I 1934
reflekterede Winston Churchill over det forhold, at så mange monarkier var
forsvundet i hans levetid, og han stillede spørgsmålet, om verden ville vende
tilbage til monarkiet som styreform? Churchill selv ville helst svare ja, for
han mente, at monarkiet var den bedste modgift mod tyranni og anarki.
Demokratiet var på retræten næsten overalt i Europa i 1930’erne, og de
totalitære tendenser havde især vundet indpas i republikkerne.
Efter Anden
Verdenskrig fastholdt Churchill, at hvis en tysk kejser havde fået lov til at
blive på tronen efter Første Verdenskrig, ville Hitler aldrig være kommet til
magten. Han mente i det konstitutionelle
monarki at se den stabiliserende faktor, der kunne hindre et skrøbeligt
demokrati i at smuldre. Kongehuset fungerede som bolværk mod revolution og
opløsning.
Historien giver ikke Churchill uret. De tilbageværende europæiske
monarkier hører til blandt verdens mest stabile, fredelige, demokratiske,
retfærdige og velstående stater. Hvis man ser på Nordafrika og Mellemøsten, når
monarkier som Marokko og Jordan ikke den europæiske standard for retfærdighed,
fred og velstand, men de klarer sig væsentlig bedre og er ikke mindst væsentlig
mere stabile samfund end de nærliggende republikker som Irak, Libyen eller
Ægypten.
Historien snyder naturligvis, for monarkier er ikke nødvendigvis
særlig stabile af natur. Det er de overlevende monarkier, der har vist sig at
være stabile, og hvis man bruger dem som vidnesbyrd om monarkiers stabilitet,
har man ikke vist andet, end at stabile monarkier er – nå ja, stabile.
Når Norge, Sverige, Danmark, Belgien, Storbritannien og Holland
hører til verdens rigeste og mest demokratiske lande, må man med andre ord ikke
nødvendigvis søge forklaringen i det forhold, at de er monarkier, men nok i
mindst lige så høj grad have øje for, at der er tale om monarkier, som er
forblevet monarkier, fordi de har haft held med at transformere sig til rige og
demokratiske lande.
Monarkier kan imidlertid også noget andet, nemlig knytte et følelsesmæssigt
bånd mellem befolkningen og statsoverhovedet og dermed staten. I republikker er
det et særsyn, at en tusindtallig skare på præsidentens fødselsdag møder
personligt frem ved residensen og ønsker tillykke. Det sker imidlertid hvert år
den 16. april i Danmark. Folk stiller sig op på pladsen foran Christian IX’s
Palæ og råber ”Dronning, dronning kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem!”,
mens de vifter med det væsentligste nationale symbol af dem alle, Dannebrog.
Det nationale er netop et nøgleelement i det moderne monarkis popularitet.
Det lykkedes ikke i første omgang for det nye glücksborgske
kongehus at skabe en alliance med nationalismen. Christian IX blev ved sin
tronbestigelse bebrejdet, at han var alt for tysk. Alliancen blev i virkeligheden først tilvejebragt for alvor af Christian
IX’s barnebarn, Christian X, der også var den første af de glücksborgske
monarker, der havde dansk som sit modersmål. I det danske monarki er der siden
Christian X’s ridt over Kongeågrænsen sket en sammenkobling mellem nation og
statsoverhoved, således at monarkiet har knyttet sin skæbne til nationens – og
omvendt.
Et monarki er
ikke en given ting, sagde Lars Løkke Rasmussen i anledning af dronningens
70-årsfødselsdag. Det var en konstatering af en kendsgerning, men vel at mærke
en historisk kendsgerning. Frem til og med begyndelsen af det 20. århundrede
var monarkiet faktisk en given sag. Da den norsk-svenske personalunion blev
opløst i 1905, blev det nye, selvstændige Norge et monarki. En generation
senere stod sagerne ganske anderledes. Da den dansk-islandske personalunion
blev ophævet i 1944, blev det nye, selvstændige Island en republik.
Det er republikanernes hovedargument, at posten som statsoverhoved
er så vigtig, at den burde besættes demokratisk. I H.M. Dronning Margrethe II’s
tilfælde er det i praksis også tilfældet, fordi hun først blev tronfølger efter
en folkeafstemning i 1953. Den almindelige vittighed i den forbindelse er, at
hvis Danmark blev en republik, ville vi øjeblikkeligt vælge Margrethe til præsident.
Påskekrisen og
Genforeningen i 1920 indebar også, at der blev skabt en alliance mellem
monarken og regeringschefen, et fungerende arbejdsfællesskab, hvor
statsministeren anerkender kongens status som statsoverhoved, mens kongen
anerkender statsministerens ret til at regere. Under den tyske besættelse af
Danmark 1940-1945 fik kongen en ikke blot meget stor symbolsk, men også
praktisk betydning, men Christian X eller kronprins Frederik i hans fravær
handlede aldrig på en måde, der fremkaldte konflikt med regeringschefen.
Kongehuset udviklede en modus
vivendi med det parlamentariske demokrati, og med tiden blev dette
samarbejde en integreret del af kongehusets selvforståelse. Ifølge denne er
monarken ikke uden spillerum, men det er af afgørende betydning, at monarken
ikke støder regering eller parlament fra sig.
