Drømmen om velfærdsstaten

Esben Lunde-Larsens phd-afhandling diskuteres ivrigt for tiden mere for sin form end sit indhold. Men hvad står der egentlig i den? I konklusionen gør han i en diagnose af den moderne velfærdsstat Ove Kaj Pedersens ord til sine egne:

”Oprindeligt var velfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum. Det samme gjorde forestillingen om menneskets urørlighed, dets gudbilledlighed eller det forhold, at den enkelte var noget unikt, og at dets beskyttelse ligesom dets værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle (herunder staten) som grundlag for fremtidens ’gode samfund’.”

Det er med andre ord gået tilbage for velfærdsstaten. Nutidens velfærdspolitik i konkurrencestaten gør den enkelte til et middel, et instrument for staten, reducerer borgeren til et tandhjul i det store samfundsmaskineri. Spørgsmålet er imidlertid, om velfærdsstaten i gamle dage i højere grad var orienteret imod den enkelte borgers værdighed og velfærd?

Da socialdemokraten K.K. Steincke i 1920 udgav sin vision om ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, var en af præmisserne, at der var en fare for at udgifterne skulle gå amok. Alle havde ret til forsørgelse, mente Steincke, men risikoen for at undermålerne (og det kaldte man dem) fik for mange børn, der også skulle på offentlig forsorg, var så stor, at en af betingelserne for at få understøttelse kunne være, at man underkastede sig sterilisering. Danmark gennemførte som den første stat i verden en lov om tvangssterilisation i 1929.

Hvis man ser på praksis i velfærdsstatens institutioner for blot en generation eller to siden, er fraværet af menneskelig værdighed slående. Psykiatriske patienter, de indsatte i forsorgshjemmene, handicappede og børnehjemsbørn er blevet slået, indespærret, fastspændt eller på anden måde ydmyget. Vidnerne lever endnu. Nogle af dem fortæller deres historie i en helt ny bog, ”På kanten af velfærdsstaten”, af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

Velfærdsstatens guldalder som politisk projekt var kort. Den varede fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Siden dengang har den været i krise, fordi den blev en for stor belastning for statsfinanserne. Reformmodel har i de forløbne godt 40 år efterfulgt reformmodel, og debattører og interessenter har hvert år, når Finansloven er på bordet, med stor indignation hævdet, at ”der er skåret ind til benet” eller at deres særlige område af den offentlige forsorg er ”bombet tilbage til Stenalderen” for nu blot at nævne to af de mest anvendte klichéer.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvad velfærdsstaten gør ved borgerne. Den hjælper dem naturligvis, samtidig med at den fratager dem myndighed, nogle gange værdighed. Men sådan har det været fra begyndelsen. Der er ingen som helst grund til at idyllisere fortiden, heller ikke i dette tilfælde. For nogle har det været en drøm, at velfærdsstaten ikke alene skulle forsørge mennesket, men at den skulle fungere som en understøttelse af menneskets værdighed eller dets gudbilledlighed og gøre det lykkeligt. Det er en stædig drøm, der knuses rutinemæssigt hvert år, når regningen skal betales. Derfor er der også grund til at justere på forventningerne til, hvad en velfærdsstat overhovedet kan.

(Kristeligt Dagblad 9. dec. 2015)

'Kongen' skal dø

Det var Tommy-Seebach-buffet’en, der gjorde udslaget. Sådan en må man bare prøve. Vi var en gruppe gamle venner fra skolen, der for en halv snes år siden havde besluttet at løse billet til Svebølle Turistfarts store decembersatsning: En endags-tur til Kiel med den gamle storebæltsfærge Frederik IX, blot kaldet ’Kongen’ blandt veteranskibsentusiaster. Vi gik om bord i Korsør med udsigt til den næsten færdigbyggede Storebæltsbro.

Morgenmadsbuffet’en var overdådig med skiveskåret cervelatpølse, friskbagt brød, hummer og champagne. Og der var ikke tale om falsk varebetegnelse. Det var Tommy Seebach selv, der underholdt på el-orgel og rytmeboks. Der var noget storslået over arrangementet, der ikke rigtig stod mål med kvaliteten af publikummet. Seebach var som kunstner undervurderet, og det er betegnende for hans lidt triste skæbne, at han måtte leve af at spille for folk som os. Han døde for et par år siden, kun 53 år gammel.

Og nu skal ’Kongen’ også dø. Det lykkedes ikke at holde liv i planerne om Frederik IX som færgemuseum. Dette prægtige skib blev bygget på Helsingør Skibsværft i 1954. Apteringen er af den fineste slags med paneler i finér, messingbeslag og askebægre med indstøbt DSB-logo. Hensigten bag denne overdådighed var antagelig, at den almindelige, rejsende dansker også skal have lov til at opleve, hvad det vil sige at sejle med et kongeskib. Det var før grove svejsesømme og rustbeskyttelse blev færgeindretningens væsentligste æstetiske virkemidler.

Af ydre er ’Kongen’ slankere og mere helstøbt end senere artsfæller, der synes at være bygget efter den retningslinje, at de skal kunne flyde og derudover rumme så mange rejsende og køretøjer som muligt.

’Kongen’ blev bestykket med en imponerende maskine, der er dimensioneret til at klare både høj sø og isvintre. Mine venner og jeg fik en rundtur i maskinrummet. Maskinmesteren fremviste stolt sit kraftværk og forklarede om kompressionsforhold, slagvolumen og ventilspillerum. Vognmandsrutens diesel-elektriske discountcontainere blegnede i enhver sammenligning. Ved kraftig vestenvind havde de vanskeligt ved at lægge til kaj i Nyborg. ’Kongen’ derimod gled under tilsvarende vejrlig sikkert ind i sit leje uden at motoren skulle tvinges op i et omdrejningstal, der gjorde vold på det majestætiske helhedsindtryk.

 

Der findes ingen rationel grund til at bevare ’Kongen’. Den er utidssvarende, brændstofslugende og sikkert heller ikke miljøcertificeret. Gammelt jern er i høj kurs. Man brugte ved byggeriet stål af en sådan kvalitet, at skibet i dag er efterspurgt blandt skrothandlere, så det er nu, der skal slås til, hvis der skal hentes lidt penge hjem.

Vanskelighederne med at tage afsked med skibet skyldes nostalgi. Det er den samme nostalgi, der giver Krøniken så høje seertal. Det er tidsbilledet snarere end historien, der trækker.

Henrik Dahls seneste – og i øvrigt ganske fremragende – bog, Mindernes Land, lanceres som et opgør med nostalgien. Det var ikke bedre i gamle dage. Og det er så ganske rigtigt. Hvis man altså ser bort fra kvaliteten af færgebyggerierne.

Opgøret med nostalgien er en gammel genre. Den stammer fra 1870’ernes moderne gennembrud. Siden har det ligget som en hovedstrøm i vores kultur. Vi må se fremad og opad – ikke bagud. Derfor skal kongen dø. Dette særlige blik på historien har en tendens til at overse, at forandringen er betydningsfuld som andet end fremskridt.

Den stolte motorfærge Frederik IX stammer fra en periode i det 20. århundrede, der med den største selvfølge byggede fremtiden op. Det var en u- og antinostalgisk tid, funktionalismens og den klassiske moderne formgivnings tid. Denne ødselhed med stål og hestekræfter afspejler egentlig ikke velstanden anno 1954. Der var ikke meget hummer og champagne over danskernes liv dengang. Men der var en forvisning om, at fremtiden ville opfylde, hvad færgen forjættede.

I 1950’erne blev den nationale velfærdsstat til, som vi kender i dag. Denne overgangsperiode er i øvrigt også skildret meget fint i Dahls bog. Nu er denne samfundsform under stærk ombrydning, eller måske endda under afvikling. Vi vil så gerne blive kloge på det, der er ved at gå tabt, og så ser vi tilbage på den tids glæde over det, der var ved at blive til. Der er ingen grund til at ønske sig 1950’erne tilbage, men der er grund til at fastholde dem i erindringen. Derfor skal kongen leve. Som en påmindelse om andre tider, om andre håb og andre sorger.

(kommentar i Informaton 8. marts 2005)