Konservatisme er ikke hvad den har været

På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle. Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug, debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles, at de ikke er medlem af Det konservative Folkeparti.

I udgangspunktet ønsker konservatismen at bevare. En af konservatismens fædre er den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797), hvis hovedargument var, at samfundet er en pagt indgået mellem de døde, de nulevende og de ufødte, hvorfor vi altid er i mindretal. Og ifølge Burke er det bedste, vi kan efterlade vores efterkommere, ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Derfor er der i øvrigt også en alliance mellem klassisk konservatisme og den økologiske bevægelse.

Samuel P. Huntington – ham med Civilisationernes Sammenstød, som så mange af de nye konservative tilslutter sig – skrev som ganske ung i 1957 en meget indflydelsesrig analyse af konservatismen som ideologi. Her gjorde han blandt andet opmærksom på, at konservatismen i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, er en foranderlig og formbar ideologi.

Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den nykonservative retorik.

Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som fejlbehæftet og præget af en latent konflikt, der er ved at bryde ud, en kommende borgerkrig. Det har fået nogle til at pege på, at der er et slægtskab mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede konflikt som en mulighed for renselse og afklaring. Derfor har de historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden om, at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.”

Replikken udtrykker det paradoksale ønske, at en ydre fjende kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov har vist, trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i kølvandet på Første Verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade.

På den måde kan man tale om en vis form for tradition, stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2017)

Nationalisme er ikke et skældsord

Danmarks Radios tidligere dramachef Ingolf Gabold har vakt debat om nationen og nationalismen ved at udtale sig om den politiske intention bag TV-serien ”1864”. Nationalisme opfattes i dag som et skældsord, både af Gabold selv og hans kritikere.

Historievidenskaben har siden begyndelsen af 1980erne beskæftiget sig med nationalismens historie. En pioner og internationalt anerkendt ekspert på feltet er faktisk min medklummenist, Uffe Østergaard.

I historievidenskaben bruges begrebet værdineutralt som betegnelse for en politisk bevægelse, hvis formål er at skabe en nationalstat, en enhed af stat og folk, således at retsordenens og den politiske enheds grænser er sammenfaldende med etnicitetens. Definitionen siger derimod ikke noget om, hvorledes denne enhed skal tilvejebringes. Man er altså nationalist uanset om man vil bruge fredelige eller voldelige midler til at opnå formålet.

I sin reneste form er nationalstaten defineret som en suveræn stat, der omfatter samtlige medlemmer af en enkelt nation og ingen medlemmer af andre nationer. Verdenshistorien kender ingen eksempler på rene nationalstater. Island efter selvstændigheden i 1918 kom tæt på, hvis det ikke var for det danske mindretal på øen og siden den væsentlige amerikanske tilstedeværelse.

Nationen er som fænomen væsentlig ældre end nationalismen. Man kan finde vidnesbyrd om national bevidsthed i Middelalderen hos f.eks. Saxo, altså en forestilling om, at der er en betydningsfuld forskel på at være f.eks. dansk, tysk eller svensk.

Nationalisme som politisk fænomen voksede frem efter Wienerkongressen 1815, og dermed rykkede nationen op på den politiske dagsorden. Tilhørsforholdet til en nation blev afgørende for den enkeltes identitet og muligheder i livet.

Interessant nok kan man argumentere for, at danskerne i 1864 burde have handlet mere nationalistisk. De skulle være gået efter en deling af Slesvig efter sproggrænsen. Både Bismarck, briterne og Christian IX var indstillet på det. De nationalliberale havde imidlertid bundet sig op på en ejderdansk løsning, altså en påstand om, at hele Slesvig i virkeligheden var dansk, og det endte så med, at hele Slesvig gik tabt.

At nationen og nationalismen er historiske størrelser, har fået nogle til at anlægge den fortolkning, at nationen er en konstruktion, altså at den er en illusion og dermed en løgn. Men dette argument ville indebære, at andre samfundsfænomener som f.eks. demokratiet måtte afskrives. For demokratiet findes kun, for så vidt dets deltagere tror på det. Nationen er på samme måde forestillingen om, at man tilhører et fællesskab, der er holdt sammen af historie, sprog og kultur – og eventuelt religion. Nationen er derfor både konkret, oplevet virkelighed og utopi. Hvis ingen definerede sig som danskere, ville Danmark ophøre med at eksistere. Der findes også dem, der mener, at nationen altid har eksisteret, at den f.eks. hører til skabelsesordenen, eller at den findes som historisk virkelighed, også når bevidstheden om den ikke har eksisteret. Men også de mener, at nationen først kommer til sig selv, når bevidstheden om den vækkes.

I Danmark blev den nationale utopi virkeliggjort så tæt på idealet som muligt med Slesvigs deling i 1920 og befæstet med aftalerne mellem København og Bonn i 1955. Selv om vi roser os af, at den danske nationalisme nåede sit mål med fredelige midler, ville denne løsning aldrig have været mulig uden tysk nederlag i den forudgående krig, der som bekendt også kostede tusindvis af danske slesvigere livet.

(Kristeligt Dagblad 11. februar 2016)