Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.

I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.

Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.

Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.

Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.

Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.

Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.

Bent Jensen som kampagnejournalist

Ole Hasselbalch gør sig i kronikken lørdag mange anstrengelser for at vise, at landsrettens dom i sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen var en entydig sejr for Bent Jensen. Det var den ikke. Til gengæld var den en stor sejr for hans forsvarer. Hasselbalch skylder i den forbindelse Jyllands-Postens læsere at nævne, at han ikke bare er en uvildig iagttager. Han støttede Bent Jensen undervejs, og udfaldet af sagen er antagelig ikke mindst et vidnesbyrd om Hasselbalchs evner som jurist. Hvorom alting er, lykkedes det Jensens juridiske bistand at overbevise retten om, at Jensen aldrig har beskyldt Dragsdahl for at være agent. Jensen slap fri, fordi retten lod sig overbevise om, at Jensen kun har gengivet, hvad PET mente om Dragsdahl. Det er hvad retten valgte at kalde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for Jensens påstande.

Det er da heller ikke hensigten med disse linjer at påstå, at Dragsdahl er et uskyldsrent lam. Han må ligge som han har redt. Det fremgår allerede klart af PET-kommissionens beretning, at Dragsdahls adfærd under den kolde krig var så påfaldende, at han udsatte sig for mistanken om at være KGB-agent. PET iværksatte af samme årsag en omfattende overvågning af Dragsdahl. I den offentlige debat om sagen har der været en stærk interesse for Dragsdahls synspunker under den kolde krig. Men politiske synspunkter har man som bekendt lov til at have, og man har også lov til at ytre dem. Det mistænkelige ved Dragsdahl var især den adfærd, som han udviste.

Imidlertid blev der hverken rejst sigtelse eller tiltale mod Dragsdahl. Man kan som antydet finde mistanken særdeles velbegrundet. Men den forblev altså en mistanke. Der foreligger intet vidnesbyrd om, at Dragsdahl var i fjendens sold, heller ikke efter den grundige prøvelse i Østre Landsret. Dette forhold fremhæver retten i sin dom. Princippet om at man er uskyldig til det modsatte er bevist, synes imidlertid ikke at anfægte fremtrædende debattører, herunder Jyllands-Postens lederskribent, der umiddelbart efter dommens afsigelse konstaterede, at Dragsdahl var KGB-agent. Men den holder altså, om man så må sige, ikke i landsretten.

Hasselbalch har naturligvis ret i, at Bent Jensen ikke kan drages til ansvar for det, som andre konkluderer på baggrund af hans arbejde. Imidlertid har Bent Jensen et stort medansvar for, at store dele af offentligheden har fået det indtryk, at Dragsdahl faktisk var agent. Det hænger sammen med, at Jensen er en trænet bruger af massemedierne.

I 2007 blev han f.eks. i Jyllands-Posten citeret for følgende: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent.” Man kan ikke fortænke den almindelige avislæser i derefter at tro, at Bent Jensen faktisk mener, at Dragsdahl var agent. Bent Jensen har ikke bestridt, at han har udtalt sig sådan, men han har siden gjort meget for at forklejne formuleringen ved at fremhæve, at den blev fremsat i en telefon på et befærdet gadehjørne i Italien. Han lader meget omhyggeligt som om, at det dér journalisthalløj er ham fremmed. og han søger bevidst tilflugt i en professorværdighed, der nemt lader sig distrahere af mobiltelefoni og italiensk trafik.

En af præmisserne for frifrindelsen af Bent Jensen var netop, at han som forsker og professor har udvidet ytringsfrihed. Det kan man på forskningens vegne kun glæde sig over. Sagen er blot den, at selv om Bent Jensen er forhenværende professor, har han i denne sag undladt at opføre sig som en forsker.

Jensen bruger ikke forskningens sædvanlige kommunikationskanaler, men ytrer sig først og fremmest i dagspressens spalter. Han kan virke nærmest brutal, og holder sig i direkte polemik på opinionssiderne ikke for god til at anvende skældsord som ”giftsnog” eller ”køterpis” om sine modstandere og deres synspunkter. Men først og fremmest navigerer han hjemmevant i det redaktionelle stof.

Langt de fleste af de 35 påstande, der var genstand for sagen i Østre Landsret, er fremsat i Jyllands-Posten. Det er ikke tilfældigt. Bent Jensen har en fortid som medlem af Jyllands-Postens redaktion. Hans fremgangsmåde kan bedst beskrives som kampagnejournalistik. Men det er som professor at han har fået privilegerede adgang til PET’s arkiv. Ingen andre, der har beskæftiget sig journalistisk med dette stofområde, kommer i nærheden af at have haft Bent Jensens privilegier. Dette redaktionelle forspring har Bent Jensen udnyttet til at forfølge sine mål.

I en kronik i Jyllands-Posten i sommeren 2012 gjorde Bent Jensen rede for en del spionsager fra den kolde krig, herunder en sag fra slutningen af fyrrerne, da et dengang meget ungt menneske i opdrag af den sovjetiske ambassade udarbejdede en fortegnelse over hundredevis af betydningsfulde danskere og deres politiske tilhørsforhold og holdning til Sovjetunionen. Der var tale om et arbejde, som det unge menneske havde fået overdraget af en nær slægtning. Det kunne give anledning til at rejse sigtelse, men man valgte imidlertid af taktiske årsager ikke at føre en sag mod det unge menneske, og sagen kom ikke til offentlighedens kendskab. Bent Jensen skrev:

”Den afdøde person og nære slægtnings identitet blev i 1951 afsløret, men der blev ikke rejst sag mod den endnu levende nære slægtning. Forsvarets Efterretningstjeneste ville ikke afsløre sin kilde. Ud fra de oplysninger, som PET-kommissionens beretning bringer, kombineret med kendskab til periodens historie - især Danmarks forhold til Sovjetunionen - er det ikke svært at identificere de to beslægtede beundrere af Stalin og hans politistat.” (Jyllands-Posten,16. juni 2012)

Sagen var i anonymiseret form velkendt, for den er, som Bent Jensen anførte, beskrevet i PET-kommissionens beretning (bd. 6, s. 58, kan læses på www.petkommissionen.dk). Men Bent Jensen gengav i sin kronik ikke hændelsesforløbet ud fra PET-kommissionens beretning. Han havde blandt andet føjet en væsentlig oplysning til, nemlig den nære slægtnings dødsår, 1949, og så var det, som Bent Jensen skriver, ikke vanskeligt at identificere den pågældende.

Hvordan det nu end kom i stand, må man i hvert fald ikke overraskes over, at det var Jyllands-Postens redaktion, der først regnede ud, hvem det handlede om, og en måned efter Bent Jensens kronik, kunne avisen sætte navn på og afsløre, at der var tale om en nu 85-årig tidligere fremtrædende professor, hvis lige så fremtrædende far var død i 1949.

Avisens reportere var mødt frem på hans bopæl og havde konfronteret ham med beskyldningen om, hvad han i sin tidligste ungdom havde bedrevet. I lyset af denne redaktionelle fremgangsmåde valgte professoren det eneste rigtige, nemlig at lægge alle kortene på bordet i et stort interview, hvor han stærkt understregede, at han tog afstand fra og fortrød sine handlinger.

Man kan godt forstå, at Jyllands-Posten trykte afsløringen, for den rummer de fleste af de elementer, der i journalistbranchen kaldes en god historie. Men avisen gjorde sig også endnu engang til et redskab for Bent Jensens fortsatte stræben efter at stille navngivne folk for offentlighedens domstol.

(kronik i Jyllands-Posten 13. dec. 2013. Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at kronikken rummer en fejl, idet kun en mindre del af dem, der indgik i fortegnelsen over hundredevis af betydningsfulde danskere, fik påført deres politiske tilhørsforhold.)

Beskyldningerne mod Dragsdahl er stadig ikke bevist

En af historievidenskabens fædre, franskmanden Seignobos, gjorde for over 100 år siden den iagttagelse, at hvis det bare kom an på antallet af vidneudsagn, kunne det med sikkerhed fastslås, at djævelen findes. Talløse vidner har gennem tiden uafhængigt af hinanden aflagt ed på at have set djævelen. Seignobos’ pointe var imidlertid netop at fremhæve betydningen af den kritiske omgang med kilderne. Det er historikerens opgave at være skeptisk og drage sine konklusioner med omhu og varsomhed. Den konklusion, en historiker kan drage i dette tilfælde er ikke, at djævelen eksisterer, men at talløse mennesker troede på djævelens eksistens.

I fredags faldt der dom i en meget omtalt injuriesag, der ikke mindst handler om historievidenskab. Journalist Jørgen Dragsdahl havde anlagt sag mod professor emeritus Bent Jensen. Jensen har studeret PETs arkiver, og i 2007 udtalte han f.eks. til Jyllands-Posten:  ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent”.

Dragsdahl fik medhold i byretten i Svendborg, men Østre Landsret underkendte i fredags byrettens dom. I en injuriesag påhviler det sagsøgte at føre bevis for den påstand, han har fremsat. Ved vurderingen af de ærekrænkende udsagn, bemærker landsretten, at Dragsdahl aldrig har været sigtet eller tiltalt for at overtræde straffelovens spionparagraf og tilføjer: ”Der er heller ikke ført bevis for, at Jørgen Dragsdahl rent faktisk har været agent for KGB.”

Når Bent Jensen alligevel klarer frisag, skyldes det blandt andet, at landsretten vurderer, at hans udsagn ikke handler om, hvorvidt Dragsdahl var agent i strafferetlig forstand. Endvidere mener retten, at Jensens udsagn blot udgør en beskrivelse af, hvad nogle inden for PET troede dengang i begyndelsen af firserne. Det er en kendt sag, at Dragsdahl med en meget påfaldende adfærd udsatte sig for en åbenlys mistanke om agentvirksomhed. PET overvågede ham og aflyttede hans telefon gennem flere år, men som nævnt førte det ikke til sigtelse, tiltale endsige dom.

Overført på det indledende eksempel har landsretten med andre ord ladet sig overbevise om, at Bent Jensen blot har gengivet, hvad folk troede. Det er det, som landsretten kalder det faktuelle grundlag for Jensens udsagn, idet han altså ifølge Landsretten ikke har udtalt sig om Dragsdahls skyld, men kun om det forhold, at folk troede, at han var skyldig.

Det er en besynderlig vurdering at lægge til grund, for der kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGB-agent. Desværre for Jensen har han landsrettens ord for, at denne beskyldning ikke kan bevises. Set fra Jensens synsvinkel er det imidlertid uvigtigt, for han har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden uden at det koster ham noget.

Landsretsdommen fejres i det miljø omkring blandt andet Trykkefrihedsselskabet og Den danske Forening, som har støttet Bent Jensen hele vejen. Her hersker der en fanatisk bitterhed over 1980ernes fodnotepolitik, som Dragsdahl understøttede. Det er opfattelsen, at denne politik var udtryk for landsforrædderi. Jyllands-Postens lederskribent sammenfattede denne tolkning allerede lørdag ved at ”konstatere, at det var en KGB-agent, der støbte fundamentet til fodnotepolitikken og dermed satte Danmarks placering i forsvarsalliancen Nato på spil.” At  det faktisk var, hvad landsretten netop ikke konstaterede, lades behændigt ude af betragtning.

(Kristeligt Dagblad 29. okt. 2013)


Bent Jensen gav følgende svar: 

KRISTELIGT DAGBLAD har i Jes Fabricius Møller en medarbejder, der sjældent forsømmer en lejlighed til at sprøjte sine giftigheder ud over undertegnede. Jes Fabricius Møller tilhører desuden en kreds af historikere, der er udstyret med telepatiske evner. Han og de andre telepatikere " ved", hvad jeg mener, selvom jeg aldrig har givet udtryk for de påduttede meninger. De er også i stand til at fortolke kilder, de aldrig nogensinde har set - igen i kraft af deres telepatiske evner.

Forsidehenvisningen til Jensens indlæg
Kristeligt Dagblad 6. nov. 2013

Misundelsesværdigt. Møller og hans ligesindede har bragt dansk historievidenskab frem til et hidtil uset højt niveau. Det har også den fordel, at det er meget arbejdsbesparende. Man behøver ikke noget kildemateriale, men kan sidde i lænestolen og fastslå, hvordan det hele hænger sammen. Der burde indstiftes en særlig pris for dette epokegørende videnskabelige nybrud. Møller kan oplyse Kristeligt Dagblads læsere om, at mine udsagn om Jørgen Dragsdahl - at han ifølge KGB og PET var KGB-agent - svarer til at ville hævde, at Djævelen eksisterer, fordi nogle mennesker mener, at Djævelen findes. At Dragsdahl skal have været KGB-agent, var blot noget, PET " troede".

DETTE NONSENS supplerer Møller så med, at der " kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGBagent." Denne løgn bliver derpå til, at jeg har rettet en "beskyldning" mod Dragsdahl, som ikke er bevist. Og som rosinen i pølseenden denne infame giftighed: Det spiller ingen rolle for Bent Jensen, " for han har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden, uden at det koster ham noget." Møller "ved" altså, at jeg havde en ond hensigt, som oven i købet var omkostningsfri. Igen trækker han på telepatien.

Giftsnogen, der også i tv har udbredt sig om min ringhed, er en ualmindelig ringe historiker. Hans indlæg i Kristeligt Dagblad burde anvendes i undervisning i historisk kildekritik som eksempel på, hvordan en ussel og uhæderlig " historiker" tér sig.
(Kristeligt Dagblad 6. nov. 2013)

Grådighed eller idealisme?

TINE Eiby har skrevet flere gode artikler om Tvind i Weekendavisen gennem tiden, den første helt tilbage i 1985, hvor hun ud fra sine personlige erfaringer har forklaret fænomenet Tvind for avisens læsere. Den seneste er blevet til i anledning af historien om Tvinds luksuslejlighed på en privat ø ved Miami Beach, som et par snilde folk fra Jyllands-Posten har gravet frem. Tine Eiby udtrykker en blanding af skuffelse og lettelse over at have fundet ud af, at Amdi Petersen har mistet sine idealer og at det nu kun handler om at bo i luksus i de amerikanske subtroper. Indirekte bekræfter Eibys artikel to gængse teorier om Tvind. Den ene er, at Tvind har udviklet sig fra at være et idealistisk eksperiment med mange gode elementer til at blive et kynisk og kapitalistisk foretagende. Den anden er, at idealismen er et skalkeskjul for simpel grådighed.

Den Rejsende Højskole blev grundlagt i 1970 og byggede fra starten på de principper, som endnu gælder for Lærergruppen i Tvindkoncernen: En ekstrem kollektivisme, der blandt andet udelukker retten til at være uenig. Det blev i praksis organiseret således, at alle stak deres penge i samme centralt styrede pulje, der blev brugt til at finansiere skolesamvirkets ekspansion. Forskellen fra dengang og nu er hovedsagelig størrelsen og den omstændighed, at Tvind i dag er blevet lidt dygtigere til at håndtere sin rigdom, men princippet er uændret: Pengene er et middel til den stadige udvidelse af aktiviteterne og målet er at ændre verden til det bedre. Når nogle alligevel tror, at Tvind begyndte som en rigtig god idé, der er løbet af sporet, skyldes det antagelig, at det er en bekvem måde at retfærdiggøre ens egen ændrede stilling til tingene. De mange mennesker, der støttede Tvind i halvfjerdserne, kan på den måde trøste sig selv med, at de har haft ret hele tiden. (Dette gælder nu faktisk ikke Tine Eiby). Det er meget normalt, at afhoppere forklarer deres egen afrejse fra Tvind med, at skolesamvirket havde ændret sig til det værre. Snarere er der som regel sket det, at afhopperen selv er blevet klogere på Tvindkollektivismens hensynsløshed og foragt for personlig integritet. Det er udtryk for en slags borgerlig bekvemmelighed at tro, at Tvind handler om grådighed og at de i virkeligheden bare gør som vi, blot på en anden måde. Det er i denne sammenhæng væsentligt at fastholde, at Tvind faktisk er et meget anderledes foretagende, der ikke ligner Normaldanmark. Det er klart, at ledelsen ikke siger nej til at blive forkælet af sine tilhængere, hvis den har muligheden, men jeg tror ikke, at det er luxus i sig selv, der er pointen; den er mere et privilegium, der tjener til at bekræfte og underbygge organisationens hierarkiske - eller feudale om man vil - ledelsesstruktur. Jeg tror man kommer sandheden nærmere, hvis man for forståelsens skyld forsøger at tage Tvinds egne idealer alvorligt, og ikke blot reducerer dem til noget, som vi kender fra os selv. Man kan ikke få voksne mennesker til at arbejde 12 timer om dagen året rundt for ingen penge, uden at de faktisk tror på, at deres arbejde nytter i den store sammenhæng. Selvfølgelig får disse hårdtarbejdende og idealistiske stakler aldrig frelst verden, men drivkraften er troen på, at der bare mangler det sidste nøk.

(debatindlæg, Weekendavisen, 16. nov. 2001)