Amdi bliver 80

Mogens Amdi Petersen blev født den 9. januar 1939 i Tønder og er vokset op i Ringe på Fyn, hvor hans far var en respekteret skoleinspektør, der stod for sin tids mere autoritære pædagogiske idealer. Nogle har villet tolke Amdi Petersens levnedsløb som resultat af et opgør med faderen og en vilje til at forny pædagogikken. De mener også gerne, at der oprindeligt var noget sundt og noget rigtigt i Amdi Petersens bestræbelser, og at det først sidenhen gik galt for ham og hans projekt, Tvind.

Vigtige episoder i Amdi Petersens liv understøtter denne tolkning. Han gik på Odense Katedralskole, hvor han oplevede at en dygtig lærer blev afskediget for sine venstreorienterede synspunkters skyld. Sidenhen blev han selv uddannet lærer fra Haderslev Seminarium. Efter endt værnepligt søgte han stilling på Kroggårdsskolen nord for Odense, hvor inspektøren, Henrik Sidenius, var erklæret venstreorienteret. I 1965 havde Amdi Petersen været ansat i 2 år på skolen, og dermed udløb hans aspiranttid, og Næsbys skolekommission skulle tage stilling til, om han kunne fastansættes. Det blev en skelsættende begivenhed i dansk skolehistorie, da formanden for skolekommissionen, malermester Helge Andersen, kunne meddele, at Mogens Amdi Petersen ikke kunne fortsætte som lærer i kommunen, fordi han var langhåret. Det var den udtrykkelige begrundelse.

Sagen blev landskendt, fordi den allerede dengang forekom så åbenlyst uretfærdig, og skolekommissionen i Næsby havde dermed foræret Mogens Amdi Petersen et martyrium og en platform for hans fremtidige virksomhed. Hans afskedigelse var for mange et bevis på, at systemet var grundlæggende fejlbehæftet, og at der var brug for en ny begyndelse. Mogens Amdi Petersens karriere bygger på den omstændighed, at det lykkedes ham at iscenesætte sig selv som den, der kunne iværksætte denne fornyelse, fordi han havde oplevet systemets uretfærdighed på egen krop. Problemet er, at der er lidt mere ved den historie end som så.

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 7. november 2007 kunne Ole Hansen og Carsten Ringsmose, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, imidlertid afsløre, at der var en anden grund til, at han blev nægtet fast ansættelse. Han ”plejede meget nære personlige relationer til de piger, han underviste”, som Hansen og Ringsmose skriver. Det var bare ikke en grund, som man kunne offentliggøre dengang, og derfor måtte man hjælpeløst ty til hårlængde som begrundelse.

Mogens Amdi Petersen er også en pioner. Han var medstifter af Danmarks første kollektiv, ”Huset” på Hunderupvej i Odense, flere år før nogen fik ideen til ”Maos Lyst” på det ydre Østerbro i København. Han var med på ideen om en jordomsejling som dannelsesprojekt, længe før Troels Kløvedal tog den op. På det grundlag skabte han Den rejsende Højskole i 1970. I 1972 oprettede højskolen hovedkvarter i nærheden af Ulfborg i Vestjylland, et sted kaldet Tvind. Herfra voksede Amdi Petersens imperium inklusiv en læreruddannelse under navnet Det nødvendige Seminarium. Her står også et af Tvindkoncernens væsentligste monumenter, Danmarks første megawatt-vindmølle. Hvad Tvind selv ofte fortier er, at den aldrig ville være kommet i drift uden bistand fra Danmarks Tekniske Højskole, og at det dér med megawatt nok mest er en brøk af samme.

Mogens Amdi Petersen er nærmest definitionen på en karismatisk leder. Han kan få folk til at gøre det mest utrolige i tillid til hans personlige egenskaber. Det er en væsentlig forklaring på den bemærkelsesværdige succes, som Tvindkoncernen har haft. Mange har ladet sig forføre af ham. Mange har også gerne villet læse de bedste intentioner ind i projektet, således at det forstås som godt nok fra begyndelsen, men at det med tiden løb af sporet. Den teori kan næppe opretholdes. Der var noget anløbent ved det fra begyndelsen.

Den retssag, der nu næsten på tyvende år føres mod Tvinds ledelse, herunder Amdi Petersen, og som stadig afventer sin afslutning, har afdækket en økonomisk struktur, der er bygget på en systematisk udnyttelse af offentlige tilskud, love og regler til Tvinds fordel. Dokumenter, der er blevet bragt til offentlighedens kendskab ved ikke mindst Frede Farmands mellemkomst, viser, at det er en struktur, som har været på plads fra begyndelsen. Amdi Petersen har systematisk udnyttet ikke alene lovgivningen, men alle, der har været indfanget af hans tryllekreds. Det er ikke det økonomiske aspekt, der vil fylde i Amdi Petersens eftermæle. Indtil videre er han endda frikendt i byretten for de anklager, der er rettet imod ham. Det væsentlige er, at han altid skamløst har udnyttet de mennesker, hvis tillid han så dygtigt har vundet.

(Indlæg på Facebook 8. januar 2019)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.

Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.

Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.

Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.

Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

50 års kamp mod systemet Danmark

Det er uden sammenligning en af Danmarks mest kontroversielle skikkelser, der kan fejre sin 75 års fødselsdag den 9. januar. Han har været i opposition til det officielle Danmark det meste af sit voksenliv. De fleste kender ham som Amdi. Hans fulde navn er Mogens Amdi Petersen, født i 1939 i Tønder, men opvokset på Fyn. Hans far var lærer, senere respekteret skoleinspektør i Ringe. At Amdi Petersen blev en oprører forklares ofte som udvidet faderopgør, men intet tyder på at hans far var andet end en typisk repræsentant for sin generation af mænd, der troede på værdien af autoritet og overlod føleriet til kvinderne.

Amdi Petersen kom i 1955 på Odense Katedralskole, hvor han gjorde en erfaring, der blev dannende for hans syn på skolevæsenet og på pædagogik. Hans musiklærer, Helge Gad, var afholdt af eleverne. Han var kulturradikal af overbevisning og anbefalede sine elever at læse Soyas dengang meget kontroversielle bog, ”Sytten”. Det førte til anklager mod Gad for at have forholdt sig usømmeligt, og det endte med at han måtte tage sin afsked. Hans elever opfattede det som om der måtte være noget galt med skolen, når den ville af med en dygtig og populær lærer alene for hans synspunkters skyld.

Det var en lignende begivenhed, der for alvor skabte figuren Amdi Petersen. Han blev selv uddannet på Haderslev Seminarium og søgte efter sin soldatertid, hvor han var udtaget som værnepligtig befalingsmand, i 1963 til Kroggaardsskolen nord for Odense, hvor skoleinspektøren hed Henrik Sidenius, en kendt reformpædagog og erklæret kommunist. Her fandt Amdi Petersen sig til rette. Han kom med egne ord ”for første gang ind i et voksenliv, ind i et miljø, hvor jeg kunne føle mig identisk med de ideer, der herskede.” Men to år senere, da hans aspiranttid udløb, nægtede den lokale skolekommission at forlænge hans kontrakt med den udtrykkelige begrundelse, at Amdi Petersen var langhåret. Sagen blev omtalt vidt og bredt, og sympatien var i vid ustrækning på Amdi Petersens side, fordi skolekommissionens beslutning forekom så uforståelig, også dengang. Afskedigelsen skabte det martyrium, som har udgjort grundstenen i Amdi Petersens identitet. Han har kunnet skabe et billede af sig selv som en kompromisløs forkæmper for pædagogisk frihed. Men billedet er falsk. To af dem, der har kendt Amdi Petersen siden begyndelsen af 1960erne, Ole Hansen og Carsten Ringsmose afslørede i her i avisen, at Amdi Petersen måtte rejse, fordi han ”plejede meget nære, personlige relationer til de piger, han underviste” (KD’s kronik, 7. nov. 2007). Det var antageligt hensynet til pigerne, der gjorde, at dette forhold ikke kom frem i sin tid.

Samtidig med at han var lærer, blev Amdi Petersen også en central figur i det alternative miljø i Odense og medstifter af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunnerupvej. Det var en jordomrejse sammen med nogle af kollektivisterne, der dannede grundlaget for skabelsen af Den rejsende Højskole i 1970. Ideen for Amdi Petersen var at give unge mennesker den samme øjenåbnende oplevelse, som han selv havde haft på sin rejse. Ideologisk var der tale om et afkog af marxisme med en betydelig hældning mod det maoistiske, men som stærkeste idemæssige indhold stod kolletivismen, både forstået positivt som et ønske om at være fælles om alt, og negativt som et ønske om at annullere den borgerlige individualisme og dermed også den fri vilje. Den enkelte skulle underlægges kolletivets vilje. Efter et par år i skiftende lokaler, flyttede Den rejsende Højskole til Ulfborg i Vestjylland, et sted der kaldtes Tvind, og det skoleimperium, der udgik herfra, er blevet kendt som Tvindskolerne.

Mange siger, at Tvind begyndte som en god idé, der er kørt af sporet. Det kan imidlertid konstateres, at grundstrukturen i det, som Tvind siden er blevet kritiseret voldsomt for, har ligget klar helt fra begyndelsen: den systematiske udnyttelse af offentlige tilskud og det skamløse misbrug af mennesker til at opbygge skolesamvirket – og Amdi Petersen har fra begyndelsen haft det afgørende ord at skulle have sagt. Han oplevede tidligt, at han kunne styre en forsamling med sin karismatiske personlighed. Da han i 1969 fik en dom for vold imod politiet i Flensborg, charmerede han sig nærmest til at få dommen omstødt.

Tvind havde succes i 1970erne. Antallet af skoler voksede, og man lagde mærke til, at skolerne kunne motivere de unge til at gøre en indsats. Her var ikke tale om vindtør teori, men om levende praksis. På Tvind nærer man en tyrkertro på erfaringens kraft og en tilsvarende foragt for boglig lærdom. Efter sin lærertid havde Amdi Petersen en kort overgang studeret på det nystiftede universitet i Odense, hvor han havde lært en anden ung studerende, Ritt Bjerregaard, at kende. Da hun ti år senere blev undervisningsminister, inddrog hun sin gamle studiekammerat i arbejdet med at udvikle det danske skolevæsen. Amdi Petersen kunne på det tidspunkt gå på vandet. Tvinds popularitet kulminerede, da man i Ulfborg i 1979 rejste verdens største elektricitetsproducerende vindmølle. Men allerede samme år begyndte rapporterne om vantrivsel blandt Tvinds elever og lærere at komme til offentlighedens kendskab. Oplysningerne havde sådan set foreligget hele tiden, men ingen havde taget notits før. Siden dengang har Tvind haft næsten kun negativ presse. Mange af Tvinds gamle venner søger tilflugt i den allerede omtalte opfattelse, at det var Tvind, der havde ændrede sig, og at de selv havde haft ret, da de engang beundrede Tvind. Men det er efter alt at dømme selvbedrag. Det var først og fremmest omverdenen, der ændrede sig, tidsånden der skiftede. Det var den såkaldte ”højredrejning” i 1980erne. Man var ikke længere parat til at acceptere opgivelsen af individualismen som et ideal.

Men Tvind overlevede og voksede endnu mere op igennem firserne, nu for alvor også i udlandet, især det sydlige Afrika, hvor Zimbabwes Robert Mugabe er en vigtig allieret. Amdi Petersen havde nu trukket sig fra offentligheden og fra alle officielle poster i skolesamvirket, men han var stadig den centrale skikkelse i organisationen. Han kunne udkaste ideer, som medlemmerne af Lærergruppen ville følge blindt, en enestående egenskab for en leder. Han kunne give dem troen på, at de gjorde en forskel. Mange af hans ideer var imidlertid også hovedløse og gav store tab. Amdi Petersen er blevet beskyldt for at tænke som en kapitalist, men det er forkert. Han har ingen særlig sikker sans for at tjene penge på privat virksomhed. Et forsøg med at skabe en el-bil og mange ejendomsopkøb har vist sig at koste organisationen store summer. Derfor er han omgivet af en kreds af betroede, som har et langt sikrere greb om organisation og økonomi. Det er folk, som han har kendt i mere end 40 år. En stadig større del af Tvinds virksomhed udgøres af handelen med brugt tøj. Tvind indsamler tøjet i Europa og Nordamerika under påskud af, at det går til udviklingshjælp i Afrika, men alle tal viser, at de systematisk overfører midler fra det godgørende arbejde til den kommercielle del af Tvinds virksomhed. Hvor stor Tvinds samlede økonomi er, findes der intet overblik over, men der er uden tvivl tale om værdier og omsætning for hundredevis af millioner.

Tvind var tilsyneladende usårlig. I 1996 forsøgte den radikale Ole Vig Jensen som undervisningsminister gennem en særlov at afskære Tvind fra yderligere statstilskud. Det var en dristig manøvre. Dele af loven blev underkendt ved en historisk kendelse i Højesteret i 1999, statstilskuddet kom ikke igen. Til gengæld blev skolerne i vid udstrækning brugt af kommunerne til anbringelse af vanskelige unge. Det er sket, fordi Tvind som regel har været billigere end andre tilbud, men også fordi nogle af Tvindskolerne har udviklet sig til at være dygtige til at tage sig af de unge.

Amdi Petersen opholder sig i dag efter al sandsynlighed i Mexico, hvor Tvind har opbygget et stort, internationalt hovedkvarter i en øde egn på Stillehavskysten. I mandags forlød det, at mexicanske myndigheder eftersøger ham med henblik på udlevering til Danmark. Det er en udløber af en sag, der begyndte for mere end 10 år siden. Ad endnu uopklarede veje fik politiet fat i papirer, der var nok til at en dommer godkendte en ransagningskendelse i foråret 2001. Det førte til en international arrestordre mod Amdi Petersen, som blev anholdt i lufthavnen i Los Angeles i 2002. Han modsatte sig udlevering og først efter et halvt år kom han til Danmark, hvor han blev stillet for byretten og sammen med de fleste medanklagede frifundet ved en opsigtsvækkende dom i 2006. Anklagemyndigheden forsømte at anke sagen på stedet, og det har siden ikke været muligt at forkynde anken efter retsplejelovens bestemmelser. Først i kraft af en afgørelse fra Højesteret kan det lade sig gøre at gøre en undtagelse fra retsplejeloven og eftersøge Amdi Petersen som udebleven fra retsmøder. Dermed nærmer vi os nu et af de sidste kapitler i den fortsatte kamp mellem Mogens Amdi Petersen og Systemet Danmark, som har udspillet sig over de seneste 50 år.

(Artikel i Kristeligt Dagblad den 7. jan. 2014. Redaktionen valgte rubrikken "Tvinds hårdkogte og karismatiske diktator")

Amdi vingefang og den gule spand

Sociologen Max Weber stillede det ikke uinteressante spørgsmål, hvordan nogle får magt over andre mennesker. Han skelnede mellem tre måder at berettige magt på: Et legalt herredømme, sådan som det udøves af en virksomhedsleder eller en valgt politisk leder, et traditionelt herredømme, som i tilfældet en stammehøvding eller en hersker i et feudalt system, og endelig det karismatiske herredømme. Hvis Weber havde kendt Mogens Amdi Petersen ville han ganske givet have brugt ham som et klokkerent eksempel på det sidste. I henhold til Webers definition styrer den karismatiske leder i kraft af en affektbestemt hengivenhed for herskerens person og hans nådegaver. Sai Baba hører til samme kategori, mens Peter Brixtofte er en mellemting mellem en legal og en karismatisk leder.

Amdi Petersen har ikke beklædt nogen officiel post inden for Tvind siden 1979, dvs. at han ikke har noget legalt herredømme. Anklagemyndigheden er nu i gang med den meget vanskelige øvelse at bevise, at han trods sin officielle status som menig i virkeligheden har haft afgørende indflydelse på de økonomiske beslutninger, der er truffet af bestyrelsen for Tvinds humanitære fond. Muligvis vil det endelige anklageskrift også strække sig endnu videre. Ingen med kendskab til Tvind er i tvivl om, at han har haft den egentlige magt, men det er straks vanskeligere at dokumentere, så det holder for en domstols mere formalistisk orienterede blik. Amdi Petersen er en slags guru for medlemmerne af det, der kaldes Tvinds Lærergruppe. Til trods for sin ureligiøse og politiske ideologi ligner Tvind en sekt. Den opsluger sine medlemmer fuldstændig. Det er en pakkeløsning, der tilbyder tryghed, mening med livet, venner, kost og logi.

Lærergruppen er eksklusiv i den forstand at der kun er plads til dem, der vil ofre sig helt for fællesskabet. Mange er stået af allerede ved det første introduktionsmøde, men en lille rest er så tiltrukket af dette fællesskab, at de tager springet ind i Tvind. Tilhørsforholdet bestemmes ikke så meget af erkendelse, som af en næsten religiøs omvendelse. De taler gerne om at man skal blive et nyt menneske. Afsløringerne af Tvinds luksuslejlighed i Florida for nylig kan forlede til at tro, at Tvind i virkeligheden handler om fordækt berigelseskriminalitet. Det ville være ganske belejligt, hvis det forholdt sig sådan, for så er det jo til at forstå for alle os, hvis væsentligste motivation for at gå på arbejde er lønnen. Men man bør tage idealismen alvorligt. Den er drivkraften for alle de menige arbejdsbier.

Tvindmøllen blev manges indgang til Tvind. Byggepladsen blev et regulært tilløbsstykke, hvor alle fik lov til at give en hånd med, og mange så møllen som det væsentligste konkrete argument imod atomkraften. Alle var ved at revne af stolthed, da den sidste vinge blev monteret. Thorkild Bjørnvig skrev ved indvielsen et patetisk digt om dens kerubiske vingefang, der bredte sig som et udtryk for folkets oprør mod industrialismens uvæsen. Møllen har aldrig kørt for mere end halv kraft. Dens effekt var først og fremmest dens propagandaværdi, og Amdi Petersen blev hyldet som den store idémand, mens kollektivet tog æren for det praktiske. I virkeligheden var Amdi Petersens oprindelige ide ubrugelig, og møllen var aldrig blevet bygget hvis det ikke var for den hjælp, som den tvindske folkekommune fik fra repræsentanter for forsøgscentret ved Risø og DTH.

Den nu afdøde tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde ved en lejlighed, at et retssamfund er kendetegnet ved gennemsigtighed og forudsigelighed, dvs. at magtfordelingen er klar og at det står klart, hvad der er lovligt og hvad ikke. Man må f.eks. ikke dømme med tilbagevirkende kraft. Man kan sige, at Tvind som organisation er kendetegnet ved det modsatte, nemlig uklarhed og vilkårlighed. Ledelsesstilen kan man kalde management by terror. Amdi Petersen er frygtet og berygtet for sine pludselige udfald - og indfald for den sags skyld. Han rejser verden rundt - han var i transit fra Afrika til Mexico, da han blev taget af politiet i Los Angeles - og besøger Tvinds skoler og virksomheder. Overalt mødes han med medlemmer af Lærergruppen og udstikker retningslinjerne for den evige vandring mod horisonten.

Han er charmerende og brutal, og ingen ved, hvornår han er hvad. Fornemmelsen af at være overvåget er konstant. På den måde holdes alle hen i frygt, usikkerhed og hengivenhed. Beslutningsprocessen bygger på »retten til at være enige«, som man siger. Selv private spørgsmål som sygdom, børn og parforhold bliver overladt til fællesskabets beslutning. Det vil i praksis sige at man holder maratonmøder, hvor Amdi Petersen i kraft af sine talegaver og udholdenhed er dominerende. Medlemmerne af Lærergruppen lever i en verden af overarbejde og søvnunderskud, der gør dem mere sårbare for manipulation, men det er ikke hele forklaringen. Amdi Petersen kan få folk til at gøre de mest utrolige ting alene på baggrund af sin personlige udstråling. Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i de psykologiske mekanismer, der får folk til at udholde dette tyranni. Det omtales af tidligere medlemmer af Tvind som en forelskelse og indmeldelsen i Lærergruppen som et forpligtende ægteskab. I så fald er der tale om samme psykologiske mekanisme, der får kvinder til at blive hos voldelige ægtemænd. Trygheden er væsentligere end den personlige integritet.

Det bliver ofte gentaget, at Tvind har udviklet sig fra at være et frodigt pædagogisk eksperiment til en kapitalistisk sekt-lignende organisation. Journalister og debattører øser af billedsprogets rigeste kilder, når de skal beskrive denne påståede udvikling fra Maos lille røde til Amdis sorte Mercedes eller hvad de nu ellers finder på. Teorien om Tvind som en god idé, der er løbet af sporet, er ret belejlig for den store gruppe af mennesker, der engang var fascineret af Tvind. Hvis de kan godtgøre, at Tvind var godt nok dengang og noget skidt nu, har de jo haft ret hele tiden. Det samme gælder i øvrigt afhopperne, når de skal forsøge at forklare, hvorfor de overhovedet gik ind i Tvind. Men Tvind og Amdi Petersen har lignet sig selv fra begyndelsen. Allerede tidligt var der kritik af ledelsesformerne, f.eks. i form af en kronik i 1971 i denne avis. Det var dog først senere, at omverdenen var parat til at lytte til denne kritik. Det skete med en anden kronik også i Information i maj måned 1978. Denne kritik forplantede sig lynhurtigt til den øvrige presse, og siden har det været rutine at skrive skandalehistorier om skolesamvirket. Efter 1978 var tidsånden imod Tvind, men det skyldtes altså, at tidsånden havde ændret sig. Tvind er den samme - blot større. Dengang i 1970 kunne Tvind åbent reklamere med sit kollektivistiske princip. Det stod tydeligt beskrevet i det informations- og reklamemateriale, som Tvind selv producerede. Den borgelige romantiske kærlighed og parcelhus-tosomheden blev nedgjort sammen med individualismen. »Palle var alene i verden, vi andre er her sammen!« var et meget brugt slogan.

I dag er offentligheden ikke så modtagelig for den slags, så Tvind går lidt mere stille med dørene. Fra begyndelsen skød alle deres penge i en gul spand, og kollektivet brugte derefter pengene til at styrke og udvide organisationen, de første år ved udbygning af skolerne i Ulfborg. Siden blev den gule spand omskabt til sindrige fonde, der havde til formål at opkøbe skoler og jord i hele verden. Princippet er det samme. Amdi Petersen har heller ikke ændret sig. Tvind var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for hans karisma og hans gennemslagskraft. Han blev nægtet fast ansættelse på en skole i Næsby ved Odense i 1965. Syv år senere var han forstander for et seminarium, som han selv havde grundlagt. Han kunne få tingene til at ske og han brugte den magt, han havde over folk. Han kunne tale om, hvordan ikke alene skolesystemet, men hele verden skulle reformeres. Han går ikke i små sko og bryder sig ikke om små menneskers små problemer. Han tænker stort. Skal der være en vindmølle, så lad det være verdens største. De folk, der nu vil spærre ham inde, er blot nogle snæversynede bureaukrater, der ikke har forstået omfanget af hans visioner, mener han. Og hans tilhængere tror på ham. Amdi Petersen fik faktisk virkeliggjort noget af sin globale plan. Tvind har i dag aktiviteter på alle kontinenter undtagen Antarktis. I det sydlige Afrika driver Tvind mange skoler og omsætter for millioner af dollars i brugttøjshandelen. Det ligner en ganske almindelig koncern, men dengang som nu er pengene kun et middel til fortsat ekspansion, rekruttering af endnu flere disciple, og målet er omvendelsen af hele verden.

Det er en naturlig fortsættelse af de store drømme, der blev drømt på Fanø og i Svendborg, hvor Tvind begyndte i 1970. Ledelsen er forklædt i jakkesæt og business-class billetter, for det er der jo råd til, men deres måde at forvalte den tillid, der er dem betroet, er ikke anderledes i dag end dengang de overtalte langhårede entusiaster til at smide deres penge i en gul spand.

(kronik i Information 20. feb. 2002)

En god skuespiller

Mogens Amdi Petersens arrestation i en lufthavn i Los Angeles den 18. februar for nu tre år siden blev en af det års største historier i pressen. Den var forsidestof i ugevis. Retssagen, der skal rede trådene ud, løber endnu. Den har svaret på mange spørgsmål om Tvind, men den har også rejst nye spørgsmål om vilkårene for at føre så komplicerede sager.

Amdi Petersen var gået under jorden i 1979 og nåede i sit fravær fra offentligheden at blive noget nær en mytologisk skikkelse. Jo mere han tav og skjulte sig, desto mere interessant syntes han at blive. Offentlighedens forventninger var derfor store, da det endelig blev muligt at se giraffen.

Anholdelsen i Los Angeles var resultatet af en omfattende efterforskning. Med skiftende mellemrum havde Told&Skat, Civilretsdirektoratet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, politiet i Holstebro, PET og Undervisningsministeriet gennem årene forsøgt at få skovlen under Tvind. Alle havde de en klar mistanke om, at Tvind snyder og bedrager, men det var – med et par mindre undtagelser – ikke lykkedes nogen af dem at fremlægge klare beviser. Først da politiet i Holstebro i 2000 fik forelagt materiale, der dokumenterede dele af Tvinds indviklede struktur, var der nok til en egentlig retssag. Kilden til disse dokumenter var Frede Farmand, der også var researcher på to dokumentarudsendelser om Tvind. Denne selvbestaltede arkivar og hemmelighedskræmmer havde fremskaffet, hvad en håndfuld myndigheders professionelle jurister og økonomer i løbet af to årtier ikke havde magtet af finde. Hvordan han bar sig ad, forbliver en gåde.

Frede Farmand tog sig betalt for sin indsats, om man så kan sige. Politiet skaffede sig på baggrund af hans materiale en ransagningskendelse. Den 25. april 2001 slog de til på en række Tvind-ejendomme og beslaglagde endnu mere materiale. Fjernsynet kunne samme aften vise levende billeder af aktionen. De var optaget af Frede Farmand, der var blevet orienteret på forhånd, så han kunne være til stede med sit videokamera.

 

Det var dette nye materiale fra ransagningen, der endelig resulterede i en international og hemmelig arrestordre mod Amdi Petersen. Umiddelbart var det meget dristigt af anklagemyndigheden at gå efter Amdi Petersen, for da han gik under jorden i 1979, trådte han også tilbage fra alle tillidsposter i Tvind. Han er officielt kun menigt medlem af Tvinds såkaldte Lærergruppe. Det er den gruppe på et par hundrede medlemmer, der giver sig fuldstændig hen til Tvind. De deler selvopofrende deres arbejdskraft, tid og penge med fællesskabet. Der er intet officielt hierarki i Lærergruppen. Der er dog ingen tvivl om, at denne angiveligt meget flade struktur har et ubestridt centrum: Amdi Petersen og hans håndgangne kvinder. Kun indirekte afslører dokumenterne denne kommandostruktur i Tvind. Det efterlader anklagemyndigheden med et dobbelt problem, nemlig at dokumentere

• at der er blevet begået ulovligheder

• at Amdi Petersen har begået dem.

Tvind modarbejdede arrestationen med alle midler og antog Robert Shapiro, en af USA’s dygtigste og i hvert fald dyreste advokater. Sagen blev den, at den danske anklagemyndighed skulle dokumentere anklagens lødighed over for en amerikansk dommer, der derefter skulle træffe afgørelse om udlevering til retsforfølgelse i Danmark. Bagmandspolitiet, der nu sad med sagen, fik travlt med at få oversat anklageskriftet og dets bilag til engelsk. Arbejdet skulle gøres hurtigt og grundigt, for ifølge udleveringsaftalen må anklageskriftet efter en udlevering ved dom ikke siden udvides efter hjemkomsten. Kølen til en kæmpeskude af en sag skulle med andre ord lægges på rekordtid, for det ville ikke blive muligt siden at præsentere nye aspekter.

Den californiske dommer berammede i marts måned det næste retsmøde i sagen til august. Det kom antagelig bag på sagens parter, især Amdi Petersen, der kunne se frem til at tilbringe en varm sommer i varetægt i et county jail. Gennem sin danske advokat begyndte en presset Amdi Petersen at fremsætte forslag til den danske anklagemyndighed om at overgive sig frivilligt, hvis anklagerne imod ham blev mildnet. Det blev imidlertid afvist pure alene af den grund, at den danske anklagemyndighed ikke indgår deals, som man gør det i Amerika.

I slutningen af august havde Amdi Petersen tilsyneladende svedt længe nok. Han indvilgede pludselig i at lade sig udlevere betingelsesløst. Det er i hvert fald sådan, det fremstår udadtil. Han blev fløjet til Danmark i midten af september måned, hvorpå han blev varetægtsfængslet. Første retsmøde berammedes til februar måned det følgende år, men det blev fremskyndet til december. Yderligere blev planen lagt således, at sagen kunne indledes med afhøringen af Amdi Petersen. Ved et retsmøde i januar 2003 kunne Amdi Petersen derefter løslades. Mod forventning kunne han beholde sit pas.

Han kan frit rejse, og han har bl.a. besøgt Tvinds store hovedkvarter i Zimbabwe. Denne service over for Amdi Petersen kan ikke tolkes som andet end anklagemyndighedens pris for den betingelsesløse overgivelse. Der må være indgået en deal.

Amdi Petersen har haft held til at fremstille sig selv som en knækket mand. De få øjeblikke, han viser sig for fotografer uden for retssalen, giver billedet af en gammel, lidt dårlig klædt og krumbøjet mand. Det er langt fra retvisende. Han er i fysisk fin form og i virkeligheden befinder han sig i en situation, som han mestrer. Da omstændighederne i Los Angeles tvang ham ud af anonymiteten, genoptog han en duel, som han har udkæmpet siden midten af 1960’erne: Amdi mod Samfundet. Det er vel at mærke en kamp, som han har været vant til at vinde. I 40 år er det lykkedes ham at løbe om hjørner med myndighederne.

 

Taktikken i dag er simpel. Han møder op til retsmøderne og ser lidt stakkels og rådvild ud. (En enkelt gang måtte han dog melde forfald. Retten modtog og godkendte en håndskrevet lægeerklæring pr. fax fra Harare.) Hans tilhængere ved imidlertid godt, at han er en glimrende skuespiller. Imens udkæmper en halv snes advokater og jurister en kamp alene for at få deres kalendre til at passe sammen. Den offentlige udgift til beskikket forsvar vokser til et betragteligt millionbeløb.

Anklagemyndigheden har et enormt materiale til rådighed. De har åbenbart gjort et stort stykke arbejde for at skære anklageskriftet til, så det ikke fylder for meget. Det handler udelukkende om Tvinds humanitære fond og om anvendelsen af dens midler. Tvinds langt større erhvervsdrivende fonde eller de offentlige tilskud til skolerne kommer slet ikke på tale. Alligevel er sagens fylde vokset anklageren og byretten i Ringkøbing over hovedet. Ifølge dommerens skøn slutter sagen mod Amdi Petersen og konsorter ikke før næste år. Til den tid vil der være gået fire år fra hans arrestation.

Bliver der tale om en dom over Amdi Petersen, er der dog formildende omstændigheder. For det første vil hans tid i amerikansk og dansk varetægt blive fratrukket en evt. straf. For det andet vil Amdi Petersen på dette tidspunkt være 67 år gammel. Ældre mennesker får ofte rabat. For det tredje vil man kunne se tilbage på en meget lang retssag. Sendrægtighed i sagsbehandlingen kan også give nedslag i straffen. Endelig er der tale om en førstegangsforseelse. Ganske vist har Amdi Petersen en dom for vold mod politiet i Flensborg i 1969, men den bør ikke tælle med. Dels er det en meget gammel sag, dels var der antagelig tale om et justitsmord. Det skulle derfor ikke undre, om Amdi Petersen, når dommen falder, kan forlade retssalen enten som en fri mand eller med udsigt til en meget lille reststraf.

At Amdi Petersen dermed har udsigt til en moralsk sejr, siger ikke så meget om berettigelsen af sagen imod ham. Jeg er personlig ikke i tvivl om, at manden har fortjent en straf. Spørgsmålet, der hermed må rejses, er, om anklagemyndigheden og domstolene overhovedet er skikket til at føre sager af dette omfang? Hvor mange andre sager må ligge hen, fordi der simpelthen ikke er resssourcer til at forfølge dem? Eller endnu værre: Hvor mange sager bliver aldrig taget op, fordi offentlige myndigheder ikke har den nødvendige faglige kapacitet?

(kronik i Information 10. marts 2005)

Karismatisk ledelse

Næsten skrøbelig, ville jeg kalde ham ved første øjekast. Han er tynd og høj med en let ludende holdning, nærmest duknakket. Han sidder med ryggen til os, ansigt til ansigt med dommeren, så vi tilhørere ser ham næsten kun bag fra, dagens hovedperson: Mogens Amdi Petersen. Hans ører sidder lavt bemærker man, et stykke nede, hvor hovedet skråner ind mod halsen. Sammen med det tynde, lyse hår giver det indtryk af en ranglet teenager. I profil er der dog ingen tvivl om, at det er en prøvet mand, der sidder dér. Så mange dages hovedperson har han været. På hans højre side står anklageren, høj, mindst lige så mager og markeret, men noget yngre. Amdi Petersen svarer på spørgsmålene tøvende.

Tilsyneladende leder han efter svarene, men efter at have lyttet en hel dag, kan man konstatere, at de er faldet med en vis systematik. Han har trukket fuldt hus. Der er foruden de almindelige tilhørere også retsreportere nok til at fylde stolerækkerne. De er der fra de landsdækkende og lokale aviser og tv-stationerne. De kender hinanden fra tidligere, hilser og udveksler efterretninger. Ritzau har sendt to, så de kan skiftes til at liste sig udenfor og sende en situationsrapport uden at gå glip af noget væsentligt. De første mødte kl. 8.00 for at være sikre på en plads. Retsmødet begynder lidt efter kl. 10. Der er en smule forsinkelse, for ikke blot Amdi Petersen og hans advokat, Anders Boelskifte, men også de syv øvrige tiltalte i sagen og deres repræsentanter skal på plads, inden dommeren, en upåfaldende mand, indleder forhandlingerne. Retsmødet tager sin begyndelse med korte sagsfremstillinger af henholdsvis anklager og forsvarer. Hovedpersonens varetægtsfængsling udløber den næste dag, og forsvaret håber, at en fremskyndelse af anklagerens afhøring af ham kan overbevise dommeren om, at varetægtsfængslingen ikke skal opretholdes.

Når først den tiltalte er blevet afhørt i doms-mandsretten kan selv ikke en evt. flugt forhindre en domfældelse. Anklageren, vicestatsadvokat Poul Gade, har ladet mangfoldiggøre et ringbind med utallige af de dokumenter, som politiet har beslaglagt ved ransagninger hos Tvind. De runddeles til samtlige tilstedeværende advokater. Nu får de travlt med at følge med i anklagerens henvisninger til side 18, side 403, side 53 og igen side 18. Dokumenterne skal godtgøre anklagerens væsentligste påstand, at Amdi Petersen har haft væsentlig og bestemmende indflydelse på de beslutninger, der er truffet i Tvinds almennyttige fond. Tilhørerne kender kun indholdet gennem anklagerens hurtige oplæsning af de passager, som han finder relevant for sagen. Det er breve fra Amdi Petersen og Kirsten Larsen, som giver anvisninger på, hvordan Lærergruppens aktiviteter skal udvikle sig. De underskriver sig i fællesskab »Klap«, en kombination af deres initialer. Står der også et k+k foran, betyder det »kærligst og kammeratligt«.

Amdi Petersens strategi for sine svar er at bagatellisere brevene. Han fortæller, at de i virkeligheden betyder noget andet, end de synes at gøre for den almindelige læser. Et brev, der tydeligvis er en irettesættelse, er lige så meget et kærlighedsbrev som et formaningsbrev, fortæller han. Han siger, at brevene er et resultat af en længerevarende beslutningsproces, der har involveret langt flere personer, stor-møder. De er blotte referater af de kollektive beslutninger. Selv er han ikke meget andet end en konsulent, og slet ikke topleder. Han sammenligner Lærergruppen med et ægteskab, hvor ingen bestemmer over den anden. Anklageren er ikke hurtig nok til at spørge, om der er børn i ægteskabet, og hvor stor selvbestemmelse de børn har. Det er anklageren meget om at demonstrere, at Tvinds tilsyneladende flade struktur dækker over et benhårdt hierarki, en koncern med en koncernledelse og nogle vicepræsidenter. Amdi Petersen kokketerer i sine svar med, at han da ville ønske det var så vel, for han havde mange forslag til en effektivisering af strukturen. Desværre, siger han, lytter de ikke til mig. Det er vanskeligt at vurdere, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Han er kendt for at tale usandhed flydende. Gade tror ham i hvert fald ikke.

Spørgsmålet er, om Gades forestilling om Amdi Petersens rolle er sand. Han har et billede af Amdi Petersen som en klassisk virksomhedsleder, der med sin håndfuld af underdirektører leder et multinationalt firma. Det er antagelig en misforståelse. Amdi Petersen er nærmest et skoleeksempel på det, som den tyske sociolog Max Weber kaldte en karismatisk leder, dvs. en leder, hvis autoritet udgår fra de undergivnes tillid til hans personlige egenskaber snarere end hans formelle position i systemet. Man behøver nemlig intet hierarki for at være autoritær. Faktisk er et hierarki ofte så bureaukratisk, at reglerne spærrer for den vilkårlighed, som ligger det autoritære hjerte så nær. Hvis der er for mange regler, bliver systemet for forudsigeligt, og så er der ikke plads til den store individualist i toppen. Vilkårlighed og uforudsigelighed er to af Amdi Petersens væsentligste styringsredskaber. Ingen ved hvor de har ham eller hvornår. Han kan dukke op når som helst i et hvilket som helst humør. Den ene dag uddeler han ros og den næste dag ris - uden at den riste og den roste kan udgrunde de nærmere årsager til hans humørsvingninger. Usikkerheden afføder frygt, og frygt er på sin side den bedste grobund for despoter. De trives i den. Men selv diktatorer har brug for popularitet, og det gælder især den karismatiske leder. For dem er persondyrkelsen en slags narkotikum. De kan ikke leve uden den. Derfor har de det bedst, når de er elskede på samme måde som børn elsker deres forældre - loyalt og betingelsesløst, fuldstændig uafhængigt af den behandling, som de giver børnene.

Diktatorens vilje ytrer sig ikke så meget i diktater som i disciplenes trang til at være den første til at gætte hans seneste ønske. Det er og bliver en gætteleg, for diktatorens smag lader sig ikke sætte på formel. Nogle vinder i dette lotterispil, men en skønne dag taber de også, fordi de skødesløst troede, at mesterens livret var den samme i dag som i går. Trangen til at tækkes ham forbliver dog usvækket hos de fleste, og derfor kan han i princippet leve på den løgn, at han kun er blandt ligemænd, der vil ham det lige så godt som han dem. Som sagt: det er vanskeligt at sige, om Amdi Petersen selv tror på, hvad han siger. Tvind er historien om konstante omstruktureringer, degraderinger og forfremmelser. Kun en ganske lille kerne af folk er forblevet i centrum. Resten er gået fra gunst til ugunst og tilbage igen uden altid at kunne forstå hvorfor. Denne mangel på evne til at gennemskue tingene har forledt dem til den konklusion, at det antagelig var deres egen skyld, og at de nu må anstrenge sig endnu mere for at forstå årsagerne til deres fejltrin, så de kan undgås i fremtiden. En del har afdækket gøgleriet og er rejst deres vej, men nye medlemmer har fyldt pladserne efter dem. Tiden må vise, om anklageren har esser nok i ærmet til at lure sin modstander. Foreløbig har han en masse papirer, der godtgør, at Amdi Petersen og Kirsten Larsen har haft en holdning til Tvinds udvikling. Anklageren mangler stadig at vise, at de har haft reel beslutningskompetence, dvs. at vise, at deres beslutninger også er blevet ført ud i livet.

Det bliver vanskeligt, for Lærergruppen, hvor alle væsentlige beslutninger tages, er slet ingen juridisk person. Den er blot et kammeratligt og kærligt fællesskab - på papiret vel at mærke. Dvs. der findes netop ingen papirer. Derfor kan der heller ikke placeres noget juridisk ansvar hos den. Det er anklagerens job at bevise, at det kan der, for ellers kan han ikke nå Amdi Petersen. Han er ikke en normal virksomhedsleder lige så lidt som Tvind er en normal virksomhed. Det hjælper ikke at gøre Tvind til noget andet end det er. Afhøringen af Amdi Petersen nåede ikke at blive afsluttet før jul. Den fortsætter i dag.

(kronik i Information 7. jan. 2003)