Religionsfrihed og ytringsfrihed

Der er ved at danne sig et politisk flertal for afskaffelsen af straffelovens § 140, den såkaldte blasfemiparagraf, ifølge hvilken den straffes, ”der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”. Begrundelsen for at afskaffe den er i al væsentlighed hensynet til ytringsfriheden. 

Paragraffen har kun været i brug tre gange, siden den nuværende straffelov trådte i kraft i 1933, og ingen er blevet straffet siden 1946. Indtil karikaturkrisen for 10 år siden ville de færreste vel have troet, at gudsbespottelse skulle gå hen og blive et af tidens mest aktuelle emner. Mens de fleste kristne har vænnet sig til, at der kan drives gæk med, hvad der opfattes som helligt, har det imidlertid vist sig, at færre muslimer har oparbejdet en tilsvarende immunitet mod de streger, som viddet kan slå.

Statsadvokaten i Viborg har tidligere i år rejst tiltale mod en mand, der har lagt en videooptagelse på nettet af afbrændingen af et eksemplar af koranen. Det er altså kun fjerde gang, at der er rejst tiltale efter § 140. Sagen har principiel karakter, så Højesteret vil formodentlig i sidste ende skulle afgøre, i hvilken udstrækning paragraffen overhovedet kan bringes i anvendelse i dag.

Gudsbespottelse har fra gammel tid været regnet for en alvorlig forbrydelse, og det ændrede sig ikke ved Reformationen. Paragraf 1 i Kongeloven af 1665 tilsiger kongen den opgave at skærme indbyggerne mod ”kættere, sværmere og gudsbespottere”, som i anden lovgivning udtrykkeligt blev forment adgang til riget.

Den såkaldte trykkefrihedsforordning af 1799 forbød naturligvis også at ”laste og forhaane” den luthersk-evangeliske tro, men med den væsentlige tilføjelse, at også andre religionssamfund, der var tålte i kongens riger, skulle ”nyde Beskærmelse i deres Gudsdyrkelse” ved at straffe dem, der drev ”Spot med deres Trosbekjendelse”. Det er et af de første tilfælde, hvor andre trossamfund end kongens eget blev tildelt en almindelig og generel rettighed i lovgivningen – 50 år før religionsfriheden formelt blev indført.

Dette princip fra 1799-forordningen vandrede via presseloven af 1851 og straffeloven af 1866 videre til den nugældende straffelov. Udviklingen har imidlertid gjort det friheds- eller lighedsprincip, som også er indeholdt i blasfemiparagraffen, usynligt. Paragraffen står tilbage som en indskrænkning af ytringsfriheden. Det strider ikke mod Grundloven, hvis § 77 tildeler ytringsfrihed ”dog under ansvar for domstolene”.  Det vil sige, at lovgiverne har vide beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden. Den udøvende magt kan derimod ikke gribe ind i ytringsfriheden – og dog.

Religionsfriheden har sin egen paragraf (§ 67), der giver borgerne ret til at forene sig og dyrke deres gud i overensstemmelse med deres overbevisning, dog med det forbehold, at det ikke ”strider mod sædeligheden og den offentlige orden”. Grundlovens § 67 siger i modsætning til § 77 intet om, hvem der skal anlægge denne vurdering. I 2016 blev udlændingeloven f.eks. ændret, så den specifikt giver regeringen mulighed for at formene navngivne (udenlandske) såkaldte hadprædikanter indrejse. Siden de første seks navne (fem muslimer og en kristen) blev offentliggjort i begyndelsen af maj måned i år, har der været rejst kritik af, at der er tale om en knægtelse af ytringsfriheden. Selvom forholdet mellem religionsfriheden og ytringsfriheden stadig er principielt uklart, er tendensen i relationen tydelig: Religionskritikken gives friere tøjler, mens forkyndelsesfriheden indskrænkes.

(Kristeligt Dagblad 26. maj 2017. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

Hellere kamp på ord end næver

Til det at være moderne dansker hører foruden den stærke individualisering også en respekt for markedet og for staten. Vi går og passer os selv, og forventer at blive ladt i fred. Den daglige omgang med næsten foregår på markedsvilkår.

Vi køber os til at få dækket de fleste behov som f.eks. mad, husly, underholdning osv. Helt gnidningsfrit er det ikke.

