Hvem har gavn af tjetjensk terrorisme?

I den internationale retfærdigheds store regnskab hører det entydigt til forbrydelsens kategori, hvis en regering slår civilbefolkning ihjel med giftgasser. Denne grundsætning synes dog ikke at gælde uden betydelige forbehold i Rusland.

Historiens hovedelementer er de fleste bekendt, for den blev genfortalt flittigt i medierne i forbindelse med 1-årsdagen for begivenhederne. I oktober 2002 blev over 800 teatergængere i Moskva holdt som gidsler af 41 tjetjenske terrorister.

De russiske sikkerhedsstyrker greb ind og dræbte samtlige gidseltagere. Desværre døde 129 af gidslerne som følge af aktionen, ingen af dem for terroristernes hånd. De havde fået en overdosis af den gas, som blev pumpet ind i teatret for at bedøve gidseltagerne. Som sådan er der tale om en tragedie, og sådan er historien også blevet fortalt for den danske offentlighed.

Imidlertid findes der en alternativ udlægning af historien, der betegner de 129 dødsfald som en forbrydelse begået af myndighederne. Første anklagepunkt er den omstændighed, at det sundhedspersonale, der behandlede ofrene for gassen, ikke blev oplyst om gassens sammensætning og derfor heller ikke kunne give den rette behandling. Det kan skrives på myndighedernes sjuskekonto, om end som en ret stor post, må man sige.

Nordmanden Kjell Olaf Jensen går endnu videre. Han hævder, at FSB (KGB’s arvtagere) kendte til gidselaktionen i forvejen, og at de havde infiltreret gruppen af gidseltagere. Han hævder, at en af gidseltagerne, Khanpasj Terkibajev, faktisk var sluppet ud før gasningen, og at han siden stillede op til et interview med den russiske journalist Anna Politkovskaja, over for hvem han skal have tilstået at være agent for FSB, der således var forhåndsinformeret om gidseltagningen. Terkibajev er siden forsvundet, og Jensen formoder, at han er blevet forsvundet af FSB som straf for sin åbenmundethed.

Jensen nævner videre en række såkaldte tjetjenske terroranslag i Moskva og andre byer i Rusland, der i virkeligheden skal være iscenesat af FSB. Jensen formoder, at den egentlige bagmand er tidligere KGB-chef, Vladimir Putin, som har haft brug for krigen mod tjetjenerne til at styrke sin position på hjemmefronten. Han bruger ’kampen mod international terrorisme’ som standardpåskud for sin politik, og denne trylleformular sikrer ham en næsten automatisk opbakning. Ved at skabe en ydre fjende – Jeltsin indgik som bekendt en fredsaftale med Tjetjenien i foråret 1997 – er det lykkedes den russiske præsident at fremmane indre enighed og skabe opbakning til et stærkt præsidentembede. Der er derfor grund til at frygte præsidentvalget i 2004, mener Jensen, selv om det ikke er givet, at de samme virkemidler vil have den samme effekt endnu en gang.

Nu kunne man afskrive Jensen som fantast og konspirationsteoretiker. Han har som næstformand i støttekomitéen for Tjetjenien sine politiske kæpheste at hyppe. Men Kjell Olaf Jensen er også formand for norsk PEN, og sine overvejelser om Putin, FSB og den tjetjenske terror har han offentliggjort i den nordiske udgave af Le Monde Diplomatique, september 2003. Det må give ham i det mindste lidt ørenlyd.

Kun ganske få betvivler, at Rusland har et reelt sikkerhedsproblem i Tjetjenien, som må regnes til russisk interessesfære. Det er løsningen på problemet, der er tvivl om. EU og USA går på listepoter, fordi de hver især har økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser bundet i området og i et godt venskab med Moskva. Situationens alvor blev illustreret af styrken af den russiske reaktion kort tid efter gidseltagningen, da den forhenværende tjetjenske general og kulturminister Sakajev ikke blev udleveret fra Danmark til ’retsforfølgelse’ i Rusland. Moskvas vrede blev meget følelig for den danske eksport.

Jensens og Politkovskajas historier er antagelig vanskelige at få bekræftet af uafhængige kilder. Men danske medier – med nærværende avis som en mulig undtagelse – kolporterer kritikløst den officielle udgave, måske med et anstrøg af mishag. Her foreligger der en vinkel på en historie, som burde følges op. I hvert fald er den navngivne skurk ikke just kendt for sit demokratiske sindelag eller sin respekt for basale retsstatslige spilleregler.

Hvis oppositionen bliver for mægtig, smider han den som bekendt i spjældet.

(Information 2. dec. 2003)