Identitetspolitik som aristokratisk princip

Interviewet med Tara Skadegaard Thorsen i avisen onsdag den 12. december er tankevækkende, fordi hun er en renlivet og velartikuleret repræsentant for det identitetspolitiske synspunkt, som er rundet af den erfaring, at ens rolle og placering i samfundet i hovedsagen er afgjort af nogle afgørende identitetsmarkører, især køn, etnicitet og religiøs bekendelse. Selv om samfundet officielt kun anerkender den individuelle præstation uden persons anseelse som grundlag for tildeling af status og stilling, viser det sig, at især kønnene er mere ulige repræsenteret jo længere op i samfundshierarkiet man kommer. Det er en ubetvivlelig kendsgerning, og der hersker også en relativ bred enighed om, at det er et problem. Det er løsningen på dette problem, der er uenighed om.

Et moderne samfund som det danske bygger på et meritokratisk ideal. Det vil sige, at al legitim forskelsbehandling skal bero på, hvad den enkelte vil, kan og gør. Hvis man har evnen og viljen, kan enhver blive folketingsmedlem, minister eller højesteretsdommer. Danmark udmærker sig i international sammenligning ved meget tidligt at have givet kvinder adgang til magten. Elna Munch (1871-1945) blev det første kvindelig medlem Folketinget i 1918. Nina Bang (1866-1928) blev den første kvindelige minister i 1924. Bodil Dybdal (1901-1992) blev den første kvindelige højesteretsdommer i 1953. Men i det store regnskab er kvinder stadig i betydeligt mindretal, når det handler om højere embeder.

Overfor det meritokratiske ideal står det aristokratiske, ifølge hvilket ens stilling i samfundet afgøres af den identitet, der er givet i kraft af fødslen. Det identitetspolitiske synspunkt identificerer det aristokratiske princip som et problem, men vanskeligheden opstår, når dette problem forsøges løst ved hjælp af aristokratiske principper. Identitetspolitikken giver nemlig fortolkningsretten af givne forhold til de i kraft af fødslen særligt privilegerede. Kvinder forstår kvinder bedst. Afrikanere forstår afrikanere bedst. Kan en midaldrende etnisk dansk mand f.eks. undervise i en tekst skrevet af en kvinde, der har ikke-europæiske rødder? Thorsen svarer:

"Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvind. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand."

Det identitetspolitiske synspunkt nyder fremme, fordi det kan markedsføre sig som en kulturpolitisk Robin Hood, der tager fra de privilegerede og giver til de underprivilegerede. Det er al ære værd. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der bag dette anerkendelsesværdige formål også ligger en magtstrategi.

Det er ikke kun retfærdighed de søger. De søger magten til at definere, hvad vi f.eks. på Københavns Universitet kan og må ud fra forudsætninger, som vi ikke selv er herre over, nemlig herkomst og køn. Det vil sige, at helt så enkelt er det ikke. Identitetspolitikken har indrømmet sig selv et interessant råderum. Afstamning synes at være determineret, så race er en given sag. Er man brun, er man brun. Køn derimod synes at være mere valgfrit. Det vil sige, at også mænd gives muligheden for at nyde offerollens privilegier, hvis vi er villige til at påtage os en af de mange alternative kønsidentiteter.

Hvis identitetspolitikerne har held med deres forehavende, kan de omgå samfundets meritokratiske systemer og skaffe sig selv privilegeret adgang til status og stilling alene i kraft af deres fødsel og/eller selverklærede identitet. Det er en akut udfordring for f.eks. Københavns Universitet. Identitetspolitikerne har peget på et reelt problem. Det må anerkendes. Men det betyder ikke, at deres løsning er den rigtige.

(Kristeligt Dagblad den 15. december 2018)

Vævsprøver frabedes

Ingen sten forbliver uvendt, når H.C. Andersen skal fejres for et par hundrede millioner kroner. Nu må Andersen også bære en del af skylden selv, for med et par selvbiografier og en meget detaljeret dagbog på samvittigheden, lagde han op til en nyfigenhed, der rækker helt ind i den menneskelige fordøjelsesproces. Til trods for denne intimitet misforstår vi ofte digteren. Vi er så optaget af sex, at et kryds i kalenderen hurtigt bliver udlagt som tegn på masturbation. Hvis Andersen nærede et varmt venskab til en mand og omtalte dette venskab i et sanseligt sprog, kan en forhærdet nutid jo ikke forstå det anderledes end at manden var bøsse.

H.C. Andersen levede i en tid, der dyrkede dannelsen som nøgle til avancement og værdighed. Andersens sponsorer fra det københavnske borgerskab så på denne unge ubemidlede mand som et forsøgsobjekt. Hvis man sendte knægten på latinskole, måtte den klassiske dannelse gøre sin virkning og forvandle den kejtede knægt til en raffineret åndsperson. Og forsøget lykkedes. Andersen var den ultimative bekræftelse på, at skidt kan komme til ære, bare man sender det i den rigtige skole.

Andersens avancement forekommer uforståelig for dem, der ikke har blik for dannelsens samfundsombrydende natur. Der må være en bedre og mere moderne forklaring. Den skal være genetisk, skal den. Andersen var i virkeligheden kongesøn. Så forstår vi bedre. Fagfolkene derimod er skeptiske. En forsker er så træt af at skulle give sit syn på denne teori, at han foreslå en dna-test for at få afgjort spørgsmålet en gang for alle. Vævsprøver er vejen frem.

Kongehuset vil givet frabede sig enhver form for genetisk dokumentation, for her er man udmærket klar over, at det ville kaste monarkiet ud i en alvorlig krise. Der er stort set ingen folkelig forståelse for, at reglerne for ægteskabelig troskab kun gælder for undersåtter.

Det er med regenter og deres børn således, at arvefølgen er et juridisk spørgsmål, ikke et biologisk. En tronarving skal skaffe sig en passende ægtefælle, der ikke vil kaste skam over kongehuset som institution. Det betyder ofte, at forelskelse og kærlighed kommer i anden række. Dernæst skal der skaffes sikkerhed for, at arvefølgen ikke brydes. Hvordan og ved hvis mellemkomst det bliver bragt i stand vedkommer hverken juraen eller offentligheden.

Helt frem til midten af det 19. århundrede var et kongeligt ægteskab et ceremonielt foretagende, og alle var klar over, at kongen kunne have behov for afløb andetsteds. Han kunne sågar åbenlyst forsørge de børn, der ikke indgik i arvefølgen. Derfor skal man bestemt heller ikke udelukke, at den senere kong Christian VIII har besvangret en undersåt i forbifarten. Det usandsynlige består i, at han skulle have ladet sønnen vokse op hos en simpel skomager.

Det borgerlige krav om troskab og kærlighed i ægteskabet trængte sig imidlertid så meget på i løbet af det 19. århundrede, at den sidste af de enevældige konger, Frederik VII, følte sig foranlediget til at gifte sig med sin maitresse, Louise Rasmussen og kalde hende grevinde. Kongehuset har siden måttet lade som om de var borgerlige, selvom de ikke er det. Det er en stor belastning, der kræver vores fulde forståelse.

Det er altså dybest set uinteressant, om kongen er biologisk far til sine sønner, så længe han anerkender dem som sådan. Har han børn med andre, kan der være dna-dokumentation for det herfra og til Chardonnay uden at det er relevant for arvefølgen. Det var hele dette koncept, prinsesse Di ikke fattede. Hun troede, at troskab i borgerlig forstand hørte med til pakken. Hun forstod ikke, at hun bare skulle føde et par sønner og så ellers lade Charles passe sit eget underliv. Hvad hun selv måtte have af behov kunne hun såmænd også få dækket, så længe det foregik i det skjulte. Til gengæld for udvist diskretion og overbærenhed fik hun så magten, æren og de platinerede kreditkort.

(Information 30. april 2004. I teksten er Christian VII blevet rettet til den VIII)