Når Allehelgen nærmer sig, får vi også igen diskussionen om, hvordan man egentlig skal tale om døden. Sidste år ved samme tid var der i avisen en debat om, hvorvidt udtryk som f.eks. ”gået bort” er en unødvendig omskrivning, der er kendetegnende for en moderne modvilje mod at tale ligefremt om døden. Men man kan også vende diskussionen om og se på, hvad den sproglige gestaltning af døden siger om vores opfattelse af livet.
På Allehelgens søndag synges gerne Grundtvigs ”At sige
Verden ret Farvel” fra 1844. Allerede titlen er en metafor for døden som
afsked. Grundtvig skildrer også livets afslutning med det klassiske billede af
timeglasset, der rinder ud. Salmen er – på næsten brorsonsk manér - henvendt
direkte til Jesus, hvem Grundtvig beder tale til sig, ”Før døden med sin
istap-hånd/ gør skel imellem støv og ånd”. Netop fordi livet for Grundtvig var
en forening af støv (legeme) og ånd, var døden for ham ensbetydende med
adskillelsen af de to. Referencen er bibelsk, idet Adam blev givet liv ved at
Vorherre blæste en levende ånde ind i hans næse, som det hedder i Christian
III’s bibel, den første fuldstændige danske bibeloversættelse fra 1550. Ifølge
samme oversættelse beskrives Jesu død som at han ”udgav sin ånd”. I den
nugældende bibeloversættelse taler evangelisterne Matthæus og Johannes om, at
Jesus ”opgav ånden”, mens han hos Markus og Lukas ”udåndede”.
Dødsannoncer er en interessant kilde til det sprog, som
anvendes for livets afslutning. I 1834 indrykkede enkefru Wilhelmine Petersen
en annonce i en københavnsk avis: ”At jeg efter min Mands, Slagtermester Niels
Petersens dødelige Bortgang, ved Hjælp af duelige Svende vedbliver at drive
hans Næringsvei, giver jeg mig herved Frihed at bekjendtgjøre den Afdødes ærede
Kunder og Velyndere, samt Enhver, som for Fremtiden ville forunde mig sin
Søgning.” Normalt var kvinder på dette tidspunkt afholdt fra selvstændig
økonomisk virksomhed, men enker, der fortsatte deres afdøde mands bedrift, var
undtagelsen, således også Wihelmine Petersen.
At gå bort er en vending, der understreger, at nogen
forlader og at nogen forlades. Men inden for Indre Mission har man set lidt
anderledes på den sag. Det kan man se bevidnet i dødsannoncer i Kristeligt
Dagblad, der havde og har mange læsere med tilhørsforhold til Indre Mission. ”Gud
kaldte i Nat min elskelige Mand, Fuldmægtig Christian Børgesen hjem”, skrev
enken Natalie Børgesen i en annonce i 1910. Fuldmægtig Børgesen havde altså
ikke taget afsked, men var kommet hjem.
Laura Korch indrykkede den 12. juni 1929 en annonce med
ordlyden: ”Herren tog i Gaar min kære Ven Sophie Nissen hjem til sig.”
Betegnelsen ’Ven’ – og altså netop ikke ’Veninde’ – var almindelig brugt som
hilsen og prædikat blandt medlemmer af Indre Mission. Samme dag skrev Flora
Frederiksen i en annonce: ”Min kære Mand Sagfører P. Frederiksen gik i Dag
stille hjem til Gud.”
Mellem de to annoncer stod en tredje og for avisen lidt
væsensfremmed: ”Min kære Mand, vore Børns elskede Fader, Direktør V.
Bergenholz, døde stille og roligt i Dag.” Enken, Anna Bergenholz, meddelte
derudover, at bisættelsen fandt sted fra Bispebjerg Krematorium. Både annoncens
mere profane ordlyd og den omstændighed, at afdøde skulle kremeres, antyder, at
afdøde ikke havde noget kirkeligt tilhørsforhold og i hver fald ikke tilhørte
Indre Mission, der dengang foretrak jordbegravelser. Kun dødens stilhed havde
direktør Bergenholz til fælles med sagfører Frederiksen.
Forestillingen om døden som hjemkomst, tab eller blot død afspejles
også i de følgende årtier f.eks. i Kristeligt Dagblad den 11. juni 1970. Her
finder man dødsannoncen for Elna Maibom, hvem Herren har hjemkaldt, annoncen for
forhenværende kobbersmed Ole Westergaard-Jørgensen, som enken har mistet, og endelig
annoncen for forhenværende kasserer Herman Larsen, der ”er afgået ved døden
under en rejse i Tyskland”. Larsen var altså bortrejst, da han døde, men
hverken mistet eller kommet hjem.
Dødsannoncer er fortsat en rig kilde til den sproglige og
symbolske gengivelse af døden. Den gængse vending i dag er at afdøde er ”sovet
ind” eller ”sovet stille ind”. Men ellers er der mindre vægt på hjemrejse eller
tab og mere vægt på begivenhedens tidspunkt, idet de fleste dødsannoncer i dag
nøjes med at angive fødsels- og dødsdato, sjældnere end før typografisk
ledsaget af henholdsvis en asterisk og et kors – nøgternt og måske også tømt
for betydning.
(Kristeligt Dagblad 2. nov. 2022)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar