Grundtvig som korsanger



Knud Børge Pedersen udkaster den 29. juli her på siderne den hypotese, at et stort maleri af Johan Ludvig Lund fra 1843 rummer et hidtil ukendt portræt af N.F.S. Grundtvig. Det er ikke optegnet i Povl Ellers autoritative Grundtvig-ikonografi fra 1962. Lunds billede forestiller en gudstjeneste, og Grundtvig figurerer angiveligt som leder af et drengekor i billedets baggrund. Pedersen mener, at billedet gengiver et samtidigt motiv – altså fra o. 1840 – men det er tydeligt, hvis man ser på dragternes detaljer, at Lund har forsøgt at fremstille en fortidig scene, antagelig fra den lutherske ortodoksis glansperiode i det 17. århundrede. Det er ingen hindring for den antagelse, at Lund har lagt portrætter ind af nogle af samtidens personligheder. Det er et kendt fænomen i historiemalerier. Flere ting taler imidlertid imod Pedersens hypotese. 
C.A. Jensens portræt af
Grundtvig, 1843

For det første var Grundtvig notorisk umusikalsk. Han kunne digte med stor sikkerhed over kendte metriske former, men skænkede ikke musikken nogen opmærksomhed. Det ville være udtryk for en form for ironi at gøre ham til sanger. 

For det andet var Grundtvig i 1843 endnu anset for så meget af en oprører, at det ville være udtryk for en slags provokation, der krævede en forklaring, at placere ham inden for samme ramme som f.eks. Martensen eller Mynster, som Pedersen foreslår.

For det tredje ligner billedet ikke Grundtvig. Sammenligner man med det portræt, som en af tidens allerbedste portrætmalere, C.A. Jensen, skabte af Grundtvig samme år (Hirschsprungske Samling), er forskellen tydelig. Hvis der er tale om et portræt af en samtidig, kunne man pege på en komponist, og så kunne det være J.P.E. Hartmann eller måske snarere C.E.F. Weyse.

(Kristeligt Dagblad 18. aug. 2015)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar