Historisk højskole forfalder

Højskolen april 2018. Eget foto.

Den gamle Roskilde Højskole står i dag og forfalder, og der er allerede sket uoprettelige skader. Den repræsenterer væsentlige æstetiske og historiske værdier, men ingen synes at ville tage ansvaret for at bevare dem.

Roskilde Højskole blev stiftet i 1907 af Thomas Bredsdorff, der lod den smukke teglhængte hovedbygning i røde sten opføre efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner, mens kunstneren Niels Skovgaard bidrog til udsmykningen. I 1929 blev skolen afhændet til AOF, der her åbnede en arbejderhøjskole, og i november 1931 talte Thorvald Stauning ved indvielsen af Mogens Lorentzens udsmykning af foredragssalen. Lorentzen er vel i dag bedst kendt som forfatter til ”Juletræet med sin pynt”. Han havde flere talenter og var også en anerkendt billedkunstner. Hans udsmykning på Roskilde Højskole afspejlede arbejderbevægelsens optimisme, humanisme og fremskridtstro på et tidspunkt, da det stadig var muligt at opretholde den.

Fra indvielsen af Lorentzens 

udsmykning. Udsmykningnen blev
bestalt af Ny Carlsbergfondet. (ABA)

I 1976 flyttede arbejderhøjskolen til nybyggede lokaler på nabogrunden, og den gamle Roskilde Højskole blev solgt til pensionskassen PenSam, som gennem mere end 25 år udlejede den til Tvinds skolevirksomhed. Tvind forlod bygningen i slutningen af 2006, og siden dengang har den stået tom. I modsætning til, hvad de fleste intuitivt vil antage, har Tvind ingen skyld i de ulykker, der fulgte. Der skete det forudsigelige, at en bygning, der ikke er i brug, forfalder. Ejerne var ikke helt uopmærksomme. På et tidspunkt er taget blevet sikret med presenninger. Man kan imidlertid ikke undgå mistanken om, at der spekuleres i forfaldet.

Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt

vindue april 2018. Eget foto.

Man har ikke skærmet bygningen mod indbrud og hærværk, og det kan i dag konstateres, at den indvendigt er overmalet med graffiti. Foredragssalens udsmykning er helt næsten fuldstændig ødelagt. Lokale kræfter har ihærdigt forsøgt at gøre opmærksom på problemet, men eftersom bygningen ikke er fredet, er der meget lidt at stille op.

I efteråret 2017 blev den gamle højskole og ikke mindst den tilhørende grund på syv hektar solgt til en privat investor. Det er planen at opføre etageboliger, som i gi

vet fald vil kræve en dispensation fra lokalplanen. Beliggenheden i bydelen Himmelev på en skråning med udsigt over Roskilde Fjord er særdeles attraktiv. Huse i nabolaget handles snildt til tocifrede millionbeløb. Hvad der skal ske med den gamle højskole er uvist.

Bredsdorffs, Plesners, Skovgaards og Lorentzens Roskilde Højskole synes at være taget som gidsel i et spil til mange millioner. Hensynet til den private ejendomsret må naturligvis veje tungt. Ejerne har uden tvivl retten til at disponere over deres ejendom, herunder at forsømme den. Dermed glemmes det imidlertid, at værdien af enhver bolig ikke mindst består i meget mere end blot et antal kvadratmeter med tag over.

Et udkast af Ulrik Plesner til højskolen. Hovedbygningens

fronton er her en bred trekantgavl, og det samme gælder

gymnastiksalens gavl til venstre. I den endelige udgave

blev begge gavle svungne som et tidligt eksempel på den

nybarok, der var populær omkring Første Verdenskrig, og 

for hvilken Plesner var hovedeksponent.

(Kunstakademiets bibliotek.')

Udsigten til Roskilde Fjord hører selvfølgelig til herlighedsværdien. Men udsigten til historien er af en tilsvarende betydning. Faktisk er der i dag ikke nogen nødvendig modsætning mellem hensynet til kulturværdier og kommercielle interesser. Noget af det, der kan føje til et steds værdi, er netop, at det har en historie. I Roskilde Højskoles tilfælde handler det om, at stedet repræsenterer to af det tidlige 20. århundredes væsentligste kulturelle og politiske strømninger, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Og så gør det jo ikke noget, at det er sket i en arkitektonisk udformning af allerfineste slags.

Foredragssalen i dag. Billedet er taget igennem et ødelagt vindue.

Eget foto, april 2018.

Gymnastiksalen eller øvelseshuset indvendigt. Billedet er taget

igennem et vindue. Eget foto, april 2018.

Plesners forslag til gymnastiksalens eller øvelseshusets gavl.

(Kunstakademiets bibliotek.)

(Kristeligt Dagblad den 1. maj 2018)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.

Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.

Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.

Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.

Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)

Grundtvigs plads i det store billede

"Grundtvigs særlige sociale vision [har] præget udviklingen af Danmarks udgave af den europæiske velfærdsstat, hvor den sociale sammenhængskraft har været en afgørende bestræbelse. Hans berømte linjer ’Og da har i rigdom vi drevet det vidt,/Når få har for meget og færre for lidt.’ har på godt og ondt stået som et credo over den danske velfærdspolitik i mere end hundrede år."

Denne karakteristik af Grundtvigs betydning for det danske samfund er hentet fra Bo Lidegaards "En fortælling om Danmark i det 20. århundrede". Det er ikke svært at finde politikere, der er parate til at give Lidegaard ret i, at Grundtvig er ophavsmand til velfærdsstaten og i øvrigt også mange andre samfundsfænomener, som vi roser os af i dagens Danmark. Grundtvig synes at være et forbillede i stort set hele det politiske spektrum.

De af Lidegaard citerede linjer har imidlertid intet med moderne fordelingspolitik at gøre. De er skrevet i 1820 i en slags fortrøstning over, at der trods krisetid ikke var sket en fuldstændig forarmelse af landet. I den forstand kan man godt tale om, at Grundtvig repræsenterede et socialt lighedsideal. I alt hvad han i øvrigt sagde og skrev om fattighjælp og socialpolitik står det imidlertid ganske klart, at han var imod skattefinansieret fattighjælp som en rettighed. I en tale i København fra 1838 fremlagde han som et skræmmebillede for sine tilhørere den mulighed, at lovgivning blev et resultat af almindelig stemmeflertal. De fattige ville jo naturligvis vedtage som lov, at de rige skulle beskattes og at provenuet heraf skulle fordeles mellem alle andre. Det ville ifølge Grundtvig føre til at byens ødelæggelse, fordi det ville give "Handel og Vandel og al udbredt Virksomhed et Knæk" og "befordre baade Fattigdom og Dovenskab, Ødselhed og Nærighed, Svir og Spil og slette Sæder".


Hermed er også mere end antydet, at Grundtvig ikke var tilhænger af den almindelige valgret. Han var ganske vist selv valgt til både Den grundlovgivende Rigsforsamling og efterfølgende til Rigsdagen over flere omgange, hvilket i det mindste kan betragtes som en de facto anerkendelse princippet om valgte forsamlingers andel i statsstyret, men var helt frem til 1850 fortaler for monarkens udelte suverænitet og modstander af en lovgivende forsamling sammensat ved almindelig valgret.

Men hvad så med højskolerne da? Grundtvig skabte da højskolerne, vil de fleste mene. I højskolehistorien sætter man Rødding Højskoles åbning i 1844 som udgangspunktet. Den blev grundlagt, fordi de dansktalende i Slesvig led under en Bildungsrückstand. I den slesvigske stænderforsamling havde de tysktalende fordelen af at være de bedst uddannede, og som et led i den nationale kamp lykkedes det at skabe opbakning ikke mindst blandt det nationalliberale borgerskab i København til at skabe en skole for danske bønderkarle i Slesvig.

