Stemmeret og myndighed

Kristeligt Dagblad skrev i fredags om de cirka 2000 voksne danskere, der er underlagt et såkaldt § 6-værgemål, der betyder at de er umyndiggjorte og tildeles en værge. Problemet er, at disse danskere har fortabt deres stemmeret til folketingsvalg. Den aktuelle anledning til, at dette spørgsmål tages op er, at fire personer, der står under et § 6-værgemål, og som ønsker at få stemmeret, netop har fået prøvet deres sag ved Højesteret og tabt.

Opmærksomheden samler sig ikke mindst om dem, der er umyndiggjorte, fordi de har vist sig ude af stand til at forvalte penge, f.eks. hvis de spiller eller shopper deres penge op. De mister nemlig også stemmeretten. Spørgsmålet er, hvorfor de skønnes utilregnelige i politiske spørgsmål, bare fordi de ikke kan holde hus med pengene? Set fra et nutidigt standpunkt giver denne kobling ikke nødvendigvis sig selv, og det er derfor det foreslås, at praksis ændres.

Det vil i givet fald være et opgør med forestillingen om en sammenhæng mellem politisk og økonomisk ansvarlighed, som hører til demokratiets tilblivelseshistorie.

Det begyndte med den amerikanske løsrivelsesbevægelse. De 13 britiske kolonier i Nordamerika gjorde oprør i 1770erne, fordi de på dette tidspunkt bidrog med skattebetaling uden at have medindflydelse på, hvordan pengene blev brugt. Kolonisterne havde ingen ret til repræsentation i parlamentet i London. USA’s selvstændighed begyndte som en skattenægterbevægelse: ”No taxation without representation!” var deres slogan.

Igennem det meste af 1800-tallet, da de fleste lande udviklede moderne politiske institutioner, var der en intim sammenhæng mellem kravet om repræsentation, skattebetaling og de offentlige finanser. Med hvilken ret kunne man forlange, at borgerne skulle have andel i den politiske magt? Svaret blev mange steder, hvad man kunne kalde ”No representation without taxation”. Det vil sige, at stemmeret og valgbarhed blev afgjort af, hvor meget man bidrog til den fælles kasse. Argumentet var det helt simple, at de, der betaler, også skal have lov til at bestemme, hvad pengene skal bruges til.

Stemmeretten i Danmark efter Junigrundlovens vedtagelse i 1849 var betinget af, at vælgeren havde fod under eget bord, ikke modtog fattighjælp eller på anden måde var uden rådighed over eget bo. Det kaldes også husbondvalgretten, fordi det var husstandens overhoved, der kunne stemme, mens hans kone, børn og tyende ikke kunne. Ganske vist var der ved folketingsvalg intet krav om en vis formue eller skattebetaling sådan som det var tilfældet med valgretten til Landstinget, men det gjaldt stadig som princip, at det var den, der havde myndigheden i hjemmet og dermed også styrede husstandens økonomi, der kunne stemme.

En af de væsentligste forudsætninger for, at kvinder kunne få valgret, var at de kunne betragtes som fuldt ud myndige i økonomiske spørgsmål. I 1857 fik kvinder ret til at løse næringsbrev, altså bedrive byerhverv og være skatteydere, og i de følgende årtier fik kvinder stadig større råderet over egne penge. Det undergravede logikken bag husbondvalgretten, fordi forestillingen om myndighed ikke længere knyttede sig til det interne hierarki i en husstand, men blev til hver voksen borgers ret til at råde over egne midler og pligt til at stå til ansvar for loven. Det bemyndigede også kvinderne politisk, og valgretten fulgte som en logisk konsekvens: I 1903 til menighedsråd, i 1905 til værgeråd, som i denne sammenhæng er særlig interessant, i 1908 til kommunale valg og endelig i 1915 til rigsdagsvalgene.

Valgretsalderen har ændret sig meget siden 1915, men valgretten er fortsat baseret på princippet om personlig myndighed. Det står udtrykkeligt i Grundlovens § 29. I dag bor der godt 1,1 mio mennesker i Danmark, som er under værgemål, og som derfor hverken har stemmeret eller rådighed over egen formue. Vi kalder dem børn. Men med mindre en dommer umyndiggør dem, får de begge rettigheder den dag de fylder atten.

(Kristeligt Dagblad 25. januar 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)

Skolefrihed og livsanskuelse

En muslimsk friskole i København har vakt opsigt, fordi skolepsykologen har rådet eleverne til seksuel afholdenhed før ægteskabet. Flere politikere har i den forbindelse udtalt, at skolen forbryder sig mod nogle af samfundets centrale principper og burde fratages sin statsstøtte. Tilfældet er langt fra enestående. Adskillige religiøse og især muslimske friskoler har ved deres praksis i de sidste år udfordret det frihedssyn, som ligger bag friskoletanken og friskoleloven. I hvor høj grad må og kan skolen påvirke eleverne ideologisk og religiøst? Hvordan kan man forene religionsfriheden med børnenes rettigheder og friheder? 

Et bærende princip i dansk skolelovgivning er, at børnenes undervisning er forældrenes ansvar, idet der er undervisningspligt og ikke skolepligt i Danmark. Dette princip blev fastslået allerede i 1736/39. Princippet blev videreført ved den store reform af almueskolen i 1814, og igen indirekte bekræftet i junigrundloven 1849, der garanterede, at ”De Børn, hvis Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse, ville erholde fri Underviisning i Almueskolen.” 

Friskolerne fik deres egen lovgivning i 1855. Den er interessant, fordi den vender grundlovens princip på hovedet og gør forældrenes egenundervisning af børnene til en ret, der udgør en undtagelse fra den skolepligt, som 1855-loven forudsætter som almindeligt gældende: ”Forpligtelsen til Skolegang bortfalder for de Børn, hvis Forældre eller Værger erklære selv at ville sørge for deres Underviisning”, sålænge børnene dermed ”skjønnes at besidde samme Grad af Kundskab og Færdighed i de foreskrevne Underviisningsgjenstande, som Børn af samme Alder i Gjennemsnit opnaae i Skolen.” 

Det var især grundtvigianerne, der krævede retten til selv at undervise deres børn som et oprør mod den offentlige skoles religionsundervisning. Det grundtvigske skolesyn bygger på en adskillelse af skole og kirke. Det praktiske og pædagogiske grundlag for skolerne blev tilvejebragt af Chresten Kold. 


Interessant nok for den aktuelle sag blev spørgsmålet om de unge menneskers kæresteri centralt, da Chresten Kold første gang opsøgte Grundtvig i 1851. Anledningen var ganske vist Kolds ønske om at oprette en højskole i Ryslinge, men de to mænd var ret uenige om målgruppen. Her er Kolds eget referat af mødet:


”Jeg vilde have mine Fyre i Skole, naar de var nylig konfirmerede, i en Alder af 14, 15, 16 Aar, men Grundtvig sagde: det duer ikke før de bliver 18 Aar. Jeg kan godt huske, at jeg sagde: Grundtvig kan ikke vide, hvorledes Bønderne er derhjemme, thi naar de er 18 Aar, har de allerede begyndt at lege Kjæreste, ryge Tobak, gjøre Pibe- og Uhrhandeler, og saa kan vi ikke faae dem beaandede. Jo, svarede Grundtvig, det kan vi nok. Nei, sagde jeg, som jeg har opfattet Forholdet, er min Mening den eneste rigtige. Jeg har altid været vis i min Sag, ogsaa naar jeg tog feil.”

Kold måtte siden indrømme, at han tog fejl for højskolens vedkommende. Få år senere grundlagde han en friskole i Dalby i 1852, og med loven af 1855 kom der mange flere til, fra 1919 med statstilskud. Med tiden begyndte andre mindretal at bygge friskoler på deres eget idégrundlag. Efter at Folkeskolen ophørte med at være forkyndende i 1975, blev det friskolernes niche at være de kristne skoler. Der skete på sin vis en omvending af det oprindelige grundtvigske princip om adskillelse af skole og kirke. Men grundlæggende handler friskolen stadig om, at forældrene har retten til at lade deres børn undervise i overensstemmelse med deres egen livsanskuelse.

(Kristeligt Dagblad 25. februar 2016. Redaktionens rubrik er ændret her.)