Betragtninger om af- og påklædthed i badesæsonen

”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet. Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.”

Synet på nøgenhed for 100 år siden var præget af både restriktioner og liberalitet. Den 21. marts 1910 fældede Højesteret dom i en sag om uterlighed mod en medarbejder på et børnehjem på Bornholm. Manden fik 40 dages fængsel for blandt andet at have ”ladet en 10-aarig Pige se, at nogle Drenge løb nøgne om paa Marken i en Tordenbyge.” Efter domfældelsen kunne sagens parter – hvis de ville – spadsere de få hundrede meter over til Charlottenborg, hvor de kunne se de første glimt af J.F. Willumsens berømte billede af badende, nøgne drenge. (Selve billedet blev først udstillet offentligt to år efter, men Charlottenborg viste dette forår N.V. Dorphs portræt af Willumsen, mens han arbejdede på det i sit atelier.) 

Man skal ikke tage det som udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten. I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.

Johan Galster, Roar og Helge, 1939.
Stændertorvet, Roskilde
Eget foto.

I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret. Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed blev et ideal i sig selv.

Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.

Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks. næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt. Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er, om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.

(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)

Trykkefriheden møder nye udfordringer

Det hedder i Grundlovens § 77, at enhver, ”er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Paragraffen, der er uforandret siden 1849, afskaffede altså ikke censuren, men forbød dens genindførelse. Det hænger sammen med, at den trykkefrihed, der blev indført af Struensee 1770-72 aldrig formelt blev afskaffet, blot indskrænket, mest systematisk ved en forordning af 1799, der tildelte dødsstraf til den, der ”i noget ved Trykken udgivet Skrift”, tilskynder til forandring i regeringsformen eller til ”eller til Opstand imod Kongen”.

Trykkefrihedsforordningen rummede også en paragraf om religionsfornægtelse. Det var først og fremmest et hensyn til den luthersk-evangeliske tros forrang, men kongen ønskede også at beskytte ”ethvert andet Religions-Samfund, som taales i Hans Riger”, det vil sige katolikker, jøder og calvinister, så hvis nogen ”søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres Troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paaklages, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.”

Regeringen slog i første halvdel af 1800-tallet gentagne gange ned på den såkaldte skrivefrækhed. Det kunne den imidlertid ikke gøre vilkårligt, fordi den var bundet af loven. Derfor måtte trykkefrihedssager føres ved domstolene. I de ca. 100 sager, der blev ført i de første 40 år efter Trykkefrihedsforordningen, skete der frifindelse i hver femte. Ganske få sager førte til landsforvisning eller fængselsstraf, mens de fleste dømte slap med en bøde. Med dommen fulgte også et pålæg om, at den dømte skulle underlægges individuel forhåndscensur, således at han intet måtte offentliggøre uden tilladelse af myndighederne. Kun i den berømte sag mod dr. Dampe og smedemester Jørgensen i 1820-21 blev der afsagt dødsdom, men den blev af kongen selv konverteret til livstid i fængsel.

Junigrundloven ændrede ikke det grundlæggende princip, at der er grænser for trykkefriheden. Nu blev det imidlertid specificeret, at det var de nu uafhængige domstole og ikke regeringen, der satte grænsen. Det princip har været gældende siden, hvis man ser bort fra Besættelsestiden, da censur var genindført.

I praksis betyder det, at ytringsfriheden er begrænset af lovgivningen, f.eks. bestemmelser om injurier, privatlivets ukrænkelighed, ophavsrettigheder, rigets sikkerhed eller tavshedspligt. I teorien kan man også straffes for at drive spot med religionen, men sidst der faldt dom for blasfemi var i 1946. Siden 1969 har det ikke været muligt at straffe for pornografi, dog med visse undtagelser.

Pressen har helt frem til 1960erne været forbundet til den politiske magt. De fleste dagblade var knyttet til et politisk parti som dets talerør. Med Ungdomsoprøret blev kravet om pressens ubetingede uafhængighed af magten for alvor gjort gældende. Dette krav var begrundet i en især venstreorienteret samfundskritik. Den uafhængige journalist blev til civilsamfundets helt. At ”drive Spot” med religionen og det etablerede system blev et ideal i sig selv.

Frigørelsen af især den skrevne presse fra magten blev fuldbyrdet, og således er trykkefriheden, forstået som en garanti mod myndighedernes indgriben i det redaktionelle arbejde, sikret. Imidlertid står pressen i dag over for et pres fra privatpersoner og organisationer, der vil have indflydelse på, hvad der trykkes. Nogle af dem er parate til at gribe til vold for at få deres vilje igennem, og så står myndighederne i den historisk set nye situation, at de igen må gribe aktivt ind, men nu for at beskytte pressens frihed.

(Kristeligt Dagblad 30. september 2015. Anledningen til denne klumme var ti-året for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten)



Nikolaj Ifversen havde i avisen den 6. okt. følgende replik:

En ikke ganske betydningsløs fejl begår Jes Fabricius Møller i sin lille artikel om Grundlovens ytringsfrihedsparagraf i Kristeligt Dagblad den 30. september.

Denne paragraf har ikke stået uændret siden 1849, som han skriver. Talefrihed blev først knæsat med Grundloven af 1953 - altså 104 år senere. At for eksempel den politiske taler ikke havde en grundlovssikret ytringsfrihed netop som taler, havde i sidste halvdel af 1800-tallet til tider alvorlige konsekvenser for politiske aktivister.



Jeg svarede den 8. okt.:

Nikolaj Ifversen har fuldstændig ret i sin kommentar til mig, når han påpeger, at Grundlovens paragraf om ytringsfriheden ikke har stået uændret siden 1849.

Min tanke, da jeg skrev det, var, at ansvaret for domstolene har bestået siden da, men Ifversen gør den nødvendige tilføjelse, at mens ytringsfriheden i 1849 udtrykkeligt kun gjaldt ytringer på tryk, gælder denne frihed i dag udtrykkeligt ytringer både på skrift og i tale. Jeg beklager fejlen.

Imidlertid tilføjer Ifversen, at så mange talere måtte betale en pris i slutningen af 1800-tallet, fordi de ikke var omfattet af den frihed, der gjaldt skribenter. Det er nu ikke helt så ligetil at finde eksempler på dette, og under alle omstændigheder gjaldt det, at straffen blev udmålt af domstolene.

Oppositionspolitikere som Louis Pio og Chresten Berg fik begge fængselsstraffe, men det var ikke for noget, de sagde, men for noget, de gjorde.

Det gør ikke dommene over dem mindre politiske eller mere retfærdige, men sagerne havde næppe fået et andet udfald, hvis Grundloven havde haft sin nuværende ordlyd.