Er partipressen på vej tilbage?

Det har rejst en del debat, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen modsætter sig at blive interviewet til mainstream-medier. Det har han blandt andet talt om i et interview med journalist Reimer Bo Christensen. Sass Larsen og Socialdemokratiet er til gengæld blevet beskyldt for at sejle under falsk flag, fordi de selv har bestilt og betalt Christensen for at producere interviewet.

Socialdemokratiet har ligefrem oprettet sit eget medie, Netavisen Pio. Dermed genopvækker partiet en gammel institution i mediebilledet, den partidrevne avis. Den nye netavis er opkaldt efter Louis Pio, der betragtes som Socialdemokratiets grundlægger i Danmark. Det væsentligste instrument i Pios politiske værktøjskasse var den avis, han i 1871 grundlagde: Socialisten, senere kaldet Socialdemokraten og fra 1959 til lukningen i 2001 Aktuelt og Det fri Aktuelt.

Socialdemokraten var en del af arbejderbevægelsens mediedynasti, A-pressen, som igen var en del af det system, der kaldes parti-pressen, altså at hvert parti havde sine egne loyale avis. I 1871 grundlagdes Kolding Folkeblad, som blev en del de såkaldte bergske blade, opkaldt efter bladudgiveren, Venstres daværende ubestridte høvding Chresten Berg, der som Pio så en aktiv mediestrategi som essentiel for partiets kamp.

Partipressen blev sat i system samtidig med, at papirpriserne faldt og trykteknologien blev forbedret, så selv relativt fattige husstande omkring 1900 fik råd til at holde avis. Pressen blev delt op i liberale, socialdemokratiske, konservative og radikale blade, både landsdækkende og lokalt, der dagligt tilbød deres læsere en vinkel på nyhedsstoffet, som svarede til deres verdensanskuelse.

Medierne og magten levede i en tæt symbiose. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Aktuelt delte sig efter anskuelse og delte også markedet mellem sig. Kristeligt Dagblad var blandt undtagelserne, ikke forstået således at avisen fra grundlæggelsen ikke havde et budskab, som det tydeligt ses på forsiden den dag i dag, men fordi den aldrig har været særlig tæt knyttet til den politiske magt. Det samme gælder Information, der fra stiftelsen i 1945 nærmest var borgerlig, men i slutningen af 1960erne tog en markant venstredrejning uden at forlove sig med noget parti.

I den ånd er faget journalistik blevet til. Det var som så mange andre fag en ren mesterlære. I 1946 blev grunden imidlertid lagt til en national journalistuddannelse i Aarhus, senere udbygget til Journalisthøjskolen, men stadig med praktikken på den enkelte redaktion som en væsentlig del af uddannelsen. Det vil sige, at der nu blev lagt fælles faglige standarder for, hvad der definerer journalistikken. Det bidrog til partipressens afvikling til fordel for en tilstræbt objektiv redaktionel linje, en professionalisme, hvis regler håndhæves med nidkær omhu af en faglig ankeinstans, Pressenævnet. Så selv om en journalist som Reimer Bo Christensen er udlært i A-pressen, har han først og fremmest faglige standarder til fælles med kollegaer, der er udlært på fra De bergske Blade.

Forbindelsen mellem politiske synspunkter og nyhedsformidling kan antagelig aldrig afbrydes helt. Cavlingprisen er opkaldt efter en journalist på den radikale avis Politiken. Det brændstof, der driver ægte journalistik, vil antagelig miste sin ildkraft, hvis det ikke rummer et element af politisk og personligt engagement. Det er vel grunden til, at tidligere niche-aviser som Kristeligt Dagblad og Information ikke alene har overlevet, men trives i det moderne medielandskab.

De private eller fondsejede medier går i dag i retning af en mere subjektiv eller politiserende redaktionel linje. Man taler om et skift fra newspaper til viewspaper, altså at det bærende princip for en avis i dag skal være, at den afspejler læserens livs- eller verdensanskuelse. Men der er også tale om en fortsættelse af en gammel tradition. Siden 1948 har alle redaktører af de berlingske aviser skrevet under på, ”at bladenes grundsyn er konservativt”. Over for dette står ideen om public service, altså idealet om, at der skal leveres indhold for alle ud fra objektive, ikke-politiske kriterier. Det nærmer sig et paradoks, fordi de medier, der lever af den statsgaranterede medielicens, er forpligtet til at levere magtuafhængigt og upolitisk public service indhold, mens de privat finansierede medier i stigende grad ser en forretning i at tage stilling i den politiske værdikamp.

(Kristeligt Dagblad 8. februar 2018. Netavisen Pio bekender sig til et socialdemokratisk værdigrundlag, men nægter at der er en direkte forbindelse til Socialdemokratiet.)

Den typiske mangel på respekt

Da Hans Engell overtrådte færdselsloven, fratrådte han sine politiske poster. Da Pia Kjærsgaard overtrådte våbenloven, trådte hun ikke tilbage. Hun trådte derimod frem og proklamerede, at det var da også en tåbelig lov, og at den burde afskaffes. Den manglende respekt for lov og ret er typisk for hende. Derfor er det ikke overraskende, at hun farer i flint over Højesterets seneste afgørelse, der betyder, at det ikke er bagvaskelse at kalde hendes udtalelser racistiske.

Ikke alene Højesteret men også Dansk Sprognævn får det glatte lag i hendes ugebrev den 23. juni. De bugnende bede, hvorfra partibossen plukker sine sprogblomster, gødes med galde og sprøjtes med vitriol. Her en buket:

»Helt naivt har Højesteret lagt udtalelser fra Dansk Sprognævn til grund for den beslutning, man har truffet. Naivt alene af den grund, at Dansk Sprognævn er kendt for at være et rent populistisk foretagende, som accepterer og giver frit spil for enhver forfladigelse af det danske sprog.«

Højesterets dom er ifølge samme ugebrev »hamrende forkert, hamrende uretfærdig og hamrende politisk. Nok tager jeg dommen til efterretning, men jeg kan altså ikke tage den alvorligt. De synspunkter jeg fremfører har intet med racisme at gøre, selvfølgelig ikke; derimod er der tale om ganske almindelige dagligdags synspunkter, som de fleste danskere giver udtryk for.«

Faktisk vil jeg give Pia Kjærsgaard ret i, at hendes synpunkter ikke er racistiske, hvis man skal fastholde alvoren og præcisionen i begrebet. Racisme dækker over den forestilling, at der er en biologisk betinget forskel mellem de menneskelige racer, som indebærer, at det er legitimt at gøre forskel på dem som mennesker og borgere. Dansk Folkeparti ønsker ganske vist at gøre forskel på folk, men snarere ud fra religion og kultur end hudfarve. Man kunne vælge at kalde dem ’kulturalister’, hvis man skulle finde en direkte sproglig parallel til begrebet racist.

Det skal i hvert fald være et dækkende udtryk for den holdning, at »asylanter og indvandrere misbruger vore kirker, misbruger vore børn og misbruger vores tillid.« Det er som sagt ikke racisme, men forskellen er i praksis til at overse. Ophavsmanden til udsagnet er da også blevet pålagt dagbøder. Pia Kjærsgaard giver ham naturligvis sin fulde opbakning i sit ugebrev. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid ikke nødvendigvis racismen.

Claus Bryld har i sin nye bog om demokratiet i fortid og fremtid mindet os om den pagt, som de fire gamle partier indgik efter Første Verdenskrig. Den indebar en enighed om spillereglerne for demokratiet, en respekt for de rammer, der omgiver det daglige hundeslagsmål på Slotsholmen. Det er blevet stadig mere klart, at Dansk Folkeparti ikke ser sig selv som en del af denne pagt.

Pia Kjærsgaard har inden for det seneste år ladet hånt om våbenloven, truet Ivar Hansen på hans mandat som Folketingets formand, og hun har nu beklikket Højesterets integritet som uafhængig statsmagt. Som de sidste af de i grundloven omtalte magtorganer må ombudsmanden, statsrevisorerne og dronningen berede sig på tilsvarende bredsider fra samme skude.

Politikens Adam Holm har brugt betegnelsen radikal konservatisme om den danske højrefløj i mellemkrigstiden. Det dækker over den forestilling, at det ganske vist handler om at bevare Gamle Danmark, men at dette Danmark efterhånden er blevet så inficeret af politisk fordærv og anden socialdemokratisme, at man må nedbryde det bestående system for at kunne genskabe det ’egentlige’ og det ’folkelige’ Danmark; med andre ord: revolution. Foragten for det bestående system deles af Dansk Folkeparti, og den ideologiske tråd er ubrudt. Søren Krarup skrev i sine ganske unge dage en sympatisk indstillet bog om Harald Nielsen, der netop hørte til denne særlige kategori af konservative ideologer, om hvem man kan sige dette ene fordelagtige, at de i store træk ikke var nazister.

(Kommentar i Information 2. juli 2003)