Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.

Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.

Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.

Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.

Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

Betragtninger om af- og påklædthed i badesæsonen

”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet. Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi de ser En mindre smuk. Tværtimod.”

Synet på nøgenhed for 100 år siden var præget af både restriktioner og liberalitet. Den 21. marts 1910 fældede Højesteret dom i en sag om uterlighed mod en medarbejder på et børnehjem på Bornholm. Manden fik 40 dages fængsel for blandt andet at have ”ladet en 10-aarig Pige se, at nogle Drenge løb nøgne om paa Marken i en Tordenbyge.” Efter domfældelsen kunne sagens parter – hvis de ville – spadsere de få hundrede meter over til Charlottenborg, hvor de kunne se de første glimt af J.F. Willumsens berømte billede af badende, nøgne drenge. (Selve billedet blev først udstillet offentligt to år efter, men Charlottenborg viste dette forår N.V. Dorphs portræt af Willumsen, mens han arbejdede på det i sit atelier.) 

Man skal ikke tage det som udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten. I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.

Johan Galster, Roar og Helge, 1939.
Stændertorvet, Roskilde
Eget foto.

I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret. Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed blev et ideal i sig selv.

Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.

Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks. næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt. Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er, om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.

(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)

Ret og magt flytter sig

Den nylige udvikling i USA, hvor en dommer har bremset præsident Donald Trumps indrejseforbud, understreger i hvor høj grad dette land forstår sig selv som en retsstat i den forstand, at der udgår en meget stærk myndighed fra landets domstole. Og som vi netop har været vidne til kan en domstol underkende en regeringsbeslutning på ganske få dage.

I Danmark har domstolene ikke samme tradition for at hævde sig på linje med de to øvrige statsmagter, men har levet en mere tilbagetrukket tilværelse. Magtens tredeling er ikke særlig klart formuleret i Grundloven. Politik og dermed magt udøves efter det såkaldte hørupske princip: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det blev i sin tid formuleret af Viggo Hørup under forfatningskampen som et ønske om at skabe andet forhold mellem den lovgivende og udøvende magt. Det fik vi, da parlamentarismen blev udviklet i årene efter 1901, således at ingen regering kan blive siddende, hvis et flertal i Folketinget udtaler sin mistillid til den ved en afstemning i salen.

Højesteret er en institution, der er væsentlig ældre end den styreform, under hvilken den fungerer i dag. Den blev skabt under enevælden og har repræsenteret en bemærkelsesværdig kontinuitet i det danske statsstyre lige siden. Retsvæsenet var temmelig upåvirket af statsomvæltningen 1848-1849. Da det nuværende Christiansborg blev opført efter det forrige slots brand i 1884, valgte arkitekten at genbruge enkelte dele af ruinen til den del, der i dag huser Højesteret. Tydeligere kan det ikke illustreres, at Højesteret har rod i enevælden.

Arbejdsgangen i Højesteret er konservativ, og nogle procedurer går helt tilbage til stiftelsen i 1661. Der hersker i retten en højtidelighed, der afspejler institutionens ælde. Hvordan det er at møde for Højesteret har advokat René Offersen skildret levende i bogen, Kold Krig i Højesteret, der udkom for nylig på Forlaget Vandkunsten.

Der er den interessante parallel mellem USA og Danmark, at udviklingen af retsstatstanken skete samtidig i de to lande i slutningen af 1700-tallet. Det lyder paradoksalt at kalde den sene enevælde en retsstat, men noget er der om snakken. Selv om kongen formelt havde forsædet i Højesteret indtil 1848 var der allerede 100 år tidligere i praksis indtrådt et skel mellem den udøvende og lovgivende magt på den ene side – det vil sige kongen – og den dømmende på den anden. I sager mellem staten og enkelte borgere dømtes der ikke sjældent til ugunst for staten.

Først ved udgangen af det 20. århundrede trådte Højesteret i funktion som en ligeværdig magt ved siden af den lovgivende ved at håndhæve prøvelsesretten, altså domstolenes ret til prøve lovgivningens lovmedholdelighed. Det skete da flere paragraffer af en lov rettet mod Tvindskolerne blev underkendt.

I december sidste år er Højesteret trådt et skridt videre ad denne vej ved for første gang at underkende en afgørelse fra EU-domstolen. Det skete i et spørgsmål om arbejdsret i den såkaldte Ajos-sag. Selv om der stadig er en meget stor forskel på den danske og den amerikanske forståelse af domstolenes rolle, nærmer den danske Højesteret med langsomme og små skridt sig en mere aktivistisk og dermed også sandsynligvis en politiserende linje.

(Kristeligt Dagblad den 7. februar 2017)

Den typiske mangel på respekt

Da Hans Engell overtrådte færdselsloven, fratrådte han sine politiske poster. Da Pia Kjærsgaard overtrådte våbenloven, trådte hun ikke tilbage. Hun trådte derimod frem og proklamerede, at det var da også en tåbelig lov, og at den burde afskaffes. Den manglende respekt for lov og ret er typisk for hende. Derfor er det ikke overraskende, at hun farer i flint over Højesterets seneste afgørelse, der betyder, at det ikke er bagvaskelse at kalde hendes udtalelser racistiske.

Ikke alene Højesteret men også Dansk Sprognævn får det glatte lag i hendes ugebrev den 23. juni. De bugnende bede, hvorfra partibossen plukker sine sprogblomster, gødes med galde og sprøjtes med vitriol. Her en buket:

»Helt naivt har Højesteret lagt udtalelser fra Dansk Sprognævn til grund for den beslutning, man har truffet. Naivt alene af den grund, at Dansk Sprognævn er kendt for at være et rent populistisk foretagende, som accepterer og giver frit spil for enhver forfladigelse af det danske sprog.«

Højesterets dom er ifølge samme ugebrev »hamrende forkert, hamrende uretfærdig og hamrende politisk. Nok tager jeg dommen til efterretning, men jeg kan altså ikke tage den alvorligt. De synspunkter jeg fremfører har intet med racisme at gøre, selvfølgelig ikke; derimod er der tale om ganske almindelige dagligdags synspunkter, som de fleste danskere giver udtryk for.«

Faktisk vil jeg give Pia Kjærsgaard ret i, at hendes synpunkter ikke er racistiske, hvis man skal fastholde alvoren og præcisionen i begrebet. Racisme dækker over den forestilling, at der er en biologisk betinget forskel mellem de menneskelige racer, som indebærer, at det er legitimt at gøre forskel på dem som mennesker og borgere. Dansk Folkeparti ønsker ganske vist at gøre forskel på folk, men snarere ud fra religion og kultur end hudfarve. Man kunne vælge at kalde dem ’kulturalister’, hvis man skulle finde en direkte sproglig parallel til begrebet racist.

Det skal i hvert fald være et dækkende udtryk for den holdning, at »asylanter og indvandrere misbruger vore kirker, misbruger vore børn og misbruger vores tillid.« Det er som sagt ikke racisme, men forskellen er i praksis til at overse. Ophavsmanden til udsagnet er da også blevet pålagt dagbøder. Pia Kjærsgaard giver ham naturligvis sin fulde opbakning i sit ugebrev. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid ikke nødvendigvis racismen.

Claus Bryld har i sin nye bog om demokratiet i fortid og fremtid mindet os om den pagt, som de fire gamle partier indgik efter Første Verdenskrig. Den indebar en enighed om spillereglerne for demokratiet, en respekt for de rammer, der omgiver det daglige hundeslagsmål på Slotsholmen. Det er blevet stadig mere klart, at Dansk Folkeparti ikke ser sig selv som en del af denne pagt.

Pia Kjærsgaard har inden for det seneste år ladet hånt om våbenloven, truet Ivar Hansen på hans mandat som Folketingets formand, og hun har nu beklikket Højesterets integritet som uafhængig statsmagt. Som de sidste af de i grundloven omtalte magtorganer må ombudsmanden, statsrevisorerne og dronningen berede sig på tilsvarende bredsider fra samme skude.

Politikens Adam Holm har brugt betegnelsen radikal konservatisme om den danske højrefløj i mellemkrigstiden. Det dækker over den forestilling, at det ganske vist handler om at bevare Gamle Danmark, men at dette Danmark efterhånden er blevet så inficeret af politisk fordærv og anden socialdemokratisme, at man må nedbryde det bestående system for at kunne genskabe det ’egentlige’ og det ’folkelige’ Danmark; med andre ord: revolution. Foragten for det bestående system deles af Dansk Folkeparti, og den ideologiske tråd er ubrudt. Søren Krarup skrev i sine ganske unge dage en sympatisk indstillet bog om Harald Nielsen, der netop hørte til denne særlige kategori af konservative ideologer, om hvem man kan sige dette ene fordelagtige, at de i store træk ikke var nazister.

