Hjemmefødninge

I Vibe Termansens fortræffelige interview med botanikeren Per Hartvig (Ideer #50) forekommer en sammenligning – ganske en passant – mellem næringskredsløb i naturen og menneskers vandringer. Sammenligningen har som implicit forudsætning, at menneskene for 100-200 år siden blev født og døde i samme sogn. 

 Det giver anledning til at gøre opmærksom på, at der findes gode tal for netop dette forhold, og at disse tal er tilgængelige, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort mange af deres historiske publikationer som pdf på nettet. Velkendt er den kraftige urbanisering og oversøiske udvandring, der fandt sted i anden halvdel af det 19. århundrede. En væsentlig drivkraft i begge disse processer var, at landbruget ikke kunne opsuge hele den kraftige befolkningstilvækst. 

Af Københavns befolkning på godt 120.000 i 1850 var 32,2 % ikke født i byen. Denne andel var steget til 42,3 % i 1901 ud af en samlet befolkning på 438.971 (med Frederiksberg). Dynamikken var allermest udtalt i købstæderne, hvis befolkning allerede fra 1850 bestod af knap 50 % tilflyttere med en stigende tendens frem mod århundredeskiftet, kraftigst i Jylland, hvor kun 40,8 % af købstadsbefolkningen i 1901 var født i den by, hvor de boede. 

Alle disse tilflyttere til byerne må i sagens natur være kommet fra landdistrikterne, så alene af den grund må det udelukkes, at alle bondefødte blev hvor de var. Men landsognene var heller ikke stillestående demografiske reservoirer, hvorfra byerne hentede næring til deres vækst. I landsognene var andelen af tilflyttere i 1850 cirka en tredjedel, og den var ved det følgende århundredeskifte steget, således at andelen af hjemmefødninger i landsognene kun udgjorde 52,5 % på øerne og 53,5 % i Jylland. Andelen af tilflyttere i landsognene var stadig mindre end i købstæderne, men større end i hovedstaden.  

Kilde: Danmarks Statistik, Befolkningsforholdene i det 19. Aarhundrede, Kbh. 1905.

(Læserbrev i Weekendavisen Ideer 18. dec. 2015. Publikationen kan hentes her: http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=19256)

Krige har altid givet civile tab

Som et resultat af terroranslagene i Paris har det franske luftvåben bombet mål i Syrien, hvor terroristerne råder over et territorium, der med en nødtørftig definition kan kaldes en stat. Søren Espersen (DF) er blandt de mange politikere, der støtter denne form for gengældelse, og han har yderligere tilføjet: ” »Vi bomber ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på.”

Historisk set er civile tab ved bombardementer snarere reglen end undtagelsen. I 1703 beskød danske tropper den nu østrigske by Schärding. Hvorfor danskerne befandt sig dér på dette tidspunkt kræver en forklaring, der ikke er plads til hér, og eksemplet er også blot taget med for at udrydde den i Danmark udbredte men fejlagtige opfattelse, at Københavns Bombardement i september 1807 var verdenshistoriens første bombardement af civile. Så længe der har eksisteret artilleri, er civile forskelsløst blevet gjort til mål for beskydning.

 Eksemplet fra 1807 er imidlertid stadig interessant i sammenhængen, fordi bombardementet ikke alene var målrettet civile, men også virkede efter hensigten. Nyere undersøgelser af kirkebøgerne viser, at de civile tab ved Københavns bombardement næppe oversteg et par hundrede, men briternes overvældende styrke og teknologi medførte dansk overgivelse på ganske få dage.

Amerikanerne fik i august 1945 bragt japanerne til overgivelse ved at kaste to atombomber. Der var tale om en magtdemonstration mage til den britiske i 1807. Målene var ikke rent civile, men det er de civile tab, der gør og gjorde indtryk, og den militære effekt var entydig. På den europæiske vestfront under 2. Verdenskrig var der som på de øvrige fronter omfattende civile tab. Et af de første civile dødsfald indtraf i Esbjerg i september 1939, da en ung husmor omkom som følge af en britisk bombemaskines navigationsfejl.

Efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at vinde luftherredømmet over Den engelske Kanal i 1940 udviklede de et ubemandet fly, V1, og et ballistisk missil, V2, men disse våben var så upræcise, at de kun kunne tjene til at terrorisere, idet målene som oftest viste sig at være civile. De allieredes frygtindgydende gengældelsesangreb skelnede heller ikke mellem civile og militære mål. Air Chief Marshal Sir Arthur ”Bomber” Harris blev berygtet for at hævde, at ødelæggelsen af civile mål ville bidrage til den allierede sejr. Ikke alle briter var enige i den taktik, og det er da også tvivlsomt, om ødelæggelsen af en række især nordtyske storbyer havde nævneværdig betydning for krigens udfald. 

Skellet mellem civile og militære mål er forudsat i Genevekonventionen, der fastlægger reglerne for krigsførelse herunder beskyttelsen af civile. Men dette skel er forblevet teoretisk, idet krig i dag kun meget sjældent føres mellem to staters regulære væbnede styrker. Den russiske invasion af det østlige Ukraine og Krim er et godt eksempel. Det lykkedes russerne at forfølge deres militære mål ved hjælp af irregulære tropper og ved at lade som om det russiske militær slet ikke har været involveret.

En organisation som IS vil typisk arbejde ud fra principperne om guerillakrig, hvilket blandt andet indebærer, at de kæmpende skjuler sig blandt civilbefolkningen, når de ikke er aktive, hvorimod regulære tropper altid er i uniform og er indkvarteret for sig. I den forstand har Espersen ret. Man vil uvægerligt ramme civile, hvis man forsøger at udrydde terrorisme med bomber.

 (Kristeligt Dagblad 30. nov. 2015)