Historisk set var folkeafstemninger centrale styringsinstrumenter i de græske bystater for mere end 2000 år siden, men da tanken om folkets andel i statens styrelse blev genoptaget i Europa og Nordamerika det 18. århundrede, skete det ved hjælp af repræsentation i et parlament, hvor vælgerne kun får indirekte indflydelse. Kun i Schweiz anvendes folkeafstemninger rutinemæssigt i lovgivningsprocessen.
Også i Danmark står traditionen for indirekte folkestyre
stærkt. Derfor er valglovene også helt centrale, fordi de fastslår, hvem der
har lov til at blive repræsenteret, og hvem der har lov til at repræsentere.
Grundlovens § 56 sikrer, at de valgte repræsentanter ikke kan bindes ”ved nogen
forskrift af deres vælgere”. Det vil sige, at der er skudt et armslængdeprincip
ind mellem vælgerne og de valgte. Populært sagt betyder det, at det ikke er
imod Grundloven at bryde sine valgløfter. Positivt forstået betyder det, at de
valgte kun er bundet af deres samvittighed. Repræsentativt demokrati er altså
en tillidssag.
Ved grundlovsrevisionen i 1915 blev den direkte
folkeafstemning indført som en instans i forbindelse med grundlovsændringer. Det
var dog ikke Grundloven, der var grundlaget for den første folkeafstemning i
Danmark i 1917 om salget af De dansk Vestindiske øer til USA. Afstemningen var
kun vejledende, men blev dog retningsgivende for, at salget kunne gennemføres.
Befolkningen på øerne blev som bekendt ikke hørt i spørgsmålet.
I 1939 vedtog Rigsdagen en ny grundlov, som imidlertid faldt
ved folkeafstemningen. Hvis det var blevet gennemført, ville grundlovsforslaget
have vist vejen for en løsning på det nuværende bededagsproblem, idet § 71 i
forslaget tilkendegav, at ændringer vedrørende kirkens indre forhold, kun kan
gennemføres efter at forhandlinger derom er ført med biskopperne. Dermed ville
bispekollegiet være blevet indført som en form for synode. Det var en logisk
følge af, at udpegningen af biskopperne siden 1922 var sket efter valg, hvor
alle menighedsrådsmedlemmer i det pågældende stift havde valgret.
Det afgørende brud kom med grundlovsændringen i 1953. Indtil da havde Landstinget i kraft af mere konservative valgrets- og valgbarhedsbestemmelser været opfattet som et drivanker, der sikrede mod Folketingets ungdommelige og impulsive trang til at lave alting om. 1953-grundloven afskaffede
Landstinget, men indførte til gengæld i § 42 folkeafstemningen som et generelt politisk instrument: "Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedag fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemningen om lovforslaget."
Meningen er, at vælgerne gennem et folketingsmindretal sikres et veto, f.eks. hvis et flertal blandt de valgte i alt for høj grad betragter § 56 som et fripas til at gøre, hvad der passer dem. Folkeafstemningen som grundlovssikret ret er en institutionalisering af forholdet mellem det indirekte og det direkte demokrati. Instrumentet er dog kun blevet brugt en gang i forbindelse med jordlovene i 1963. Men truslen om, at et forsmået mindretal kan bruge dette middel har nok også været en anledning til at søge brede forlig i afgørende spørgsmål.
De fleste folkeafstemninger involverer andre paragraffer i Grundloven, hvor folkeafstemningen anvises som instrument, nemlig i forbindelse med spørgsmålet om valgretsalder (§ 29) og ikke mindst spørgsmålet om suverænitetsafgivelse (§ 20). Valgretsalderen er gradvist sat ned til de nuværend e18 år efter folkeafstemninger, og Danmarks forhold til EF/EU har også været genstand for flere folkeafstemninger.
Fordi Folkekirken i forvejen befinder sig i et juridisk vakuum, hvor der hersker betragtelig tvivl om, hvem der har jurisdiktion over hvad, bliver politikerne ofte bragt i forlegenhed, når de forsøger at gøre deres indflydelse gældende. Dertil kommer, at fagforeningerne betragter bededagsspørgsmålet som en indblanding i arbejdsmarkedets indre anliggender. Når man så i tilgift ventilerer muligheden for at bringe Grundlovens § 42 i anvendelse, er der lagt op til en interessant juridisk holmgang.
(Kristeligt Dagblad 20. januar 2023)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar