Identitetspolitik som aristokratisk princip

Interviewet med Tara Skadegaard Thorsen i avisen onsdag den 12. december er tankevækkende, fordi hun er en renlivet og velartikuleret repræsentant for det identitetspolitiske synspunkt, som er rundet af den erfaring, at ens rolle og placering i samfundet i hovedsagen er afgjort af nogle afgørende identitetsmarkører, især køn, etnicitet og religiøs bekendelse. Selv om samfundet officielt kun anerkender den individuelle præstation uden persons anseelse som grundlag for tildeling af status og stilling, viser det sig, at især kønnene er mere ulige repræsenteret jo længere op i samfundshierarkiet man kommer. Det er en ubetvivlelig kendsgerning, og der hersker også en relativ bred enighed om, at det er et problem. Det er løsningen på dette problem, der er uenighed om.

Et moderne samfund som det danske bygger på et meritokratisk ideal. Det vil sige, at al legitim forskelsbehandling skal bero på, hvad den enkelte vil, kan og gør. Hvis man har evnen og viljen, kan enhver blive folketingsmedlem, minister eller højesteretsdommer. Danmark udmærker sig i international sammenligning ved meget tidligt at have givet kvinder adgang til magten. Elna Munch (1871-1945) blev det første kvindelig medlem Folketinget i 1918. Nina Bang (1866-1928) blev den første kvindelige minister i 1924. Bodil Dybdal (1901-1992) blev den første kvindelige højesteretsdommer i 1953. Men i det store regnskab er kvinder stadig i betydeligt mindretal, når det handler om højere embeder.

Overfor det meritokratiske ideal står det aristokratiske, ifølge hvilket ens stilling i samfundet afgøres af den identitet, der er givet i kraft af fødslen. Det identitetspolitiske synspunkt identificerer det aristokratiske princip som et problem, men vanskeligheden opstår, når dette problem forsøges løst ved hjælp af aristokratiske principper. Identitetspolitikken giver nemlig fortolkningsretten af givne forhold til de i kraft af fødslen særligt privilegerede. Kvinder forstår kvinder bedst. Afrikanere forstår afrikanere bedst. Kan en midaldrende etnisk dansk mand f.eks. undervise i en tekst skrevet af en kvinde, der har ikke-europæiske rødder? Thorsen svarer:

"Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvind. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand."

Det identitetspolitiske synspunkt nyder fremme, fordi det kan markedsføre sig som en kulturpolitisk Robin Hood, der tager fra de privilegerede og giver til de underprivilegerede. Det er al ære værd. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der bag dette anerkendelsesværdige formål også ligger en magtstrategi.

Det er ikke kun retfærdighed de søger. De søger magten til at definere, hvad vi f.eks. på Københavns Universitet kan og må ud fra forudsætninger, som vi ikke selv er herre over, nemlig herkomst og køn. Det vil sige, at helt så enkelt er det ikke. Identitetspolitikken har indrømmet sig selv et interessant råderum. Afstamning synes at være determineret, så race er en given sag. Er man brun, er man brun. Køn derimod synes at være mere valgfrit. Det vil sige, at også mænd gives muligheden for at nyde offerollens privilegier, hvis vi er villige til at påtage os en af de mange alternative kønsidentiteter.

Hvis identitetspolitikerne har held med deres forehavende, kan de omgå samfundets meritokratiske systemer og skaffe sig selv privilegeret adgang til status og stilling alene i kraft af deres fødsel og/eller selverklærede identitet. Det er en akut udfordring for f.eks. Københavns Universitet. Identitetspolitikerne har peget på et reelt problem. Det må anerkendes. Men det betyder ikke, at deres løsning er den rigtige.

(Kristeligt Dagblad den 15. december 2018)

Kvinder er både i over- og undertal på universiteterne

Der er en bemærkelsesværdig skæv kønsfordeling på universiteterne i Danmark. Faktisk er der to. Den første og tydeligste findes blandt de ansatte. Blot en tredjedel af det videnskabelige personale på universiteterne er kvinder, og andelen af kvinder er mindst på de øverste trin af det akademiske hierarki, idet kun hver femte professor er en kvinde. Den gode nyhed er, at det har ændret sig støt og roligt i de seneste 10 år til en mere ligelig fordeling, hurtigst blandt professorerne. På Københavns Universitet steg andelen af kvindelige professorer i perioden 2007-2015 fra 15,3 til 22,2 %. Det skete samtidig med en stor vækst i det samlede antal videnskabelige ansættelser, så denne beskedne relative stigning dækker over langt mere end en fordobling i antallet af kvindelige professorer.

En af hovedårsagerne til, at processen går så langsomt er, at personaleudskiftningen på universiteterne næsten udelukkende sker ved naturlig afgang i en høj alder, nu ikke mindst efter at 70-års-grænsen for ansættelse i det offentlige er afskaffet. Den nuværende sammensætning af personalet er altså for en betydelig dels vedkommende et resultat af beslutninger truffet for 20, 30 eller 40 år siden. Ja, forleden kunne man her i avisen læse portrættet af professor Kjeld Møllgård, som fejrer sit 50 års jubilæum som videnskabelig ansat på Københavns Universitet.

Det er et erkendt problem blandt alle ansvarlige, at ligestillingsmålet langt fra er nået, men det har bare vist sig vanskeligt at accelerere denne proces uden at gribe til midler, der er åbenlyst uretfærdige. Der er blevet gjort forsøg med direkte favorisering af kvinder, men som professor Hans Bonde har vist, er det ikke en farbar vej.

Ud fra den foreliggende statistik er det ikke bedømmelses- og ansættelsesprocedurerne på universiteterne, der hindrer kvinders adgang til videnskabelige stillinger. For det første er der markant færre kvindelige ansøgere. Det skyldes ikke, at der er et mindretal af kvindelige forskertalenter. Halvdelen af alle PhD-studerende er kvinder. Men der er altså en brist i systemet der gør, at kvinder ikke føler sig tilskyndet til at søge videre.

Til gengæld begunstiger systemet de kvinder, der faktisk gør det. I de tilfælde, hvor der til en videnskabelig stilling er både kvalificerede mandlige og kvindelige ansøgere har de kvindelige ansøgere en markant højere chance for at få stillingen. Af de 2205 stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn, som var opslået i perioden 2014-2016 var 33 % af ansøgerne kvinder, men de fik 45 % af stillingerne. Eller sagt med andre ord: Selv om de mandlige ansøgere er dobbelt så mange som de kvindelige, klarer kvinderne sig markant bedre i åben konkurrence. Den såkaldte rip-rap-rup-effekt er – ja, undskyld – en and.

Man kan sammenligne med den anden markante kønsskævhed på de videregående uddannelser, altså både professionshøjskoler og universiteter, nemlig blandt de studerende. Kvinders dominans blandt de studerende er en gammel tendens. I 1996 var 40 % af ansøgerne til de videregående uddannelser mænd. De netop offentliggjorte tal for ansøgerne til studiestart i september i år viser, at mændenes andel på 22 år er steget til 42 %. Det er jo også en slags udvikling.

Det interessante er, at de, der nidkært gør opmærksom på kønsskævheden blandt de ansatte på universiteterne, sjældent ofrer nogen opmærksomhed på kønsskævheden blandt de studerende. De synes tilsyneladende ikke, at det er et problem, at så relativt mange mænd fravælger en videregående uddannelse, mens det stadig opfattes som et problem, at så relativt mange kvinder fravælger en karriere på universiteterne.

(Kristeligt Dagblad den 4. aug. 2018)