Hvis der er noget knas med de andre individualister, ringer vi til en offentlig myndighed, lad det være hegnssynsmanden, socialforvaltningen eller politiet. De løser vores problemer - ikke nødvendigvis til vores tilfredshed, men så har vi jo mulighed for at klage til en anden offentlig myndighed.

Det moderne menneske savner i vid udstrækning det, der ligger ind imellem stat, marked og individ. Man kalder det somme tider »det civile samfund«.

Det er de frivillige fællesskaber, foreninger og sammenslutninger, der ikke dikteres af marked eller stat. Familien er et typisk eksempel. Hvis alting handlede om kroner og øre, ville ingen fornuftige mennesker lægge sig børn til. Det er nok derfor børnehold subsidieres af staten.

Et stærkt marked i en stærk stat er et kulturelt vilkår, som vi i princippet deler med de fleste andre moderne nationer, selvom de offentlige myndigheder i Danmark er særligt omfangsrige. Der er derfor heller ikke noget at sige til, at indvandrere fra ikkemoderne stater har vanskelig ved at begå sig i en moderne stat.

De nærer ikke samme tillid til samfundets bestående mekanismer - en ofte gengældt mistillid - så derfor søger de deres problemer løst på andre vilkår end statens og markedets. Det er en variation af det civile samfund, som ligner en udvidet familie.

Skal man låne penge, går man ikke i banken, men opsøger sin onkel, hvis han er rig. Bliver man udsat for en forbrydelse, ringer man ikke til politiet, men til sin fætter, hvis han er stor og stærk.

Problemet med den private voldsanvendelse i indvandrermiljøer har været meget tydeligt på det seneste. Flere religiøst motiverede voldelige overfald har oprørt befolkningen. Spørgsmålet er nu ikke, hvorvidt disse overfald er forkastelige, for det er de naturligvis. Spørgsmålet er, hvordan vi finder en vej ud af denne ulykkelige situation, der truer med at eskalere.

Vejen ud er at give de frustrerede religiøse følelser en vej ind til en større tillid til den offentlige myndighedsudøvelse. Blasfemiparagraffen er sammen med et begreb som »ærekrænkelse« egentlig førmoderne elementer i vores lovgivning.

Krænkes kan egentlig kun ejendomsret og liv og helbred. Hvis et moderne menneske har nogen æresfølelse, hører den privatlivet til, på samme måde som religionen. Hvem tager f.eks. i dag Jens Jørgen Thorsens Jesus-film alvorligt nok til at anlægge sag? Derfor er det også kun naturligt, at et moderne parti vil afskaffe begrebet blasfemi. Men hvorfor lige netop nu?

Dansk Folkepartis ønske om afskaffelsen af blasfemiparagraffen er let gennemskueligt. Ingen kan beskylde dem for at elske modernitet. Faktisk ville bevarelsen af blasfemibegrebet stemme bedre overens med hele deres Gud-, konge- og fædrelandskoncept.

For Dansk Folkeparti handler det om at genere muslimer mest muligt. Det er ikke i samfundets interesse at gøre det. Derfor skal vi bevare blasfemiparagraffen, så krænkede religiøse følelser kan søge æresoprejsning ad moderne vej, nemlig domstolenes.

Udfaldet af en sådan retssag er måske ikke så væsentlig som den omstændighed, at selve retssagen vil afvæbne frustrationen, fordi den vil være et tegn på, at vi tager de religiøse frustrationer alvorligt. Samtidig vil den tvinge de frustrerede til at føre deres sag med ord i stedet for næver eller bomber.

Ord er det moderne retssamfunds måde at slås på. Lad os ikke spærre dem denne udvej.

(Indlæg i Politiken 12. dec. 2004)

Ord er væsentlige

Ord er væsentlige. I det demokratiske Danmark betyder det frie ord – i den ideelle situation – at meninger brydes, og at det bedste argument vinder. Kampene i samfundet udspilles med ord. Demokrati er den skikkelige måde at være uenige på, som Løgstrup sagde. At løse sine problemer med andre midler end talens og skriftens brug er et svaghedstegn. I et førmoderne samfund spiller ord en anden og lige så betydningsfuld rolle, som hænger sammen med ære, værdighed og troværdighed. Man fusker ikke med sit ord, for balancen i samfundet, den underdaniges respekt og myndighedens nåde udtrykkes i ord. Når ordet brydes og balancen forskubbes, skal den genoprettes med fysisk magt.

