I stort set alle skoler og læreanstalter bliver begrebet
dannelse brugt som et bolværk mod det pres i retning af, hvad man kan kalde en instrumentalisering
af uddannelserne, altså at uddannelsessystemet måles på dets nytte for arbejdsmarkedet
og samfundsøkonomien i den globale konkurrence. Det gælder også blandt symbolanalytikerne
her på humaniora.
Der findes ingen enighed om, hvordan man definerer dannelsen. Man kan
sige, at dannelse adskiller sig fra uddannelse ved, at den udgør et formål i
sig selv. Dannelse er mere end de erhvervsrettede færdigheder eller den
faglighed, som en uddannelse giver. Dannelsen indebærer en udvikling af
menneskets karakter og evne til at begå sig. I romantikken var erkendelsesidealet
en syntese af det gode, det sande og det skønne, altså religionen (gerne
identificeret med moral og etik), videnskaben og kunsten. Guldalderens dannede
menneske var altså ikke blot en beholder for hukommelsesfylde, thi dannelse
forpligter til andet end at reproducere kanonisk viden. Det dannede menneske har
forladt sin selvforskyldte umyndighed og træder i karakter.
I en brevroman fra 1865 af M.A. Goldschmidt definerer en af
hovedpersonerne dannelsen således: ”Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede
Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i
sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt paa Aandens Gebet.”
Det smukke ved Goldschmidts definition er bl.a. hans anvendelse af
adjektivet opmærksom, for det har på dansk både et etisk og erkendelsesmæssigt
aspekt. Opmærksomhed kan betyde både iagttagelsesevne og en gave givet af
venlighed.
Citatet randt mig i hu, da jeg forleden bemærkede parkeringen af cykler
foran KUA2’s hovedindgang. Den bar ikke præg af at være foretaget af nogen, der
havde modtaget undervisning i symbolanalyse. I asfalten er placeret de såkaldte
ledelinjer, rækker af gule punkter i lavt relief, der tjener blinde og
svagtseende som hjælp til at finde vej. Som indikation af formålet er der ved
siden af linjerne med jævne mellemrum vist et piktogram af en person med
blindestok. Hvad selv blinde kan sanse, var imidlertid forblevet usynligt for
de uopmærksomme, der havde placeret deres køretøj, så det stod nærmest
demonstrativt i vejen for dem, der orienterer sig ved hjælp af en stok.
(Humanist, april 2015)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar