Er Frederik VII's mor forsvundet?

Kristeligt Dagblad kunne fredag berette om, hvordan en politiefterforskning i Rom førte til, at to grave på den tyske kirkegård ved Peterskirken blev åbnet. Man ledte efter liget af en formodet dræbt pige. Hende fandt man ikke. Det mest overraskende var imidlertid, hvad man heller ikke fandt, nemlig de jordiske rester af de to kvinder, til hvem gravene oprindeligt var indrettet.

Jerichaus gravmæle over prinsesse

Charlotte Frederikke. 

Kilde: Wikimedia Commons

Den tyske kirkegård eller Camposanto Teutonico rummer hovedsageligt gravene over pilgrimme og andre tilrejsende fra tyske og nederlandske lande, som er døde i Rom. En af dem var prinsesse Charlotte Friederike af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840), og hendes var den ene af de to tomme grave.

Prinsesse Charlotte Frederikke, som hun hedder på dansk, spillede en kortvarig, men betydningsfuld rolle i Danmarks historie, idet hun ægtede sin fætter prins Christian Frederik (1786-1848) i 1806. I ægteskabet fødtes en søn, prins Frederik Carl Christian (1808-1863). Både hendes mand og søn blev konger af Danmark og regerede som henholdsvis Christian VIII og Frederik VII. Imidlertid blev hun grebet i at have en affære, og ægteskabet blev opløst i 1810. Efter nogle år i indre eksil i Horsens, rejste hun til Rom, hvor hun konverterede til den romersk-katolske kirke. Hun er en spændende skikkelse, som man kan læse om i en glimrende biografi om hende af Birgitte Nyborg, udkommet på Forlagt Falcon i 2015.

Prinsessens gravmæle består af en marmorsarkofag stillet op mod en marmorgavl med en indskrift og en skulptur af en engel. Efter pressens rapporter er det denne sarkofag, der er åbnet og altså fundet tom. Spørgsmålet er imidlertid, om man burde have forventet at finde prinsessens jordiske rester i denne sarkofag?

Det var efter prinsessens eget ønske at hun blev begravet på den tyske kirkegård i 1840. Der blev taget initiativ til at udfærdige et gravmæle for hende. Bertel Thorvaldsen, som havde kendt prinsessen godt, udfærdigede et udkast og arbejdet blev sat i værk. Hvordan det så ud, ved man ikke. I 1844 besøgte prinsessens plejedatter, Charlotte Wigand, f. Harboe, gravstedet og klagede til prinsessens søn, kronprins Frederik, over, at gravmælet endnu ikke var gjort færdig. Thorvaldsen var netop død, og kronprinsen overdrog det til den kendte billedhugger J.A. Jerichau til at skabe en ny udsmykning. Jerichaus arbejde stod færdig i 1848, og af indskriften fremgår det, at det er udtryk for, at kronprinsen, der nu var blevet konge, ønskede at mindes sin mor.

Der er varslet en undersøgelse for at løse mysteriet om de tomme grave, og meget kan endnu komme for en dag, når arkiverne studeres og kirkegården undersøges. Ud fra de allerede kendte oplysninger, må det imidlertid indtil videre antages, at tingene er gået for sig på følgende måde: Prinsessen er efter sin død blevet jordbegravet på den tyske kirkegård, hvorpå arbejdet med at forsyne graven med et gravmæle blev påbegyndt, men ikke fuldendt. Derefter blev Jerichau sat på opgaven, og han valgte at udsmykke graven med bl.a. en sarkofag, der teknisk set ikke er en sarkofag, men derimod en kenotaf, altså et gravmæle, der ikke rummer afdøde. Prinsessen ligger antagelig, hvor hun hele tiden har ligget, nemlig i jorden under Jerichaus gravmæle.

(Kristeligt Dagblad 17. juli 2019)

Åbningen af den marmorkiste, der udgør en del af udsmykningen af prinsessens grav. Kilde:

https://www.vaticannews.va/it/vaticano/news/2019-07/tombe-vuote-cimitero-teutonico-orlandi-vaticano-fare-chiarezza.html

Monark på et afbud

Den 8. april var det 200-årsdagen for Christian IX’s fødsel. Det er ikke et jubilæum, der giver anledning til nogen officiel fejring. Hvis hver eneste danske konges runde fødselsdage skulle fejres, ville kalenderen da også være stadig tættere besat. Der er nu alligevel grund til at hæfte sig ved denne fødselsdag, for Christian IX fik på et afgørende tidspunkt i Danmarks historie en væsentlig betydning.

Den senere danske konge blev født på Gottorp Slot som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Senere overtog hans far ved Frederik VI’s mellemkomst titlen som hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, da den oprindelige glücksborgske slægt uddøde. Begge fyrstehuse hørte til den oldenborgske kongeslægts sidegrene, idet de var efterkommere efter Christian III.

Prins Christians moster var Frederik VI’s dronning, og den unge prins kom til København for at få en militær uddannelse, og han gjorde siden tjeneste i den danske hær. Det fik betydning, da det slesvig-holstenske spørgsmål rykkede op på den politiske dagsorden efter 1840. Det er et af de mest sammensatte og omdiskuterede problemer i dansk historie. Et element af problemet var de nationale modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Forudsætningen var det dynastiske spørgsmål. Det danske monarki, som foruden kolonier, bilande og handelsstationer på dette tidspunkt bestod af det danske kongerige og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev holdt sammen af en fælles fyrste. Det var kongen, der statsretligt var det samlende princip.

Allerede omkring 1840 stod det imidlertid klart, at kronprinsen, den senere Frederik VII, ikke ville kunne levere en legitim arving, det vil sige et barn – helst en søn – født i lovligt ægteskab af en ægtefælle af fyrstelig byrd. Han endte med at danne par med en kvinde af borgerlig herkomst, og selv hvis der var kommet et barn ud af dette forhold, ville det ikke være arveberettiget til den danske trone. Det var blandt andet dette forhold, der ansporede slesvig-holstenerne til at drømme om deres egen stat med egen fyrste og egen forfatning.

Treårskrigen eller Den første slesvigske krig 1848-1850 endte med bevarelsen af Helstaten, som man var begyndt at kalde den. Det skete ikke mindst fordi de europæiske stormagter ikke havde nogen interesse i, at der skete en forskydning i magtforholdene ved indsejlingen til Østersøen. For at sikre stabiliteten og det danske monarkis integritet, som det hed, samledes man ved en konference i London for at løse tronfølgespørgsmålet. Man skulle finde en arving, der kunne godkendes i både Kiel, København, Stockholm, Paris, Skt. Petersborg, London, Wien og Berlin.

Valget faldt på den godt 30-årige prins Christian af Glücksborg. Det var et godt, men ikke særligt indlysende valg. Han havde i modsætning til sine ældre brødre deltaget på dansk side i Treårskrigen, og var derfor spiselig for danskerne, selv om han var tysk. Han var gift med en prinsesse af huset Hessen-Kassel, der også var tæt forbundet med det danske kongehus, og det styrkede parrets dynastiske legitimitet. Han var desuden veluddannet og kunne begå sig. Og så kunne han og Louise af Hessen-Kassel få børn til gavns. Den fremtidige tronfølge var sikret.

Christian af Glücksborg tiltrådte som konge i november 1863, da hans meget fjerne fætter Frederik VII døde. Hans adkomst til embedet, hele begrundelsen for valget af ham som tronfølger var, at hans person i kraft af herkomst og overenskomsten med stormagterne stod som garant for Helstatens bevarelse. Den politiske situation i Danmark og den europæiske kontekst havde imidlertid ændret sig betydeligt siden Treårskrigen. En af hans første embedshandlinger blev at skrive under på en ny forfatning, der i realiteten betød en opløsning af Helstaten. Kongen protesterede, men der var ikke meget han kunne gøre. Krigen i 1864 fulgte som logisk konsekvens.

Christian af Glücksborg blev valgt som dansk tronfølger, fordi han kunne bruges som det samlende princip for en dansk-tysk sammensat stat. Det var ikke hans egen fortjeneste. Det skyldtes slægtskab og omstændighederne. Efter Helstatens opløsning i 1864 lykkedes det imidlertid kong Christian IX og hans dronning at redefinere den rolle, som de var blevet tildelt. I stedet for at være den dansk-tyske helstats legitime fyrste endte Christian IX med at være den danske nationalstats afholdte monark, en opgave som hans efterfølgere i embedet har løftet med betydeligt held.

(Kristeligt Dagblad den 10. april 2018)

Sandhed og politik

Indtil for nylig spillede den åbenlyse løgn en fast rolle i vestlig, demokratisk politik.Hvis en politiker blev taget i at lyve, var det ødelæggende for karrieren. Løgnen har imidlertid skiftet status. Nogle politikere har held med at fremstå troværdige over for deres vælgere, på trods af at de er usandfærdige.

Vælgerne belønner tilsyneladende det udsagn, der forekommer oprigtigt, altså at der er overensstemmelse mellem hvad politikeren føler, og hvad han siger, snarere end det sande udsagn, der er kendetegnet ved overensstemmelse mellem det sagte og det, der i en bredere kreds anerkendes som virkeligt.

At mennesker lyver, er ikke noget nyt. Det er sågar menneskets privilegium at gøre det. Mange dyr kommunikerer og kan endda forstille sig. Men kun mennesket lyver. Vores sproglighed gør os i stand til at abstrahere fra det konkrete og det oplevede med en sådan afstand, at vi med vilje kan vildlede andre. Krydset med menneskets velkendte vilje til magt har denne evne ofte gjort politik til en giftig affære.

Moderne dansk politik bygger på en usandhed. I marts 1848 foranledigede en gruppe borgere med Orla Lehmann i spidsen et systemskifte i København. De ønskede en forening af kongeriget og Slesvig under en fri forfatning. Problemet var, at en tilsvarende bevægelse i hertugdømmerne ønskede et forenet Slesvig-Holsten ligeledes under en fri forfatning.

Ved et hasteindkaldt møde i Casinoteatret den 20. marts lykkedes det Lehmann at overbevise sine tilhørere om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne, og at et modtræk var tvingende nødvendigt. Næste dag gik tusindvis af borgere i et demonstrationstog til Christiansborg under trusler om " fortvivlelsens selvhjælp". Aktionen lykkedes. Kongen skiftede kurs og indsatte en regering, der ville gennemføre et Danmark til Ejderen.

Hvad der indtil da ikke havde været tilfældet, blev derefter sandt: Hertugdømmerne gjorde oprør over, at københavnerne ville skille Slesvig fra Holsten. Den krig, der brød ud to uger senere, varede i tre år og kostede tusindvis livet. En sidegevinst ved denne proces var, at Danmark fik en grundlov. Det gjorde hertugdømmerne faktisk også, men den blev annulleret, da de tabte krigen.

Lehmann og hans samtidige D. G. Monrad var blandt de første, der til fulde forstod det moderne, politiske håndværk. Monrad huskes som den, der havde ansvaret for nederlaget i 1864, og han skrev udkastet til Grundloven. Han deltog aktivt i politik gennem mange år og var dertil en begavet iagttager af den politiske kultur. Politikere, mente han, idet han omhyggeligt inkluderede sig selv, er " nogle stivsindede, stivnakkede, hårdhudede, hårdmundede og umedgørlige mennesker".

Monrad formulerede den grundregel, som stort set alle ministre siden har måttet sande, nemlig at "det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre." Det er et vilkår - ikke mindst i et demokrati -at ingen politiker har den fuldstændige magt. En politiker kan være nok så sandfærdig og oprigtig, men alle gode viljer og alle gode argumenter kommer til kort, hvis der ikke kan skaffes et flertal. På den måde må alle moderne politikere leve i usandhed, fordi det er et vilkår, at der er en uoverensstemmelse mellem det, de vil, og det, der kan lade sige gøre. Det er en omstændighed, man skal tage i betragtning, når man vurderer en politikers sandfærdighed og oprigtighed.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2017. Redaktionens rubrik var en lidt anden.)

