Kære ven

I 1992 udgav nu afdøde Henrik Nissen brevvekslingen mellem de to nære venner Hal Koch og K. E. Løgstrup. Bogen, ' Kære Hal, kære Koste', er blevet en nyklassiker i besættelsestidslitteraturen. Det skyldes ikke mindst, at man her finder nogle af de afgørende synspunkter repræsenteret, som udgør hovedpositionerne i den fortsatte erindringspolitiske kamp om besættelsestiden.

Denne kamp har ofte karakter af en stedfortræderkrig, hvor aktører fra krigens tid uden egen skyld eller fortjeneste tages til indtægt for synspunkter, der indgår i en nutidig debat. Denne brevveksling er imidlertid ret enestående, fordi den er en samtidig meningsudveksling med bud til eftertiden. Her ser vi to højt begavede mænd med ordet i deres magt, som ikke var underlagt selvcensurens bånd, og som kunne tage og give dybe stød. Her har man vidnesbyrd om helt principielle synspunkter udfoldet i den tid, hvor de hører hjemme, ubelastet af bagklogskab.

Derfor er det også glædeligt, at Forlaget Klim har taget det på sig at genudgive en revideret udgave af brevvekslingen, endda under en ny og mere præcis titel, ' Venskab og strid'.

Værdien af bogen afgøres ikke af, om den ene eller den anden brevskriver havde ret. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at afskrive eller hylde blot den ene part i sagen. Kvaliteten består i, at der her med vægt og integritet fremhæves synspunkter, som er indlæg i den aldrig afsluttede debat om, hvad et demokrati gør for at forsvare sig selv, når det angribes af ikke-demokratiske kræfter.

MENS LØGSTRUP hurtigt ønskede at gå langt for at fremkalde et brud med tyskerne, stillede Hal Koch sig kritisk til, men grundlæggende solidarisk med de skiftende regeringers politik frem til august 1943 med det argument, at der var tale om en løsning, der havde den bredest mulige folkelige opbakning. Løgstrup var anderledes radikal. Han havde embede som sognepræst i et landsogn på Fyn, langt fra indflydelsen og forhandlingerne i København. Klarhed er som bekendt den udenforståendes privilegium, og her kunne han så sidde og kræve norske tilstande, brud og rene linjer: »Dit Ansvar, det er at være lydig, lydig mod det danske Livs Love, mod Sandfærdigheden og mod Rettens Absoluthed - men dit Ansvar er ikke de Konsekvenser, der maatte komme af din Lydighed - det maa du overlade Gud i Tro«. Hal Koch sad som professor i København og skøttede tillidshverv, der bragte ham i meget tæt kontakt med politikerne. Han fastholdt samarbejdslinjen, blandt andet fordi den skånede danske liv. Han kunne godt misunde nordmændene de klare linjer, men »bliv mig saa fra Livet med det Sludder om det absolute og dansk Politik«. Løgstrup mente, at kompromiset og den nationale enighed var blåøjet og naiv. Selv om man ved et brud med tyskerne kun fik halvdelen af danskerne med sig, drejede det sig om den gode halvdel med instinkterne og energien i behold, mente han. Grunden til Hal Kochs demokratisyn, der netop bestod i en respekt for alles synspunkter og ikke kun den ene halvdels, blev lagt med denne korrespondance, hvorimod Løgstrup udviklede holdninger, der sagtens kunne forveksles med f. eks. Kaj Munks. På den anden side havde Hal Koch i efteråret 1940 gjort sig til talsmand for en opviglet og stærkt national grundtvigianisme, og det var Løgstrup, der gjorde ham opmærksom på, at den ikke adskilte sig særlig meget fra nazisternes. Derefter blev Hal Koch repræsentant for den politiske pragmatisme, mens Løgstrup overtog den nationale patos og gik ind i den aktive modstandskamp. Hal Koch blev meget udtalt anti-nazistisk, hvilket medførte et bombeanslag mod ham.

I dag føres fortolkningskampen om fortiden undertiden med en bitterhed, som Hal Koch og K. E. Løgstrup ikke kendte. Deres venskab holdt. De kunne håndtere dybtgående saglig uenighed med menneskelig format, og det ville have været dem ganske fremmed at lade striden imellem dem afgøre på en måde, som det er sket i Svendborg Byret, hvor en forbitret strid ( mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, red.) om den kolde krig netop har fundet sin afslutning.

(kommentar i Politiken 22. maj 2010)

Vi trænger til større ofre

Forskellene imellem Hal Koch, Kaj Munk og K.E. Løgstrup er til at få øje på. De havde på kryds og tværs nærmest uforsonlige sammenstød med hinanden, først og fremmest på grund af deres holdninger til henholdsvis modstandsbevægelsen og den officielle danske politik under besættelsen.

Men på den historiske afstand står det også klart, at de indgik i et fuldstændig banalt, men grundlæggende fællesskab. De var alle tre født i årene omkring århundredeskiftet og dermed gamle nok til at huske Første Verdenskrig. Dertil kom, at de alle tre var teologer. Hal Koch gjorde akademisk karriere, mens Kaj Munk blev sognepræst. Det var Løgstrup også, men endte som professor i Århus. Faktisk legede Hal Koch efter krigen med tanken om at opgive sit professorat i kirkehistorie i København for at blive sognepræst. Men først og fremmest var de alle tre intellektuelle. Ser man bag forskellene, viste der sig således interessante ligheder.

Jeg har indimellem lavet en lille gætteleg blandt historiekyndige i min omgangskreds om, hvem af de tre der er ophavsmand til følgende citat, som stammer fra et privat brev i maj 1940:

»Jeg haaber, at der endnu er en Fremtid for Danmark som selvstændigt Land. Og jeg tror, at det blev lettere for os at komme i det rette Forhold til Virkeligheden, om vi ogsaa oplevede noget af Krigens Forfærdelse. Hvad det betød at faa Nordslesvig tilbage, havde vi vel forstaaet mere af, om vi selv havde kæmpet og lidt. Vi vilde vel ogsaa bedre forstaa, hvad det betyder, om en Dag vor Frihed gives os tilbage, hvis vi selv har oplevet Krigens Forfærdelse. Jeg tror, at et Folk, som et Menneske, lærer af at lide og ofre, og jeg tror, at vi trænger til større Ofre end at savne Automobiler og Tobak.«

De fleste vil umiddelbart gætte på Kaj Munk på grund af indholdet. Ved et offentligt møde i Ollerup på Fyn i sommeren 1940 hånede han netop den danske magelighed og talte om, at det krævede lidelse - »afrevne Lemmer« - hvis fædrelandet ikke skulle forgå. Brevets patos er heller ikke fremmed for Kaj Munk, men det er for afmålt og behersket til at være hans stil. Hvad med Løgstrup da? Han var sognepræst på Fyn og blev jo siden kendt for sin opbakning til modstandsbevægelsen. Det kunne det måske nok have været, men brevets afsender var faktisk Hal Koch.

Hal Koch er mest kendt for sin opbakning til den officielle danske politik under krigen, for sin kritik af retsopgøret efter krigen og for sin lille bog »Hvad er Demokrati?« fra 1945. Han var ganske vist socialdemokrat, men er især blevet en slags kæledægge for De Radikale, der i ham ser en afspejling af mange af de idealer, der driver partiet. Derfor kommer det også som en overraskelse, at netop Hal Koch skulle have ønsket sig krig den 9. april. Det rimer ikke med den blødsødne radikale pacifisme. Og der er ikke tale om et øjebliks indskydelse. I et andet brev talte Hal Koch faktisk om »Krigens forfærdende Barmhjertighed«. For dem, der lige skal have tid til at synke den, bliver det såmænd værre endnu. I et foredrag i september 1940 berørte Hal Koch forholdet mellem danskhed og kristendom i den for nationen så svære tid:

»Og Ansvaret hviler over os. Men derfor maa vi ogsaa kæmpe uforsonligt mod dem, der vil tilintetgøre eller berøve os Land og Sprog. Ikke blot fordi vi som Træet er bundet til Roden, men ogsaa fordi det er dansk Sprog og Sind, som bærer den Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang frem for Gud, som er vort Svar paa hans Tale om Naaden og Sandheden i Kristus. Det betyder ikke, at der eksisterer en særlig dansk Kristendom, men det betyder det ganske simple, at det er som danske Mænd og Kvinder, vi er kaldet til at leve vort Liv af Guds Naade.«

Nu falmer det radikale glansbillede af Hal Koch fuldstændig. Stod manden nu ikke dér og talte om danskhed og kristendom på en måde, som kunne være udtænkt i Dansk Folkeparti? Der krummes tæer på Rød Stue. Jo, det gjorde han faktisk. Det var ganske vist meget mere mainstream dengang end nu, men alligevel. Nogle få gjorde indsigelse, herunder Løgstrup. Årsagen var, at Løgstrup var tidehvervsmand. Tidehverv var dengang noget helt andet, og man var nærmest allergisk over for enhver form for patos, national såvel som religiøs. Det var først langt senere, at den overfølsomhed fortog sig.

I november 1940 skrev Løgstrup til sin gamle ven Hal - de kendte hinanden fra deres ungdom på Metropolitanskolen - og overbeviste ham om, at den slags oppisket national snak ikke gjorde andet end at gøde jordbunden for nationalsocialismen. Det argument var ikke uden virkning. Fra det sene efterår 1940 begyndte Hal Koch at ligne den socialdemokratiske demokrat, som har fået lov til at stå i erindringen hos de fleste, der overhovedet har en idé om, hvem han var. Han blev som formand for Dansk Ungdomssamvirke en af besættelsestidens absolut mest fremtrædende meningsdannere, en meget væsentlig støtte for samlingspolitikken frem til august 1943 og en prominent fortaler for demokratiet.

Blandt andre Løgstrups og Kaj Munks kritik af den førte politik voksede, efterhånden som kompromiserne blev mere gustne. Hal Koch forsvarede regeringen, fordi den havde et demokratisk mandat. Det var ikke, fordi han var modstander af et brud med tyskerne, men det måtte ikke komme for tidligt. Hvis man brød allerede nu, skrev han i et brev til Løgstrup i slutningen af 1941, ville man kun have halvdelen af danskerne med sig og dermed stå med et splittet land. Løgstrup svarede:

»Folkestyre det er ikke at tage Hensyn til den tunge Halvdel af Befolkningen, der jo intet betyder, som der ingen Modstandskraft eller Udholdenhed er i, som der intet Initiativ eller Energi er i, som er instinktløst og uden Forbindelse med det danske Folks Instinkter. Folkestyret maa bero, ikke mindst i vore Tider, paa de Folk, hvor Energien er akkumuleret, og som netop i deres Energi er i Overensstemmelse med det danske Folks Instinkter - det er jo fra de Instinkter, de faar Energien.«

Man bemærker, at Løgstrups tonefald i bemærkelsesværdig grad var begyndt at ligne Kaj Munks. Det demokratiske argument talte ikke for Løgstrup, for flertallet havde ikke ret. Det havde derimod instinkterne, det absolutte, livslovene, nationens ære, som han også påberåbte sig. På dette tidspunkt begyndte Løgstrup at bruge flittigt af det nationalkonservative vokabularium, som han havde advaret Hal Koch imod blot et år tidligere. Rollerne var vendt om. Nu forsvarede Hal Koch demokratiet og dets mangel på absolutter. »Bliv mig saa fra Livet med det Sludder om det absolute og dansk Politik.«

Man skulle så tro, at Hal Koch var i kridthuset hos regering og besættelsesmagt, for ikke blot i private breve, men også offentligt arbejdede han loyalt for at skaffe opbakning til den officielle politik. Nej faktisk ikke, for samtidig kritiserede han i artikler og taler tydeligt regeringen for at gå på kompromis ikke alene med besættelsesmagten, men også demokratiets principper. Han ville så at sige bære kappen på begge skuldre.

Kritikken blev naturligvis bemærket på Christiansborg, hvor man var meget træt af »Hetzerne«, som de blev kaldt. Til dem hørte især Kaj Munk og Hal Koch, der jævnligt var på dagsordenen. Selv om de indbyrdes var rivende uenige, regnede politikerne dem for at være to alen ud af et stykke. Selv meget aktive forsøg på at overtale Hal Koch til at tie, afviste han blankt. Og da han blev bedt om at fordømme sabotagen, ville han heller ikke. Han var ikke nogen tilhænger af den aktive modstand, men var meget varsom med at kritisere den. Den nærmest rutinemæssigt misforståede og fejlciterede pjece, som han udgav i august 1943, »Vandene skilles«, udtrykker skepsis over for, men netop ikke fordømmelse af modstandsbevægelsen.

De danske nazister kunne slet ikke lide Hal Koch, og de førte en kampagne imod ham i deres blade. Nu må det retfærdigvis siges, at nazisterne var meget rundhåndede med deres vrede, så det udmærker i sig selv ikke Hal Koch, at de lod det gå ud over ham også. Men i juni 1942 blev Hal Kochs hjem på Frederiksberg udsat for et bombeanslag. Det var amatøragtigt udført, og ingen kom noget til, men det var bemærkelsesværdigt, fordi det indvarslede en optrapning af den vilkårlige voldsanvendelse. Forbrydelsen blev aldrig opklaret, men det stod hurtigt klart, at danske nazister stod bag, og i offentligheden gjorde de sig umage med at tydeliggøre, at han havde fået som fortjent. Senere blev han genstand for endnu to attentatforsøg, som han tog lige så roligt som det første.