(Kommentar i Information 2. juli 2003)

En ny grundlov

Særloven om Tvind fra 1996 var en utilladelig sammenblanding af den lovgivende og den dømmende og for så vidt også den udøvende magt. Grundloven viste ved den lejlighed sin tydelige svaghed, fordi det ikke var indlysende, at sådan måtte Folketinget ikke handle. Embedsmændene i Justitsministeriet gjorde som de fik besked på og blåstemplede lovforslaget, men store dele af den uafhængige juridiske ekspertise pegede på, at der var tale om et brud på princippet om magtdeling eller magtadskillelse, som burde være klart formuleret i grundlovens §3. Magtens tredeling er ikke alene et spørgsmål om, at statsmagtens opgaver er fordelt mellem regering, folketing og domstole. Den drejer sig også om, at de hver især kan holde de øvrige i skak, således at ingen overskrider sine beføjelser.

Højesterets dom fra i år, der kender Tvindlovens §7, hvor Tvindskolerne nævnes ved navn, for ugyldig, var på to måder et forsøg på at bringe grundlovens §3 ind i en fortolkningsramme, hvor den hører hjemme. For det første tiltog domstolene sig for første gang den rolle, som egentlig er tiltænkt dem ifølge magtdelingsprincippet, nemlig at være Folketingets vogter. For det andet drejede selve dommen sig om, at Folketinget havde overtrådt magtadskillelsesprincippet. Det var altså både det, at dommen blev afsagt, og dommens indhold, der var væsentligt. Nu kan man så spørge, om højesteretsdommen ikke var et bevis på, at grundloven er god nok på bunden, og at magtbalancen blev genoprettet? Svaret er, at det sandelig kommer an på, hvem der skal bestemme. Hvis alle har tillid til domstolenes evne til at fortolke den gældende grundlov, er der ingen grund til at foretage sig yderligere. I den sammenhæng skal det blot anføres, at det er de samme domstole, der i årevis bl.a. har sanktioneret urimeligt lange varetægtsfængslinger. Højesteret har kastet en bold op, og hvis ikke andre griber den, vil Højesteret givetvis selv gøre det og bruge sin nyvundne autoritet i andre tilfælde også.

Grundlovens tågede formuleringer og forældede udformning tillader meget vide rammer for fortolkning, og det vil stå domstolene frit for at udstikke den retning, som fortolkningen skal gå i, hvis ikke andre vil. Hvis juristerne får lov til at bestemme, vil der selvfølgelig »gå jura i det«, så man ikke kan slå en streg uden at spørge sin advokat først. Det undgår man ikke med mindre lovgivning men derimod med bedre lovgivning. Det er meget svært at få sat forarbejdet til en ny grundlov på skinner. I et interview i Politiken på 150-årsdagen for grundlovens underskrivelse sagde Erling Olsen, at danskerne ikke vil kunne bringes til at interessere sig for grundloven, medmindre man som i 1953 lancerede det som et spørgsmål om arvefølgen. Man skulle tro, at han havde lidt højere tanker om vælgerne. Nu har arveprinsen indtil videre fået en søn, og mens billedbladene anstiller spekulationer om knægtens adkomst til tronen, er der grund til at fast- holde en mere seriøs grundlovsdebat. En grundlov regulerer forholdet mellem borger og stat. Den sætter grænsen for, hvad staten kan tillade sig, og problemet er i virkeligheden, at danskerne nærer en enestående tillid til deres stat. Hvor der hersker tillid, er der jo ingen grund til at hænge sig så meget i love og regler, vel? Vi er alle glade kunder i landets rådhusbutikker, og vi betaler næsten uden at kny hvad det koster i tiltro til, at pengene bliver brugt til nytte for de fleste af samvittighedsfulde og dygtige embedsmænd og-kvinder. Deri adskiller vi os fra de fleste andre europæiske lande. Når italienerne fx er så begejstrede for EU, skyldes det ikke så meget positive erfaringer med administrationen i Bruxelles. Det er snarere et udtryk for håbet om at EU vil udgøre et fornuftigt alternativ til den italienske stat, som ingen italiener tager alvorligt. Tilsvarende må den danske EU-modstand fortolkes som en forundring over at vi skal have endnu en stat, når nu den gamle er god nok. Senest med vedtagelsen af Tvindloven må det være blevet klart, at denne tillid ikke længere kan være så entydig, som den har været, ganske uanset om man bryder sig om Tvind eller ej. Alle de mennesker, hvis ejendomsret eller privatliv er blevet krænket med hjemmel i gældende lov vil helt sikkert være enige. Nu er det de samme borgeres pligt at engagere sig i arbejdet for en ny grundlov. Man kan ikke forvente, at myndighederne skal tage initiativ til en lov, der begrænser egne magtbeføjelser.

(Indlæg i Weekendavisen 10. sep. 1999)