En moderne kirke

Den 15. august i år kan den katolske Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby fejre sin 60 års fødselsdag. Den udmærker sig ved at være en af de første og samtidigt meget få gennemført modernistiske kirker i Danmark. Der er opført mange kirker i det 20. århundrede, men påfaldende få i denne stilart, der har været dominerende i erhvervsbyggerier og etageejendomme i store dele af det 20. århundrede.

De kirker, der er bygget i århundredets første halvdel, trækker på arkitekturhistorien på en måde, der gør dem meget genkendelige som kirker, opført i traditionelle materialer, typisk tegl. Et hovedværk i denne epokes kirkebyggeri er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København, indviet 1940.

Modernismen var et opgør med denne tradition. Modernisterne ønskede, at arkitektur skulle være i pagt med samtiden og ikke fortiden. Modernisterne tog det på sig at skabe et helt nyt æstetisk udtryk ved at fremhæve en ny tids materialer, først og fremmest jernarmeret beton, der siden det for alvor blev bragt i anvendelse som bærende element i etagebyggeri i århundredets begyndelse, havde skabt helt nye konstruktive muligheder. Det var meget provokerende, fordi mange betragtede – og betragter – beton som et grimt materiale, der er bedst tjent med at blive skjult bag facader af andre og kønnere materialer. Modernisterne ville derimod af med det, som de betragtede som unødvendig pynt og forlorne forsiringer, til fordel for en ærlig arkitektur, hvor der var overensstemmelse mellem en bygnings indre og ydre.

Arkitekten Carl R. Frederiksen (1915-1974), gav det modernistiske program fuld skrue, da han tegnede det endelige forlæg for Skt. Knud Lavard i Lyngby. Den giver mest indtryk af at være en rektangulær betonkasse i en stil, som undertiden også kaldes brutalisme. I foromtalen inden åbningen beskrev Kristeligt Dagblad med tydeligt forbehold kirken som ”yderst moderne”. Den fremtrædende arkitekturhistoriker Harald Langberg mente med mere udelt begejstring, at kirken ”er et smukt eksempel på den katolske kirkes fordomsfri indstilling til ny arkitektur.”

Tegning i Lyngby-Tårbæk Kommunes byggesagsarkiv

Man siger vist ikke for meget, hvis man betegner Skt. Knud Lavards Kirke som et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der i det 20. århundredes anden halvdel udvikledes mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur på den ene side og den almindelige danskers smag på den anden.

Hovedlinjen i dansk kirkearkitektur fulgte da også et andet spor. En af forklaringerne er antagelig, at bygherre som oftest var repræsentant for netop den almindelige dansker smag: menighedsrådsmedlemmer. I samarbejde med tidens dygtigste arkitekter skabte de løsninger, der på en anden måde end den rene modernisme brød afgørende med tidligere tiders kirkebyggerier. Kirkerne lignede nu meget mere almindeligt institutionsbyggeri, blot i en væsentlig højere kvalitet. Ofte er det kun et klokketårn, der gør dem genkendelige som kirker set udefra. Anvendelsen af beton blev ikke opgivet, men stærkt nedtonet til fordel for tegl. Islev Kirke, tegnet af ægteparret Exner, er f.eks. et hovedværk i moderne teglstensarkitektur. Kirkerne blev forsynet med foyer, garderobe, mødelokaler, kontorer til kordegnen og meget mere, så de blev beboelige for et moderne menigheds-, sogne- og kirkeliv.

(Kristeligt Dagblad 31. juli 2017. Rubrik og enkelte ord er ændret.)

Grundtvig dør ikke af at komme på museum

Grundtvig var ingen praktisk mand. Han tilbragte langt de fleste af sine leveår ved et skrivebord i sine skiftende københavnske lejligheder.

Den praktiske, dynamiske udfoldelse af højskoleidéen kom for eksempel fra Chresten Kold. Der var i mere end en forstand stor afstand mellem de visioner for det statelige Sorø Akademi, som Grundtvig havde udviklet i 1830' erne, og så den beskedne husmandshøjskole, som Kold åbnede ved Ryslinge på Fyn i 1851.

Kold brugte en landbohusholdning som organisatorisk model for sin skole, og den blev den fremherskende i højskolebevægelsen. Forstanderen var som en bonde - han ejede eller forpagtede oftest skolen - hans kone var madmor, og lærerne var ansat på samme vilkår som tyende. Til sin 70-årsdag i 1853 blev Grundtvig tilskyndet til at være lidt mere konkret.

Han fik en stor pengegave af en bred kreds af venner i Danmark og Norge øremærket til grundlæggelsen af en " Folkelig Højskole, som skal ordnes efter Deres Bestemmelser og bære Deres Navn", som det hed i gavebrevet. Grundtvig købte et par år senere en grund nord for København, byggede en skole og kaldte den Marielyst efter sin elskede anden hustru, Marie Toft. Den åbnede i 1856. Den blev aldrig nogen nævneværdig succes.

Grundtvigs Højskole Lyngby i dag. Eget foto.

Grundtvig havde ikke stunder og måske heller ikke vilje til at engagere sig. Han holdt lejlighedsvis et foredrag dér, men overlod driften til andre. Hans mest mindeværdige indsats er hans brillante sang skrevet til skolens åbning, " Hvad Solskin er for den sorte Muld, er sand Oplysning for Muldets Frænde", et prægnant udtryk for hans anti-elitære uddannelsespolitiske program.

I 1890, da Grundtvig for længst lå i sin grav, var skolen imidlertid trængt af hovedstadens vækst, og den selvsupplerende bestyrelse valgte at flytte helt ud på landet, til Lyngby. Her byggedes efter arkitekt Harald Lønborg Jensens tegninger en rigtig grundtvigsk skolebygning. Den grundtvigske arkitektur foretrak teglsten, granit og træ. Martin Nyrop, der tegnede Københavns Rådhus, var en eksponent for denne stilretning.

Det har igen intet med Grundtvig selv at gøre. Æstetik interesserede ikke Den Gamle. Hvorom alting er, afspejler Grundtvigs Højskole i Lyngby med sin monumentale karakter den grundtvigske højskolebevægelses ubeskedne selvforståelse. I detaljerne genkender man stilmæssige referencer til den nordiske oldtid, der spillede så stor en rolle i bevægelsens historieforståelse.

Skolen var nabo til Frilandsmuseet, der i 1930' erne udvidede sin virksomhed. Skolens bestyrelse valgte at afhænde ejendommen til museet. Til erstatning erhvervedes den velrenommerede, men økonomisk trængte Frederiksborg Højskole, som siden 1937 er blevet drevet som Grundtvigs Højskole Frederiksborg.

Tilbage i Lyngby står et hus på det helt rigtige sted, men anvendt til et helt forkert formål. Den gamle og slet vedligeholdte højskole er i dag værkstedsbygning for museets håndværkere og udgør ikke en del af udstillingen. Man skal spørge sig for, hvis man vil se den.

Frilandsmuseet var oprindelig et museum for byggeskik på landet, men har i stadig højere grad rettet sin opmærksomhed mod landbokulturen i en bredere forstand. Det er ironisk, at det i mange år var planen at rive Grundtvigs gamle højskole ned. Den tanke at sætte en højskole på museum har åbenbart været meget fjern.

Det er blevet stadig mere uforståeligt, for netop højskolebevægelsen var en helt central del af landbokulturen, og Grundtvigs Højskole ville som en del af Frilandsmuseets udstilling være en perle i museets samling og i tilgift et af de få huse, som faktisk er oprindelig hjemmehørende på matriklen.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 29. jan. 2011)