Borgerligt, Alexandra

Jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, da nyheden om den kongelige skilsmisse kom frem. Jeg troede, at de var klogere, at de var stærkere, at de havde forstået, hvad spillet går ud på. De kongeliges klaver spiller nemlig anderledes end vores.

Det første man skal vide om kongelige ægteskaber er, at de ikke er borgerlige. Et borgerligt ægteskab er en alliance mellem to hjerter, indgået af kærlighed, og derfor kræves der også troskab af et ægtepar, for utroskab er et tegn på, at grundlaget for ægteskabet er væk.

Et kongeligt ægteskab var i gamle dage en politisk alliance. I dag er det en praktisk og juridisk foranstaltning, der skal sikre arvefølgen. Kongelige, især de mandlige, har altid haft sidespring. De mange Gyldenløver og Danneskiolder i adelskalenderen er efterkommere af uægte kongebørn uden arveret til tronen.

Frederik VI (død 1839) havde børn med sin officielle maitresse, som han besøgte og forsørgede. Christian VIII (død 1848), der selv var et resultat af en illegitim forbindelse, havde en del uægte børn, som han åbenlyst forsørgede. Derfor er det heller ikke helt hen i vejret at forestille sig, at H.C. Andersen var et af dem, om end de konkrete omstændigheder taler imod det.

Frederik VII (død 1863) betegnede en overgang. Han var en fantastisk, men også fuldstændig uregerlig personlighed. (Det kræves paradoksalt nok af regenter, at de først og fremmest ikke må være uregerlige.) Han havde to skilsmisser bag sig, da han endelig fandt lidt ro hos en kapabel og intelligent borgerlig kvinde, Louise Rasmussen. I modsætning til de fleste af sine forfædre kunne han ikke nøjes med at holde en elskerinde, men insisterede på at gifte sig med hende. Med den barnløse Frederik VII uddøde det oldenborgske kongehus.

Først med hans efterfølger, Christian IX, den første af Glücksborgerne, kom der for alvor andre boller på suppen. Kongefamilien var overordentligt anstændige og også lidt kedelige, skal man tro beretningerne fra de noksom bekendte sommerferier i Fredensborg, hvor kongen samlede børn og svigerbørn omkring sig til thevand og spadsereture. De indførte for alvor de borgerlige normer i det danske kongehus. Her sover man med hænderne over dynen.

Problemet var bare, at arvefølgen stadig var et alvorligt problem. Man kunne ikke bare lade kongebørn gifte sig med hvem som helst. Til og med Christian X var der stadig udenrigs- og indenrigspolitisk sprængstof i kongehuset. Den formelle indflydelse, som kongen har i kraft af grundloven, blev taget meget alvorligt.

Frederik IX var på mange måder også en uregerlig mand, mere sømand end købmand. Heldigvis blev han godt gift – oven i købet med en rigtig prinsesse – og fik nogle fornuftige børn, hvoraf storesøster efter en revision af arvefølgeloven i 1953 også kunne blive regent. Hun valgte også en god og fornuftig ægtemage af den franske landadel. Henrik forstod sin opgave til perfektion. I ægteskabet er der født to sønner, og mere skal han sådan set ikke stå model til. Henrik er generelt undervurderet. Han har stil – panache – og en til det folkelige grænsende jovialitet. Ham kan vi godt li’. Han sejler, dyrker rødvin og taler adskillige sprog, herunder ikke mindst et virkelig udmærket dansk. A good sport, med andre ord. Hvad regenten og prinsgemalen i øvrigt gør i deres chambres séparées, vedkommer ingen andre.

Hvad almindeligt borgerlige tæller som skilsmissegrund har ingen særlig gyldighed i kongelige kredse, for troskab og kærlighed er ikke en del af kontrakten. De færreste danske ugebladslæsere forstår det, men man havde håbet, at Alexandra og Joakim havde forstået det, så de kunne have arrangeret en de facto separation uden egentlig skilsmisse. Det er set før. Men hvem ved i det hele taget, hvad der er foregået. Man skal ikke gøre sig for klog på andres ægteskaber. De er til syvende og sidst blot mennesker.

(Information 17. sep. 2004)

Vævsprøver frabedes

Ingen sten forbliver uvendt, når H.C. Andersen skal fejres for et par hundrede millioner kroner. Nu må Andersen også bære en del af skylden selv, for med et par selvbiografier og en meget detaljeret dagbog på samvittigheden, lagde han op til en nyfigenhed, der rækker helt ind i den menneskelige fordøjelsesproces. Til trods for denne intimitet misforstår vi ofte digteren. Vi er så optaget af sex, at et kryds i kalenderen hurtigt bliver udlagt som tegn på masturbation. Hvis Andersen nærede et varmt venskab til en mand og omtalte dette venskab i et sanseligt sprog, kan en forhærdet nutid jo ikke forstå det anderledes end at manden var bøsse.

H.C. Andersen levede i en tid, der dyrkede dannelsen som nøgle til avancement og værdighed. Andersens sponsorer fra det københavnske borgerskab så på denne unge ubemidlede mand som et forsøgsobjekt. Hvis man sendte knægten på latinskole, måtte den klassiske dannelse gøre sin virkning og forvandle den kejtede knægt til en raffineret åndsperson. Og forsøget lykkedes. Andersen var den ultimative bekræftelse på, at skidt kan komme til ære, bare man sender det i den rigtige skole.

Andersens avancement forekommer uforståelig for dem, der ikke har blik for dannelsens samfundsombrydende natur. Der må være en bedre og mere moderne forklaring. Den skal være genetisk, skal den. Andersen var i virkeligheden kongesøn. Så forstår vi bedre. Fagfolkene derimod er skeptiske. En forsker er så træt af at skulle give sit syn på denne teori, at han foreslå en dna-test for at få afgjort spørgsmålet en gang for alle. Vævsprøver er vejen frem.

Kongehuset vil givet frabede sig enhver form for genetisk dokumentation, for her er man udmærket klar over, at det ville kaste monarkiet ud i en alvorlig krise. Der er stort set ingen folkelig forståelse for, at reglerne for ægteskabelig troskab kun gælder for undersåtter.

Det er med regenter og deres børn således, at arvefølgen er et juridisk spørgsmål, ikke et biologisk. En tronarving skal skaffe sig en passende ægtefælle, der ikke vil kaste skam over kongehuset som institution. Det betyder ofte, at forelskelse og kærlighed kommer i anden række. Dernæst skal der skaffes sikkerhed for, at arvefølgen ikke brydes. Hvordan og ved hvis mellemkomst det bliver bragt i stand vedkommer hverken juraen eller offentligheden.

Helt frem til midten af det 19. århundrede var et kongeligt ægteskab et ceremonielt foretagende, og alle var klar over, at kongen kunne have behov for afløb andetsteds. Han kunne sågar åbenlyst forsørge de børn, der ikke indgik i arvefølgen. Derfor skal man bestemt heller ikke udelukke, at den senere kong Christian VIII har besvangret en undersåt i forbifarten. Det usandsynlige består i, at han skulle have ladet sønnen vokse op hos en simpel skomager.

Det borgerlige krav om troskab og kærlighed i ægteskabet trængte sig imidlertid så meget på i løbet af det 19. århundrede, at den sidste af de enevældige konger, Frederik VII, følte sig foranlediget til at gifte sig med sin maitresse, Louise Rasmussen og kalde hende grevinde. Kongehuset har siden måttet lade som om de var borgerlige, selvom de ikke er det. Det er en stor belastning, der kræver vores fulde forståelse.

Det er altså dybest set uinteressant, om kongen er biologisk far til sine sønner, så længe han anerkender dem som sådan. Har han børn med andre, kan der være dna-dokumentation for det herfra og til Chardonnay uden at det er relevant for arvefølgen. Det var hele dette koncept, prinsesse Di ikke fattede. Hun troede, at troskab i borgerlig forstand hørte med til pakken. Hun forstod ikke, at hun bare skulle føde et par sønner og så ellers lade Charles passe sit eget underliv. Hvad hun selv måtte have af behov kunne hun såmænd også få dækket, så længe det foregik i det skjulte. Til gengæld for udvist diskretion og overbærenhed fik hun så magten, æren og de platinerede kreditkort.

(Information 30. april 2004. I teksten er Christian VII blevet rettet til den VIII)