Skam, ærestab og fornærmelser udviskes med blod. Et moderne menneske opfattes af det førmoderne som dådløst – foruden æreløst, gudløst osv. – fordi vi moderne ikke har et privat voldsberedskab. Det har vi for længst overladt til statens politi og domstole. En førmoderne kunne aldrig finde på at ringe til staten for at afgøre en disput. Hvad har man ellers brødre og fætre til?

Det danske landbosamfund i det 18. århundrede var umådelig voldeligt målt med vore dages alen. Det kan ses på retsudskrifterne, der beretter om en uendelighed af lemlæstelser, som bondekarlene påførte hinanden. Men volden var et afledt fænomen, for de egentlige tvistigheder handlede om fornærmelser. At blive kaldt tyv, løgner eller sågar nidding, hvad der svarer til lidt af hvert, men bestemt ikke noget godt, kunne ingen mand have hængende på sig.

Der måtte æresoprejsning til. Det er et tegn på det 18. århundredes modernitet, at det så ofte lod tvisten afgøre af retsvæsenet. Det er et førmoderne træk, at de tog sig skældsord så nær. Domstolene selv var heller ikke alt for moderne.

Man husker i dag kun dødsdommen over Struense, men dommen strakte sig faktisk videre. Førend Struensee fik hugget højre hånd og hovedet af (i den rækkefølge), brød bødlen hans skjold som tegn på, at han havde forbrudt sin ære, som det hed i dommen.

I dag får man ikke bøjet så meget som et visitkort. En moderne retsstat ejer ikke enevældens sans for festlig overflod. Den økonomiserer strengt med sin voldsanvendelse. Den ideelle vold er usynlig og forklæder sig gerne som vejledning eller omsorg.

Den er transformeret til sprog. I politik foregår det som en kamp om territorium i det offentlige rum. Hvem har gennemslagskraft til at sætte dagsordenen? Hvem stiller forslagene og hvem er henvist til kommentatorens rolle?

Politik består i praksis derfor ofte i at bringe modstanderen til tavshed. Det hører til spillets regler. Ofte misforstås denne manøvre som en krænkelse af ytringsfriheden. Manuel Barrosos første kandidat til posten som kommissær for retlige anliggender, Rocco Buttiglione, blev i praksis vraget af EU-parlamentet, fordi han havde ytret sin vatikanske mening om homoseksuelle og siden sat trumf på ved at nedgøre enlige mødre. Ekstra Bladets lederskribent mente, at Buttigliones ytringsfrihed var blevet krænket. Det er en radikal misforståelse af begrebet. Politik er kendetegnet ved at være den branche, hvor det kan koste jobbet at have en holdning, og hvis det ikke var sådan, var vi ilde stedt.

Politik kender ingen ofre – kun frivillige, for nu at citere en autoritet på dette felt, pressesekretæren C.J. Cregg fra tv-serien, Præsidentens Mænd. Det gælder også den omgivende offentlige debat. Man må finde sig i modsigelse.

Ytringsfriheden gælder noget andet. Den er først og fremmest borgerens ret til ikke at blive censureret af staten. Myndighederne må ikke regulere, hvad der bliver sagt i det offentlige rum.

Det ligger i hele grundlovens natur. Det er den lov, der i det hele taget regulerer forholdet mellem borger og stat. Menneskerettighederne spiller omtrent samme rolle, selv om vanskelighederne allerede begynder ved den omstændighed, at menneskerettighedserklæringerne er noget mere abstrakte, fordi de ikke på samme måde indgår i et registreret partnerskab med en stat.

Jeg kan som privatperson med andre ord kun vanskeligt knægte andres menneskerettigheder. Hvad jeg begår af uret mod mine medborgere, reguleres af straffeloven eller er henvist til private søgsmål. Det gælder også mine ytringer, hvis der er tale om racisme eller bagvaskelse.

Lovens ord om ærekrænkelse og blasfemi er overleverede fra ældre tider, men de kan nok ikke undværes, især ikke fordi de vil kunne tjene som en førmoderne religiøsitets vej ind i det moderne. Takket være retsvæsenets konservatisme har vi måske her redskabet, der kan demontere en uheldssvanger tradition for privat voldsanvendelse.

(kommentar i Information 6. dec. 2004)