Demokratiet er et af de hyppigst omtalte emner i dronningens
nytårstaler. Hun taler ofte om nødvendigheden af at værne om de demokratiske
værdier. Der er ingen tvivl om, at dronningen mener, hvad hun siger, men det er
også nødvendigt for monarken at tilslutte sig de demokratiske værdier af hensyn
til monarkiets beståen. Dronningen behøver blot at iagttage, hvordan det gik
hendes svoger, den tidligere græske konge, Konstantin II.
Konstantin overtog som ganske ung i 1964 den græske trone og
giftede sig samme år med den danske prinsesse Anne-Marie. Konstantin søgte
målrettet at påvirke den politiske udvikling i Grækenland. I 1964 vandt
republikaneren Georgios Papandreous parti, Center Union, en jordskredssejr, og
Papandreou dannede en regering, som imidlertid blev modarbejdet af kongen og
tvunget til at træde tilbage allerede året efter. Den følgende tid var præget
af hyppige regeringsskift. I april 1967 gennemførte militæret et statskup, og
kong Konstantin indsatte officielt kupregeringen. Senere samme år iværksatte
kongen et modkup, der imidlertid mislykkede fuldstændigt, og han rejste i
eksil. Kongen har siden hævdet, at han hele tiden havde forsøgt at redde det
græske demokrati.
Kongen var imidlertid ikke alene medvider til kuppet, men han havde også selv udviklet kupplaner, som han ville iværksætte, hvis Papandreou
vendte tilbage til magten. Militæret kom ham imidlertid i forkøbet, og kongens
eget modkup var bestemt ikke noget forsøg på at genoprette den demokratiske
orden i Grækenland, for så vidt en sådan nogensinde havde eksisteret. Det var
et resultat af en intern magtkamp mellem militærjuntaen og kongen. Da
militærdiktaturet blev afskaffet i 1974, blev der afholdt en folkeafstemning om
monarkiet, som kun fik en opbakning på omtrent en tredjedel. Det må indrømmes
den nu forhenværende konge, at han overtog en meget vanskelig opgave i en meget
ung alder. Det græske monarki havde ikke gennemgået et systemskifte svarende
til det, som Konstantins oldefar, Christian IX, accepterede i Danmark i 1901.
Den politiske kultur var en helt anden. Hvorom alting er, lykkedes det ikke at
bringe det græske monarki i overensstemmelse med demokratiet, og så måtte
monarkiet falde.
Det modsatte eksempel findes i Spanien. Den Spanske Borgerkrig
bragte i 1939 Francisco Franco til magten. Spanien var på dette tidspunkt de facto en republik, og kongefamilien
levede i eksil, men Franco tog den unge prins Juan Carlos under sine vinger. I 1971 udnævnte Franco Juan Carlos til sin
efterfølger. Ved Francos død i 1975 blev Juan Carlos konge, men han tog ikke
arven op efter Franco. Derimod blev han spydspids for afviklingen af
militærdiktaturet og indførelsen af et parlamentarisk demokrati. Denne proces
foregik ikke uden problemer. I 1981 iværksatte en gruppe officerer et statskup,
men det blev afværget, ikke mindst fordi Juan Carlos med det samme og i en
offentlig erklæring stillede sig på demokratiets side. Ganske vist er kongens
rolle i forbindelse med kuppet blevet mistænkeliggjort, blandt andet fordi
senere offentliggjorte tyske efterretningskilder lader forstå, at kongen havde
væsentlig mere sympati for kupmagerne, end det fremgik, da kuppet foregik, men
der kan ikke være tvivl om, at kong Juan Carlos har spillet en afgørende rolle
for Spaniens demokratiske udvikling. Mens kongen selv nyder almindelig respekt
blandt spanierne, er der knap så stor opbakning til monarkiet som styreform. Om
monarkiet overlever kongen, er et åbent spørgsmål, men der er næppe tvivl om,
at det ikke havde overlevet uden ham.
Det græske og
spanske eksempel viser, i hvor høj grad et moderne monarki er bundet til
demokratiet. Det er et paradoks, fordi monarken selv netop ikke er valgt til
sit embede. Der er mange andre væsentlige embeder i den danske stat, som ikke
er et resultat af demokratiske valg. Kongehuset er en aristokratisk institution
forstået på den måde, at embedet som monark erhverves i kraft af fødsel.
Løsningen på det demokratiske problem blev
tilvejebragt i løbet af det 20. århundrede, da monarken overlod al sin
politiske magt til den parlamentariske regerings chef. Løsningen er ikke kun
pragmatisk. Der er en indre logik i den måde at definere statsoverhovedets
opgave på. Enhver præsident i en parlamentarisk demokratisk republik har til
opgave at repræsentere hele landet, at favne bredt og ikke at pleje
særinteresser. En præsident besætter imidlertid som regel sit embede som
resultat af direkte eller indirekte valg. Det vil sige, at han eller hun altid
har en større del af vælgerne med sig og ikke mindst en mindre del af vælgerne
imod sig fra begyndelsen. Derimod har den, der så at sige har vundet embedet
ved lodtrækning, en meget større chance for at blive opfattet som alles
repræsentant. Det er netop, hvad der er lykkedes for de arvelige, europæiske
monarker, der stadig er i embedet. Det kræver både dygtighed og demokratisk
sans. For den monark, der ikke kender det politiske spil, vil have meget
vanskeligt ved at holde sig ude af politik, og den monark, der ikke kender
demokratiets natur, kan ikke stå som garant for, at der fra monarkiet ikke
udgår nogen trussel mod demokratiet.
(Kristeligt Dagblad 26. sep. 2013)