Håbets år

Engang var 2020 et år, der skulle opfylde en forfærdelig masse forventninger. Alle havde en 2020-plan. I 2010 lancerede Rigshospitalet sin vision for Danmarks internationale hospital i 2020. I 2012 præsenterede regeringen Thorning-Schmidt sin 2020-plan, der skulle øge beskæftigelsen og skaffe balance i de offentlige budgetter. I 2014 fik Danmark en 2020-plan for naturgenoprettelse. I 2015 introducerede Fredericia Kommune Vision2020. Der var ingen ende på alle de visioner, planer, målsætninger og ambitioner, der skulle virkeliggøres i 2020.

At året stod så godt for håb, skyldes måske blot rytmen. Årstallet ejer ikke 2002s eller 1991s palindromiske skønhed. Det er kun symmetrisk i afledt forstand. (Tyvetyve er deleligt med tyve 101 gange.) Det er den enkle retoriske gentagelse af et tostavelsesord, der appellerer. To snese. Det gjorde det på en eller anden måde tillokkende at sige, at ”i tyvetyve vil vi gøre sådan og sådan”.

Uanset hvilke håb der forud blev knyttet til året, blev det tidligt klart, at 2020 ikke blev opfyldelsens år. Det begyndte nedslående med de australske skovbrande. Siden kom de californiske, de brasilianske og så mange andre brande. Ja, og så kom den 11. marts.

Det politiske og medicinske beredskab blev stillet på en prøve. Men det viste sig, at det også var det kulturelle beredskab, der var afgørende. Var vi forberedt på indgrebene i kraft af kendskab til fortilfælde? For en stor del af befolkningen var den tilstand af fred, velstand og frihed, som havde eksisteret i hele deres levetid, en selvfølge, og ethvert afbræk herfra måtte derfor fortolkes som et brud på velerhvervede rettigheder og en selvfølgelig verdensorden. For de få, for hvem den 9. april 1940 endnu står i levende erindring, er friheden, freden og velstanden slet ikke så selvfølgelig. For de lidt flere, som har sat sig ind i historien, forholder det sig tilsvarende.

Det blev derfor også et fortolkningsopgør mellem generationer. Tålmodighed erhverves ved opsparing. Derfor har ungdommen mindre af den, og sådan er det. Vi andre, der for længst har krydset livets ækvator, ved godt, at der kommer et forår og en sommer igen, hvis dette forår eller denne sommer af en eller anden grund er blevet forsømt. Også selv om vi har færre forår og færre somre tilbage i det store regnskab. Den erfaring har de færreste unge i deres beredskab – i hvert fald indtil nu.

”Man binder os på mund og hånd”, skrev Poul Henningsen i 1940. Sammenhængen var en ganske anden, men alligevel er det påfaldende, at oplevelsen af mundbind og forsamlingsforbud i 2020 bygger en bro over en firsårig forståelseskløft.

Reaktionen i foråret 1940 på en udefrakommende og ukontrollerbar trussel virker påfaldende genkendelig. Meget få danskere er blevet syge, men alle er berørte af modforanstaltningerne. Meget få danskere kom dengang i direkte berøring med krigshandlinger, men til gengæld blev alle påvirket af omstændighederne.

Hal Koch satte ord på situationen, da han i september 1940 indledte en række forelæsninger for den studerende ungdom i København:

”Den største Del af vort Lands Ungdom er ikke faldet paa Slagmarkerne eller kaldt bort til Krigens Gerning, men møder – trods alt, hvad der er sket og sker ude i Europa – rede til at øve Fredens, Kulturens, Opbyggelsens Arbejde. Vi har Kaar, som næppe nogen anden Højskole [universitet] i Europa har dem i Øjeblikket. Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde.”

Hal Koch pegede netop på, at oplevelsen af ængstelse, bekymring og rådvildhed ikke var knyttet til nogen konkret fare for at dø i krig, men situationen som sådan. Krigen, der ikke var en krig, tog noget fra ungdommen, som den aldrig fik igen.

Dengang tog det 5 år at vende langsomt tilbage til noget, der ligner normaltilstanden. Med lidt held tager det denne gang kun et. Belært af erfaringerne skal vi ikke overbelaste et enkelt år med for mange ambitioner og forventninger. Befrielsessommeren 1945 var bestemt ikke kun solskin og lykke. Lidt håb kan der dog nok blive plads til i anledning af nytåret. Foreløbig omfatter min 2021-plan ikke de store visioner. Blot lidt mere normalitet, tak.

(Kristeligt Dagblad 30. dec. 2020. Avisen valgte en anden overskrift)

Influenzaen kommer

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man læse, at der hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza. Sundhedsstyrelsen besidder uden tvivl den afgørende ekspertise på feltet. Imidlertid stemmer skønnet ikke med de tal, der er indberettet til Danmarks Statistik, som har stillet et nyttigt redskab til rådighed for borgerne, så vi selv kan se efter. På statistikbanken.dk kan man med lidt øvelse skabe brugerdefinerede tabeller og grafer ud fra de bagvedliggende databaser. Hvis man søger på dødsårsager, vil man se, at siden 2005 er et sted mellem 10 og 60 personer døde af akut lungevejsinfektion eller influenza om året. Derfra er der unægtelig et stykke vej op til Sundhedsstyrelsens tusinder.

Danmarks Statistiks service til borgerne begrænser sig ikke til de aktuelle tal. Samtlige udgaver af Statistisk Årbog, der er udkommet siden 1896, er lagt ud på nettet i pdf-format (http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/).

For den tålmodige er der en rigdom af oplysninger at finde. I tilfældet influenza retter opmærksomheden sig naturligt mod det, der blev kaldt ”Den spanske Syge”, en pandemi – altså global epidemi – der ramte Danmark i sommeren 1918. Den kaldes en af verdenshistoriens største dræbere. Hvor mange der døde på verdensplan, vides ikke med nogen sikkerhed, for kun få lande havde en statistik, der var lige så nøjagtig som den danske. Dertil kom, at mange lande fortav sygdomsudbruddet. Når sygdommen fik prædikatet ”Den spanske Syge”, skyldes det ikke, at den stammede fra Spanien, men nærmere det forhold, at det neutrale Spanien havde en relativt fri presse, således at verdensoffentligheden første gang lærte sygdommen at kende gennem dens forekomst på Den iberiske Halvø.

Man havde registreret influenza-epidemier før. I 1889 og de følgende år havde en epidemi ramt Danmark. Ikke nogen stor andel af befolkningen var blevet syge, men dødeligheden blandt de syge var til gengæld høj. Op mod en tredjedel af de syge over 65 år lod livet. I 1918 blev næsten ½ million danskere ud af en samlet befolkning på omtrent 3 millioner syge af influenza. Det kendetegnede Den spanske Syge, at patienter i alderen mellem 15 og 40 blev relativt hårdere ramt, og man spekulerede allerede dengang over, hvor vidt det skyldtes, at de ikke fra tidligere epidemier var immuniserede. Betydning havde det under alle omstændigheder, at Verdenskrigen – også i de neutrale lande – indebar, at et meget stort antal mænd i den værneduelige alder var stuvet sammen i kaserner eller i felten.

Den spanske syges dødelighed var lav. Der foreligger for 1918 kun tal for bybefolkningen. I hovedstaden og købstæderne døde det år 4150 personer af influenza. Sygdommen blussede op igen i 1920, og da var man begyndt at tælle landdistrikterne med. Det år døde i alt 2998 mennesker af influenza i Danmark, heraf ca. 40 % på landet. Hvis man antager, at den samme fordeling gjorde sig gældende i 1918, betyder det, at ca. 7000 mennesker døde af influenza i det værste år.

Det interessante er imidlertid, at den samlede dødelighed i hele landet stort set ikke blev påvirket af epidemien, ja faktisk døde der i det værste år 1918 relativt færre danskere (13 promille af befolkningen) end gennemsnittet for årene 1916-1920 (13,1 promille). Populært sagt ville folk være døde også uden epidemien. Og så er vi nok tilbage til den principielle diskussion af, hvad folk dør af, hvis de dør, mens de har influenza? Den må man hellere overlade til Sundhedsstyrelsen at udrede.

(Kristeligt Dagblad 4. okt. 2015)

Heldigvis spild. Godt med mange ubrugte vacciner

Lige nu ligger ubrugte vacciner for millioner mod H1n1-influenzaen og overskrider sidste holdbarhedsdato. Der har været stærke røster fremme om overreaktioner og panikløsninger. Men hvis man ser tilbage på tidligere pandemier, kan man bedre forstå, hvorfor der blev råbt " ulven kommer".

Pandemier er globale epidemier. De forudsætter en eller anden form for global kommunikation. Forbindelserne på tværs af kontinenterne var særlig intensive i de sidste årtier af det 19. og de første årtier af det 20. århundrede. Mængden af varer og mennesker, der krydsede oceaner, var kolossal. Og med dem fulgte sygdomme.

En af dem var den såkaldte spanske syge, der hærgede i årene 1917-1920. For lande som Kina og Indien findes der stort set ingen pålidelig statistik, så det er og bliver et forsigtigt skøn, når man siger, at pandemien kostede 25-30 millioner mennesker livet. Det er flere end det samlede antal faldne under Første Verdenskrig.

Sygdommens ophav er omstridt. Den kaldes den spanske syge, fordi offentligheden først fik kendskab til den gennem den spanske presse, men det skyldes antagelig, at Spanien var neutralt og derfor ikke var underlagt samme censur som de krigsførende parter. Det kendetegnede sygdommen, at den ramte yngre mennesker i alderen 20-45 år. Det er der givet medicinske forklaringer på. Det kan også skyldes krigen, altså at mænd i den våbenføre alder var samlede i store lejre og derfor særlig udsat for smitte.

Danmark har tradition for god befolkningsstatistik. Den var ikke så god i 1918 som i dag, men væsentlig bedre end i de fleste andre lande. Den spanske syge lignede H1n1 på et væsentligt punkt, nemlig at dødeligheden i virkeligheden var meget lav. Til gengæld var sygeligheden meget høj. Mindst en halv million danskere blev ramt af influenzaen i 1918. 4150 dødsfald blev registreret, men dødelighedsstatistikken dækker kun bybefolkningen.

Landboerne, der udgjorde mere end halvdelen af den samlede befolkning, har antagelig ikke været så hårdt ramt. Det er faktisk ganske påfaldende og så vidt vides hidtil uden forklaring, at den samlede dødelighed i landdistrikterne faldt markant fra 1917 til 1918.

Influenzaen klingede først af i 1920. Så dødstallet ligger antagelig i nærheden af en halv snes tusinde. Det tal, der cirkulerer i litteraturen, ligger på 12.000-14.000 døde, men i virkeligheden mangler der grundlæggende medicinhistorisk forskning på området.

I 1918 var myndighederne de fleste steder i verden næsten fuldstændig uforberedte. I dag er vi meget forberedte - nogle vil også sige overforberedte. Men sundhedsvæsenets største succeser er usynlige, og ingen kan tage æren for dem. De består nemlig i fraværet af sygdom. Vi må tænke på de ubrugte vacciner på samme måde som udgifterne til en brandforsikring.Vi er bedst tjent med, at pengene er spildt.

(Kommentar i Kristeligt Dagblad 8. sep. 2010)