Land og by

Er Danmark ved at falde fra hinanden? Spørgsmålet er blevet stillet af flere iagttagere, der ser en bekymrende tendens i forholdet mellem land og by, provins og hovedstad, udkant og centrum: udviklingen af en stadig mere uoverstigelig kulturel, social og politisk kløft. At denne kløft findes, er uden tvivl rigtigt. At den skulle være et nyt fænomen, er imidlertid mere tvivlsomt. Fra den sene middelalder kan der opvises mange eksempler på konflikter mellem land og by. Christian II’s afsættelse i 1523 var et af de mere dramatiske udslag, og det var vel at mærke landbruget, der vandt dén kamp.

Den demografiske forskydning accelererede for alvor sted i 1800-tallet. Ved århundredets begyndelse boede kun omtrent en femtedel af Danmarks befolkning i byer. 100 år senere var bybefolkningen fordoblet i relative tal. I absolutte tal var bybefolkningen øget fra knap 200.000 til næsten en million, heraf halvdelen i hovedstaden. Men landbefolkningen voksede også stadig.

Andelsbevægelsen havde fra 1880erne skabt rammerne om en teknisk, organisatorisk og økonomisk omvæltning af landbruget, der gav dansk producerede fødevarer en afgørende konkurrencefordel på verdensmarkedet. Den økonomiske udvikling gik hånd i hånd med en styrkelse af landbrugets kulturelle og politiske status i skikkelse af henholdsvis højskolebevægelsen og partiet Venstre, der udgjorde støttepunkter for den ene part i forfatningskampen som gik ud på at holde Venstre væk fra regeringsmagten. Det var dengang et regeringsmedlem – kun lettere omskrevet – kunne sige, at intet anstændigt menneske ville sætte sig på en ministertaburet, der først var besudlet af en bondebag. Godsejere kunne derimod godt bruges.

Kanslergadeforliget 1933 fremstilles somme tider som en hovedhjørnesten i velfærdsstaten. Det var snarere et forsøg på at afveje landbrugets og byerhvervenes interesser. Socialdemokraterne fik Venstres opbakning til blandt andet socialreformer mod at Socialdemokratiet gav lovning på foranstaltninger, der kompenserede for den økonomiske krises ødelæggende virkninger på landbruget. Det var en studehandel, ikke en venskabspagt.

Under Besættelsen blev landbruget begunstiget af krigsøkonomien, mens lønmodtagerne i byerhvervene måtte lide betydelige indhug i levefoden på grund af dyrtiden. Den brede politiske repræsentation i samlingsregeringerne dækkede over en stærk indre splittelse. Den fortsatte efter krigen, da mere normale politiske tilstande blev genskabt, og uenighederne kunne diskuteres for åbent tæppe. Indførelsen af det, vi i dag kender som Velfærdsstaten, var bestemt ikke noget konsensusprojekt fra fødslen. 

Endnu i 1945 var ifølge Danmarks statistik 433.991 mennesker beskæftiget i landbruget. Det tal var i 2014 faldet til 65.505, og antallet af brug tilsvarende faldet fra over 200.000 til under 40.000. For to generationer siden var der mennesker nok på landet til at opretholde liv i forsamlingshusene, sikre omsætningen i Brugsen og sende egne repræsentanter i Folketinget. En ø som Mors var endnu omkring 1950 et økonomisk, kulturelt og politisk tyngdepunkt i Danmark. Det kan man læse om i bl.a. Ove Korsgaards erindringer. Dengang kunne modsætningen mellem land og by betragtes som mere af en lige kamp. I dag er det produktionsmæssige tyngdepunkt i landbruget koncentreret på de cirka 4000 bedrifter med mere end 175 hektar jord. Antallet af landbrug på under 175 hektar falder med ca. tre om dagen. Dertil kommer, at landbruget som helhed er fanget i en gældsfælde, der undergraver det økonomiske råderum. Eksporten af fødevarer er stadig betydelig, men landbruget taler slet ikke med samme vægt. Det er det, der er forandret. Modsætningsforholdet består nu som før.

(Kristeligt Dagblad 5. aug. 2015. Redaktionen havde valgt overskriften "Land og by fjerner sig stadig mere fra hinanden", men det er netop ikke pointen.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar