: at kæmpe imod samfund med en åben offentlig sfære, hvor kritik, også af religioner, er mulig.

Min duplik blev trykt den 30. april:

Jeg efterlyste i min replik til Frederik Stjernfelt den eller de personer, der efter hans mening hører til de "anstændige", altså dem, der mener, at man kan hindre terror ved at justere på "tonen i debatten".
Jeg kan til min egen overraskelse se, at det er mig selv - i hvert fald indtil for nylig, idet Stjernfelt skriver (24/4), at det er et synspunkt, jeg nu har forladt. Men Stjernfelt skyggebokser fortsat. Jeg synes nu som før, at man skal tale ordentligt til hinanden, men jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have givet udtryk for, at terror kan forhindres ved at tale anderledes, eller at terrorofre selv er skyld i terror.

Hvis man skal forhindre og forebygge terror, må man se på årsagerne til terrorisme, og de er antagelig mange og forskellige. Stjernfelt understreger meget stærkt ideologi som årsag. Den udgør antagelig i flertallet af tilfældene en medvirkende, men kun i et mindretal af tilfældene en udtømmende forklaring på terror. Det var derfor, jeg i min første replik afæskede Stjernfelt svar på, hvad han vil gøre for at forebygge terror i praksis herhjemme og globalt? Det var tænkt som en anledning til at nå lidt videre i analysen af problemet ved at udvide paletten af mulige for klaringsfaktorer til at omfatte andet end en - isme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar