Pinds idé om filosofikum duer ikke

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind stiller i interview med Uniavisen 27. januar og (uddybende) Berlingske Tidende 30. januar forslag om at genindføre filosofikum i form af en fælles eksamen for alle studerende, ikke alene på de længere videregående, men alle videregående uddannelser.

Ministeren siger selv om begrundelsen for sit forslag i Berlingske: »Jeg taler om filosofi, moral og etik, men også kulturel bevidsthed. Hvad udspringer vi af? Hvem er vi? Det handler om dannelse, som der mere end nogensinde er brug for. At skabe en fælles forståelse af, hvad vi er for en størrelse […] Det handler om at binde uddannelserne sammen og skabe en fælles bund i et samfund, der for nærværende er fragmenteret og under angreb fra populistisk hold og folk med andre styreformer, der vil os det ondt.«


Ministeren ønsker altså at indføre et fælles kursus, hvis formål er at tilvejebringe identitet, fællesskab, sammenhæng og bevidsthed om fælles demokratiske værdier. Det er en ubeskeden og for så vidt også prisværdig ambition.

Som historiker og grundtvigianer er det vanskeligt at være modstander, men jeg skal gøre forsøget.
Den eksamen i filosofikum, der blev afholdt indtil 1971, var i virkeligheden en lille rest fra dengang studentereksamen blev aflagt på universitetet som en optagelsesprøve. Fra 1850 blev den prøveret forlagt til de lærde skoler, altså gymnasierne.

Filosofikum var derefter tænkt som en oplæring i videnskabelig metode ud fra den antagelse, at filosofien som universitetsdisciplin og den på dette tidspunkt veletablerede filosofihistoriske kanon kunne tilvejebringe et tjenligt og almengyldigt grundlag for en virksomhed i videnskabens tjeneste, hvad enten man beskæftigede sig med kirurgi, procesret, atomfysik eller semitisk filologi.
De videregående uddannelser er et institutionelt fællesskab af væsensforskellige fag og discipliner. Det er et resultat af den specialisering, som har fundet sted over de seneste mange generationer. Den opfylder et behov, som efter alt at dømme ikke bliver mindre. Der er brug for folk, der kan deres kram.

I dag er metode og videnskabsteori indbygget i studieordningerne. På universitetet anvendes vidt forskellige videnskabelige metoder. Vi kan på gode dage, og når taler skal holdes til universitetets fester, stadig til nød fastholde hinanden på fælles etiske, ontologiske og epistemologiske principper som stræben efter ’det gode liv’, ’retfærd’, ’sundhed’ og ’sandhed’, men selv i diskussionen af så enkle og indlysende værdier er det vanskeligt at opnå enighed om metoder, principper og midler.
En anden og mere praktisk grund til at være mod ministerens forslag er, at det ifølge ham selv ikke må forsinke nogen eller koste noget.

Og alt, der er gratis, har som bekendt sin pris. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i mit fags studienævn og skal udpege de dele af bacheloruddannelsen i historie, der kan undværes for at skabe plads til ministerens forslag. Tiden til et filosofikumkursus skal nemlig tages fra de kurser, der i dag udgør en del af en bachelor i sygepleje, semitisk filologi eller jura.

Det vil betyde, at fremtidens sygeplejersker, filologer eller jurister vil have modtaget mindre undervisning i henholdsvis sygepleje, filologi og jura, hvis filosofikum genindføres. Inden for rammerne af den nuværende uddannelsespolitiske trylle-logik, vil man aldrig få nogen med ansvar til at indrømme, at det indebærer en kvalitetsforringelse, men det gør det altså.

De fleste vil anerkende, at ministeren har identificeret et reelt problem. Filosofikum er bare ikke løsningen. Alle der begynder på en videregående uddannelse har mindst ni års undervisning i enhedsskolen bag sig samt en studentereksamen. Folkeskolen skal blandt andet forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og i gymnasieskolen står den almene dannelse stadig som et centralt formål.


Hvordan havde ministeren helt præcist forestillet sig, at et kursus på måske 5 eller 10 ECTS-point skulle kunne klare, hvad tolv års skolegang ikke har magtet? Hvis ministeren bekymrer sig om sammenhængskraften i samfundet, var det måske en idé at give folkeskolen og de gymnasiale uddannelser de rammer og ressourcer, som de skal bruge for at løfte den opgave, som er deres, og så lade de videregående uddannelser om det, som vi er gode til: specialiseringen.

(Universitetsavisen 3. feb. 2017)

Skal samarbejdspolitikken danne model for kamp mod terror i 2016?

Grundlovsdag talte justitsminister Søren Pind (V) i forbindelse med regeringens kamp mod ekstremisme om nødvendigheden af at slå hårdere ned på dem, der ønsker at undergrave det danske samfund.

Da en journalist fra Danmarks Radio bad ham uddybe synspunktet, svarede han med blandt andet at henvise til kommunistloven fra 1941 som et eksempel på, at danske politikere historisk og under ekstraordinære omstændigheder er gået til grænserne for, hvad Grundloven tillader.

I sommeren 1941 åbnede Hitler østfronten, og dermed brød han den såkaldte Ribbentrop-Molotov-aftale, der var en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunion og Nazityskland fra 1939.

I nazisternes øjne betød det, at der nu også var erklæret krig mod alle sovjettro kommunister i Europa, herunder det besatte Danmark. Besættelsesmagten stillede derfor den 22. juni krav om, at ledende kommunister skulle interneres, hvilket blev efterkommet nidkært af danske myndigheder. Blandt de anholdte var tre folketingsmedlemmer. Den 22. august vedtog Rigsdagen enstemmigt (i sagens natur uden kommunisterne) en lov, der forbød kommunistiske organisationer og gjorde kommunistisk virksomhed og agitation strafbar.

Interneringen af kommunisterne og det efterfølgende forsøg på at lovfæste den, er en af de mest kontroversielle og omdiskuterede dele af samarbejdspolitikken. Der var tale om brud på blandt andet foreningsfriheden, rigsdagsmedlemmers immunitet, reglen om lovgivning med tilbagevirkende kraft og retten til ikke at blive fængslet uden dom. Den ansvarlige justitsminister, Thune-Jakobsen (udenfor parti), blev efter krigen skammet ud og døde som en nedbrudt mand i 1949.

Regeringens og Rigsdagens handlinger kan forklares som et resultat af omstændighederne, men selv meget ihærdige forsvarere af samarbejdspolitikken har vanskeligt ved ikke at udtrykke kritik af aktionen mod kommunisterne i 1941. Så meget desto mere interessant er den nuværende justitsministers udtalelse, ikke mindst i lyset af, at han har landets fineste juridiske rådgivning til sin rådighed.

For det første er det usædvanligt, at en minister fra Venstre bruger samarbejdspolitikken under Besættelsen som et positivt forbillede. Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale i 2003 i anledning af 60-året for augustoprøret samarbejdspolitikken og fremstillede sin egen politik som en logisk fortsættelse af modstandskampen, mens han implicit kædede oppositionen sammen med samarbejdspolitikkens "gustne overlæg".

Uanset at Fogh Rasmussen kun havde ringe faktuelt belæg for at drage denne historiske parallel havde han held med at sætte en moralsk dagsorden i udenrigspolitikken og skabe opbakning til det danske bidrag til krigen i Irak.

For det andet er det bemærkelsesværdigt, at Søren Pind finder omstændighederne i 1941 og 2016 sammenlignelige. Ingen var i tvivl om, at grundlovssikrede rettigheder blev krænket i 1941, men den juridiske begrundelse for at gøre det var nødretten, det vil sige, at man kan suspendere visse rettigheder midlertidigt under henvisning til et overordnet hensyn, som det for eksempel er tilfældet under en krig. I 1941 var der krig, selv om der formelt set var tale om en fredsbesættelse. Danmark er også i krig i dag. Vi har næsten uafbrudt siden 2003 deltaget i krige i Mellemøsten. Nogle vil endda mene, at krigen allerede er nået til Europa.

Pind bruger nødigt ordet krig til at beskrive situationen i 2016, men han kommer tæt på. Han taler om en " kamp" mod en "fjende, der med omhu og vold og magt fører en kamp mod alt det, vi har kært". Idet han sammenligner med kommunistloven 1941 synes han også at mene, at denne kamp ikke alene skal føres til Grundlovens grænser, men i nødrettens navn også ud over denne grænse.

(Kristeligt Dagblad 8. juni 2016, forsiden.)

Er vi i krig?

Mange vil betragte weekendens terroranslag i København som udtryk for noget helt nyt, som at alting nu er delt op i et stort "før" og et tilsvarende stort "efter". Det er en vurdering, der især hævdes af dem, der i skudvekslingerne på Østerbro, i Indre By og på Nørrebro ser de første kamphandlinger i den krig, som de selv har forudset. Det er især debattører, der har advaret mod islamiseringen af det danske samfund og hævdet ytringsfriheden som den væsentligste – somme tider endda den eneste - samfundsværdi, som føler sig bekræftet i deres forventninger.

Ved siden af den forfærdelse, som vi naturligvis alle deler over begivenhederne, kan man endda hos disse debattører spore en vis fryd over at have fået ret i, at vi nu går ind i en ny tid, hvor der endegyldigt hersker klarhed over, hvem der er fjender og hvem der er venner i krigen. Ve dem, der stadig tror, at dialog og præventivt socialt arbejde er vejen frem, for vi står over for en blodtørstig hær af tusinder bevæbnet med automatvåben, der griner ad vores blødsødenhed. Nu handler det om at uddele øretæver og ikke brochurer, skal man tro disse debattører, der gerne vil fremstille regeringen og det etablerede system som magtes- og viljeløst. Nu kræves der handlekraft og vilje til kamp. "Vi er i krig, og vi bør handle derefter", som Søren Pind siger.

Men selvfølgelig er det ikke første gang i nyere dansk historie, at vi står over for terror eller anden form for politisk motiverede drab. Der var ikke mindst bombeanslagene i København mod bl.a. synagogen i Krystalgade i 1985. Det tager jo ikke alvoren ud af den nuværende situation at minde om, at noget lignende har fundet sted før.

Den 20. februar holder Syddansk Universitet et kombineret symposium og mindearrangement for nogle terrordrab, der fandt sted på denne dato for 70 år siden. (foregår i kapellet på Odense Universitetshospital, åbent for offentligheden) Fire læger blev ofre for såkaldte clearingmord begået af Petergruppen, radikaliserede unge mænd, forsynede med våben og en nødtørftig ideologi til at begrunde forbrydelsen. Situationen dengang var naturligvis anderledes, men kan stadig sammenlignes. Der var f.eks. krig. Det er der jo på sin vis også i dag. Deri har Søren Pind ret. Han glemmer bare, at fronterne ligger et andet sted. Regeringen har indvilget i at bidrage til bekæmpelsen af IS i Mellemøsten. Det kan man dårligt kalde mangel på handlekraft.

Men er vi i krig med Mjølnerparken? Skal vi indsætte politiet eller F16-jagere mod terrortruslen herhjemme? Det er jo det spørgsmål, vi må stille de mennesker, der bliver ved med at tale om krig. Svaret er, at det, der virker, er en effektiv politiindsats. Politiets sociale og præventive arbejde, SSP, har gjort meget, bl.a. i Aarhus, og politiforbundets formand har netop i denne situation understreget, at det præventive arbejde er vejen frem.

PET har i mere end et halvt århundrede arbejdet med at forebygge og efterforske forbrydelser mod rigets sikkerhed fra forskellige radikaliserede miljøer. Det er altid svært at evaluere dette arbejde, fordi en stor del af det foregår i hemmelighed. PETs største succeser er altid skjulte, fordi de indebærer, at intet er hændt. Vi skal naturligvis være realistiske og forvente, at der kommer flere forsøg på anslag. I den situation står min lid til politiet, ikke til dem, der vil krigen.

(Kristeligt Dagblad 18. februar 2015)