Ligbrænding var engang anset som hedenskab

Den kongelige bisættelse er anledning til at se tilbage på ligbrændingens historie i Danmark. Forening for Ligbrænding blev stiftet i 1881. Forslaget om bortskaffelse af lig ved kremering var på dette tidspunkt nyt og kontroversielt. Siden Middelalderen havde det været en ufravigelig regel, at danskerne blev jordbegravet. For de højeste samfundslags vedkommende kunne afdøde hensættes i en sarkofag og altså ikke graves ned i jorden, men ligbrænding var så godt som ukendt. Det var noget man forbandt med uciviliseret oldtid og hedenskab. Det ændrede sig i 1800-tallets sidste halvdel.

Initiativet kom ikke mindst fra lægelige kredse. Ligbrænding var blevet diskuteret på de internationale lægekongresser i Firenze og Rom i 1869 og 1871, og den britiske dronning Victorias livlæge, Henry Thompson, var en ivrig fortaler for sagen. Flere store europæiske byer pressede i 1870erne på for at reformere begravelsesvæsenet. På grund af befolkningsvæksten i byerne steg presset på kirkegårdene. Det udgjorde både en sundhedsfare og en stigende udgift. Kremering af ligene ville skabe bedre plads, sænke prisen og eliminere eventuelle smittekim, især i forbindelse med epidemier. Den sidste store koleraepidemi i Nordvesteuropa ramte Hamborg så sent som i 1892.

Også i den danske debat spillede de hygiejniske argument en væsentlig rolle, viser en undersøgelse af spørgsmålet, som historikeren Anna Sommer Møller har foretaget. Sagens væsentligste talsmand gennem mange år var lægen Ferdinand Emanuel Levison. Det var i den moderne bakteriologis barndomstid. Der herskede stadig ingen enighed blandt læger om smittekilder og smitteveje, så Levisons synspunkter stod ikke uimodsagte. Redaktøren af Ugeskrift for Læger, V. Budde, mente f.eks. ikke, at det var bevist, at der udgik en sundhedsfare fra kirkegårdene.

Ligbrændingsbevægelsen blev af nogle modstandere opfattet som et forbund af ateister, nihilister, naturalister og socialister, ”der i den ophedede Brændingsovn vil se et Gemmested for Revolutionsbaalenes røde Flammer”, og som sådan indgik debatten om ligbrænding i tidens almindelige kulturkamp. På den anden side kunne Folkekirken ikke mobilisere en enhedsfront. Sjællands biskop H.N. Martensen var modstander, fordi han i ligbrændingsbevægelsen så en fordækt agitation for ateismen. Martensens kollega D.G. Monrad derimod så ingen alvorlig modsætning mellem kirkens budskab og ligbrændingsbevægelsen.

I 1892 blev ligbrænding tilladt ved lov. Forslagsstilleren var venstremanden N.J. Larsen, hvis væsentligste argument var religionsfriheden. Blandt de første til at tage muligheden i anvendelse var jøder. Den første til at blive brændt efter lovens vedtagelse i landets første krematorium på Frederiksberg i København, var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau, der døde i januar 1893. For folkekirkemedlemmer var det vanskeligere. Spørgsmålet om gejstlig medvirkning ved ligbrænding var et stridspunkt. Som ofte når ny lovgivning støder sammen med folkekirkelig praksis herskede der uenighed og uklarhed om tolkningen. I 1894 blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt, idet præsterne måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten kunne oversendes til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. Den regel blev liberaliseret i 1910, så det blev tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet. Af hensyn til samvittighedsfriheden var det dog ikke en pligt for præster at medvirke. Modstanden i gejstligheden var stadig betydelig på dette tidspunkt.

Endnu i 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, heraf omtrent tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

(Kristeligt Dagblad 19. februar 2018)

Symmetriske begravelser

Kongehusets offentliggørelse af prins Henriks ønske om ikke at blive begravet sammen med sin hustru har vakt en del opsigt, ikke mindst fordi det er et brud med en stærk tradition for kongelige begravelser i Roskilde Domkirke.

Lige præcis den første dronning Margrethe (1353-1412), hvis sarkofag indtager en central plads i kirken, ligger dog også uden sin ægtefælle, den norske kong Håkon VI, der blev begravet i sit hjemland. Dronningen blev oprindeligt begravet i Sorø, men da hendes efterfølger, Erik af Pommern, lod hende overføre til Roskilde, skabte han også baggrunden for at kirken lige siden har været kongernes foretrukne begravelseskapel. 

Den første af de oldenborgske konger, Christian I (1426-1481), ligger begravet her sammen med sin dronning Dorothea. og fra og med Christian III, der døde i 1559, er samtlige konger stedt til hvile i Roskilde sammen med deres dronning. Der er et par undtagelser fra denne regel, mest fremtrædende Christian VII´s dronning Caroline Mathilde, der faldt i unåde, da hun stod i et forhold til kongens livlæge og rigets kortvarige diktator Frederik Struensee. Dronningen blev forvist til sit hjemland Braunschweig-Lüneburg, hvor hun døde og ligger begravet.

Frederik VII er den anden undtagelse, idet han aldrig havde en dronning. Han har stadig rekorden som det mest fraskilte medlem af det danske kongehus, idet han havde hele to forliste fyrstelige ægteskaber bag sig, før han blev konge. Hans tredje kone og enke var borgerlig af fødsel, ophævet til grevinde af kongen og begravet i Jægerspris. Men dronning blev hun altså aldrig.

Blandt de konger, der nåede at indgå flere ægteskaber, kan også nævnes Frederik VII’s far, Christian VIII. Han ligger i overensstemmelse med traditionen begravet i Roskilde sammen med sin dronning, Caroline Amalie, der overlevede ham med mere end 30 år. Han lod sig skille fra sin første kone, Frederik VII’s mor, Charlotte Frederikke, på grund af utroskab fra hendes side. Hun ligger begravet i Rom.

Fra og med Christian I har det været hovedreglen, at der udvises konger og dronninger den samme ære i udformningen af gravmælerne. Nogle kongepar har fælles gravmæle, mens andre har gravmæler, der er ensartet i størrelse og udsmykning. Det, der indtil for nylig var udset til at være det nuværende regentpars gravmæle i Skt. Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke, er også skabt efter dette lighedsprincip.

Der er flere måder at fortolke denne symmetri mellem kongers og dronningers begravelse. Det er på den ene side udtryk for, at dronningernes rolle var en funktion af deres ægteskab. De blev definerede af, hvem de var gift med, og stod derfor også i et afhængighedsforhold til deres mænd. På den anden side indebar denne position også en betydelig status. Igen er der undtagelser. Det er f.eks. meget betegnende, at netop Frederik V’s anden dronning, Juliane Maries kiste er væsentlig mere beskeden end hendes mands pragtsarkofag. Hun var den sidste dronning, der omsatte sin status i egentlig politisk indflydelse, da hun kuppede Struensee fra magten i 1772 og satte sig selv i spidsen for regeringen. Så en beskeden begravelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at den afdøde var ubetydelig. Og så er det jo til syvende og sidst de efterlevende, der begraver de døde.

(Kristeligt Dagblad 5. august 2017. Avisens rubrik var lidt længere)

Monseigneur Grev Danner

Prins Henrik har overrasket de fleste med sit ønske om at fralægge sig titlen som prinsgemal. Officielt er det Dronningen, der afgør den slags spørgsmål, men der er vist ingen tvivl om, at initiativet er udgået fra Prinsgemalen - undskyld, Prinsen selv.

En prinsgemal er betegnelsen for en regerende kvindelig monarks ægtefælle. Ikke mindst på den Iberiske Halvø er der i ældre tid flere eksempler på, at en regerende dronnings mand har fået titel eller funktion af konge, men det har typisk været i tilfælde, hvor også manden har været arveberettiget til tronen.

Prins Jørgen af Danmark (1653-1708), der var gift med dronning Anne af England, var prinsgemal, prince consort, og fik ikke titel af konge. Det gjorde prins Albert af Saxen-Coburg-og-Gotha heller ikke, da han blev gift med dronning Victoria i 1840, og det er prins Albert, der har dannet forbillede for den funktion, som en prinsgemal har i dag - eller rettere mangel på funktion.

Det har ikke ændret sig, efter at det i midten af det 20. århundrede blev ikke alene muligt, men nærmest normalt for tronfølgere at gifte sig under deres stand. I 1966 giftede den nederlandske tronfølger Beatrix sig med en adelig, tysk diplomat, Klaus von Amsberg, der blev til prins Claus. Det banede vejen for, at den danske tronfølger året efter kunne gifte sig med en adelig, fransk diplomat, Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik. Hans rolle lå fast fra starten.

Det officielle hierarki i kongehuset afgøres af, hvilken plads man indtager i tronfølgen.

Prinsgemalen indgår ikke i tronfølgen, så hans status er ene og alene afledt af det forhold, at han er gift med monarken og far til tronarvingen, og den er derfor pr.

definition sekundær. Det er præcis den samme funktion, som en kvinde, der er gift med en mandlig monark har.

Der er dog en enkelt forskel. På dansk skelner vi ikke sprogligt mellem en regerende dronning (queen regnant) og kongens ægtefælle (queen consort), heller ikke i tiltale og omtale. Den kommende dronning Mary vil blive tiltalt Deres Majestæt, mens prins Henrik altså må nøjes med at være kongelig højhed.

Prins Henrik ventilerede i 2002 sin utilfredshed med sin sekundære status i et berømt interview, som vakte en del opsigt og forundring i offentligheden og antagelig også en del uro i Christian IX's palæ. Antagelig som et direkte resultat af denne episode valgte Dronningen at ændre sin mands titel. Man kan spore det i hendes nytårstaler. Til og med talen i 2004 sagde hun konsekvent "Prinsen og jeg", mens det fra 2005 lød "Prinsgemalen og jeg".

I 2008 gav regentparret deres efterkommere titler af grever og grevinder af Monpezat, et hensyn til Prinsens følelser. "Er det ikke fuldstændig normalt, at et barn kan se på sit navn, at der har været en far?", som monsigneur selv har sagt til Stéphanie Surrugue, der i 2010 udgav en biografi med den sigende titel "Enegænger".

Prins Henrik sammenlignede sig selv med Louise Rasmussen, der giftede sig med Frederik VII, men som ikke kunne blive dronning. Hun blev adlet som grevinde Danner og var ringeagtet i samtiden. "Jeg er den nye grev Danner," som prins Henrik i spøg sagde til Surrugue.

(Kristeligt Dagblad 16. april 2016)

Monarkens ægtefælle

Spørgsmålet om, hvad man kalder en kvindelig monarks ægtefælle dukker op med jævne mellemrum. Langt de fleste monarker i historien har været mænd. Deres ægtefæller har typisk båret betegnelsen dronning (eller kejserinde) i betydningen ”gift med kongen” (eller kejseren), hvad man på engelsk kalder Queen consort.

Imidlertid findes der ikke så få eksempler på, at dronninger har haft reel politisk magt eller har været egentlige regerende dronninger, på engelsk Queen regnant. Hvis vi forbliver ved de europæiske eksempler, har det ikke mindst været tilfældet i Storbritannien, Skandinavien, Rusland og på den iberiske halvø.

Danmark har aldrig før Margrethe II haft en Queen regnant. Det er det, der gør nummereringen af vores nuværende monark en smule ukorrekt. Erik Klippings mor, Margrethe Sambiria eller Sprænghest kaldet, havde de facto regeret på sin umyndige søns vegne. Det samme havde prins Olufs mor, dronning Margrethe, i dag kendt som Den Første, selv om hun aldrig selv officielt førte titel af monark.

Begge de første margrether var enker, så det lader spørgsmålet om deres ægtefællers status ude af betragtning. Lidt anderledes forholder det sig med den danske prins Jørgen, som i 1683 ægtede den engelske prinsesse Anne, der siden blev regerende dronning. Jørgen, eller George, som han hedder på engelsk, opnåede høje stillinger, men aldrig status af konge. Han døde i 1708, seks år før sin hustru, og ægteskabet forblev uden overlevende børn, hvorfor den britiske trone ved hendes død overgik til den hannoveranske linje, hvis mest berømte ætling var dronning Victoria. Hun overlevede også sin mand, der få år inden sin død officielt fik status af Prince Consort, på dansk prinsgemal, men reelt havde væsentlig mere politisk indflydelse end som så.

Der findes et interessant eksempel på, at en regerende dronnings enkemand faktisk har arvet sin ægtefælles funktion, nemlig i Portugal, hvor dronning Maria II (1819-1853) i sit andet ægteskab med prins Ferdinand af Saxen-Coburg-und-Gotha fødte en søn, hvorpå hun døde. Prins Ferdinand fik derpå på vegne af sin umyndige søn titel af regerende konge de jure uxoris, altså i kraft af sit ægteskab.

Et kongehus kan ikke så let undslippe urgamle kønsroller, fordi dets legitimitet beror netop på slægtslinjernes længde og institutionens ælde. På den anden side må det tilpasse sig værdier, som borgerne kan identificere sig med, for eksempel ligestilling, der netop består i en løsrivelse fra de bånd, som traditionen og slægten lægger på den enkelte.

Hvad skal man ud fra den paradoksale forudsætning så kalde ægtefællen til en moderne monark? Den danske prinsgemal fik ved sit ægteskab med tronfølgeren titlen Prins af Danmark. Prinsgemal som officiel titel fik han først i 2005. Eftersom hans svigermor blev tiltalt Deres Majestæt på linje med sin mand, og eftersom det er forudset, at hans svigerdatter vil få samme titulatur, kan man godt forstå, at han selv forundres over, at han skal nøjes med at være kongelig højhed. På den anden side har den kønslige ligestilling i Danmark netop haft den effekt, at kvinder ikke længere har en titel, der er en funktion af deres mands stilling. Man vil i dag næppe finde en kvinde, der som Maude Varnæs som en selvfølge lod sig titulere ”fru Bankdirektør”. Derfor kan man ikke i ligestillingens navn kræve, at en kvindelig monarks ægtefælle kaldes konge. Hvis man skal gøre det i traditionens navn, må man til lande som Portugal for at finde fortilfælde i nyere tid.

(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2015. Anledningen var, at prins Henrik endnu engang var citeret for at være utilfreds med sin status. Efter at jeg fik et par henvendelser er en sætning slettet, der udnævnte det portugisiske eksempel som sjældent. Det viser sig, at det ikke var helt så ualmindeligt i tidlig moderne tid, at mænd gift med queen consorts fik titel af konge, nogle endda funktion af konge. De yngste eksempler er fra Portugal.)

Prins Henrik er allerede ligestillet

Når man spørger efter ligestilling for prins Henrik, skal man være opmærksom på, hvad man mener. En regent kan aldrig være ligestillet med sin ægtefælle, for der er kun ét statsoverhoved. Ægtefællen skal naturligvis forlenes med en værdighed, men der er aldrig tvivl om, hvem der står øverst i rangordenen.

Mere præcist handler det nok om, hvorvidt en mand gift med en regent kan sidestilles med en kvinde gift med en regent.

Først og fremmest handler det om ord, der stammer fra en gammel og i overvejende grad mandsdomineret kultur. Dronning er traditionelt, hvad man bliver, når man gifter sig med en konge. Først med Margrethe II er dronning også blevet betegnelse for en regent. Dronning Margrete I kaldtes »fuldmægtig frue og husbond, Danmarks riges formynder«, fordi dronningeværdigheden i sig selv ikke indeholdt regentmyndigheden. Konge derimod er identisk med regent.

Det er i den bestemte betydning, ordet optræder i grundloven. Der er altså en asymmetri mellem begreberne konge og dronning, men ikke noget der i sig selv indeholder en diskrimination af dem, der bærer titlen.

Det er snarere i titulaturen, at man skal søge humlen. Skal det være H. M. eller H. K. H.? Majestæt er kun regenten. En kvinde gift med en konge tituleres traditionelt Hendes Majestæt. Det er ikke udtryk for, at hun er regenten, men at hendes mand er det og at hendes titel og status er afledt af mandens. For to generationer siden kunne man stadig træffe på kvinder, der uden at blinke kaldte sig »fru højesteretssagfører Alfred Hansen«. Det har vi naturligvis forladt, fordi vi har ligestilling. Nu har en tilsvarende kvinde ikke alene sin egen jobtitel, men sandsynligvis også sit eget efternavn, og det er kun godt sådan.

Skal vi med andre ord overføre denne ligestilling til kongehuset, må vi altså ophøre med at kalde kvinden gift med kongen for Hendes Majestæt og i stedet - sådan som det er med prins Henrik - kalde hende kongelig højhed. Helt moderne bliver det jo aldrig i det glücksborgske hus, men der er dog en pointe i, at dronningens funktion som regentens ægtefælle er selvstændig, om end underordnet.

Skal prins Henrik med andre ord ligestilles i bare tilnærmelsesvis overensstemmelse med moderne normer, skal han altså bevare sin nuværende titulatur.

(læserbrev i Berlingske, 12. juni 2009)

Borgerligt, Alexandra

Jeg blev faktisk oprigtigt ked af det, da nyheden om den kongelige skilsmisse kom frem. Jeg troede, at de var klogere, at de var stærkere, at de havde forstået, hvad spillet går ud på. De kongeliges klaver spiller nemlig anderledes end vores.

Det første man skal vide om kongelige ægteskaber er, at de ikke er borgerlige. Et borgerligt ægteskab er en alliance mellem to hjerter, indgået af kærlighed, og derfor kræves der også troskab af et ægtepar, for utroskab er et tegn på, at grundlaget for ægteskabet er væk.

Et kongeligt ægteskab var i gamle dage en politisk alliance. I dag er det en praktisk og juridisk foranstaltning, der skal sikre arvefølgen. Kongelige, især de mandlige, har altid haft sidespring. De mange Gyldenløver og Danneskiolder i adelskalenderen er efterkommere af uægte kongebørn uden arveret til tronen.

Frederik VI (død 1839) havde børn med sin officielle maitresse, som han besøgte og forsørgede. Christian VIII (død 1848), der selv var et resultat af en illegitim forbindelse, havde en del uægte børn, som han åbenlyst forsørgede. Derfor er det heller ikke helt hen i vejret at forestille sig, at H.C. Andersen var et af dem, om end de konkrete omstændigheder taler imod det.

Frederik VII (død 1863) betegnede en overgang. Han var en fantastisk, men også fuldstændig uregerlig personlighed. (Det kræves paradoksalt nok af regenter, at de først og fremmest ikke må være uregerlige.) Han havde to skilsmisser bag sig, da han endelig fandt lidt ro hos en kapabel og intelligent borgerlig kvinde, Louise Rasmussen. I modsætning til de fleste af sine forfædre kunne han ikke nøjes med at holde en elskerinde, men insisterede på at gifte sig med hende. Med den barnløse Frederik VII uddøde det oldenborgske kongehus.

Først med hans efterfølger, Christian IX, den første af Glücksborgerne, kom der for alvor andre boller på suppen. Kongefamilien var overordentligt anstændige og også lidt kedelige, skal man tro beretningerne fra de noksom bekendte sommerferier i Fredensborg, hvor kongen samlede børn og svigerbørn omkring sig til thevand og spadsereture. De indførte for alvor de borgerlige normer i det danske kongehus. Her sover man med hænderne over dynen.

Problemet var bare, at arvefølgen stadig var et alvorligt problem. Man kunne ikke bare lade kongebørn gifte sig med hvem som helst. Til og med Christian X var der stadig udenrigs- og indenrigspolitisk sprængstof i kongehuset. Den formelle indflydelse, som kongen har i kraft af grundloven, blev taget meget alvorligt.

Frederik IX var på mange måder også en uregerlig mand, mere sømand end købmand. Heldigvis blev han godt gift – oven i købet med en rigtig prinsesse – og fik nogle fornuftige børn, hvoraf storesøster efter en revision af arvefølgeloven i 1953 også kunne blive regent. Hun valgte også en god og fornuftig ægtemage af den franske landadel. Henrik forstod sin opgave til perfektion. I ægteskabet er der født to sønner, og mere skal han sådan set ikke stå model til. Henrik er generelt undervurderet. Han har stil – panache – og en til det folkelige grænsende jovialitet. Ham kan vi godt li’. Han sejler, dyrker rødvin og taler adskillige sprog, herunder ikke mindst et virkelig udmærket dansk. A good sport, med andre ord. Hvad regenten og prinsgemalen i øvrigt gør i deres chambres séparées, vedkommer ingen andre.

Hvad almindeligt borgerlige tæller som skilsmissegrund har ingen særlig gyldighed i kongelige kredse, for troskab og kærlighed er ikke en del af kontrakten. De færreste danske ugebladslæsere forstår det, men man havde håbet, at Alexandra og Joakim havde forstået det, så de kunne have arrangeret en de facto separation uden egentlig skilsmisse. Det er set før. Men hvem ved i det hele taget, hvad der er foregået. Man skal ikke gøre sig for klog på andres ægteskaber. De er til syvende og sidst blot mennesker.

(Information 17. sep. 2004)