Demokratisk dannelse

De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes ”demokratiske dannelse”. Det er ikke fordi friskolerne har noget imod demokrati eller dannelse, men fordi kravet også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”? Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik, nødvendigvis må indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?

Ser man på begrebet i historisk perspektiv kompliceres spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger. I september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse” om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og dannelse, underforstået at de dermed også var uegnet til at sidde i regering.

Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb. Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen til at tage del i magten og det offentlige liv.

Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.

Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en naturlig ting.”

Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode, som en uddannelse er.

Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for Efterskoleforeningen skrev i en kronik her i avisen sidste år.

Men hvad betyder demokratisk dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880erne, 1930erne eller 1960erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens § 76. Det er også en principiel udfordring, for som Bertel Haarder engang har sagt, er skolen ikke ”i sig selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og det gør de jo ikke.”

(Kristeligt Dagblad 16. nov. 2016. Avisen havde valg en lidt anderledes rubrik.)

Den udviklede evne til opmærksomhed

I stort set alle skoler og læreanstalter bliver begrebet dannelse brugt som et bolværk mod det pres i retning af, hvad man kan kalde en instrumentalisering af uddannelserne, altså at uddannelsessystemet måles på dets nytte for arbejdsmarkedet og samfundsøkonomien i den globale konkurrence. Det gælder også blandt symbolanalytikerne her på humaniora.

Der findes ingen enighed om, hvordan man definerer dannelsen. Man kan sige, at dannelse adskiller sig fra uddannelse ved, at den udgør et formål i sig selv. Dannelse er mere end de erhvervsrettede færdigheder eller den faglighed, som en uddannelse giver. Dannelsen indebærer en udvikling af menneskets karakter og evne til at begå sig. I romantikken var erkendelsesidealet en syntese af det gode, det sande og det skønne, altså religionen (gerne identificeret med moral og etik), videnskaben og kunsten. Guldalderens dannede menneske var altså ikke blot en beholder for hukommelsesfylde, thi dannelse forpligter til andet end at reproducere kanonisk viden. Det dannede menneske har forladt sin selvforskyldte umyndighed og træder i karakter.

I en brevroman fra 1865 af M.A. Goldschmidt definerer en af hovedpersonerne dannelsen således: ”Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt paa Aandens Gebet.”

Det smukke ved Goldschmidts definition er bl.a. hans anvendelse af adjektivet opmærksom, for det har på dansk både et etisk og erkendelsesmæssigt aspekt. Opmærksomhed kan betyde både iagttagelsesevne og en gave givet af venlighed.

Citatet randt mig i hu, da jeg forleden bemærkede parkeringen af cykler foran KUA2’s hovedindgang. Den bar ikke præg af at være foretaget af nogen, der havde modtaget undervisning i symbolanalyse. I asfalten er placeret de såkaldte ledelinjer, rækker af gule punkter i lavt relief, der tjener blinde og svagtseende som hjælp til at finde vej. Som indikation af formålet er der ved siden af linjerne med jævne mellemrum vist et piktogram af en person med blindestok. Hvad selv blinde kan sanse, var imidlertid forblevet usynligt for de uopmærksomme, der havde placeret deres køretøj, så det stod nærmest demonstrativt i vejen for dem, der orienterer sig ved hjælp af en stok.

Det 19. århundredes dannelseskultur var elitær. Bagsiden af denne kultur var arrogancen. På sine gode dage havde den imidlertid også generøse træk, som det ville klæde os at overtage, hvis vi ikke vil dumpe i livets skole. Når man f.eks. er ved sine lemmers og sanser fulde brug, er man underlagt en særlig forpligtelse til at tage hensyn til dem, der ikke er det. ”Med rige evner følger et stort ansvar,” som en anden opdrager engang sagde. Kald bare denne forpligtelse dannelse, for den indebærer både iagttagelsesevne og samfundssind. Det koster faktisk kun et par ekstra skridt at stille sin cykel, hvor den ikke står i vejen for dem, der ikke nyder det privilegium at kunne bevæge sig frit og ved egen kraft på to hjul gennem byen.

(Humanist, april 2015)