Borgerligt, Alexandra

Jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, da nyheden om den kongelige skilsmisse kom frem. Jeg troede, at de var klogere, at de var stærkere, at de havde forstået, hvad spillet går ud på. De kongeliges klaver spiller nemlig anderledes end vores.

Det første man skal vide om kongelige ægteskaber er, at de ikke er borgerlige. Et borgerligt ægteskab er en alliance mellem to hjerter, indgået af kærlighed, og derfor kræves der også troskab af et ægtepar, for utroskab er et tegn på, at grundlaget for ægteskabet er væk.

Et kongeligt ægteskab var i gamle dage en politisk alliance. I dag er det en praktisk og juridisk foranstaltning, der skal sikre arvefølgen. Kongelige, især de mandlige, har altid haft sidespring. De mange Gyldenløver og Danneskiolder i adelskalenderen er efterkommere af uægte kongebørn uden arveret til tronen.

Frederik VI (død 1839) havde børn med sin officielle maitresse, som han besøgte og forsørgede. Christian VIII (død 1848), der selv var et resultat af en illegitim forbindelse, havde en del uægte børn, som han åbenlyst forsørgede. Derfor er det heller ikke helt hen i vejret at forestille sig, at H.C. Andersen var et af dem, om end de konkrete omstændigheder taler imod det.

Frederik VII (død 1863) betegnede en overgang. Han var en fantastisk, men også fuldstændig uregerlig personlighed. (Det kræves paradoksalt nok af regenter, at de først og fremmest ikke må være uregerlige.) Han havde to skilsmisser bag sig, da han endelig fandt lidt ro hos en kapabel og intelligent borgerlig kvinde, Louise Rasmussen. I modsætning til de fleste af sine forfædre kunne han ikke nøjes med at holde en elskerinde, men insisterede på at gifte sig med hende. Med den barnløse Frederik VII uddøde det oldenborgske kongehus.

Først med hans efterfølger, Christian IX, den første af Glücksborgerne, kom der for alvor andre boller på suppen. Kongefamilien var overordentligt anstændige og også lidt kedelige, skal man tro beretningerne fra de noksom bekendte sommerferier i Fredensborg, hvor kongen samlede børn og svigerbørn omkring sig til thevand og spadsereture. De indførte for alvor de borgerlige normer i det danske kongehus. Her sover man med hænderne over dynen.

Problemet var bare, at arvefølgen stadig var et alvorligt problem. Man kunne ikke bare lade kongebørn gifte sig med hvem som helst. Til og med Christian X var der stadig udenrigs- og indenrigspolitisk sprængstof i kongehuset. Den formelle indflydelse, som kongen har i kraft af grundloven, blev taget meget alvorligt.

Frederik IX var på mange måder også en uregerlig mand, mere sømand end købmand. Heldigvis blev han godt gift – oven i købet med en rigtig prinsesse – og fik nogle fornuftige børn, hvoraf storesøster efter en revision af arvefølgeloven i 1953 også kunne blive regent. Hun valgte også en god og fornuftig ægtemage af den franske landadel. Henrik forstod sin opgave til perfektion. I ægteskabet er der født to sønner, og mere skal han sådan set ikke stå model til. Henrik er generelt undervurderet. Han har stil – panache – og en til det folkelige grænsende jovialitet. Ham kan vi godt li’. Han sejler, dyrker rødvin og taler adskillige sprog, herunder ikke mindst et virkelig udmærket dansk. A good sport, med andre ord. Hvad regenten og prinsgemalen i øvrigt gør i deres chambres séparées, vedkommer ingen andre.

Hvad almindeligt borgerlige tæller som skilsmissegrund har ingen særlig gyldighed i kongelige kredse, for troskab og kærlighed er ikke en del af kontrakten. De færreste danske ugebladslæsere forstår det, men man havde håbet, at Alexandra og Joakim havde forstået det, så de kunne have arrangeret en de facto separation uden egentlig skilsmisse. Det er set før. Men hvem ved i det hele taget, hvad der er foregået. Man skal ikke gøre sig for klog på andres ægteskaber. De er til syvende og sidst blot mennesker.

(Information 17. sep. 2004)