En moderne kirke

Den 15. august i år kan den katolske Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby fejre sin 60 års fødselsdag. Den udmærker sig ved at være en af de første og samtidigt meget få gennemført modernistiske kirker i Danmark. Der er opført mange kirker i det 20. århundrede, men påfaldende få i denne stilart, der har været dominerende i erhvervsbyggerier og etageejendomme i store dele af det 20. århundrede.

De kirker, der er bygget i århundredets første halvdel, trækker på arkitekturhistorien på en måde, der gør dem meget genkendelige som kirker, opført i traditionelle materialer, typisk tegl. Et hovedværk i denne epokes kirkebyggeri er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København, indviet 1940.

Modernismen var et opgør med denne tradition. Modernisterne ønskede, at arkitektur skulle være i pagt med samtiden og ikke fortiden. Modernisterne tog det på sig at skabe et helt nyt æstetisk udtryk ved at fremhæve en ny tids materialer, først og fremmest jernarmeret beton, der siden det for alvor blev bragt i anvendelse som bærende element i etagebyggeri i århundredets begyndelse, havde skabt helt nye konstruktive muligheder. Det var meget provokerende, fordi mange betragtede – og betragter – beton som et grimt materiale, der er bedst tjent med at blive skjult bag facader af andre og kønnere materialer. Modernisterne ville derimod af med det, som de betragtede som unødvendig pynt og forlorne forsiringer, til fordel for en ærlig arkitektur, hvor der var overensstemmelse mellem en bygnings indre og ydre.

Arkitekten Carl R. Frederiksen (1915-1974), gav det modernistiske program fuld skrue, da han tegnede det endelige forlæg for Skt. Knud Lavard i Lyngby. Den giver mest indtryk af at være en rektangulær betonkasse i en stil, som undertiden også kaldes brutalisme. I foromtalen inden åbningen beskrev Kristeligt Dagblad med tydeligt forbehold kirken som ”yderst moderne”. Den fremtrædende arkitekturhistoriker Harald Langberg mente med mere udelt begejstring, at kirken ”er et smukt eksempel på den katolske kirkes fordomsfri indstilling til ny arkitektur.”

Tegning i Lyngby-Tårbæk Kommunes byggesagsarkiv

Man siger vist ikke for meget, hvis man betegner Skt. Knud Lavards Kirke som et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der i det 20. århundredes anden halvdel udvikledes mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur på den ene side og den almindelige danskers smag på den anden.

Hovedlinjen i dansk kirkearkitektur fulgte da også et andet spor. En af forklaringerne er antagelig, at bygherre som oftest var repræsentant for netop den almindelige dansker smag: menighedsrådsmedlemmer. I samarbejde med tidens dygtigste arkitekter skabte de løsninger, der på en anden måde end den rene modernisme brød afgørende med tidligere tiders kirkebyggerier. Kirkerne lignede nu meget mere almindeligt institutionsbyggeri, blot i en væsentlig højere kvalitet. Ofte er det kun et klokketårn, der gør dem genkendelige som kirker set udefra. Anvendelsen af beton blev ikke opgivet, men stærkt nedtonet til fordel for tegl. Islev Kirke, tegnet af ægteparret Exner, er f.eks. et hovedværk i moderne teglstensarkitektur. Kirkerne blev forsynet med foyer, garderobe, mødelokaler, kontorer til kordegnen og meget mere, så de blev beboelige for et moderne menigheds-, sogne- og kirkeliv.

(Kristeligt Dagblad 31. juli 2017. Rubrik og enkelte ord er ændret.)

Røde tegl vidner om storhedstid

I Ringkøbing udspiller der sig for tiden en strid om byens gamle realskole, der er blevet erhvervet af menighedsrådet med henblik på nedrivning. Planen var at bygge en ny sognegård på grunden. Den plan har imidlertid vakt en meget stærk lokal modstand. Den omstridte bygning er repræsentant for en særlig type af institutionsbyggeri, der var fremherskende for 100 år siden, og som findes i de fleste danske købstæder.

I det 19. århundrede forandrede købstæderne sig fra undersætsige, stråtækte handelspladser for det nærmeste opland til grundmurede repræsentanter for oplysning, fremskridt og magt. Der blev bygget rådhuse, domstole, skoler, gymnasier, seminarier, sygehuse, missionshuse, kirker, politistationer, banegårde, kaserner, hoteller, banker, kreditforeninger, sparekasser, apoteker og så videre.

I perioden 1880 til 1930 blev de fleste bygget i røde tegl. Stort set alle danske byer kan fremvise eksempler på det, man kan kalde den store epoke i dansk rødstensarkitektur: Esbjergs banegård og posthus, byretten i Ringkøbing, Landsarkivet i Viborg, den tekniske skole i Vig i Odsherred, arresthuset i Roskilde og hovedpostkontoret i København er blot nogle få i en meget lang række af eksempler på, hvordan man dengang kunne skabe institutionsbyggeri, der afspejlede den betydning og værdighed, som bygningerne rummede.

At så mange af dem er bevaret skyldes ikke mindst, at de blev bygget i en utrolig god kvalitet.

Murerhåndværket har antagelig aldrig stået højere end i denne epoke.

Sammenlign blot de to gamle bygninger, der huser henholdsvis byretten og Erhvervsarkivet på Vester Allé i Aarhus med genboen, kunstmuseet Aros.

De færreste af de gamle institutionsbyggerier især i de mindre byer tjener i dag det formål, som de oprindelig blev skabt til. Denne funktionstømning hænger blandt andet sammen med den almindelige strukturforandring i samfundet og en løbende centralisering, der har fundet sted især i løbet af det seneste halve århundrede.

Kommunalreformen i 1970 reducerede antallet af kommuner fra over tusind til 277 og antallet af amter fra 25 til 14. I 1980' erne blev antallet af seminarier reduceret fra 29 til 18. Læreruddannelsen er i dag rummet i landets i alt syv professionshøjskoler. Ved kommunalreformen i 2007 blev antallet af kommuner reduceret yderligere til 100, og reformen fjernede amterne til fordel for de fem regioner. Den samtidige politireform reducerede de 54 politikredse til 12, og en tilsvarende reform af retsvæsenet reducerede de hidtidige 82 retskredse til 24. Mange byer mistede i den anledning deres lokale politistation og domstol.

I samme periode er stribevis af posthuse og mange flere bankfilialer blevet lukket. Togene standser stadig ved banegårdene, men deres funktion er typisk afløst af en billetautomat. I dag har Holbæk, Viborg, Randers, Farum, Næstved, Ringsted, Sønderborg og Slagelse det til fælles, at de rummer en nedlagt kaserne.

Ringkøbing er en god repræsentant for dansk teglstensarkitekturs store epoke. Byens godt 100 år gamle realskole hører ikke til i første rang, må det indrømmes. Den er dog stadig så typisk for sin tid og sin region og udgør et så væsentligt element i et historisk helhedsbillede, at den nødigt skulle gå tabt. Man kan håbe, at Ringkøbing Kirkes menighedsråd besinder sig og finder en løsning, der forener praktiske behov med hensynet til de historiske og æstetiske kvaliteter, som den pågældende bygning repræsenterer i byen.

(Kristeligt Dagblad 13. august 2015)