Viser opslag med etiketten Norge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Norge. Vis alle opslag

Julelandene


I 1990erne lancerede den senere estiske præsident Toomas Ilves teorien om julelandene. Han mente, at alle lande, hvor jul kaldes jul eller noget beslægtet, har en samhørighed. På estisk hedder det joul, på finsk joulu, jol på islandsk og jul i de skandinaviske lande. Det er variationer over et tema. Når man sammenligner med naboerne, bliver ligheden tydelig. I Letland og Litauen hedder det henholdsvis ziemastvetki og kaledos, på tysk Weihnachten og på engelsk Christmas.


Norden er en enhed bestående af mindst fem undtagelser. Her grafisk fremstillet af JFM. 

Det kan lyde som en spøg, men der var alvor bag. Ilves mente, at det tjente Estlands interesser bedst at blive et nordisk land. Dermed fulgte han – med nogen forsinkelse – den finske strategi. Finland har siden sin selvstændighed for 101 år siden levet i skyggen af truslen fra Rusland. Militært har Finland altid været stærkt rustet, men alliancefri. Til gengæld har Finland kulturelt, økonomisk og politisk bundet sig meget stærkt til Vesteuropa i almindelighed og det nordiske samarbejde i særdeleshed. Det har sikret finnerne både fred og velstand siden 1945. Svenskerne har på mange måder ført den samme neutralitetspolitik som finnerne, hvorimod Island, Norge og Danmark er atlantiske stater i forsvarspolitisk forstand og har derfor med langt større selvfølge indgår i den nordatlantiske forsvarspagt. At Danmark samtidig udgør porten til Østersøen forklarer en del af vores til tider lidt fodslæbende tilslutning til NATO. Vi har f.eks. for rigets østligste dele, nemlig Bornholm, ført en mere baltisk politik. Og lige nu er det baltiske spørgsmål brændende aktuelt, fordi russerne ønsker at føre en gasledning gennem dansk territorialfarvand.

En anden grund til at esterne kunne have en interesse i at blive et nordisk land er det held, som de nordiske lande har haft med at forene økonomisk vækst med en høj grad af social sikkerhed og omfordeling formidlet ved hjælp af beskatning. Det opfattes i store dele af verden som en beundringsværdig samfundsmodel. Men hvad er årsagen til denne succés? Opmærksomheden i samfundsvidenskaberne er i dag i højere grad end tidligere rettet mod fænomener som mentalitet og sindelag snarere end strukturelle og tekniske forudsætninger. De nordiske lande og Estland er f.eks. kendetegnet ved en entydig luthersk dominans i kirkelivet. Hvor vidt det forklarer velfærdsstaten diskuteres som bekendt ivrigt. Men det er klart, at en velfærdsstat ikke skabes med lovgivning og penge alene. Den bygger på noget, som hverken Folketing eller regering er herre over. Og Ilves mente altså, at Estland har dette noget, som en nordisk velfærdsstat er bygget af.

Vi får faktisk i det nye år vidnesbyrd om, hvordan esterne stiller sig til den historiske forbindelse til Danmark. Det skal blive interessant at se, hvordan Dannebrogs 800 års fødselsdag i sommeren 2019 bliver fejret i Tallin. Ifølge legenden faldt vores flag jo ned fra den estiske himmel under et dansk erobringsforsøg af landet. Vil esterne huske danskerne som grumme imperialister, eller vil lejligheden blive benyttet til at forsikre om dansk-estisk samhørighed gennem historien? Mit gæt er det sidste.

Hvad ingen havde forestillet sig indtil for ganske få år siden er, at et nyt land har meldt sig ind i Ilves’ klub, nemlig Skotland. Den skotske uafhængighedsbevægelse bygger i høj grad på både nordiske og atlantiske forudsætninger. Hovedbasen for den britiske flåde og dermed også atomslagstyrken befinder sig i Skotland, og de skotske uafhængighedsfortalere har ofte flirtet med tanken om Skotland som en nordisk velfærdsstat. Skotterne ville med deres overvældende tilslutning til at blive i EU have stærke allierede i ikke mindst Estland og Finland. Og så ville skotterne også passe ind i Ilves’ teori, fordi på scots, den dialektale variant af engelsk, der historisk tales i det skotske lavland, hedder det ikke Christmas, men yule, udtalt næsten som det danske jul.

(Kristeligt Dagblad 27. dec. 2018. Jeg forsømmer i klummen at nævne, at Estland i modsætning til Finland og Sverige er medlem af NATO. Ilves' synspunkt kan fx findes her: https://vm.ee/en/news/estonia-nordic-country)

Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.


(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)