Kort før jul kunne Kristeligt Dagblad bringe historien om, hvordan stadig færre danskere benytter sig af de traditionelle efternavne som Jensen og Hansen. Det er imidlertid ikke en ny tendens.
Historisk set er et efternavn, der ender på -sen, et såkaldt
patronymikon, det vil sige et navn, der er afledt af faderens fornavn. Jens
Hansens far hed Hans. Det gjaldt også kvinder. Karen Madsdatter var således
datter af Mads. Hvis der var brug for at specificere yderligere for at kende
forskel mellem forskellige Jens’er, hvis fædre hed Hans, kunne folk få eller
tage et tilnavn efter deres funktion eller tilhørssted. Så kunne man kende
forskel på Jens Hansen Møller og Jens Hansen Søndergaard.
Nogle af disse tilnavne kunne blive til slægtsnavne, der
blev båret videre ubrudt fra far til søn. De ældste slægtsnavne tilhører den
såkaldte uradel, familier som Brahe, Bille, Friis, Juul eller Krabbe, der
begyndte at føre slægtsnavn i den sene Middelalder. I 1700- og 1800-tallet blev
det stadig mere almindeligt for borgere og bønder også at føre slægtsnavn. Når
flere flyttede til byerne, skete det, at folk tog navn efter det sted, de kom
fra. Således opstod f.eks. efternavnene Fynbo og Thybo. I militæret brugte man
at registrere de meniges navn sammen med hjembyen eller -sognet, og det kunne
blive hængende som tilnavn og siden efternavn. Nogle blev lidt prætentiøse og gav
sig af med latiniserede navne. Kom man fra Skagen, blev det til Scavenius, og
var man smed blev det til Fabricius.
I 1828 forsøgte staten at sætte slægtsnavnet i system. Der blev
udstedt en dåbsforordning, der havde til hensigt, at alle børn skulle have et
”Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære.” Det holdt hårdt med at
få undersåtterne til forlade lokale navneskikke, men efterhånden skete der det,
at -sen-navnene ophørte med at være personlige tilnavne og blev slægtsnavne. I
slutningen af 1800-tallet var det fast praksis, at børn blev døbt med mindst et
fornavn og faderens efternavn, hvis faderen var kendt. Så Maren kom til hedde
Hansen, selv om hendes far ikke hed Hans og hun ikke var hans søn. På Island,
der dengang hørte under den danske krone, har man dog indtil i dag fastholdt
princippet om, at efternavnet dannes som patronymikon.
Det førte imidlertid til det, der dengang blev opfattet som
et decideret problem, nemlig at mange mennesker, der ikke var i familie med
hinanden, bar det samme efternavn. Fra myndighedernes synspunkt var der tale om
et forskelsløst kaos, fordi den ene Maren Hansen ikke var til at skelne fra den
anden. På den anden side var der den bekymring, at borgere, der indgav
ansøgning om navneændring, ”havde meget ringe Sans for at vælge Navne af
virkelig dansk Klang og Form”, som det hed i en bog fra 1902, der var blevet
til på Justitsministeriets opfordring. Den rummer cirka 16.000 forslag til
slægtsnavne, som folk kunne – og kan – antage, vel at mærke navne, som
forfatterne Verner Dahlerup og Joh. Steenstrup selv havde konstrueret med
gammel dansk sted- og personnavneskik som matrice. De undgik bl.a. helt bevidst
tyskklingende bogstavforbindelser som sch eller tz. I bogen finder man navneforslag
som Arnfred, Jarnvig, Jerkel og Skalvig, der har den nødvendige klang af
agtværdig ælde. Bogen blev fulgt op af en navnelov i 1904, der gav adgang til
at ændre slægtsnavn mod et gebyr på 4 kroner, hvis navnet ikke var taget i
forvejen, og det benyttede mange sig af.
Senest ved indførelsen af CPR-nummeret i 1968 ophørte myndighedernes interesse i, at borgerne fik individualiserede navne. Til gengæld har borgerne i dag selv overtaget individualiseringstrangen, således at stadig færre fører de hyppigst forekommende efternavne som f.eks. Hansen eller Møller. Det er dog stadig således i 2022 ifølge Danmarks Statistik, at 233.713 danskere anvender Jensen som efternavn. Og historien har endda slået en knude på sig selv. Navneloven af 2005 åbner for, at børn kan få efternavn efter deres mors eller fars fornavn med tilføjelse af -datter eller -søn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar