Læreruddannelsen har i 200 år været en kampplads

I lørdags kunne man i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren finder, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt,"

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, da skolen ikke længere var forpligtet af Folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er.

Historisk set har Folkeskolen været tæt knyttet til Folkekirken, ja i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk. Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man siger.

Lærerne havde ingen formel uddannelse, ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798. Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver, men påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone.”

Det herningske initiativ har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen 1850erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige. Kendte er f.eks. Nathalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

(Kristeligt Dagblad 3. feb. 2021)

Hvad skylder staten og Folkekirken hinanden?

Den nye kirkeminister har rusket op i debatten om Folkekirkens økonomi med sit forslag om, at staten ikke længere skal bidrage til præsters lønninger, men til gengæld yde et større tilskud til kirkernes vedligeholdelse. Forslaget er ikke nyt. Det var en del af regeringsgrundlaget for VK-regeringen 2007. Reaktionerne har igen været mange og skarpe. Sognepræst Marie Høgh skrev forleden i avisen, at hvis kirkeministeren fuldførte sit forehavende ”skal kirken til gengæld lige have de jorder tilbage, som den afstod til staten ved jordlovene i 1919. Udbyttet fra jorderne var kirkens indkomst, derfor skulle staten nu betale en del af præsternes løn.”

Det er en udbredt, men historisk set temmelig upræcis tolkning, at statens bidrag til Folkekirken skulle være kompensation for udstykningen af præstegårdsjorden. Efter Systemskiftet 1901 var Folkekirken et af de områder, som blev genstand for omfattende økonomiske reformer med Venstres stærke mand, J.C. Christensen som primus motor. Siden 1849 har Grundloven indeholdt en paragraf, der lover at ordne Folkekirkens forfatning ved lov. Normalt fortolkes den som et ønske om at selvstændiggøre Folkekirken, og det har antagelig også været den oprindelig intention bag J.C. Christensens kirkereformer, men resultatet var et andet, nemlig at Folkekirken til stadighed ordnes ved lov.

Indtil for godt hundrede år siden havde kirken tre indtægtskilder. 1.) Tienden var oprindeligt en byrde lagt på landbrugsjord. Den havde karakter af ejendomsskat, men var samtidig et privatretligt mellemværende mellem den enkelte jordejer og den lokale kirke. Efter at landbrugsjord var overgået til fri ejendom og derfor var omsættelig, var tienden indkalkuleret i ejendomspriserne, men blev ikke desto mindre betragtet som en uretfærdighed. 2.) Præstegårdene var selv landbrugsejendomme, som præsten enten drev selv eller forpagtede bort. 3.) De såkaldte accidenser eller ”Smaaredsler”, der var afgifter på kirkelige handlinger.

Tiendeafløsningen blev obligatorisk ved lov i 1903. I princippet betød det, at der skulle erlægges en sum svarende til 25 gange den årlige betaling. Hvis denne sum kunne forrentes med 4 % ville den erstatte tienden, men det blev i praksis slet ikke tilfældet. Loven om præstelønninger fra 1913 ensrettede præsters lønninger og tilvejebragte grundlaget for at afløse accidenserne med en medlemsbetaling, som vi i dag kender som kirkeskatten. Staten måtte spæde til præsters lønninger og pensioner for at få regnestykket til at gå op. 

Med tjenestemandsloven 1919 blev præster ligestillede med statsansatte tjenestemænd. Samme år blev præstegårdsjordens udstykning vedtaget ved lov. Jorden skulle frasælges ved tjenstledighed eller ved forpagtningskontraktens udløb. Der var altså ikke tale om konfiskation men ekspropriation, og menighedsrådene, der var indført i 1905, indkasserede som kirkeejere købesummen.

Afløsningssummerne for tiendeafløsningen og afviklingen af præstegårdsavlen er for længst svundet ind til ubetydeligheder takket været inflation, tidernes almindelige ugunst og velsagtens også lidt uansvarlighed. I mellemtiden er medlemsbidraget, der kendes under betegnelsen kirkeskat, blev en hovedindtægtskilde for Folkekirken. Statens bidrag udgør i dag ca. 10 % af kirkens samlede budget.

(Kristeligt Dagblad 13. dec. 2016)