Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 2017)

Nej, Dronningen har ikke foretaget et kursskifte

Berlingske Tidende har fået et interview med Dronningen i anledning af hendes fødselsdag, hvor hun udtaler sig i anledning af terroranslaget i København tidligere på året. Avisen præsenterer det som om Dronningen hermed har skiftet kurs og siger noget ganske nyt f.eks. med udtalelser som

”Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være. Vi må ikke gå og trykke med det og holde det tilbage. Hvis man holder ting tilbage, bliver de værre.”

eller

”Ja, vi skal tage imod, men vi skal også fortælle, hvad vi forventer. For det er vores samfund, de kommer til. Vi skal gøre plads til dem, men de skal forstå, hvor de er kommet hen i verden. Det ene sted er ikke det samme som det andet på kloden. Vi er et gammelt samfund, som gerne tager os af folk, som trænger til at blive taget sig af, men vi vil også gerne have, at de forstår, hvor de er kommet hen. Det, tror jeg, er meget væsentligt.”

Det er sandt, at Dronningen har ændret kurs i sine udtalelser om indvandring og de grundlæggende værdier i samfundet, men dette kursskifte er snarere foretaget for flere år siden. Den berømte udtalelse om de ”dumsmarte bemærkninger” fra nytårstalen 1984 har Dronningen selv i et interview med Annelise Bistrup fra 2005 kaldt ”rablende naiv”.

Dronningen tog allerede spørgsmålet om Danmarks forhold til udlandet og udlændinge op i nogle af sine første nytårstaler og har gjort det regelmæssigt lige siden. Som regel sker det i en afbalancering af to synspunkter, kravet om åbenhed og imødekommenhed på den ene side og nødvendigheden af at holde fast på egne værdier og traditioner på den anden. Men det er klart, at også for Dronningen betød terroranslaget i New York 2001 et tidehverv. Hun har siden fastholdt den åbne imødekommenhed som en nødvendig forudsætning for samhørigheden mellem mennesker, men derpå altid understreget, at der gives værdier, på hvilke der ikke kan gives køb som i nytårstalen 2001:

”Vi må stå fast på de værdier, som vi i generationer har bygget vort samfund på, og imødegå de holdninger, som vi ikke kan dele.”

Denne opfattelse udbyggede Dronningen i 2006 efter karikaturkrisen, hvor danske repræsentationer i flere lande blev udsat for angreb:

”Vi begynder at indse, at vi selv må forstå og gøre os umage for at forklare, hvad det er for nogle værdier, vort samfund bygger på, sådan at de, der endnu ikke har slået dybe rødder i Danmark, kan finde plads og finde sig til rette inden for det samfund, hvis medborgere de er blevet. Det forgangne år har nok lært os et og andet, ikke mindst om os selv.  Vi véd nu bedre, hvad vi står for, hvor vi hverken vil eller kan give køb.”

Dermed har Dronningen siden årtusindskiftet fulgt den generelle tendens i den offentlige opinion og ikke mindst den linje, der er blevet lagt af skiftende regeringer. Det er klart, at når terroren rykker helt tæt på i den by, hvor statsoverhovedet selv residerer, vil det også indebære nogle accentforskydninger, men substansen i hendes udtalelser har ikke ændret sig siden årtusindskiftet.

(Kristeligt Dagblad den 14. april 2015)