Hal Koch havde foruden den stærke uenighed med Løgstrup også et par sammenstød med Kaj Munk. Det kendteste fandt sted på Askov Højskole i sommeren 1942, hvor Kaj Munk var indbudt til at tale for en kreds af ungdomsledere. Under de efterfølgende diskussioner i forstanderens private stue blev Kaj Munk så ophidset, at han ødelagde en stol. Oven i købet måtte han stjæle en cykel for at nå sit tog. Det efterlod ikke noget godt indtryk.

Kaj Munk og Hal Koch bevarede imidlertid gensidig respekt, selv om de gik hver sin vej. Kaj Munk var psykologisk disponeret, så han slet ikke var i stand til at gå andre veje end sig egen, men det betyder ikke, at han stod alene med sine synspunkter. Også Hal Koch lyttede til ham og blev anfægtet.

I februar 1943 skrev Hal Koch et brev til Kaj Munk, hvor han redegjorde for, hvorfor han ikke kunne tilslutte sig Kaj Munks linje uanset at han faktisk havde lyst. Brevet slutter således:

»Jeg ønsker ikke, at der skal dømmes mildt om vore Handlinger. Snarere tror jeg, jeg skriver for at sige Dem, at Deres Tale for mig stadig er en Anfægtelse og at jeg læser Deres Prædikener til Opbyggelse og Styrkelse. Jeg læser dem - og jeg beder Dem tro mig ganske efter Bogstaven - som den, der selv er i stadig Anfægtelse. Jeg kan ikke se, at De har vist os en farbar Vej at gaa. Men De skal dog vide, at jeg ikke staar som den sikre og selvretfærdige, der mener at kunne dømme Dem eller andre.«

Det var sådan set meget dristigt af Hal Koch at lægge sine holdninger frem på denne måde, og det forhold, at brevet overhovedet blev skrevet og sendt, var i sig selv en forsonende handling. Det fik dog ikke Kaj Munk til at holde inde med at skælde Hal Koch ud for at være en systemloyal lænkehund. At Hal Koch faktisk siden blev interneret i Horserød som ufrivilligt gidsel for værnemagten, kunne Kaj Munk jo ikke vide. Men Kaj Munk kvitterede også for den udstrakte hånd ved at bakke op om Hal Kochs kritik af regeringen senere samme år:

»Vi, der ikke kender Ministrene, og for hvem Hal Koch er Autoritet, kan nu rejse os imod dem og spørge: er det rigtigt, hvad en stor Tillidsmand hævder om jer, at I krænker Retten, at I haaner Friheden, at I klarer for jer med Løgne?«

Det var den slags kritik, der udsatte både Hal Koch og Kaj Munk for umiddelbar fare. Det var kun et tilfælde, at Hal Koch ikke mistede livet ved et attentat i 1942. Kaj Munk synes derimod nærmest at have opsøgt sit eget nationale martyrium. Han dyrkede det heroiske. Drabet på ham i januar 1944 mobiliserede en stærk modstandsvilje i store dele af befolkningen. Kaj Munk kom til at stå som modstandskampens intellektuelle spydspids, en status der blev forstærket mangefold af hans død.

Var Hal Koch omkommet ved attentatet i juni 1942, ville hans død måske være blevet til et tilsvarende fundament for en national selvbesindelse. Der ville for eksempel have været stof nok i hans efterladte skrifter til, at han kunne være blevet martyr for den nationalkonservative sag. Han var sandsynligvis ikke blevet til en ny Kaj Munk. Dertil savnede han for meget af Kaj Munks sans for dramatisk selviscenesættelse. Var Kaj Munk på den anden side kommet levende ud af krigen, kunne man godt gætte sig til, at han havde sluttet sig til Hal Kochs og K.E. Løgstrups kritik af retsopgøret.

Selv om de to overlevende, Hal Koch og Løgstrup, var enige om at kritisere retsopgøret, landede de i eftermælet alligevel på hver sin side af den grøft, som eftertiden gravede mellem dem, der havde tilsluttet sig den aktive modstandskamp, og dem der ikke havde. Denne grøft er blevet til en regulær forkastning i den offentlige debat og den kollektive erindring om besættelsestiden, en slags absolut målestok.

Men der gives lige så få absolutter i historien som i politik. Hal Koch kunne og ville ikke skrive modstandsmand på sit CV. Alligevel var han i livsfare. Kaj Munk var ikke sabotør, men huskes som sådan, fordi han blev dræbt. Løgstrup gjorde sig aldrig til af sin indsats i modstandskampen. På den måde lignede han de fleste af deltagerne i den aktive modstand. De var uheroiske.

(artikel i Weekendavisen 8. april 2009)

Fogh åbner sine flanker

Statsministerens tale den 29. august på Søofficersskolen, hvori han på et moralsk grundlag tager afstand fra den danske samarbejdspolitik under besættelsen, er et opgør med 60 års konsensus i den danske offentlighed. Som Scherfig viste med vitriolsk tydelighed i sin roman, Frydenholm, og som Claus Bryld og Annette Warring har bygget videre på i deres forskning, er denne konsensus en efterkrigskonstruktion. Danskerne var slet ikke så heltemodigt og enigt et folk under besættelsen. Ikke desto mindre har alle regeringer til nu – inklusiv Schlüters – fastholdt den nationale enighed om erindringen om de fem onde år. Det er en erindring, der forsøger at beskrive samarbejdspolitikken som en form for modstand, og som fastholder kontinuiteten før og efter 1943 og samdrægtigheden mellem de forskellige samfundsgrupper.

Foghs opgør er altså historisk i mere end en forstand. Det er ikke kun et ideologisk opgør, der bruger historien som brændstof, det er også et opgør med en historisk enighed i dansk politik. Opgøret har altså mange dybe lag, og det gør idiotien i hans tale så meget desto mere tragisk.

For det første lægger han sig ud med eksperterne på området, historikerne. At bruge besættelsestiden som løftestang for regeringens politik blev som metode introduceret af Brian Mikkelsen. Den kyndige historiker Steen Andersen har på et tidspunkt vist, at der ikke er huller i kulturministerens uvidenhed om historien, og det samme gælder nu også hans chef. Nogle vil fortælle ham, at hans opfattelse af samarbejdspolitikken er forkert, andre vil måske af diplomatiske hensyn nøjes med at kalde den unuanceret. Statsministeren ser jo gerne stort på eksperters udsagn, men denne gang har han forregnet sig, for han skal meget langt ned i bunken af historikere for at finde en, der på et sagligt grundlag vil kalde hans tale velanbragt. Selv skødehunden Bent Jensen vil vel ikke sætte den sidste rest af sin troværdighed over styr på denne konto?

For det andet er statsministeren faktisk offer for den i indledningen omtalte konsensusmyte. Han tror at have flere allierede, end han har. I stedet åbner han sine flanker på vid gab. For ved brugen af et historisk eksempel vil han også blive tvunget til at vælge sig et historisk forbillede, nemlig modstandsbevægelsen, der på dette tidspunkt var forsvindende lille. Ingen af de større aktører, de fire gamle partier, industrien, landbruget, pressen, diplomatiet for nu slet ikke at tale om folket er uden ansvar for samarbejdspolitikken. Ved at have trukket det historiske argument af stalden, har han selv åbnet for en skånselsløs kritik af især Venstres rolle i fortiden. Dansk Folkeparti har ingen fortid – ud over at Krarup og Langballe i metafysisk trods mod deres sene fødsel har defineret sig selv som »modstandskæmpere« – og går derfor fri.

For det tredje og vigtigste hævder Fogh, at han taler i demokratiets navn, at der var tale om et »moralsk svigt« mod demokratiet. Han kunne med fordel læse den meget interessante brevveksling fra krigens tid mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup. Løgstrup var dengang høgen, der i nationens navn ville gøre modstand, mens Hal Koch havde andre hensyn for øje end de nationale. Koch mente nemlig, at den førte politik var besluttet af demokratisk valgte organer, og at et oprør mod regeringens politik derfor også ville være et oprør mod demokratiet selv. Koch var ikke principiel modstander af væbnet kamp mod besættelsesmagten, men han mente blot ikke, at situationen lod sig løse med en simpel påberåbelse af Danmarks navn, for der findes værdier, som måske er mere værd end »nationens ære«.

Den taktiske begrundelse for at tage dette emne op i talen til søofficererne er sandsynligvis den antagelse, at vælgerne vil have rene linjer og klare moralske beslutninger. Statsministeren vil så inderligt gerne fremstå som en principfast etiker, der ikke driver politik af egennytte eller pragmatiske hensyn, men af en dyb moralsk rodfæstethed.

Heldigvis får danske officerer en god uddannelse, ikke mindst historisk, og de vil sandsynligvis være de første til at gennemskue talens urealistiske bravader og hule moralisme.

(Kommentar i Informaton 30. aug. 2003)