Grundtvig ytrede sig især fra 1830erne jævnligt om behovet for en uddannelsesreform i almindelighed og en reform af Sorø Akademi i særdeleshed. Han betragtede den lærde skole eller latinskolen, datidens gymnasieskole, der lagde vægt på græsk og latin, som ødelæggende for ungdommen, og han blev en markant skikkelse i uddannelsesdebatten, en fortaler for mundtlighed og for "skolen for livet" snarere end "den sorte skole", der underviste i døde sprog og døde bogstaver. I stedet ønskede han at der skulle undervises i historie og dansk. Et af problemerne med at identificere en særlig grundtvigsk skole er, at ikke alle Grundtvigs markante synspunkter var originale. Kritikken af den lærde skoles vægt på "de døde sprog" var udbredt. Heller ikke udtrykket "den sorte skole" kan tillægges Grundtvig. Når det handler om almuen, der ved uddannelse skulle forædles til et højere dannelsesniveau, delte han synspunkt med så godt som hver eneste reformpædagog i Europa fra det 18. til det 20. århundrede, og i spørgsmålet om folkets, hhv. nationens betydning, var han en del af en tilsvarende bred europæisk trend, der tillagde folket afgørende vægt politisk og kulturelt. Det 19. århundrede var nationalismens århundrede. At modersmålet og historien, det historisk-poetiske for at tale grundtvigsk, skulle udgøre en større del af pensum i skolerne var en naturlig konsekvens af både den politiske og kulturelle nationalisme. Dertil kom, at Grundtvig sjældent gav sine skoletanker en konkretiseringsgrad, der gjorde dem operationalisérbare. Grundtvig var måske visionær, men han var også upraktisk.

Det afgørende argument for at hævde, at Rødding var en grundtvigsk højskole, er at en af hovedkræfterne i grundlæggelsen, Chr. Flor, var tilhænger af Grundtvig. Svagheden ved dette argument er, at Grundtvig ikke kvitterede for interessen. Han ofrede hverken Flor eller hans skole nogen synderlig opmærksomhed. Grundtvig besøgte kun Slesvig/Sønderjylland en eneste gang, nemlig ved et stort møde på Skamlingsbanken i 1844, hvor han ganske vist udtalte sig entydigt positivt om planerne for en dansk højskole i Slesvig, men det blev ved den meget generelle tilslutning til idéen. Først i 1850erne kom der en fastere forbindelse mellem Rødding og Grundtvig, idet han selv blev medlem af skolens tillidsmandskreds, dog stadig uden nogensinde selv at besøge skolen, og han anerkendte aldrig udtrykkeligt skolen som en frugt af sine tanker.

I 1850erne kom der også en fastere forbindelse mellem de øvrige højskoler, der blev etableret, og Grundtvig selv. Grundtvig stiftede f.eks. i 1856 for indsamlede midler sin egen højskole. Samtidig skete der en slags samling af Grundtvigs tilhængere i noget, der begyndte at ligne en bevægelse, der knyttede sig til bønderne og deres økonomiske, religiøse, kulturelle og politiske interesser. Afgørende for organiseringen af denne bevægelse var ikke mindst Grundtvigs tredje hustru, Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, der havde både penge, vilje og organisationstalent. Hun blev en slags impresario for sin mand.

Der skete også en udvikling, hvor Grundtvigs status og navn blev af en sådan vægt, at det blev hæftet på fænomener, til hvilke han kun havde fjernere tilknytning. Det blev Grundtvigs skæbne – for at parafrasere P.G. Lindhardt – at blive overskygget af den bevægelse, som han lagde navn til.
Noget af ansvaret for denne udvikling påhviler Grundtvig selv. Vi er på Grundtvig Centeret under Aarhus Universitet i gang med den meget store opgave at tilvejebringe en samlet, digital og videnskabelig udgave af Grundtvigs værker. De udgør skønsmæssigt over 30.000 sider. Det vil sige, at Grundtvig i de knap 70 år, han var aktiv som skrivende intellektuel, udgav mere end en trykside om dagen. Som en af de førende Grundtvig-forskere, Sune Auken, har gjort opmærksom på, var Grundtvig i høj grad en lejlighedsforfatter. Han mente meget om mangt og meget, så der er rig lejlighed til at høste et godt citat, hvis man er parat til at tage det ud af sin oprindelige sammenhæng og sætte det ind i sin egen.

Der er god grund til stadig at undersøge, hvad Grundtvig faktisk mente om dette eller hint. Noget, der er mindst lige så interessant, er at undersøge de fænomener, der kalder sig ved hans navn eller er blevet kaldt ved hans navn. Begrebet ’grundtvigianer’ stammer faktisk helt tilbage fra 1810erne, hvor det blev anvendt som skældsord. Grundtvig selv forsøgte ved flere lejligheder at lægge afstand til dem, der talte i hans navn, men forgæves – naturligvis, havde man nær sagt. Når først en –isme fødes, får den sit eget liv. At den ikke nødvendigvis stemmer overens med sin navngiver, gør den ikke mindre interessant som studieobjekt. Man kan drage parallellen til en af de få andre danskere, der har lagt navn til en –isme, nemlig Georg Brandes. Også hans navn blev en slags kastebold i et erindringspolitisk spil, der kun har en begrænset sammenhæng med, hvad han faktisk mente, sagde og gjorde. For at forstå, hvad der ligger i begreber som brandesianisme eller grundtvigianisme, kan
det derfor også somme tider være nødvendigt at se bort fra henholdsvis Brandes og Grundtvig.

