Det ukrainske flag

Justitsministeren har den 2. marts tilkendegivet, at det midlertidigt skal være tilladt at flage med det ukrainske flag. Baggrunden er den krig, som Rusland har iværksat mod Ukraine, og tilladelsen skal give danskerne mulighed for at ytre solidaritet med Ukraine. Der er kun få fortilfælde for sådanne generelle tilladelser. I forbindelse med det kongelige bryllup i 2004 blev der fx givet tilladelse til at flage med det australske flag. 

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for justitsministeriet at udstede en sådan tilladelse, når der i forvejen er indrømmet den almindelige dansker en ret uindskrænket ret til at ytre sig i inden- og udenrigspolitiske spørgsmål?

Årsagen skal findes i den danske flaglovgivning, eller rettere i manglen af samme. Reglerne om flagning i Danmark er stadig grundlæggende reguleret af en kongelig bekendtgørelse fra 1748. Eftersom den enevældige konge var både lovgivende, dømmende og udøvende magt, havde en kongelig bekendtgørelse dengang lovskraft. Og det korte af det lange er, at der ikke siden er vedtaget nogen lov, der har annulleret denne bekendtgørelse, så den gælder stadigvæk. 

Flagning var dengang et maritimt spørgsmål. Flag blev brugt til at signalere et skibs ærinde og status. I 1748 skelnede man grundlæggende mellem orlogsflag og koffardiflag, altså hvorvidt skibet tilhørte krigsmarinen eller handelsflåden. Orlogsflaget var et splitflag, mens koffardiflaget var et stutflag, altså rektangulært. Det princip gælder for så vidt stadig, blot således at det er statens skibe i bred forstand – også f.eks. civile postbåde – der anvender splitflag, mens kommercielle skibe anvender stutflag. I anden halvdel af det 19. århundrede opstod som en tredje kategori lystfartøjerne, der hverken var handels- eller krigsskibe, og de fik med særlig tilladelse lov til at føre splitflag, hvad de stadig gør med en ikke ubetydelig stolthed.

Men flagets nuværende betydning stammer fra dets inddragelse i det 19. århundredes nationale konflikter, der indebar, at flagning til lands blev stadig mere almindeligt. Flaget blev ikke kun statens, men først og fremmest nationens symbol, og det blev almindeligt at tilkendegive sin nationale sympati ved hjælp af flagning til lands. Det manifesterede sig allerede i forbindelse med Englandskrigene, hvor Dannebrog også blev brugt til lands, men kom for alvor til udfoldelse i forbindelse med Treårskrigen 1848-50. Slesvig-holstenerne brugte naturligvis deres eget flag, en vandret delt trikolore i blåt, hvidt og rødt.

Den nuværende regulering af flagreglerne i Danmark, der i udgangspunktet forbyder flagning med fremmede landes flag, findes i en ministeriel bekendtgørelse fra 1915. Den skal forstås i sin historiske kontekst, nemlig Danmarks meget skrøbelige neutralitet under 1. Verdenskrig. Ingen krigsførende magt skulle kunne anvende en flagning på dansk grund som anledning til at inddrage Danmark i krigen. Sidenhen er reglerne blødt lidt op, så det er tilladt at flage med bl.a. de øvrige nordiske flag uden særlig tilladelse. Men det tyske mindretal i Sønderjylland skal stadig søge om særlig tilladelse til at vaje det tyske flag.

Højesteretsdommer Jens Peter Christensen har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at denne kontekstbestemte bekendtgørelse fra 1915 næppe kan udgøre et tilfredsstillende grundlag for flagregler mere end 100 år senere, hvor konteksten er en ganske anden. Han peger på, at der i flere tilfælde er fældet dom på baggrund af bekendtgørelsen på trods af princippet ”uden lov, ingen straf”.

På den anden side fastholder den nuværende retstilstand flagningens signalværdi og betydning. Det gør faktisk en forskel, hvad der gives tilladelse til at flage med. I den konkrete situation må det derfor tillægges særlig betydning, at der gives generel tilladelse til at flage med det ukrainske flag. 

Et par gange har der været optræk 
til at modernisere den danske
flaglovgivning, f.eks. ved ned-
sættelse af en kommission.
Der er dog indtil videre ikke
blevet nogen bukser ud af det
skind. (Det kongelige Bibliotek)

(Kristeligt Dagblad 9. marts 2022. Avisen valgte en anden rubrik.)

Folkets flag og statens flag

Ved Folketingets åbning havde tingets præsidium besluttet at hænge et stort Dannebrog op som erstatning for talerstolens bagtæppe, der midlertidig var nedtaget. Det blev af nogle betragtet som en politisk demonstration, og det spørges, om det overhovedet var korrekt at anvende et splitflag til formålet?

Der findes ingen moderne lovgivning om flagning i Danmark. Der var i de første årtier af det 20. århundrede nedsat hele to kommissioner, der skulle forberede en lov, men deres arbejde bar ikke den tilsigtede frugt. Gældende lov på området er derfor en forordning af 11. juli 1748. Den fastlægger flagets proportioner og principperne for anvendelsen af stut- og splitflag. Dengang anvendtes Dannebrog udelukkende til søs. Det rektangulære stutflag blev ført af private handelsfartøjer, såkaldte koffardiskibe. Derfor kaldes stutflaget også koffardiflaget. Splitflaget anvendtes af orlogsfartøjer og skibe, der sejlede i opdrag af staten, f.eks. kapere og den statslige, monopoliserede, oversøiske handel.

I løbet af 1800-tallet blev flaget i stigende grad et centralt symbol for den nationale vækkelse. Først i 1854 blev det dog lovligt for civile at hejse stutflaget. Denne bestemmelse danner i kombination med 1748-forordningen og en bekendtgørelse fra 1915 om begrænsningerne i anvendelsen af fremmede landes flag lovgrundlaget for flagning i Danmark.

Den tilsynsførende myndighed for flagning i Danmark er Justitsministeriet, men det er også et af de få områder af samfundslivet, der hører direkte under kronen, det vil sige at monarken skal høres personligt, hvis f.eks. statsbanerne skal have nyt logo i sit flag eller hvis der skal meddeles dispensationer fra gældende bestemmelser. Det samme gælder som bekendt Folkekirkens alter- og salmebog, der er autoriseret af Dronningen og ikke kirkeministeren.

Justitsministeriet har på sin hjemmeside en instruktiv gennemgang af principperne for flagning. Hovedprincippet er, at stutflaget er borgernes og nationens flag, mens splitflaget er forbeholdt statens civile og militære myndigheder. Derfor anvendes der splitflag på Christiansborg.

I praksis er skellet ikke helt så enkelt. F.eks. er orlogsflaget, det vil sige det flag, der føres af marinens udrustede skibe, af en dybere rød farve end det splitflag, der vajer til lands. Dertil har dæks- og halvdæksbåde beregnet på lystfart generel tilladelse til at føre en modifikation af orlogsflaget, kaldet yachtflaget.

Mange private og halvoffentlige institutioner fører splitflag. Tilladelsen gives af monarken personligt. Især Christian IX var flittig med at give dispensationer. Allerede de førnævnte lovkommissioner bemærkede dog, at der mange steder flages med splitflag uden at kunne fremvise den nødvendige kongelige resolution.

Men spørgsmålet om splitflaget giver også anledning til principielle drøftelser om forskellen mellem staten og det civile samfund. I spørgsmålet om Folketinget kunne man argumentere for, at det ikke er statsligt, men udgør folkets repræsentation i staten og derfor skal bruge nationens flag. Statskirken markerer sig f.eks. som folkekirke ved netop som hovedregel at anvende stutflaget.

Selv entydigt statslige myndigheder kan ikke altid finde ud af det. Opmærksomme københavnere bemærkede for nylig, at der blev flaget med stutflag fra Den Røde Bygning på Slotsholmen. Vittige hoveder fandt det hermed dokumenteret, at Finansministeriet var blevet privatiseret. Efter det oplyste er Finansministeriet dog blevet irettesat af Justitsministeriet tidligere i år og er vendt tilbage til at anvende splitflag.

(Kristeligt Dagblad 8. okt. 2016)

Hvorfor bruger lystsejlere splitflag?

Danske lystsejlere er meget stolte over, at de må føre splitflag. Men hvorfor må de egentlig det? Den korte forklaring finder man i statsministeriel bekendtgørelse af 11. oktober 1957, hvori der meddeles alle danske dæksbåde og halvdæksbåde bestemt for lystfart retten til at føre splitflag med bogstaverne Y. F. i gult i den øverste firkant nærmest stangen, det såkaldte yachtflag.

Når det alligevel undrer, skyldes det den almindelige regel, at splitflaget almindeligvis opfattes som statens flag. Statslige institutioner anvender splitflag, nogle med et særligt mærke, mens det rektangulære flag, kaldet stutflaget, anvendes af ikke-statslige institutioner og privatpersoner sådan som f.eks. lystsejlere - skulle man tro. Men sådan er det ikke, og forklaringen er historisk.

Der findes ingen samlet, moderne lovgivning om flagning i Danmark. Flagning er reguleret af kongelig forordning af 11. juli 1748, der stadig er gældende lov i Danmark. Den skelner mellem koffardiflaget og orlogsflaget, som stadig er de officielle betegnelser for henholdsvis stutflaget og splitflaget. Koffardiflaget skulle føres af handelsskibe, mens orlogsflaget skulle føres af krigsskibe. Flagføring var dengang først og fremmest et søværts foretagende. 

I 1854 blev loven suppleret af bestemmelser om flagets anvendelse til lands. En bekendtgørelse fra 1915 om brug af fremmede flag supplerer denne bestemmelse, men ellers er flagning i Danmark præget af stærke følelser, svag konsekvens og næsten lige så mange undtagelser som regler. Flere private virksomheder, foreninger og stiftelser har i tidens løb fået tilladelse til at føre splitflag – nogle bruger det sågar uden tilladelse – mens offentlige institutioner som kommunerne eller Folkekirken typisk flager med stutflag.

I 1888 fik Dansk Forening for Rosport
sit eget flag. Her er det oprindelige
udkast fra Marineministeriets arkiv.

Det er nu som før regenten, der kan give dispensation fra forordning af 11. juli 1748. I 1865 søgte en grosserer Prior om kongelig tilladelse til at føre et særligt flag på et lystfartøj, som han havde erhvervet med henblik på et togt til Middelhavet. Skibet var i henhold til den gældende forordning hverken fugl eller fisk. Prior ønskede på den ene side at undgå de havneafgifter, der påhvilede handelsskibene. På den anden side var der heller ikke tale om et orlogsfartøj, men der var dog det særlige ved skibet, at det havde tilhørt Frederik VII. Det var Marineministeriet, der fandt på løsningen med udkastet til det særlige yachtflag, som Prior derefter anvendte med kongelig tilladelse.

Tilladelsen i 1865 blev givet til Prior personligt, da der ikke var mange lystfartøjer i Danmark, men nok til at spørgsmålet om deres flagføring blev taget op, således at alle andre lystfartøjer i 1866 fik samme tilladelse som Prior. I 1867 blev der vedtaget en lov om skibsregistrering, som var forudsætning for at føre dansk flag, og i en følgende bekendtgørelse blev det specificeret, under hvilke vilkår lystsejlere kunne føre det særlige yachtflag. Der skulle indgives andragende herom under erlæggelse af en stempelafgift på 48 skilling. Denne stempelafgift blev afskaffet i 1957.

I 1873 fik Dansk Forening for Lystsejlads – siden omdøbt til det mere prætentiøse Kongelig Dansk Yachtklub – sit eget flag med split, fulgt op af flere ro- og sejlklubber landet over. Man skal tilhøre disse klubber eller foreninger for at føre deres specielle flag, men enhver dansk halv- eller heldæksbåd, der hverken anvendes til krigsførelse eller nogen form for kommerciel virksomhed, har altså retten til at føre det almindelige yachtflag; en ret der næste år kan fejre sit 150 års jubilæum.

(Kristeligt Dagblad 10. juli 2015. Avisen havde indført et ekstra ord i første afsnit. Den fejl er her rettet tilbage.)