Forelsket i fortiden

Besættelsestiden har for generationer været det stykke fortid, hvor alle konstituerende begivenheder fandt sted. I de fem års konflikter har vi fundet stof til udgranskning af nation og folkesjæl. I masser af år er der udkommet mange og store bogværker om nazisme, modstandskamp, forbrydelser og heroisme, og de har solgt utrolig godt. Antagelig af samme årsag planlagde mange forlag flotte udgivelser om besættelsestiden i anledning af 60-året for befrielsen i år. De forregnede sig. Der har ærlig talt meldt sig en vis træthed. Markedet er mættet.

Det betyder ikke, at vi har mistet interessen for fortiden. Den har blot forskudt sig til 1950'erne. Nissen flytter naturligvis med. De historiske undersøgelser tager stadig form af politiske opgør pr. vikar. Som der indtil nu er drevet klapjagt på værnemagere, skal det nu undersøges, hvem forræderne var under den kolde krig. Vi får ikke fred, før den sidste kommunist er røget ud af sin hule. Nå, men det er ikke storpolitikken, der interesserer os her.

1950'erne var en tærskeltid. En ny verden blev til, og en gammel forsvandt. »Gamle prøvede leveregler, hundrede års skik og brug, ja hele det gamle bondesamfunds virkelighedsorientering blev i løbet af en generation kasseret«. Sådan skriver den virtuose nostalgiker Hans Edvard Nørregaard-Nielsen om sin levetid i barndomserindringerne 'Mands minde', der udkom i 1999. De handler om barndommens tabte land, ikke psykologisk forstået, men historisk. Det er ikke den nøjsomme opvækst, han savner; det er landsbyens overskuelige samfund, hvor enhver svarede sit. Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er, at Nørregaard-Nielsen ikke er særlig gammel, født som han er i 1945. Det er ikke så længe siden, at det var meget gamle dage.

Tv-serien 'Krøniken' forsøger sig - ikke uden held - som den store fortælling om efterkrigstidens store forandringer. Hverken historiens bæreevne eller karaktertegningens styrke berettiger seertal af den størrelse. Det er lykkedes fotografen og scenografen at skabe nogle virkningsfulde billeder, der med stor detaljerigdom gengiver tiden. De er på dansk fjernsyn kun overgået af den uforlignelige Henning Bahs' arbejde med scenografien i 'Matador'. På ét punkt falder 'Krøniken' dog næsten konsekvent igennem, og det er i dialogen. Det er ikke lykkedes manuskriptforfatterne at fange tidens sprogtone, og kun ganske få af skuespillerne magter at kompensere for denne mangel. Her tåler serien slet ikke sammenligning med 'Matadors' betydelige sproglige raffinement. Men den har helt tydeligt overlevet på sit vellykkede tidsbillede.

En af destørste historier i pressen i 2005 handlede om en museumsgenstand fra 1950'erne, motorfærgen 'Frederik IX'. Den stod i vinter foran skrotning, og pludselig fik hele Danmark et forhold til 'Kongen', som skibet hedder blandt entusiaster. Udadtil handlede det om miljøspørgsmål og den korrekte skrotningsmetode, men det var kun et påskud. Folkeviljen ville ikke bare lade 'Kongen' dø.

Spørgsmålet beskæftigede både kultur- og miljøministeren, inden det nåede så vidt, at den indiske udenrigsminister i maj måned modtog en henvendelse fra sin danske kollega, der bad om de indiske myndigheders medvirken til at hindre ophugningen af færgen på stranden i Alang. Det har muligvis foranlediget en smule forundring eller måske endda munterhed i det relevante departement i New Delhi, for det er sjældent, at gammelt jern bliver genstand for diplomatisk aktivitet. Hvad inderne naturligvis ikke havde nogen chance for at gennemskue var, at der i virkeligheden var tale om en hellig ko.

Skibet blev bygget på Helsingør Skibsværft i 1954. Apteringen var af den fineste slags med paneler i finér, messingbeslag og askebægre med indstøbt DSB-logo. Det var, før grove svejsesømme og rustbeskyttelse blev færgeindretningens væsentligste æstetiske virkemidler.

Af ydre var 'Kongen' slankere end senere artsfæller, der synes at være bygget efter den retningslinje, at de skal kunne flyde og derudover rumme så mange rejsende og køretøjer som muligt. Færgen blev bestykket med en imponerende maskine, der var dimensioneret til at klare både høj sø og isvintre. Vognmandsrutens dieselelektriske discountcontainere blegnede i enhver sammenligning. Ved kraftig vestenvind havde de moderne potter vanskeligt ved at lægge til kaj i Nyborg. 'Kongen' derimod gled under tilsvarende vejrlig sikkert ind i sit leje, uden at motoren skulle tvinges op i et omdrejningstal, der gjorde vold på det majestætiske helhedsindtryk.

Det var nuikke skibets skønhed eller dets tekniske kvaliteter i sig selv, der berettigede dets bevarelse. Det var symbolværdien. Motorfærgen 'Frederik IX' var en fremragende ambassadør for det årti, der skabte den. Lidt på samme måde som Lillebæltsbroen repræsenterer 1930'erne og Storebæltsbroen 1990'erne.

Denne ødselhed med stål og hestekræfter afspejler sådan set ikke den umiddelbare velstand anno 1954. Man havde faktisk ikke så meget at gøre godt med. De sidste rationeringer var netop ophævet, og de færreste havde en bil at sætte på vogndækket. Men skibet bragte løftet om, at det gik fremad. Der var en forvisning om, at fremtiden ville opfylde, hvad færgen forjættede. Det skulle være enhver rejsende dansker forundt at sejle med et kongeskib.

Arbejderne på skibsværftet i Helsingør gik til opgaven med den forvisning, at de med deres næver byggede på den samfundsstruktur, der var undervejs. Det var Socialdemokratiet, der gik forrest, for partiet havde endnu dengang en meget stærk følelse af at være fremtidens repræsentant i nutiden. Grundmetaforen for deres samfundsmodel var huset. »En bygning, vi rejser« som det hedder i socialistmarchen. De havde lavet tegningerne til folkehjemmet, så nu drejede det sig bare om at få skabt byggesten nok. Kursen var udstukket: folkepension, offentlig sygesikring, ingen arbejdsløshed.

Festen varede i omtrent et halv århundrede. Det er ikke, fordi den er slut som sådan, men alle ved, at den ikke kan blive ved på de samme vilkår. Fremtidens velfærdsstat skal ikke bygge på gensidig skattefinansieret forsørgelse inden for nationalstatens rammer. Globaliseringen har skabt helt nye rammer. Grundlaget for den fantastiske økonomiske vækst, der indledtes i slutningen af 1950'erne, var de mange industrielle arbejdspladser. De er nu ved at tage samme vej som 'Kongen' - til Indien.

(kommentar i Politiken 27. nov. 2005)

'Kongen' skal dø

Det var Tommy-Seebach-buffet’en, der gjorde udslaget. Sådan en må man bare prøve. Vi var en gruppe gamle venner fra skolen, der for en halv snes år siden havde besluttet at løse billet til Svebølle Turistfarts store decembersatsning: En endags-tur til Kiel med den gamle storebæltsfærge Frederik IX, blot kaldet ’Kongen’ blandt veteranskibsentusiaster. Vi gik om bord i Korsør med udsigt til den næsten færdigbyggede Storebæltsbro.

Morgenmadsbuffet’en var overdådig med skiveskåret cervelatpølse, friskbagt brød, hummer og champagne. Og der var ikke tale om falsk varebetegnelse. Det var Tommy Seebach selv, der underholdt på el-orgel og rytmeboks. Der var noget storslået over arrangementet, der ikke rigtig stod mål med kvaliteten af publikummet. Seebach var som kunstner undervurderet, og det er betegnende for hans lidt triste skæbne, at han måtte leve af at spille for folk som os. Han døde for et par år siden, kun 53 år gammel.

Og nu skal ’Kongen’ også dø. Det lykkedes ikke at holde liv i planerne om Frederik IX som færgemuseum. Dette prægtige skib blev bygget på Helsingør Skibsværft i 1954. Apteringen er af den fineste slags med paneler i finér, messingbeslag og askebægre med indstøbt DSB-logo. Hensigten bag denne overdådighed var antagelig, at den almindelige, rejsende dansker også skal have lov til at opleve, hvad det vil sige at sejle med et kongeskib. Det var før grove svejsesømme og rustbeskyttelse blev færgeindretningens væsentligste æstetiske virkemidler.

Af ydre er ’Kongen’ slankere og mere helstøbt end senere artsfæller, der synes at være bygget efter den retningslinje, at de skal kunne flyde og derudover rumme så mange rejsende og køretøjer som muligt.

’Kongen’ blev bestykket med en imponerende maskine, der er dimensioneret til at klare både høj sø og isvintre. Mine venner og jeg fik en rundtur i maskinrummet. Maskinmesteren fremviste stolt sit kraftværk og forklarede om kompressionsforhold, slagvolumen og ventilspillerum. Vognmandsrutens diesel-elektriske discountcontainere blegnede i enhver sammenligning. Ved kraftig vestenvind havde de vanskeligt ved at lægge til kaj i Nyborg. ’Kongen’ derimod gled under tilsvarende vejrlig sikkert ind i sit leje uden at motoren skulle tvinges op i et omdrejningstal, der gjorde vold på det majestætiske helhedsindtryk.

 

Der findes ingen rationel grund til at bevare ’Kongen’. Den er utidssvarende, brændstofslugende og sikkert heller ikke miljøcertificeret. Gammelt jern er i høj kurs. Man brugte ved byggeriet stål af en sådan kvalitet, at skibet i dag er efterspurgt blandt skrothandlere, så det er nu, der skal slås til, hvis der skal hentes lidt penge hjem.

Vanskelighederne med at tage afsked med skibet skyldes nostalgi. Det er den samme nostalgi, der giver Krøniken så høje seertal. Det er tidsbilledet snarere end historien, der trækker.

Henrik Dahls seneste – og i øvrigt ganske fremragende – bog, Mindernes Land, lanceres som et opgør med nostalgien. Det var ikke bedre i gamle dage. Og det er så ganske rigtigt. Hvis man altså ser bort fra kvaliteten af færgebyggerierne.

Opgøret med nostalgien er en gammel genre. Den stammer fra 1870’ernes moderne gennembrud. Siden har det ligget som en hovedstrøm i vores kultur. Vi må se fremad og opad – ikke bagud. Derfor skal kongen dø. Dette særlige blik på historien har en tendens til at overse, at forandringen er betydningsfuld som andet end fremskridt.

Den stolte motorfærge Frederik IX stammer fra en periode i det 20. århundrede, der med den største selvfølge byggede fremtiden op. Det var en u- og antinostalgisk tid, funktionalismens og den klassiske moderne formgivnings tid. Denne ødselhed med stål og hestekræfter afspejler egentlig ikke velstanden anno 1954. Der var ikke meget hummer og champagne over danskernes liv dengang. Men der var en forvisning om, at fremtiden ville opfylde, hvad færgen forjættede.

I 1950’erne blev den nationale velfærdsstat til, som vi kender i dag. Denne overgangsperiode er i øvrigt også skildret meget fint i Dahls bog. Nu er denne samfundsform under stærk ombrydning, eller måske endda under afvikling. Vi vil så gerne blive kloge på det, der er ved at gå tabt, og så ser vi tilbage på den tids glæde over det, der var ved at blive til. Der er ingen grund til at ønske sig 1950’erne tilbage, men der er grund til at fastholde dem i erindringen. Derfor skal kongen leve. Som en påmindelse om andre tider, om andre håb og andre sorger.

(kommentar i Informaton 8. marts 2005)