(Weekendavisen 20. februar 2015. Enkelte sproglige rettelser er foretaget)

Selvfølgelig er Grundtvig forældet

Grundtvig er ikke længere det ideologiske grundlag for højskolerne. Oure Idrætshøjskole fastslår uden omsvøb: »Det bemærkelsesværdige ved Grundtvig var, at han koblede nationalromantikken og aggressiv modstand mod hele oplysningsprojektet med en bibelfundamentalistisk opfattelse af historien og mennesket.« Det er vanskeligt at blive mere upræcis inden for hæderlighedens rammer, men lad det nu ligge. Det væsentlige her er standpunktets klarhed, der er udbredt i de danske højskoler. Det kan man se af det netop udkomne fælleskatalog for landets 86 højskoler.

Flere og flere skoler profilerer sig på færdighedskurser og kompetencegivende undervisning på bekostning af klassiske højskoleværdier som folkelig oplysning eller åndelig dannelse. »Vi danner din succes« er fælleskatalogets motto. Det handler jo stadig lidt om dannelse, men kodeordet er succes, et ord, der for blot få år siden ville have været bandlyst fra højskoleverdenen. Det smager for meget af Thatcher-80’ernes egoisme og for lidt af fællesskabets forpligtelse.

Det forbavsende er i første omgang, at offentligheden betragter det som en nyhed, at Grundtvig er ude. Det har han på mange måder været næsten siden krigen. Da besættelsestidens nationale vækkelse var klinget ud – og det gik meget hurtigt – stod der Dostojevski, Kierkegaard eller Løgstrup på læseplanerne. Grundtvigs navn blev de fleste steder kun nævnt i festtalerne.

Oure Idrætshøjskole er blot en af mange højskoler, der i årevis har været i åbenlys konflikt med det grundtvigske oplysningsideal. Den er i åndelig forstand en aflægger af Den røde Højskole i Svendborg, der i masser af år var, hvad man dengang kaldte en kommunistrede. I det selskab var Grundtvig ikke inde i varmen.

Bortset fra det må det ikke komme som nogen overraskelse, at Grundtvig er forældet. Selvfølgelig er han da det. Man kan ikke som engageret borger i samfundstilstanden 2004 banke på Grundtvigs dør anno 1800 og hvidkål og spørge: »Hva’ så Nikkelaj? Hvor ska’ vi hen, du?« Selvfølgelig har Grundtvig som forfatter ikke noget direkte bud på det. Han taler kun til os gennem traditionens stadig tykkere slør.

 

P.G. Lindhardt skrev, at det var Grundtvigs skæbne at blive overskygget af den bevægelse, som han havde lagt navn til. Grundtvig var opmærksom på problemet og forsøgte selv at lægge afstand til grundtvigianismen. Det mislykkedes. Den blev en bevægelse, der i mangfoldige former var med til at danne det moderne Danmark. Højskolebevægelsen f.eks. begyndte med bønderkarle, der skulle lære om nordisk mytologi og spat hos heste. I den anden ende af den historiske proces finder man Ubberup Højskoles kurser for overvægtige og sportskurserne i Oure. Det er en konstatering og ingen dom.

Man læser ikke Grundtvig, fordi hans budskab er gyldigt, men fordi han har gjort sig gældende. Man læser Grundtvig, fordi han satte sit mærke på det danske samfund. Man læser Grundtvig som en historisk forudsætning for nutiden. Selvfølgelig var han nationalist. Herregud, det var de jo alle sammen. I den læsning hænder det, at man ser glimt af guldet, at teksten pludselig taler direkte til en, men det er en sidegevinst. Grundtvig har samme betydning for dagens Danmark som Marx har for nutidens socialdemokrater. Men hvem kunne finde på at forklare Socialdemokratiet uden at nævne Marx?

(Information 13. jan. 2004)